Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

'Vanddranker', men hvad med vitaminerne?

Redigeret 9 juni, 2014, 07:23 i Vitaminer og mineraler
Hejsa

Jeg tager pga af kronisk sygdom (bipolar lidelse) flere slags medicin, der giver mundtørhed, hvad jeg i høj grad lider af. Jeg har insisteret på at holde mit medicinniveau på det lavest mulige - indtil andet er bevist - og det går fint i øjeblikket, selvom det kunne være bedre :)

Men hvordan påvirker mit indtag af væske (primært vand) min vitaminbalance? Jeg har fået forskellige meldinger, så jeg kunne godt bruge nogle input fra jer.

Vi taler om mindst otte liter væske om dagen, og det er godt i forhold til medicinens påvirkning af mine nyrer og min lever. Men .. hvad med mine vitaminer?

Jeg har prøvet diverse midler anbefalet af apotekere - de skulle afhjælpe mundtørheden, og jeg er glad for, at de virker for mange mennesker. Jeg mærker ikke den store effekt, og desuden er de dyre i forhold til mit budget.

Hilsen Zebraffe

Kommentarer

  • Vitaminer , det ved jeg ikke, men kalium og natrium balancen kan du ødelægge.

    Og jeg kan godt love dig for det ikke er et spor morsomt, hvis det går galt. Det kan give hjertestop. Jeg mistede en masse salte på grund af noget medicin.
    Det var så slemt, at jeg kom akut på sygehuset.
    Så nu ved du, hvad der kunne ske.
  • Tusind tak for svaret :)

    Og ja den med kaliummangel genkender jeg, og det er meget ubehageligt.

    Så jeg får tjekket mit kaliumtal ofte, både pga af min sygdomshistorie, men primært på grund af min medicin og dens bivirkninger, og det ser ok ud. Mindst 3 - som regel - og igen i forhold til min medicin og dens bivirkninger er det helt fint.

    Men jeg får nok for lidt natrium i øjeblikket. Jeg er aldrig særlig sulten. Så jeg vil sørge for at spise noget med natrium i. Eller bare noget salt.
  • Hej Z3braff3

    Jeg har også en tendens til at få kaliummangel – i mit tilfælde formodentlig på grund af, at jeg får en lille smule vanddrivende medicin. Dog forstår jeg ikke, at en halv Sparkal kan have så voldsom en virkning, for Sparkal er tilsat kalium, netop for at undgå kaliummangel, men det er en anden sag!

    På baggrund af mine erfaringer vil jeg gerne sige 5 ting:

    1. Hvis du får målt dit kaliumniveau via blodprøver regelmæssigt, sådan som jeg forstår på dig, så tror jeg, at lægen ganske automatisk også måler dit natrium-niveau. Visse blodprøver tages nemlig som ”pakker”. F.eks. er der nogle blodprøver, der samlet kaldes for ”væsketal”. Her måles blandt andet kalium og natrium.

    2. Nu ved jeg godt, at meget medicin mod depression og mod bipolar lidelse giver voldsom tørst. Jeg husker, hvordan min far, der tog litium, drak masser af vand. Men kaliummangel giver faktisk også tørst. Det kan du blandt andet læse her:

    http://helsenyt.com/frame.cfm/cms/id=42 ... =8/menu=2/

    Som der står: "Symptomerne på kaliummangel er bl.a. svimmelhed. tørst, muskelkrampe, mental forvirring, forstyrrlser i hjerteaktiviteten og alment hjertebesvær."

    Du skriver, at du får målt dit kaliumniveau ofte, og at niveauet er fint – mindst 3.

    Jeg vil lige minde om, at et kalium-tal på 3 absolut ikke er fint. Tallet skal ligge i niveauet 3,5-5,1. Det kan du se her:

    http://www.dr.dk/sundhed/Sygdom/Blodpro ... _1_1_1.htm

    Kaliummangel giver blandt andet tørst og træthed, men det kan også give hjerteproblemer og mentale problemer.

    Hvis man har en tendens til psykisk sygdom, er man tilbøjelig til at tro, at problemet udelukkende skyldes ens egen psyke, men psykisk sygdom kan altså skyldes/forværres af mangeltilstande, og her er kaliummangel altså en af de værste syndere!

    Jeg mærker problemer allerede ved et kaliumtal på 3,3, i form af tørst og træthed og større risiko for hjerteproblemer. Jeg har for nogle år siden prøvet at være helt nede på 3,1, og da fik jeg mentale problemer, i form af pseudo-senilitet. Det var virkelig forfærdeligt.

    3. Hvis jeg var dig, ville jeg have kalium-niveauet op i midten af normalområdet. Du kan få lægen til at udskrive kaliumtilskud på recept. Pillerne kaldes Kaleorid, og man kan få tilskud til dem. Jeg tager 3 Kaleorid om dagen for at holde mit kalium-niveau oppe. Du skal formodentlig kun have en, i hvert fald til at begynde med.

    4. Når nu lægen alligevel tager blodprøver for at måle dine væsketal, så er det ikke ret meget dyrere, hvis lægen også måler andre ting, f.eks. tjekker dig for alle de former for vitamin- og mineralmangel, som en læge nu kan undersøge for. Lægen skal jo alligevel tappe blod og sende det til laboratoriet. Hvis jeg var dig, ville jeg bede om at få det gjort, så du kan være mere tryg.

    5. Hvis jeg var dig, ville jeg bede om at få alle disse blodprøvesvar skriftligt. Det er ikke noget problem for læge. Det er bare at trykke på en knap, og det er en stor tryghed for dig, at du kan følge med.

    Mange hilsner

    Kameliadamen
  • Hej Kameliadamen

    Tusind tak for dit lange og udførlige indlæg og de oplysende links, som har givet mig en del at tænke over.

    Jeg håber næsten, jeg husker forkert, hvad angår mit kaliumtal - min læge er meget vidende og omhyggelig, og hun har normalt et noget mindre afslappet forhold til mine værdier, end jeg har.

    Jeg har altid lagt mest vægt på, at min medicin-cocktail er nødvendig og har givet mig en bedre livskvalitet - bivirkninger eller ej. At tage medicin mod medicin er i mine øjne en skrue uden ende, og jeg gør det kun, hvis jeg er endt i en blindgyde.

    Men jeg hæftede mig især ved punkt 2 (første afsnit) i dit indlæg. Der er i høj grad tale om en skrue uden ende, hvis det viser sig, at mit 'vanddruk' måske medfører mangel på kalium, og denne mangel derfor gør mig endnu mere tørstig.

    Måske har jeg mistet balancen og glemt, at nogle af disse bivirkninger let kan afhjælpes og ikke medfører enten syntestisk medicin opfundet i et laboratorium eller en total omlæggelse af livstil - hvad jeg ikke er i stand til at gennemføre, fordi jeg ikke vil det nok.

    Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg læste dit forslag om at få vitamin- og mineralniveau tjekket, nu når lægen alligevel var i gang. Nogle gange er løsningen så enkel, at man ikke kan se den. Så det vil jeg selvfølgelig gøre.

    Faktisk tror jeg, at jeg vil ringe til lægen i morgen og bede om et tjek af kalium, vitaminer og mineraler. Det skader jo ikke at være på den sikre side, for jeg har ikke en anelse om, hvorledes jeg slipper af med mit 'vanddruk'. Hvis nogen af jer netdoktordebattører har nogle tips til at sætte det ned, vil jeg gerne have nogle input omkring den del.

    Hilsen Zebraffe
Log in eller Registrér for at kommentere.