Depression og vrede
Hej alle sammen
Foranlediget af et indlæg her på Netdoktor for nylig, vil jeg gerne skrive lidt om depression og vrede.
Jeg er fra en familie, hvor vi alle havde depressioner: begge forældre og både min bror og jeg selv. Min søster var også ramt, men kun én gang.
I de fleste tilfælde er det sådan, at depressionsramte går rundt med dårlig samvittighed og er en undskyldning for sig selv. Hvis de anklager nogen, er det normalt udelukkende sig selv. På en måde kan depression jo – i hvert fald i visse tilfælde − opfattes som en form for selvdestruktion (aggression rettet mod personen selv).
Sådan var det i hvert fald for min mor, min søster og mig. Med min far var det lidt mere kompliceret, for han havde voldsomme anfald af raseri, når han var rask. Når han havde en svær depression, var han derimod from som et lam og meget medgørlig.
Jeg skal lige sige, at vi alle var fuldstændig raske ind imellem depressionerne.
Nå, men min bror havde altså en type af depression, som var forbundet med voldsom og indebrændt vrede. Og det kan jeg egentlig godt forstå. Han var den eneste søn, og han følte virkelig, at han skulle leve op til min fars fuldstændig uopfyldelige forventninger. Hvis I har set TV-serien Krøniken og husker personen Erik, der var søn af radiofabrik-ejeren, så er Eriks situation på nogle punkter identisk med min brors. Min bror havde dog ikke manier.
Problemet er, at man som vred depressionsramt − ligegyldig om der er tale om indebrændt eller udadvendt vrede − nemt kommer til at skubbe andre mennesker fra sig.
Jeg har som sagt - i hvert fald til at begynde med - kun haft den type depression, hvori vrede ikke indgik. Og de første depressioner blev taget virkelig alvorligt i systemet. Jeg fik lov at gå på sygedagpenge i mange måneder, indtil jeg var ordentlig rask, så jeg kunne begynde på arbejde igen, uden problemer. Og jeg fik medicinsk hjælp til selve depressionerne. Dengang måtte man dog selv betale for psykologhjælp, hvilket jeg har brugt titusinder af kroner på.
Men på et tidspunkt kunne jeg ikke mere få lægehjælp, hverken til depressionerne eller til en voldsom træthed, der invaliderede mig. Og jeg kunne ikke blive sygemeldt. Årsagen var vel den stigende (og fejlagtige!)opfattelse af, at depression og træthed skyldtes såkaldt ”ondt i livet” eller overgangsalderproblemer, og at det ikke nyttede noget at sygemelde folk.
Man bliver altså enormt presset, når man ikke kan få lægehjælp og man ikke kan blive sygemeldt. Jeg følte mig trængt op i et hjørne, hvorfra der ikke var nogen udvej. Jeg følte mig lidt som et jaget dyr, og i den situation begynder man at forsvare sig. Og man bliver forfærdelig vred. Det var jeg i hvert fald.
Jeg er overbevist om, at jeg kunne have fået lægehjælp, hvis jeg havde forklaret min situation bedre for læger og psykiatere. Men vreden blokerede for, at en positiv kommunikation kunne foregå. Det var ikke min skyld, for en dygtig psykiater skulle have kunnet hjælpe mig alligevel. Psykiatere burde have forstand på den slags, men det havde min psykiater ikke. Jeg skal lige sige, at jeg på ingen måde udtrykte min vrede. Jeg var altid høflig og respektfuld, men her bagefter er jeg overbevist om, at alle disse ”eksperter” kunne mærke min indebrændte vrede.
Jeg er også overbevist om, at man som depressionsramt kun lægger mærke til det, der kan tolkes som negativt i andre menneskers opførsel over for én. Og vreden skal jo ud, ellers koger man over. Så enhver ganske lille antydning af noget, som kan tolkes som en sårende bemærkning, bliver anledning til vrede.
Det, jeg ville sige, er: Der findes hjælp! Der ER mennesker, der gerne vil hjælpe. Depression er en sygdom, som man kan komme sig af. Men vreden kan være en hindring for, at man kan modtage hjælp. Det burde læger og andre eksperter kunne tackle, men åbenbart ikke altid!
Mange hilsner
Kameliadamen
Foranlediget af et indlæg her på Netdoktor for nylig, vil jeg gerne skrive lidt om depression og vrede.
Jeg er fra en familie, hvor vi alle havde depressioner: begge forældre og både min bror og jeg selv. Min søster var også ramt, men kun én gang.
I de fleste tilfælde er det sådan, at depressionsramte går rundt med dårlig samvittighed og er en undskyldning for sig selv. Hvis de anklager nogen, er det normalt udelukkende sig selv. På en måde kan depression jo – i hvert fald i visse tilfælde − opfattes som en form for selvdestruktion (aggression rettet mod personen selv).
Sådan var det i hvert fald for min mor, min søster og mig. Med min far var det lidt mere kompliceret, for han havde voldsomme anfald af raseri, når han var rask. Når han havde en svær depression, var han derimod from som et lam og meget medgørlig.
Jeg skal lige sige, at vi alle var fuldstændig raske ind imellem depressionerne.
Nå, men min bror havde altså en type af depression, som var forbundet med voldsom og indebrændt vrede. Og det kan jeg egentlig godt forstå. Han var den eneste søn, og han følte virkelig, at han skulle leve op til min fars fuldstændig uopfyldelige forventninger. Hvis I har set TV-serien Krøniken og husker personen Erik, der var søn af radiofabrik-ejeren, så er Eriks situation på nogle punkter identisk med min brors. Min bror havde dog ikke manier.
Problemet er, at man som vred depressionsramt − ligegyldig om der er tale om indebrændt eller udadvendt vrede − nemt kommer til at skubbe andre mennesker fra sig.
Jeg har som sagt - i hvert fald til at begynde med - kun haft den type depression, hvori vrede ikke indgik. Og de første depressioner blev taget virkelig alvorligt i systemet. Jeg fik lov at gå på sygedagpenge i mange måneder, indtil jeg var ordentlig rask, så jeg kunne begynde på arbejde igen, uden problemer. Og jeg fik medicinsk hjælp til selve depressionerne. Dengang måtte man dog selv betale for psykologhjælp, hvilket jeg har brugt titusinder af kroner på.
Men på et tidspunkt kunne jeg ikke mere få lægehjælp, hverken til depressionerne eller til en voldsom træthed, der invaliderede mig. Og jeg kunne ikke blive sygemeldt. Årsagen var vel den stigende (og fejlagtige!)opfattelse af, at depression og træthed skyldtes såkaldt ”ondt i livet” eller overgangsalderproblemer, og at det ikke nyttede noget at sygemelde folk.
Man bliver altså enormt presset, når man ikke kan få lægehjælp og man ikke kan blive sygemeldt. Jeg følte mig trængt op i et hjørne, hvorfra der ikke var nogen udvej. Jeg følte mig lidt som et jaget dyr, og i den situation begynder man at forsvare sig. Og man bliver forfærdelig vred. Det var jeg i hvert fald.
Jeg er overbevist om, at jeg kunne have fået lægehjælp, hvis jeg havde forklaret min situation bedre for læger og psykiatere. Men vreden blokerede for, at en positiv kommunikation kunne foregå. Det var ikke min skyld, for en dygtig psykiater skulle have kunnet hjælpe mig alligevel. Psykiatere burde have forstand på den slags, men det havde min psykiater ikke. Jeg skal lige sige, at jeg på ingen måde udtrykte min vrede. Jeg var altid høflig og respektfuld, men her bagefter er jeg overbevist om, at alle disse ”eksperter” kunne mærke min indebrændte vrede.
Jeg er også overbevist om, at man som depressionsramt kun lægger mærke til det, der kan tolkes som negativt i andre menneskers opførsel over for én. Og vreden skal jo ud, ellers koger man over. Så enhver ganske lille antydning af noget, som kan tolkes som en sårende bemærkning, bliver anledning til vrede.
Det, jeg ville sige, er: Der findes hjælp! Der ER mennesker, der gerne vil hjælpe. Depression er en sygdom, som man kan komme sig af. Men vreden kan være en hindring for, at man kan modtage hjælp. Det burde læger og andre eksperter kunne tackle, men åbenbart ikke altid!
Mange hilsner
Kameliadamen
