Lorteparforhold? Sex og problemer - hvad skal jeg med ham?
Hej med jer 
Jeg skriver for at få lidt mere syn på min sag her, for jeg er kørt død i mine egne tanker og følelser.
Min kæreste og jeg har været sammen i 5 år nu og det går ærligt talt rigtigt skidt mellem os.
I starten af vores forhold var jeg ekstemt jaloux grundet mangel på selvværd. Det er meget bedre nu, men jeg er lidt ked af, at han tilsyneladene ikke er i stand til at blive det. Jeg er desværre ikke ret attraktiv og har ingen idé om hvordan man flirter, så det er nok derfor.
Det er det mindste problem.
Min kæreste har nogle psykiske problemer og har i mange år været depressiv. Han får nu noget hjælp for det, men modtager kontanthjælp til han er udredt.
Her er et af de største problemer! Vi skændes konstant om penge. Vi har ikke mange af dem, men det lader han ikke til at forstå.
Jeg styrer vores penge, men når han har handlet, ryger der altid ekstra ting med.
Det er så heller ikke det største problem!
SEX! Hans sexlyst er ret stor og jeg har stort set ingen. Det resulterer i, at han onanerer en del og når han gør dét, føler jeg, at så har han fået nok og så behøver han ikke sex. Derfor irriterer det mig, når han prøver at lægge op til det.
Hans timing er også elendig, idet han altid prøver enten når jeg er på vej i seng og skal tidligt op eller når jeg sidder og laver noget andet (jeg maler og spiller en del musik).
Vi deler mange interesser, men laver alligevel sjældent noget sammen. Jeg ved ikke hvorfor, men uanset hvad den ene forslår, gider den anden ikke.
Jeg ved ikke, om jeg elsker ham mere. Faktisk tror jeg ikke jeg gør det.
Men han elsker mig og jeg ved, at hans psyke ikke kan holde til, hvis jeg skrider.
Samtidig kan jeg jo godt lide ham og jeg elsker min sivgerfamilie overalt på jorden og de venner jeg har fået igennem ham og dem vil jeg ikke miste.
Men er det nok grund til at blive i forholdet?
Det ved jeg ikke, om det er
- det er det nok ikke.
Jeg ved heller ikke hvordan jeg slev skal komme videre, hvis jeg ender det.
Som før nævnt er jeg ikke attraktiv - tværtimod og min nuværende kæreste er kunden den anden rigtige - og jeg er 29 år gammel.
Jeg er dårlig til at være alene, da jeg kun har været single ca 6 måneder fra min eks til ham her; jeg er trygheds- og kærlighedsnarkoman, men jeg synes ikke at det er fair at blive i et forhold på grund af dét. Det er synd for ham.
Er der nogen der kan hjælpe mig med et par tanker her?
Jeg skriver for at få lidt mere syn på min sag her, for jeg er kørt død i mine egne tanker og følelser.
Min kæreste og jeg har været sammen i 5 år nu og det går ærligt talt rigtigt skidt mellem os.
I starten af vores forhold var jeg ekstemt jaloux grundet mangel på selvværd. Det er meget bedre nu, men jeg er lidt ked af, at han tilsyneladene ikke er i stand til at blive det. Jeg er desværre ikke ret attraktiv og har ingen idé om hvordan man flirter, så det er nok derfor.
Det er det mindste problem.
Min kæreste har nogle psykiske problemer og har i mange år været depressiv. Han får nu noget hjælp for det, men modtager kontanthjælp til han er udredt.
Her er et af de største problemer! Vi skændes konstant om penge. Vi har ikke mange af dem, men det lader han ikke til at forstå.
Jeg styrer vores penge, men når han har handlet, ryger der altid ekstra ting med.
Det er så heller ikke det største problem!
SEX! Hans sexlyst er ret stor og jeg har stort set ingen. Det resulterer i, at han onanerer en del og når han gør dét, føler jeg, at så har han fået nok og så behøver han ikke sex. Derfor irriterer det mig, når han prøver at lægge op til det.
Hans timing er også elendig, idet han altid prøver enten når jeg er på vej i seng og skal tidligt op eller når jeg sidder og laver noget andet (jeg maler og spiller en del musik).
Vi deler mange interesser, men laver alligevel sjældent noget sammen. Jeg ved ikke hvorfor, men uanset hvad den ene forslår, gider den anden ikke.
Jeg ved ikke, om jeg elsker ham mere. Faktisk tror jeg ikke jeg gør det.
Men han elsker mig og jeg ved, at hans psyke ikke kan holde til, hvis jeg skrider.
Samtidig kan jeg jo godt lide ham og jeg elsker min sivgerfamilie overalt på jorden og de venner jeg har fået igennem ham og dem vil jeg ikke miste.
Men er det nok grund til at blive i forholdet?
Det ved jeg ikke, om det er
- det er det nok ikke.Jeg ved heller ikke hvordan jeg slev skal komme videre, hvis jeg ender det.
Som før nævnt er jeg ikke attraktiv - tværtimod og min nuværende kæreste er kunden den anden rigtige - og jeg er 29 år gammel.
Jeg er dårlig til at være alene, da jeg kun har været single ca 6 måneder fra min eks til ham her; jeg er trygheds- og kærlighedsnarkoman, men jeg synes ikke at det er fair at blive i et forhold på grund af dét. Det er synd for ham.
Er der nogen der kan hjælpe mig med et par tanker her?
Kommentarer
Ja sikke noget lort, det hele...!
Eller, faktisk synes jeg måske ikke det helt så galt - for dig. Det jeg læser af dit indlæg viser mig, at du har en fantastisk selvrefleksion og er ret god til at sætte fingeren på, præcis hvad jeres problemer er.
Har du prøvet den klassiske øvelse med at lave en for-og-imod-liste? Altså skrive ned hvilke fordele der er ved at blive i forholdet på den ene side og på den anden side skrive hvilke ulemper der er? Det skulle du tage at gøre. Samtidig kunne du lave samme øvelse: hvad er fordelene ved at gå din vej - og hvad er ulemperne?
Når du så bagefter kigger på listerne - hvor meget af det du har skrevet er noget du rent faktisk VED og hvor meget af det er noget du FRYGTER?
Du skriver, at du er trygheds-/kærlighedsnarkoman. Det er klart, specielt hvis man også kæmper lidt med lavt selvværd. Er ret overbevist om, at den rejse du er på, som har bragt dig til den erkendelse du er ved nu: du gør noget godt for ham - han kan ikke undvære dig. Altså er du noget for nogen.
Problemet er bare, hvad det er for 'nogen'. Jeg læser, at din kæreste ikke har sans for økonomi (det har du) og ikke respekterer jeres aftaler. Han er depressiv og I skændes tit. Han har ikke respekt for dig - respekterer ikke, at du er træt og skal tidligt op, at du spiller musik eller maler. (Hør lige engang - du har da et totalt godt fundament i dit liv - du har noget at stå op til og nogle rigtig sunde interesser, som du tager dig tid til. SÅDAN!)
Nogen gange i livet må man træffe beslutninger, som vil gøre andre kede af det. Hvis man ikke gør det, ender det med, at man selv bliver ked af det. Man kan IKKE leve sit liv udfra, at alle andre skal være glade. Det KAN ikke lade sig gøre!
Jeg refererer lige de argumenter jeg ser du giver, for ikke at gå fra ham:
1) Han kan ikke undvære dig - går ned hvis du skrider
2) Du kommer til at savne samvær med din svigerfamilie
3) Du er dårlig til at være alene
4) Du er ikke attraktiv, ved ikke hvordan man flirter (så du er nok bange for at ende op alene...)
Her så de årsager der er til at gå fra ham
1) Du er frustreret over hans mangel på økonomisk sans
2) Du føler dig ikke respekteret
3) Du føler ikke, at I har noget tilfælles (selvom I har mange fælles interesser)
4) Du elsker ham ikke
Du er 29 år. Den måde jeg læser det på, virker det som om du synes du er gammel, og at dit løb er kørt. At du er tvunget til at blive sammen med din kæreste, hvis du ikke vil ende op alene.
Hvis du bliver 80 år. Så har du 51 år tilbage af dit liv. Det er mange! Vil du bruge dem sammen med ham? Hvis svaret er JA, skal det så være under de nuværende omstændigheder, eller hvad vil du gerne have der skal ske? Er de ting realistiske? Er det noget du kan/skal tage ansvar for?
Hvis svaret er NEJ, så er det bare med at få benene på nakken. Jo før jo bedre. Hvis du helt inde i maven godt ved, at det er det du vil - hvorfor så spilde så meget som 1 sekund mere på ham?
Jeg ved godt, at det er angstprovokerende at tage en så drastisk beslutning. Du ved jo ikke hvad der er på den anden side. Jeg ved (uden at kende dig) at der er musik. Og maling. Og masser af selvværd og selvrespekt - du tager hånd om dig selv, tager ansvar for dit eget liv. Og så selvfølgelig manden i dit liv. Ikke at det bliver let at finde ham - men det skal nok lykkes!
Spørg også dig selv: Vil du have børn? Vil du have børn med ham? Hvis NEJ, så igen - kom afsted med dig. Tænk engang, hvis jeres kedsomhed blev erstattet af 'så kan vi da i det mindste få et barn - så har vi det at være fælles om - det skulle være så romantisk' (som det gør for mange). NO WAY! På det tidspunkt vil du bare være endnu mere fastlåst og dine beslutninger vil ikke kun have konsekvenser for dig. Samtidig - vil du have at dine børn skal vokse op i et forhold, som er kendetegnet ved de ting du skriver? Og en mor der er sammen med far af medlidenhed? Nej, vel?
Op med ho'ed, ud af krisen! Du kan godt! Du skal ikke lade dig nøjes. Slet ikke! Rank rykken, skyd brystkassen frem, Se dig selv i spejlet. Dybt i øjnene. Det er DIG. Dit liv. Dit dyrebare liv. Lev det!
Kærlig hilsen
Svalehale
Jeg må sige det til dig. Sikken et fantastisk godt råd. Så gennemtænkt. Og hvor er det bare rigtigt.
Tusind, tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive indlægget
Jeg tager lige svarene fra en ende af
Det med listerne har jeg faktisk aldrig tænkt på lige med dét her - skidegod idé!
Dem vil jeg gå igang med
"Altså er du noget for nogen." - skriver du og det er virkeligt rammende, for det er mere eller mindre essensen af mit liv; at være noget for andre.
Jeg har aldrig kunnet eller villet sætte mig selv før andre for jeg er blevet opdraget med janteloven - desværre. Det har siddet i mig mange år og jeg kan nok ikke helt komme udenom det.
Det med, at jeg føler mig gammel og mit liv er ved at være kørt, er helt korrekt - "hvorfor skulle JEG kunne finde en anden? Det er da for sent!"
Det er mere eller mindre præcis de tanker jeg pt har.
Det er nemt - og tillokkende bare at tænke: "Fuck det, jeg skrider", men efter så mange år, er det svært.
Jeg ved, at HVIS jeg skal flytte, skal det være langt væk.
Det betyder et helt nyt liv med nye venner og nye omgivelser og nyt af alting og det er en udfordring for mig!
Derudover ved jeg, at jeg nok vil være naget af dårlig samvittighed over at have "ødelagt hans liv" og hvis der er noget jeg hader, er det at have dårlig samvittighed!
Hverken han eller jeg vil have børn, da ingen af os har hverken tålmodighed, tid eller mod på det og jeg har desuden også svært ved at blive gravid - det ER heldigivs afklaret.
Igen, TUSIND tak ofr dit svar - det har givet stof til eftertanke!