Hjælp!
Hej.
jeg er en pige på 13 år. jeg går til fodbold og kan godt lide at være sammen med mine venner.
For 5 år siden ca. fik min bror en sygdom som hedder skizofren. det har været nogle hårde år for min familie. Jeg blev hurtigt moden sørget selv for aftensmad og at kom til sport. jeg har nogle kæmpe krav til mig selv om Karakter og sport, så derfor betyder det meget for at min far er med ude og se mig, men det var han ikke meget det første år efter sygdommen.
Her det sidste år, har jeg været rigtig ked af det, først gav jeg mine forældre skylden for ikke også have været der for mig (men selvfølgelig kunne de ikke det) så begyndte jeg at give min bror skylden, men det er heller ikke fair. så nu giver jeg mig selv skylden, for ikke at være sammen med nogle venner.
fordi når jeg er i skole hygger jeg med mine venner, men jeg er aldrig sammen med dem. jeg kan godt lide at være alene, ligge på mit værelse og tænke eller se film. Her på det sidste har jeg fået en meget kraftig hovedpine, og det har jeg aldrig døjet med før. nogle gange er jeg nød til at gå ned i sengen og ligge før det går over. Jeg har også en masse tanker om alt muligt.
Jeg har ekskl. skyldfølelse over noget jeg har sagt for 2 år siden som jeg fortryder, eller så noget som skete for et måned siden.
Jeg kan godt lide at kigge på familie billeder hvor jeg var lille og havde venner, som jeg var sammen med. Nogle gange lukker jeg øjnene og ønske at jeg var lille igen
Nogle gange skal jeg bare græde over små ting, men det er ikke derfor jeg græder men det får jeg folk til at tro. Jeg græder mest over ingenting nogle gange skal jeg bare græde. Jeg tænker også tit over hvad der vil ske hvis jeg døde, vil folk så blive ked af det eller hvad.
Jeg tænker hele tiden på fremtiden, når jeg har en familie, en mand, og to børn.
Jeg tror måske jeg har en depression men ved ikke. Men hvordan får jeg hjælp, hvordan skal jeg sige til mine forældre hvad jeg føler og vil de så sige.
Jeg har brug for svar så please hjælp mig.
jeg er en pige på 13 år. jeg går til fodbold og kan godt lide at være sammen med mine venner.
For 5 år siden ca. fik min bror en sygdom som hedder skizofren. det har været nogle hårde år for min familie. Jeg blev hurtigt moden sørget selv for aftensmad og at kom til sport. jeg har nogle kæmpe krav til mig selv om Karakter og sport, så derfor betyder det meget for at min far er med ude og se mig, men det var han ikke meget det første år efter sygdommen.
Her det sidste år, har jeg været rigtig ked af det, først gav jeg mine forældre skylden for ikke også have været der for mig (men selvfølgelig kunne de ikke det) så begyndte jeg at give min bror skylden, men det er heller ikke fair. så nu giver jeg mig selv skylden, for ikke at være sammen med nogle venner.
fordi når jeg er i skole hygger jeg med mine venner, men jeg er aldrig sammen med dem. jeg kan godt lide at være alene, ligge på mit værelse og tænke eller se film. Her på det sidste har jeg fået en meget kraftig hovedpine, og det har jeg aldrig døjet med før. nogle gange er jeg nød til at gå ned i sengen og ligge før det går over. Jeg har også en masse tanker om alt muligt.
Jeg har ekskl. skyldfølelse over noget jeg har sagt for 2 år siden som jeg fortryder, eller så noget som skete for et måned siden.
Jeg kan godt lide at kigge på familie billeder hvor jeg var lille og havde venner, som jeg var sammen med. Nogle gange lukker jeg øjnene og ønske at jeg var lille igen
Nogle gange skal jeg bare græde over små ting, men det er ikke derfor jeg græder men det får jeg folk til at tro. Jeg græder mest over ingenting nogle gange skal jeg bare græde. Jeg tænker også tit over hvad der vil ske hvis jeg døde, vil folk så blive ked af det eller hvad.
Jeg tænker hele tiden på fremtiden, når jeg har en familie, en mand, og to børn.
Jeg tror måske jeg har en depression men ved ikke. Men hvordan får jeg hjælp, hvordan skal jeg sige til mine forældre hvad jeg føler og vil de så sige.
Jeg har brug for svar så please hjælp mig.
Kommentarer
Ja, det kunne faktisk godt se ud, som om du har en depression. Nu kan vi selvfølgelig ikke stille diagnoser her i et debatforum, men meget tyder på det. Du har faktisk også været udsat for en hård belastning. Det er klart, at dine forældre har været chokerede over din brors sygdom, og mest har været optaget af ham, og det er desværre gået ud over dig.
Det, der tyder på en depression, er selvfølgelig især, at du er ked af det og græder meget, men også dine (alt?) for store krav til dig selv og dine skyldfølelser, samt at du spekulerer alt for meget.
Mange unge piger stiller alt for store krav til sig selv. Det er en tendens i tiden, og det er desværre ikke godt for psyken. Dit ønske om at være lille igen er nok psykens sunde reaktion på det. Du savner nok dette, bare at være – uden strenge krav, og du ønsker ubevidst, at nogle andre sørger for dig og giver dig omsorg. Hvis ikke andre giver dig omsorg, så må du selv prøve at være god ved dig selv.
Jeg har selv haft mange depressioner, og den første kom allerede, da jeg var meget ung. Der er flere ting, jeg gerne vil fortælle dig:
• Det er muligt at komme sig fuldstændigt, så du bliver dig selv igen og igen er glad for at være sammen med dine venner. Herom længere nede i indlægget.
• Jeg kender godt tendensen til at give sig selv skylden for ting, der er sket for længe siden. Du skal vide, at alle mennesker begår fejl, men de fleste glemmer det hurtigt. For os, der ikke glemmer det, er skyldfølelse som en gift, der nedbryder én. Hver gang, der kommer tanker om, at du har begået sådanne fejl, er du nødt til at skynde dig at tænke på noget andet. Du kan selvfølgelig ikke hindre disse tanker i at opstå, men dvæl ikke ved dem, for skyldfølelser er meget nedbrydende!
• Jeg hæfter mig også ved, at du i en tidlig alder selv har skullet sørge for mad til dig selv. Mange mennesker tror, at depression udelukkende skyldes psykologiske årsager, men min erfaring siger mig, at depression kommer af den samlede belastning, og her skal man huske på, at mangeltilstande også belaster organismen. Flere mangler på vitaminer og mineraler er kendt for at være (medvirkende) årsager til depression, især jernmangel eller D-vitaminmangel.
Sørg derfor for at spise sundt og tag derudover en god vitamin- og mineralpille dagligt. Det er vigtigt, at du spiser fisk eller tager fiskeolie, for hjernen behøver disse vigtige omega 3-fedtstoffer, for at den kan komme sig.
Sund kost og motion, som ellers skulle virke særdeles godt ved depression, er sandsynligvis ikke nok i din situation. Du er nødt til at komme til læge. Og du er nødt til at fortælle dine forældre, at du har det dårligt.
Hvis jeg var din mor, ville jeg være frygtelig ked af det, hvis min datter på tretten år ikke fortalte mig om sine problemer. Det kan godt være, at dine forældre lige nu virker alt for optagede af din brors situation, men når de lige får sundet sig lidt, så vil de indse, at de er nødt til at tænke på dig også, for at du ikke også skal blive virkelig alvorligt syg.
Det er vigtigt, at du kommer til læge. Det er vigtigt, at du bliver undersøgt for mangeltilstande, og det er vigtigt, at en læge stiller diagnosen. Hvilken behandling du så herefter skal have, ved jeg ikke. Muligvis antidepressiv medicin, muligvis psykologhjælp, muligvis begge dele.
Men husk: Det er muligt at komme sig af en depression.
Mange hilsner og god bedring
Kameliadamen