Indstillinger
Så skete det igen
Hej allesammen.
Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg skriver, for jeg ved godt hvad der skal ske, men har brug for at skrive af lidt.
Er en 34 årig mand, der står overfor atter en gang at blive smidt på porten, af min kærste.
Historien:
Jeg har 2 børn med hende, vi gik fra hinanden 1 gang imellem de 2 børn, var fra hinanden i 6 mdr.
Nu kom bomben så, for 14 dagen siden, hun har været sammen med en anden, og hun er ikke interesseret i at forsætte, hun har mistet følserene og vil ikke finde dem tilbage, dermed kan jeg vel ligeså vel acceptere at valget er taget.
Jeg elsker hende og ville gøre alt i verden for at nulstille og prøve igen, men jeg holder bare den gode stil i et par mdr (hjælpe til derhjemme ) så ryger jeg tilbage, så en del af dette er min egen skyld.
Til den del der skræmmer mig.
Jeg har angst for at klare mig selv, efter 8 år sammen, bliver det en hård kamp, men jeg er vel klar.
Jeg bor 1000km fra dk og har som sagt 2 børn med hende heroppe, så jeg kan ikke bare drage afsted ned til trygheden.
Jov jeg har et arbejde her, og jov jeg har da folk jeg kan omgåes, men jeg savner mit Dk meget i disse tider.
Jeg skal til at sælge huset, bilerne og til at nulstille mit liv tilbage til ingen ting, skal til at have et økonomisk hårdt liv, jeg skal til at finde mig selv, hvilket jeg ikke ved hvordan skal gå, da jeg ikke har min familie at læne mig op af.
Jeg er rådvild og har da tænkt at det var nemmere bare at lade livet rende ud, så skal man ikke have denne her følelse i kroppen, nedstemt, fortabt, ked.
Jeg hader at stå her jeg gør, men jeg ved på den anden side også at jeg ikke kommer til at få det bedre i et forhold hvor den anden part ikke vil mere.
Jeg tænkte at lave en års plan, alså at give det hele et års tid, finde lejlighed (der er bolig brist i byen, så det er umuligt at få lejlighed) men når jeg engang får en blive 1 år, for at se hvordan livet er til den tid.
Hvad ville i gøre, har i nogen erfaringer af samme situation, alså være langt væk fra alt, og vide at man gør en meget hård og sikkert ensom tid i møde?
Ps:
Da denne by er af lille størrelse, kan jeg ikke anvende mig af psykolog, da jeg har testet det, sidst vi havde vores brud, og det gav ingen ting.
Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg skriver, for jeg ved godt hvad der skal ske, men har brug for at skrive af lidt.
Er en 34 årig mand, der står overfor atter en gang at blive smidt på porten, af min kærste.
Historien:
Jeg har 2 børn med hende, vi gik fra hinanden 1 gang imellem de 2 børn, var fra hinanden i 6 mdr.
Nu kom bomben så, for 14 dagen siden, hun har været sammen med en anden, og hun er ikke interesseret i at forsætte, hun har mistet følserene og vil ikke finde dem tilbage, dermed kan jeg vel ligeså vel acceptere at valget er taget.
Jeg elsker hende og ville gøre alt i verden for at nulstille og prøve igen, men jeg holder bare den gode stil i et par mdr (hjælpe til derhjemme ) så ryger jeg tilbage, så en del af dette er min egen skyld.
Til den del der skræmmer mig.
Jeg har angst for at klare mig selv, efter 8 år sammen, bliver det en hård kamp, men jeg er vel klar.
Jeg bor 1000km fra dk og har som sagt 2 børn med hende heroppe, så jeg kan ikke bare drage afsted ned til trygheden.
Jov jeg har et arbejde her, og jov jeg har da folk jeg kan omgåes, men jeg savner mit Dk meget i disse tider.
Jeg skal til at sælge huset, bilerne og til at nulstille mit liv tilbage til ingen ting, skal til at have et økonomisk hårdt liv, jeg skal til at finde mig selv, hvilket jeg ikke ved hvordan skal gå, da jeg ikke har min familie at læne mig op af.
Jeg er rådvild og har da tænkt at det var nemmere bare at lade livet rende ud, så skal man ikke have denne her følelse i kroppen, nedstemt, fortabt, ked.
Jeg hader at stå her jeg gør, men jeg ved på den anden side også at jeg ikke kommer til at få det bedre i et forhold hvor den anden part ikke vil mere.
Jeg tænkte at lave en års plan, alså at give det hele et års tid, finde lejlighed (der er bolig brist i byen, så det er umuligt at få lejlighed) men når jeg engang får en blive 1 år, for at se hvordan livet er til den tid.
Hvad ville i gøre, har i nogen erfaringer af samme situation, alså være langt væk fra alt, og vide at man gør en meget hård og sikkert ensom tid i møde?
Ps:
Da denne by er af lille størrelse, kan jeg ikke anvende mig af psykolog, da jeg har testet det, sidst vi havde vores brud, og det gav ingen ting.
Kommentarer
Jeres forhold har været gået i stykker tidligere, men I prøvede en gang til. Du har prøvet at ”oppe” dig og deltage aktivt med at deltage i hjemmet gøremål, men det har kun holdt et par måneder, så var du tilbage i gammel gænge, hvor du – som jeg læser det – ikke deltager.
Du er endda der, hvor du er helt klar over det? I har to børn, og jeg har da fuld forståelse for, at din kæreste ikke orker et tredje barn, nemlig dig. Er der noget, der kvæler et forhold, kvæler kærlighed, så er det da netop det, du øjensynligt har budt din kæreste – nemlig at lade hende stå for alt det praktiske i hjemmet med en partner, der bare ikke gider deltage og være med til at få tingene til at hænge sammen. Hun har jo virkelig elsket dig, hun har endda givet dig en chance mere – men du valgte at lade være med at gribe den.
Du fortæller også, at du har været ved psykolog, og at det ikke gav mening. En psykolog skal ikke løse dine problemer, en psykolog kan hjælpe dig på rette vej til SELV at løse dem, men det kan kun lade sig gøre, hvis man virkelig selv vil, og hele dit indlæg lyser langt væk af, at det at selv skulle gøre en aktiv indsats på at ændre tingene ligger dig noget fjernt. Hvorfor du ikke kan anvende en psykolog fordi du bor i en lille by, forstår jeg ikke.
Som jeg ser det, så er dit største problem, at du nu er tvunget til selv at tage affære omkring dit liv, selv skal til at kæmpe for at få det bedste ud af det – det er det, du ikke kan magte, i stedet synker du ned i total selvmedlidenhed – hvilket jeg da godt kan forstå her og nu, men det kommer du ikke videre af. Du klynker over, at der kommer nogle økonomiske problemer, at du skal sælge hus og biler, men du har stadig et job, du har mulighed for at få et sted at bo, du har endda venner. Du er langt hjemmefra, men du har altså nogle børn der, hvor du er, og de har altså krav på, at du er til stede i deres liv. De har krav på en far, der vil være noget for dem – og det kan du altså sagtens uden hus og biler.
Du bør netop søge noget hjælp, så du kan få hjælp og støtte til at tage ansvar for dig selv og dit liv.
Hvis du virkelig vil – så kan du sagtens komme både hel og styrket ud på den anden side, og nej – det bliver ikke med denne kæreste, for hende har du givet svigtet for meget, men det er bestemt på tide, at du lærer at tage ansvar for dig selv og dit liv.
Jeg skriver sådan, fordi jeg har været præcis, hvor din kæreste er nu. Jeg tiggede, jeg bad min tidligere mand om at være med i vores liv, om at deltage med børn og hjemmets liv – og jeg stoppede også på et tidspunkt. Og – så blev det lovet guld og grønne skove; Jo, selvfølgelig kunne han godt se det, selvfølgelig ville han være mere med osv osv. Jeg gav det også en chance mere – kun for at opdage, at i løbet af kort tid, så var det hele tilbage i samme gænge, med noget jeg kun kunne opfatte som total ligegyldighed fra min mand.
Jeg havde også elsket ham, men han kvalte langsomt, men sikkert mine følelser – og det er det samme, du har gjort.
Derfor er det dig, der nu skal tage hånd om dit liv og arbejde dybt og seriøst på at se på dig selv, så du kan få ændret nogle helt grundlæggende ting ved dig selv – og det bør du nok søge hjælp til. Du skal bare huske, at det altså ikke er andre, der skal gøre det for dig – du kan få nogle værktøjer, men det er dig – og kun dig – der skal bruge dem.
Hvis du virkelig vil kæmpe – så kan det også lade sig gøre – så også du kan få et godt liv.
Desværre, kan jeg bare nikke til hvert et ord du skriver, jeg hader mig selv for ikke at ha taget ansvaret, at jeg ikke forstod min pligt i vores forhold.
Jeg kan ikke andet end at acceptere at hun nu vælger at kigge efter andre og ikke vil give mere tid til mig.
Jeg ved det er hård tid vi sikkert begge skal igennem og jeg er helt slut inden i.
Men hvorfor? jeg ville jo åbenbart ikke det forhold nok, jeg kunne jo redde det engang muligvis, men jeg gjord det ikke, jeg fik chancer og chancer, men tog aldrig rigtig alvoren til mig, og nu er det mig der er knust til ukendelighed, hvert et skridt er tungt, og hjertet galopere, hun har valgt at forsætte kontakten til ham hun var med, hvilket jo burde give en klar indikator på at jeg ikke er velkommen, og jeg ved at jeg bare må væk, flytte og bare tage de første skridt i mit nye liv selv.
Men jeg er super splittet, da jeg tror at jeg stadig elsker hende, selvom jeg har hadet vores forhold, er det fordi jeg kan se at jeg gjord fejl? er det fordi jeg er en barnlig mand der bare tror han kan få chancer på chancer, er det fremtiden der gør at jeg er bange.
Jeg er så sindsyg forvirret, men stadig må jeg være afklaret, jeg må acceptere at den kvinde jeg havde håbet på ville være der foraltid er blevet, snydt af mig og mine ord, og ingen handling.
Jeg vil gerne også gøre klart at jeg har ikke kun været denne person, men tror det i bund og grund handler om, at jeg indenvendigt har kunne mærke at hun flere gange har været på vej væk, dermed har jeg via underbevidstheden, muligvis røget i et hul, hvor jeg ikke har været med til at hjælpe til, og har fjernet mig fra forholdet.
Hun har arbejdet nat i hele vores forhold, og jeg har stået med aflevering og hentening af vores børn, så jeg har været med i det hele store, jeg har prøvet med blomster og romantik, men når man ikke får noget tilbage ryger lysten til det.
Og jov man kan jo vende det om, at jeg så skulle ha taget mere fat end bare et par mdr, også glide tilbage til mit gamle jeg.
Hun fortalte mig for et par dage siden at hun havde kæmpet i 8 år, 8år? vi har været sammen i 8 år, jeg er så forvirret at jeg ikke ved hvad jeg skal stille op(tror muligvis jeg stadig håber på noget, jeg ved dybest inde godt det ikke sker)
Jeg har gjort så meget for hende, mener jeg selv, jeg har trøstet når familien var onde, jeg har været med på mange aktiviteter for at glæde hende, jeg har stillet op, mange gang for at hun kunne føle at hun ikke blev kvalt, jeg har altid været god til at tage initiativ til de romantiske indput, sørget for at bilen kørte, at pærenene lyst i lamperne, hvis vaskemaskinen ikke kørte, hvis afløbet var stoppet, eller symaskinen ikke kørte rundt, hvis der skulle males ETC.
Nu hvor jeg har fået lidt afstand, kan jeg faktisk se at mit første indlæg var lidt en fejl beskrivelse af det hele, men måske bare beskrev det hun så var fejl.
Nu blev det langt, og jeg håber ikke at du er blevet mere forvirret, for det er jeg.
Jeg har det bare af h til, og ved faktisk ikke hvorfor, det er super mærkeligt da jeg bare burde glæde mig over at komme vidre.
Ja, nu fik du vendt det hele lidt, og det er nu meget sjældent, at det hele kun er den enes skyld. Det er ikke kun dig, der har ødelagt jeres forhold – hun har naturligvis også været med. Der skal for det meste to til at ødelægge et forhold. Og ja, den er lidt bitter at sluge. Da jeg havde forladt min mand, havde jeg også meget travlt med at mene, at han bare havde gjort det hele forkert – og jeg havde gjort alt det rigtige. Også jeg er kommet frem til, at jeg også havde min del af ansvaret. :-)
Hun har fortalt dig, at hun har kæmpet for at få det til at fungere stort set lige siden, jeres forhold startede?
Ja, men så har hun da nok begået den klassiske – desværre kvindefejl – nemlig at tro på, at hun nok kunne få lavet dig om, og naturligvis kan man ikke ændre på et andet menneskes grundlæggende karakter. I det første indlæg virkede det til, at du bare havde været passiv i hjemmets praktiske gøremål, men det kan jeg nu se ikke er tilfældet.
Selvfølgelig holder du ikke bare op med at elske hende, fordi hun nu har sagt stop – sådan er livet desværre ikke. På den anden side kan du heller ikke tvinge hende til at elske dig igen. Følelser lader sig under ingen omstændigheder presse.
Men – også du kan komme videre. Der er her på nd to debatsider under hovedemnet ”Sex og samliv”. Den ene er den, du her har skrevet i ”Samliv”; den anden hedder ”Ægteskabsproblemer”. Prøv at kigge lidt i nogen af de mange debatter der. Der er rigtigt mange, der har beskrevet tiden efter et brud, og hvor svært, det er, men også at man – hvis man selv kæmper for det – kommer hel ud på den anden side, og forhåbentligt både klogere på sjæl og legeme, og har lært af sine fejltagelser, så man kan få et endda bedre liv ”på den anden side”. Der er mange, gode råd og ideer som du givet vil have glæde af at læse.
Du skriver, at du bare vil væk fra det hele, og så nemt er det altså ikke. Du har stadig dine børn, og som nævnt, dem skylder du, at du stadig er der for dem.
Du slår dig selv oven i hovedet med ”hvorfor” - prøver at komme frem til, at det nok er fordi, du ikke ville det nok. Og ja – det skal du da nok have ret i, men du kan ikke bruge det til noget som helst, for selvfølgelig ville du det, men I har givet nok ikke villet det samme med jeres forhold. Du kan jo også vende den rundt – at hun ikke ville det nok. Og så er du lige vidt.
Jeg synes stadig, du bør søge lidt professionel hjælp, så du kan få nogle værktøjer til at komme op ad det hul, du lige nu befinder dig i.
Som nævnt – der er ingen, der gør det for dig, det er dig, der skal gøre arbejdet, men du kan få nogle gode værktøjer, der kan hjælpe dig videre.
Og husk – dine børn. De har krav på en far, og selv om hun har fundet en anden, så er det stadig dig, der er far til dine børn. Så kan du ikke se andre lyspunkter, så bør det være dem, der ”lyser” for dig, så om ikke andet, så bør du kæmpe for at komme op og – som det fortærsket heddet – komme videre for deres skyld. Så skal du se – du følger selv med, og om en tid er det knap så slemt, om lidt længere tid, har du det meget bedre, lidt længere igen så undrer du dig over, at det holdt SÅ længe osv osv.
Jeg ved udmærket godt hvad jeg har gjort forkert, og faktisk også hvad hun har gjort forkert.
Men jeg føler stadig for hende, og det undre mig, jeg var jo ikke helt tilfreds, så havde jeg jo vendt det hele da jeg havde chancen.
Nu gør jeg det jeg kan for at hjælpe der hjemme, muligvis ikke med henblik på at redde vores forhold, men for at kunne leve under samme tag indtil jeg finder boende.
Det der undre mig, er at hun har givet klart ud at jeg ikke skal være en del af hendes liv, men som feks i morges, da hun kommer hjem (arbejder nat) siger hun til vores søn, at han er smuk, " det er far også i sin hugh heffner morgenkåbe)siger hun, hvad fanden mener hun???
Jeg fik en periode hvor jeg gled ned et par dag, og ikke rigtig gad noget, da jeg ikke mener det er så meget værd at rende rundt og gøre sig til overfor en der har været utro og gerne vil ha at jeg flytter, da jeg er så pointere at det ikke hjælper noget at jeg falde tilbage, så svare hun at nej for så er vi jo bare ved det gamle igen??? hva mener hun?, hvis hun var total ligeglad med mig, vil det vil ikke være noget problem at jeg ikke hjalp til.
Ja jeg ved ikke hvor jeg er, hvad jeg skal føle, om jeg er angst, ked, vil have hende tilbage, eller frygt for fremtiden derude, hvad den byder på.
Jeg er kommet frem til at det muligvis alt dette der har ligget skjult i vores forhold, jeg har aldrig vist hvor hun var følelses mæssigt, derfor har jeg efter vores samtaler og aftaler fra min del af, røget af på den, da hun ikke har overholdt det jeg ønsket af forholdet, det vil sige at vi faktisk har modarbejdet begge to´s ønske om en fremtid, vi har begge stoppet med at arbejde for at det skulle lykkes, og dermed har vi taget energien fra forholdet og istede for bebrejdet hinanden for vores egene fejl.
Jeg tror bare at jeg må anvende dette til ikke at blive sån i et andet forhold, men igen på den anden side, når man hele tiden ubevist bliver afvist, så kan man jo ikke give sit til at alt er perfekt, eller godt ihverfald.
Jeg ved godt Lotte at du sikkert tænker at jeg er helt tabt, men det er jeg også, eller ihverfald meget forvirret.
Til sidst, din personlig mening er vel at jeg ikke skal kæmpe for det mere ik?
Vi vil bare ende op i det samme igen, og hun virker da helt afklaret?
Til sidst, vil jeg tillægge at jeg er meget taknemlig for at du tager din tid til at svare og gør det med en ærlig tilgang, så tak, for at du giver din tid til dette her skavt.
Ud fra det ser det – for mig – ikke ud til, at hun vil have dig tilbage, men det ved jeg naturligvis ikke. Hun har fundet en anden, hun har fortalt dig, at hun ikke vil dig mere, så det er ud fra det, jeg tror, at hun mener det. Og – vil du egentlig have hende tilbage, når hun netop har fundet en anden, som hun fortæller dig, hun hellere vil være sammen med?
Du nævner nogle ting og noget adfærd, hun har sagt og gjort, og så spørger du: Hvad mener hun med det? Det kan jeg – eller nogen andre for den sags skyld – da ikke svare på, men det fortæller mig, at I i det hele taget ikke har haft en specielt god kontakt, for ellers ville det vel falde dig helt naturligt at spørge hende direkte?
De fleste parforhold, der går i stykker, går i stykker fordi forholdet har udviklet sig til en gættekonkurrence. Man tror, man ved, hvad den anden tænker og mener – og tror det så meget, at det slet ikke falder en ind at bede om en forklaring på dette eller hint. Og – fortsætter den slags gætterier over lang tid, så har man virkelig gode muligheder for at gå totalt og inderligt forbi hinanden.
Så alt det, hun lige nu gør og som forvirrer dig, er der kun et at gøre ved: Spørg hende direkte: ”Hvad mener du med at sige at jeg smuk – hvad mener du med at give mig nogle falske forhåbninger, når du i næste øjeblik ikke vil have noget med mig at gøre?”. ”Hvad er din tilfredsstillelse ved at sparke til mig, når jeg allerede ligger ned?”
Hver gang, hun gør noget, der forvirrer dig, så beder du om en forklaring i klart sprog. Du kan sagtens fortælle hende, at du er ked af det og såret over, at hun ikke vil dig mere, men at hun derfor ikke behøver at trampe på dig. I skulle – p.gr af jeres børn – gerne kunne komme videre som nogenlunde gode venner og frem for alt voksne mennesker, der fremover skal kunne være i stue sammen på en ordentlig måde. For det skal I – og det i rigtigt mange år, faktisk resten af jeres liv, når I har fællesbørn.
Hold op med at gætte – brug klart sprog – hele tiden.
Nej, selvfølgelig er du ikke ”tabt”. Du er dybt ked af det, du har en alvorlig krise i dit liv, og hvem ville ikke have det i den situation? Du er bare nødt til at kæmpe dig op på hesten igen – og nej, det er ikke ”bare lige”, det ved jeg godt, men også du kan blive hel og få et godt liv – især hvis ikke du bare opgiver på forhånd. Meningen skulle gerne være, at du også lærer noget af det her, så ”nissen” ikke flytter med dig ind i et eventuelt nyt forhold.
Jeg håber stadig, der vil komme andre ind i debatten her. Om ikke andet, så fordi jeg grundet et større håndværkerprojekt, ikke vil have fokus/tid/ overskud til at komme på dette medie i nogle uger, og jeg ser da nødigt, at du nu skal stå helt ”forladt” tilbage. Derfor denne information fra mig.
Men – som nævnt – læs nogle af de mange debatter, som jeg har foreslået dig. Måske der er nogle ideer til dig der.