besvimelse udløst af angst

hiphiphurra1

Jeg er i starten af 30´erne og har vel en eller anden form for angst.
Helt tilbage i 14 års alderen, besvimede jeg engang i tandlæge stolen. Det var ikke pga. smerte - men dog første gang jeg husker det

Anden gang det skete, var det faktisk også i tandlæge stolen, dog her i starten af 20´erne. En rod behandling, som egentlig ikke gøre ondt, men igen noget med "bange" for noget, selvom der egentlig ingen smerte er.

Så kom jeg under en ferie, ud for at min kæreste fik det meget dårlig i et fly. Han havde egentlig bare køresyge, men jeg besvimede igen.
Efter den tur fik jeg det dog dårligt psykisk efterfølgende og gik til psykolog.

Det hjalp en del, og tandlæger har jeg også været hos siden uden at besvime, selv hvis der skal laves huller etc.

Læger og sygehuse har jeg det dog rigtig dårligt med og hvis jeg på ved jeg skal på sygehuset, så kan jeg godt mærke jeg spænder op i kroppen. For den ligger i baghovedet igen "får jeg det skidt og besvimer" og alt det tumult det medfører og selvfølgelig vækker lidt opsigt. Nu her senest skete det bare da jeg var til med min kæreste til ørelæge. Der var intet ubehageligt i det og omhandlede slet ikke mig, men pludselig kunne jeg bare mærke den her prikkende fornemmelse foran øjnenen og besvimede.

Det skal siges når jeg besvimer, går jeg i en slags krampe og virkelig sveder som havde jeg løbet en marathon, hvilket sker hver gang. Blev endda tjekket med hjerte osv, da nogen mente det kunne være det - men det var ganske almindelig rytme

Med alderen har jeg selvfølgelig lært at sige jeg får det skidt inden jeg besvimer, så omgivelserne er lidt advaret. Det er selvfølgelig ubehageligt, men det værste er egentlig hver gang det nederlag det er når det sker. Kan gøre mig virkelig ked af det, for der er jo reelt ingen fare overhovedet.

Nogen der har lignende erfaring? Jeg påtænker at opsøge psykolog igen, men tænker på evt. om der er en form for selvhjælp eller lign - eller evt. andre metoder. For det er jo en angst, for fik jeg at vide jeg imorgen skulle til samtale på et sygehus, så ville jeg allerede begynde at tænke på det nu

persille1

Ja, det har jeg da også prøvet. Jeg har også prøvet at besvime i tandlægestolen. Det var pinligt. Men det var fordi jeg skulle stikkes.

Jeg besvimer ikke sådan mere, men jeg ved da godt hvorfor jeg besvimede let, jeg bliver bare angst for en situation.
Hvis jeg før i tiden skulle stikkes, så besvimede jeg, hvis ikke jeg lå ned. Jeg ligger stadig ned ved blodprøver o.s.v.

Jeg må indrømme, den slags er jeg ikke gået til psykolog for, tanken er aldrig faldet mig ind. Men det gjorde man jo heller ikke før i tiden, faktisk tror jeg vi var mere robuste.
Jeg ved præcis, hvad jeg skal passe på. Når jeg mærker der kunne være optræk, så lægger jeg mig bare ned.

Efterhånden er jeg blevet mere hærdet, så jeg ikke bliver så voldsomt påvirket mere. Lad være med at hidse dig selv op, når du mærker det, men fortæl dig selv det ikke er noget særligt. Sådan gør jeg.
Langsomt blive du mere hærdet og bliver ikke så nemt påvirket mere.
Min fætter kunne heller ikke komme ind på et sygehus før han besvimede. Men det tog vi ikke særlig tungt dengang, sådan var det bare.

persille1

Det skal siges når jeg besvimer, går jeg i en slags krampe og virkelig sveder
CITAT slut

Du kunne jo have en tendens til epilepsi. Jeg har haft det engang, men er blevet rask. Hvis jeg besvimede fik jeg krampe.
Men om det havde noget at gøre med de "almindelige" besvimelser ved jeg ikke. Men det er bedst at undgå den diagnose. Forsikringer bliver dyrere og der kan være andre ubehageligheder.

Du kan jo spørge din kæreste om du samtidig har krampe, når du er "væk".
Naturligvis, hvis det sker ofte og uden nogen særlig grund, så bliver du jo nød til at tale med lægen om det. Men de almindelige besvimelser regner jeg ikke for noget andet end det er temmelig ubehageligt.
Man kan altså gøre meget selv ved ikke at lade sig "ophidse", men prøve at slappe af og tænke mere positivt.

bj4000

Jeg bruger åndedrat øvelser, kontrollere min vejrtrækning, der med sænker du også din puls, for det er den der køre op når angsten melder sig. Hvis der er for mange mennesker omkring mig kommer angsten og stjernerne for øjnene. En læge sagde engang at man ikke kan besvime af angst at der måtte være noget andet galt. Der vidste jeg at læger ved ikke alt. For det var netop hvad jeg gjorde. Besvimede af angst. Men vejrtræknings øvelser er virkelig gode til at afhjælpe.
Træk vejret dybt ind pust stille og roligt ud igen, gentag end til kroppen falder til ro, et andet godt råd, sørg for at dit blodsukker er på plads inden du tager til læge/sygehus m.v. drik noget eller spis noget med sukker i frugt er super godt. Vejrtræknings øvelser er også godt imod stærke smerter. Håber der er nogen der kan bruge mit råd til noget. Øv på det prøv at få din puls op ved at tænke på sygehus, nåle m.v. og så lav øvelsen. Så er du paratnår det træder til, og lige en sidste ting dine symptomer starter før end du tror, mærk og føl efter i kroppen hvad de første symptomer er så kan du fange det langt før, samt overbevis dig selv om der ingen fare er. Du har på et tidspunkt haft en negativ oplevelse som du sikkert ikke kan huske, men det kan din krop. Og når lignede situationer opstår reagere den på det. Så intet unormalt idet, det med kramper kan være små spjæt pga. blodtrykket enten stiger eller falder når du besvimer. Det er hjernen ikke så glad for. Men få det tjekket hvis det gentager sig. Og hvis dette ikke virker

persille1

bj4000
Selvfølgelig kan man besvime af angst. Der skal ikke så meget til før man bliver meget urolig, vejrtrækningen øges og det begynder at summe for ørerne og man ser stjerner, hvis man havner i situationen og har den tendens.
Der skal nok være en teknisk forklaring med hensyn til blodtryk o.s,v.

Dine råd er gode, man skal dæmpe sig selv.

Det jeg ville sige, du har så sandelig ret i det med en negativ oplevelse. Da jeg var en ca 6 år blev jeg vaccineret. Det gjorde meget ondt og jeg besvimede. Næste gang måtte min far holde mig og han sagde bagefter lægen stak på en underlig måde. Det var ikke nye nåle, der blev anvendt dengang.
Det gjorde ondt. Jeg skreg, græd og var virkelig dårlig tilpas.
Siden har jeg været bange for "nåle".

Engang min farmor skulle have en indsprøjtning faldt jeg besvimet om. Der er ingen tvivl om det stammede fra de to meget negative oplevelser hos lægen.

Derfor kan jeg også blive harm over alle de vaccinationer børn skal igennem. Nogle af dem virker overflødige. Der snakkes om vaccinationer, som om det ikke betyder noget for børn.
Nå, jeg kunne bare ikke holde min mund. Jeg syntes børn skal gennem så meget ubehageligt. Man kan få livsvarige traumer.

Min fætter har sikkert også været udsat for noget modbydeligt med hensyn til vaccinationer. Bare lugten på et sygehus kan jo være nok.

Men man kan arbejde med sig selv.

hiphiphurra1

Tak for svar.

Når jeg skal til at besvime, kan jeg altid mærke hvordan jeg begynder at fryse hænger og man kan mærke blodet forsvinde - så begynder prikkerne at komme og giver de har sug i maven.
Og selvom jeg ikke ligger mærke til det, tror jeg faktisk godt jeg hyperventilerer på en måde. Jeg ved jeg hver gang går lidt i panik, for man ved hvad der er på vej, og jeg prøver altid at pille febrilsk rundt efter et eller andet at foretage.

Men vil prøve at tænke på åndedrættet langt mere. Det eneste jeg ikke helt kan forstå, hvis ens puls stiger, så bør blodset vel netop pumpe rundt i kroppen og ikke forsvinde ?.

persille1

Jeg ved desværre ikke hvad der sker i kroppen, men jeg genkender dine symptomer fuldstændig. Da jeg havde det værst holdt jeg en pose for munden og trak vejret. Det hjælper, hvis man hyperventilerer.

Jeg indrømmer, jeg blev da bange indtil det gik op for mig, det var ufarligt.