Kærlighed eller tryghed? Hvordan kommer jeg videre??
Hey alle, jeg har brug for jeres hjælp. Jeg er en fyr i midten af 20'erne som står over for nogle udfordringer jeg ikke kan håndtere alene. Jeg har tænkt og tænkt og snakket med mine venner og veninder men føler ikke at de kan give mig et svar jeg kan bruge til noget, da de kender mig og situationen som mit problem handler om. Jeg har brug for nogle input fra folk der ikke har nogle aktier i noget, derfor har jeg også oprettet denne profil for at stille spørgsmålet, da jeg føler det er meget grænseoverskridende at udstille mig selv på denne måde, absolut ikke noget jeg er vant til. Det bliver en lang tekst, dem der ikke orker at læse det hele, kan læse slutningen af opslaget hvor mine spørgsmål er. Jeg har skrevet fra hjertet og 100% ærlig, dog er der en masse stavefejl osv. Pga jeg er ordblind.
Jeg ved det bliver en lang tekst, men føler jeg bliver nød til at give noget baggrundsviden, så man kan forstå historien.
Jeg er en åben person det altid har klaret mig godt socialt og det har givet mig muligheden for at lærer en masse mennesker at kende, dette betød også at jeg begyndte at møde piger og indledte forhold med dem.
Op gennem teenageårene og i starten ad 20'erne har jeg forskellige kærester, disse forholde er ikke korte typisk på 1 års tid. Mit primært mål med kæresterne var ikke at finde en kone, men mere at have en lige nu, planerne med kæresterne var altid korte og ikke lange, det lage jeg aldrig skjul på, jeg snakkede ikke om fremtiden, blive gift eller få børn, når mine x'er spurgte ind til de ting, fortalte jeg dem at jeg ikke var klar og at det ikke var vigtigt for mig, jeg var fuldstændig ærlig, hvis de ønskede mere så måtte de forlade mig, hvis de accepteret måtte de blive.. Nogle stoppede og de fleste blev.
For 4 år siden finder jeg mig en ny kæreste efter at have været single i et par måneder, et par år ældre end mig og rigtig sød at være sammen med.
Vi bruger rigtig meget tid sammen og mine intentioner med hende var de samme som jeg har haft med alle de andre.
Der går ca. 6 måneder hvor vi en dag sidder i hendes sofa og taler sammen, det er sommer og vi er laaaangt ud på natten/morgen... Vi havde nogle rigtig lange snakke og var gode til at inspirere hinanden.
Lige pludselig begynder vi at tale om fremtiden, børn og alt det der.. Jeg fortæller den samme historie som jeg plejede at gøre og hun var ikke tilfreds med den historie, selvom vi ikke havde kendt hinanden i mere end 6 måneder var det hende det kendte mig bedst af alle dem jeg har været sammen med.
Fra det tidspunkt har jeg flere gange slået op og opsøgt hende igen og igen
Vi har ikke snakket sammen i 6 måneder nu og jeg ved vi ikke skal være sammen fordi vores ønsker i livet ikke er ens. Jeg har accepteret dette og har indset at jeg skal videre. jeg har lyst til at komme videre og er klar til det, for første gang i mit liv har jeg lært at være alene og ikke følt et behov for at have en kæreste.
Men problemet et at jeg kan mærke et savn til hende, som jeg ikke kan finde en logisk forklaring på, jeg kender hendes dårlig sider og ved det ikke er noget jeg kan li eller vil leve med, jeg ved at hun besidder nogle kvaliteter som jeg finder ucharmerende og at jeg seriøst og ærligt kan sige at jeg ikke vil være i forhold med hende.
Jeg kan ikke finde ud af om jeg kan finde ud af at skelne mellem kærlighed og tryghed? Hvordan oplever i det? Eller er kærlighed det samme som tryghed? Jeg kan forstå at jeg savner tryghed, da vi kendte hinanden godt og var udover kærester også rigtige gode venner, men kan ikke finde ud af om det er hende som person eller om det er den tryghed jeg fik ved at være sammen med en jeg kendte så godt og som kendte mig så godt?
Jeg ved det bliver en lang tekst, men føler jeg bliver nød til at give noget baggrundsviden, så man kan forstå historien.
Jeg er en åben person det altid har klaret mig godt socialt og det har givet mig muligheden for at lærer en masse mennesker at kende, dette betød også at jeg begyndte at møde piger og indledte forhold med dem.
Op gennem teenageårene og i starten ad 20'erne har jeg forskellige kærester, disse forholde er ikke korte typisk på 1 års tid. Mit primært mål med kæresterne var ikke at finde en kone, men mere at have en lige nu, planerne med kæresterne var altid korte og ikke lange, det lage jeg aldrig skjul på, jeg snakkede ikke om fremtiden, blive gift eller få børn, når mine x'er spurgte ind til de ting, fortalte jeg dem at jeg ikke var klar og at det ikke var vigtigt for mig, jeg var fuldstændig ærlig, hvis de ønskede mere så måtte de forlade mig, hvis de accepteret måtte de blive.. Nogle stoppede og de fleste blev.
For 4 år siden finder jeg mig en ny kæreste efter at have været single i et par måneder, et par år ældre end mig og rigtig sød at være sammen med.
Vi bruger rigtig meget tid sammen og mine intentioner med hende var de samme som jeg har haft med alle de andre.
Der går ca. 6 måneder hvor vi en dag sidder i hendes sofa og taler sammen, det er sommer og vi er laaaangt ud på natten/morgen... Vi havde nogle rigtig lange snakke og var gode til at inspirere hinanden.
Lige pludselig begynder vi at tale om fremtiden, børn og alt det der.. Jeg fortæller den samme historie som jeg plejede at gøre og hun var ikke tilfreds med den historie, selvom vi ikke havde kendt hinanden i mere end 6 måneder var det hende det kendte mig bedst af alle dem jeg har været sammen med.
Fra det tidspunkt har jeg flere gange slået op og opsøgt hende igen og igen
Vi har ikke snakket sammen i 6 måneder nu og jeg ved vi ikke skal være sammen fordi vores ønsker i livet ikke er ens. Jeg har accepteret dette og har indset at jeg skal videre. jeg har lyst til at komme videre og er klar til det, for første gang i mit liv har jeg lært at være alene og ikke følt et behov for at have en kæreste.
Men problemet et at jeg kan mærke et savn til hende, som jeg ikke kan finde en logisk forklaring på, jeg kender hendes dårlig sider og ved det ikke er noget jeg kan li eller vil leve med, jeg ved at hun besidder nogle kvaliteter som jeg finder ucharmerende og at jeg seriøst og ærligt kan sige at jeg ikke vil være i forhold med hende.
Jeg kan ikke finde ud af om jeg kan finde ud af at skelne mellem kærlighed og tryghed? Hvordan oplever i det? Eller er kærlighed det samme som tryghed? Jeg kan forstå at jeg savner tryghed, da vi kendte hinanden godt og var udover kærester også rigtige gode venner, men kan ikke finde ud af om det er hende som person eller om det er den tryghed jeg fik ved at være sammen med en jeg kendte så godt og som kendte mig så godt?
Kommentarer
Det virker lidt som om, du har besluttet, at ligegyldigt hvilken kvinde, du møder, ligegyldigt hvor meget du eventuelt elsker hende og hun elsker dig – så skal det kun være et forhold, der skal afsluttes, for du er ikke klar. Klar til hvad??
Nu har du måske mødt netop hende, som har kaldt på noget specielt i dig, som måske netop skal være kvinden i dit liv – men hende smider du over bord, fordi du har besluttet, at du ikke er klar.
Jeg ser at en sådan holdning udelukkende er en stopklods for dig selv. Har du i øvrigt også taget beslutning om, hvornår du er klar?
Hvad med at ganske enkelt se, hvad der sker, hvad der føles rigtigt – og så blæse på disse selvopfundne begrænsninger, som du har sat op for dig selv? Ingen kan love dig, at det holder på lyserøde skyer resten af livet, men det vigtigste er da at mærke efter, hvad der føles rigtigt her og nu.
Nej. Du skal så ikke fare ud og få børn som det første – I skal stadig måske flytte sammen, finde ud af, om en hverdag også er god for jer, og så – når I begge føler for det, kan I tænke på at få familieforøgelse.
Om hende her har opgivet dig, p.gr.af din noget stive holdning, ved jeg jo ikke, men prøv en gang at mærke efter i dig selv – og så er der ikke noget galt i, at noget sker et år eller to tidligere end du har besluttet i en ung alder. Sådan noget kan man ganske enkelt ikke tage beslutninger om i forvejen.
Din overskrift hedder kærlighed eller tryghed. Det virker som om, du tror, man er nødt til at vælge. Der kommer ikke noget godt, levende og udviklende ud af et forhold der udelukkende handler om tryghed. På den anden side kommer der heller ikke noget godt ud af et forhold, hvor man mangler denne tryghed, og hvis ikke man føler sig tryg i sit forhold, så er det nok, fordi der ikke er gensidig kærlighed.