stoppede på lykkepiller, lang histore om starten af ansgten
Hej.
Jeg håber på et svar, et som giver mig mere klarhed i alt mit rod, og forvirringer..
Jeg har nu lidt primært af angst- især angstanflad i 3-4 år nu. Det hele startede da jeg fik min datter, og jeg havde høje krav til mig selv, og følte aldrig jeg kunne leve op til mig selv. Mit selvværd har altid været dårligt, men den her gang meget dårligt. Min datter blev født med en sjælen sygdom, og det var et utrolig stresset forløb med akut kejsersnit, hvor de glemte og bedøve mig og skar i mig, for at få min datter ud, hun var ved at dø. vi blev overflyttet til 3 forskellige sygehuse, hvor det tredje modtog os. Min datter var i kunstig koma i 3 dag, før hun blev opereret, og 3 dag gik der også før jeg måtte holde hende. det hele gik godt, og 15 dage på sygehus, måtte vi komme hjem .. Derefter begyndte min angst. Jeg fik psykolog hjælp i ca 6 måneder. min angst handlede primært om min datter, da jeg var konstant bange for den start på livet havde givet hende mén. Men som tiden gik og jeg kunne se hun udviklede sig som hun skulle, blev der automatisk lagt låg på den sag. Og jeg kunne forsætte mit liv. Min barsel var ovre og jeg begyndte nu på uddannelse. Men min dårlig samvittighed fra og være væk fra min datter, blev for meget og jeg blev bekymret i sådan en grad, at jeg endte ud i timevis lange angstanfald, hvor jeg kastede op og troede jeg blev sindssyg, eller skulle dø. Der startede hele min sindsoprivende historie. Angstanfaldene ville ikke slippe mig, jeg kunne intet! kastede op hver gang jeg skulle spise, uro i min mave, tanker der fløj rundt, uro i hele kroppen. jeg troede det var ovre med mig og jeg nu ville ryge på den lukket, for rykket min datter væk, og være uegnet som mor. Min læge udskrev lykkepiller, jeg ville ikke tag dem. Alt strittede i mig, jeg var bange for at pillerne ville få mig til at ændrer mig, som den person jeg var før, før jeg mødte angsten. Eller jeg ville komme til at begå selvmord, uden og have kontrol over mig selv. Fordi på det tidspunkt havde jeg ikke den mindst selvkontrol over min krop og mine tanker. Jeg begyndte på pillerne 25mg i 3 dage, 50mg i 3 dage og 75mg i 3 dage og til sidst 100mg i 3 dage. Jeg sov ikke om natten, kastede op, dårlig mave, uro, opkastningsfornemmelser, træt, osteklok, susende for ørerne, bange for at være alene. Den første uge jeg begyndte på medicinen, turde jeg ikke gå i bad alene, og min mand måtte gå med mig. Efter 2 måneder, begyndte det og vende, jeg begyndte og smile, kunne grine, og jeg begyndte og spise så småt igen. Elskede faktisk livet en smule igen, og følte jeg kunne se en ende på det hele. Følte mig tilpas, og angsten begyndte og forlade mit sind, den nedtrykthed forsvandt med den. Jeg kunne endelig ånde op. Men min selvopfattelse var stadig dårlig. Jeg gik selvfølgelig ved psykolog igennem den her periode. Efter ca et år sygemelding, var jeg klar til arbejdsmarkedet. Og begyndte og arbejde og var glad, og fandt tilfredsstillelse igennem mit job. Men privat livet, begyndte og falde fra hinanden. Jeg begyndte samtidigt og trappe ned i min medicin, ned til 50 mg. Jeg kunne jo sagtens mærke mig selv nu. Det ender med at vores parforhold igennem 8 år, ikke kunne klarer flere belastninger. Havde været samen med min mand siden jeg 15 år, den tryghed var nu væk. Jeg prøvede og forsætte med at arbejde, og trappede længere ned i medicinen og nu nede på 25 mg. Vi får en ordning med vores datter, 7-7. De 7 dage min datter ikke var ved mig, gjorde ondt helt inden i hjertet. Jeg får angstanfald igen, men nu uden hjælp fra manden. Står alene, vil ikke trappe op i min medicin igen, bliver sygemeldt igen, mister mit job. Bliver meget nedtrykt, og angsten er kommet igen. Nu er tankerne mere, at jeg er bange for at miste min selvkontrol, min datter på grund af den her sygdom, selvmord, altså bange for at jeg ender med det. Bange for jeg er psykisk syg, altså fejler alverdens sindsslidelser, bange for angsten, bange for aldrig blive mig selv igen osv. Begynder atter til psykolog, og koncentrerer mig om min datter. Ellers boede jeg ved min mor i de syv dage hun var ved sin far, og imellem tiden, dyrkede jeg motion og prøvede og blive "normal" igen. jeg endte med at aldrig trappe op medicinen. Jeg kommen nogenlunde på den anden side igen, og begynder nu i skole. Jeg begynder også og nyde så småt single livet, og går i byen i mine fri weekender. Det var dejligt i de mørke tider, selvom jeg godt ved jeg burde holde mig langt væk fra alkohol. Ville jeg også bare gerne leve mit liv, så normalt som overhovedet muligt. selvom angsten tit bankede og sagde "du er ikke god nok, du er jo psykisk syg". Men nu er der gået et år, fik fuldført min eksamen. Jeg er medicin fri nu, har været i 4 uger. De første 2 uger, følte jeg en stor sejr, mere overskud, mere energi, altså virkelig glad. Men så begyndte jeg og blive trist igen? er det normalt? er begyndt på perikum, har i erfaring med det? jeg er un 24 år, kan det passe det her er mit liv nu?
Håber i kan hjælpe
Jeg håber på et svar, et som giver mig mere klarhed i alt mit rod, og forvirringer..
Jeg har nu lidt primært af angst- især angstanflad i 3-4 år nu. Det hele startede da jeg fik min datter, og jeg havde høje krav til mig selv, og følte aldrig jeg kunne leve op til mig selv. Mit selvværd har altid været dårligt, men den her gang meget dårligt. Min datter blev født med en sjælen sygdom, og det var et utrolig stresset forløb med akut kejsersnit, hvor de glemte og bedøve mig og skar i mig, for at få min datter ud, hun var ved at dø. vi blev overflyttet til 3 forskellige sygehuse, hvor det tredje modtog os. Min datter var i kunstig koma i 3 dag, før hun blev opereret, og 3 dag gik der også før jeg måtte holde hende. det hele gik godt, og 15 dage på sygehus, måtte vi komme hjem .. Derefter begyndte min angst. Jeg fik psykolog hjælp i ca 6 måneder. min angst handlede primært om min datter, da jeg var konstant bange for den start på livet havde givet hende mén. Men som tiden gik og jeg kunne se hun udviklede sig som hun skulle, blev der automatisk lagt låg på den sag. Og jeg kunne forsætte mit liv. Min barsel var ovre og jeg begyndte nu på uddannelse. Men min dårlig samvittighed fra og være væk fra min datter, blev for meget og jeg blev bekymret i sådan en grad, at jeg endte ud i timevis lange angstanfald, hvor jeg kastede op og troede jeg blev sindssyg, eller skulle dø. Der startede hele min sindsoprivende historie. Angstanfaldene ville ikke slippe mig, jeg kunne intet! kastede op hver gang jeg skulle spise, uro i min mave, tanker der fløj rundt, uro i hele kroppen. jeg troede det var ovre med mig og jeg nu ville ryge på den lukket, for rykket min datter væk, og være uegnet som mor. Min læge udskrev lykkepiller, jeg ville ikke tag dem. Alt strittede i mig, jeg var bange for at pillerne ville få mig til at ændrer mig, som den person jeg var før, før jeg mødte angsten. Eller jeg ville komme til at begå selvmord, uden og have kontrol over mig selv. Fordi på det tidspunkt havde jeg ikke den mindst selvkontrol over min krop og mine tanker. Jeg begyndte på pillerne 25mg i 3 dage, 50mg i 3 dage og 75mg i 3 dage og til sidst 100mg i 3 dage. Jeg sov ikke om natten, kastede op, dårlig mave, uro, opkastningsfornemmelser, træt, osteklok, susende for ørerne, bange for at være alene. Den første uge jeg begyndte på medicinen, turde jeg ikke gå i bad alene, og min mand måtte gå med mig. Efter 2 måneder, begyndte det og vende, jeg begyndte og smile, kunne grine, og jeg begyndte og spise så småt igen. Elskede faktisk livet en smule igen, og følte jeg kunne se en ende på det hele. Følte mig tilpas, og angsten begyndte og forlade mit sind, den nedtrykthed forsvandt med den. Jeg kunne endelig ånde op. Men min selvopfattelse var stadig dårlig. Jeg gik selvfølgelig ved psykolog igennem den her periode. Efter ca et år sygemelding, var jeg klar til arbejdsmarkedet. Og begyndte og arbejde og var glad, og fandt tilfredsstillelse igennem mit job. Men privat livet, begyndte og falde fra hinanden. Jeg begyndte samtidigt og trappe ned i min medicin, ned til 50 mg. Jeg kunne jo sagtens mærke mig selv nu. Det ender med at vores parforhold igennem 8 år, ikke kunne klarer flere belastninger. Havde været samen med min mand siden jeg 15 år, den tryghed var nu væk. Jeg prøvede og forsætte med at arbejde, og trappede længere ned i medicinen og nu nede på 25 mg. Vi får en ordning med vores datter, 7-7. De 7 dage min datter ikke var ved mig, gjorde ondt helt inden i hjertet. Jeg får angstanfald igen, men nu uden hjælp fra manden. Står alene, vil ikke trappe op i min medicin igen, bliver sygemeldt igen, mister mit job. Bliver meget nedtrykt, og angsten er kommet igen. Nu er tankerne mere, at jeg er bange for at miste min selvkontrol, min datter på grund af den her sygdom, selvmord, altså bange for at jeg ender med det. Bange for jeg er psykisk syg, altså fejler alverdens sindsslidelser, bange for angsten, bange for aldrig blive mig selv igen osv. Begynder atter til psykolog, og koncentrerer mig om min datter. Ellers boede jeg ved min mor i de syv dage hun var ved sin far, og imellem tiden, dyrkede jeg motion og prøvede og blive "normal" igen. jeg endte med at aldrig trappe op medicinen. Jeg kommen nogenlunde på den anden side igen, og begynder nu i skole. Jeg begynder også og nyde så småt single livet, og går i byen i mine fri weekender. Det var dejligt i de mørke tider, selvom jeg godt ved jeg burde holde mig langt væk fra alkohol. Ville jeg også bare gerne leve mit liv, så normalt som overhovedet muligt. selvom angsten tit bankede og sagde "du er ikke god nok, du er jo psykisk syg". Men nu er der gået et år, fik fuldført min eksamen. Jeg er medicin fri nu, har været i 4 uger. De første 2 uger, følte jeg en stor sejr, mere overskud, mere energi, altså virkelig glad. Men så begyndte jeg og blive trist igen? er det normalt? er begyndt på perikum, har i erfaring med det? jeg er un 24 år, kan det passe det her er mit liv nu?
Håber i kan hjælpe
