Sexologisk Klinik, Evaluerings rapport 1. del
”Behandlingen” starter.
Jeg blev første gang indkaldt den 12. oktober 2011 til en indledende samtale hos læge
Thomas Weigner. 2 uger i forvejen havde jeg fået tilsendt et ret omfattende spørgeskema
med cirka 400 spørgsmål fordelt på 10 sider A 4. Til hvert spørgsmål var der knyttet 3 eller 4 udsagn. Besvarelsen foregik ved, at man skulle krydse af udfor det udsagn, der passede bedst.
Trods omfanget var der meget lidt, jeg på denne måde kunne udtrykke som værende mine problemer. Dertil var skemaet for alment og overfladisk. Men det lykkedes mig i løbet at 3 timer at nå gennem det hele og få det afsendt i god tid, således at lægen kunne vurdere resultatet inden det første møde.
Jeg ankom i god tid og blev af en venlig sekretær henvist til venteværelset. Det var et halvstort rum med et stort vindue og højt til loftet. Det kunne god ligne en tidligere hospitalsstue.
Til venstre stod et lille anretterbord med servietter, en kande vand og en stabel plastbæger.
Så var der 3 stole, og nærmest vinduet sad en yndig ung dame. Til højre var der ligeledes 3 stole og
en bladreol med en del blade, der ved et flygtigt øjekast godt kunne ligne pornoblade.
Jeg satte mig ved siden af reolen på en sådan måde, at jeg umuligt kunne se bladene i tilfælde af, at damen kom til at kigge på mig. Jeg tænkte, at pornobladene nok havde til formål at støtte behandlingen af seksuelle dysfunktioner. Damen sad musestille og kiggede lige ud i luften. Det gjorde jeg også , der var noget pinligt over situationen. Jeg undrede mig over, hvad en så flot dame
skulle på en sexologisk klinik. Med det udseende ville hun kunne vælge mellem mange unge mænd og ikke mindst, hvordan hun ville have det gjort.
Præcis kl. 11,00 blev damen kaldt ind, og jeg kunne nu studere bladreolen nærmere.
Det viste sig at være ganske almindelige tidsskrifter af forskellig art, som intet havde at gøre med sex eller porno. Jeg blev nu meget flov over, at jeg overhovedet kunne få den tanke, at en så højt estimeret sexologisk klinik kunne rumme pornoblade. Det behøvede jeg nu ikke at blive flov over, for nogle måneder senere læste jeg en beretning om tilblivelsen af Sexologisk Klinik, skrevet af Preben Hertoft. Han havde i 1986 været foregangsmanden, der med stor pionerånd havde deltaget i samtlige processer, der var nødvendige for at skabe en velfungerende klinik.
Da man var kommet til den kunstneriske udsmykning, mente medarbejderne, at kunsten på en eller anden måde skulle udtrykke det, som var klinikkens hovedopgave. En medarbejder foreslog, at udsmykningen skulle bestå af kusser og pikke.
Et par minutter efter, at damen havde forladt venteværelset, var det min tur.
Thomas Weigner var en læge af den type, som jeg kendte fra min barndom. Han havde et alvorligt
ansigtsudtryk, talte langsomt og havde den korrekte distance til patienten. Det eneste der manglede var den hvide kittel. Men trods nogle indledende misforståelser, kom jeg til at nære
en vis tillid til Thomas Weigner og ville gerne have fortsat hos ham videre i forløbet. Enkelte gange kunne man godt ane et lunt smil bagved den alvorlige facade.
Første gang jeg kom ind til Thomas Weigner havde han en masse papir liggende på bordet, som han rodede rundt i, mens han spurgte: ” Hvornår blev du anholdt”. Jeg svarede, at jeg da aldrig havde været anholdt. ”Nå, men hvor længe har du siddet i varetægtsfængsel”, spurgte han, mens
han stadig rodede i sine papirer. Igen måtte jeg skuffe ham ved at meddele, at jeg aldrig havde været varetægtsfængslet. Nu så Thomas Weigner helt febrilsk ud, mens han desperat kæmpede med sin papirbunke. Jeg følte nu trang til at komme ham til undsætning ved at forslå, at han lige skulle kigge på mit CPR nummer. Jeg var overbevidst om, at der var sket en forbytning. Men inden jeg nåede så langt, fik han styr på papirbunken og den egentlige samtale kunne begynde.
Thomas Weigner plukkede lidt i det spørgeskema, som jeg havde besvaret, og stillede supplerende
spørgsmål. Jeg tænkte at det var for at verificere, at jeg havde været omhyggeligt, hvilket i sig selv
var ganske udmærket. Jeg havde gjort nogle notater og klagede over, at enkelte spørgsmål havde
været tvetydige, mens andre havde fejl i den grammatiske sætningsopbygning.
Thomas Weigner svarede, at det skyldes, at spørgeskemaet var oversat til dansk fra et andet sprog. Han havde så samtidig oplyst, at der var tale om en importeret vare og ikke et unikt produkt
fremstillet af det ”kompetente” behandlerteam, der fandtes på stedet.
Der fulgte yderligere 2 møder hos Thomas Weigner i november 2011, hvorefter han meddelte, at jeg ville høre nærmere om, hvad der skulle ske.
Fortsættelse følger
Jeg blev første gang indkaldt den 12. oktober 2011 til en indledende samtale hos læge
Thomas Weigner. 2 uger i forvejen havde jeg fået tilsendt et ret omfattende spørgeskema
med cirka 400 spørgsmål fordelt på 10 sider A 4. Til hvert spørgsmål var der knyttet 3 eller 4 udsagn. Besvarelsen foregik ved, at man skulle krydse af udfor det udsagn, der passede bedst.
Trods omfanget var der meget lidt, jeg på denne måde kunne udtrykke som værende mine problemer. Dertil var skemaet for alment og overfladisk. Men det lykkedes mig i løbet at 3 timer at nå gennem det hele og få det afsendt i god tid, således at lægen kunne vurdere resultatet inden det første møde.
Jeg ankom i god tid og blev af en venlig sekretær henvist til venteværelset. Det var et halvstort rum med et stort vindue og højt til loftet. Det kunne god ligne en tidligere hospitalsstue.
Til venstre stod et lille anretterbord med servietter, en kande vand og en stabel plastbæger.
Så var der 3 stole, og nærmest vinduet sad en yndig ung dame. Til højre var der ligeledes 3 stole og
en bladreol med en del blade, der ved et flygtigt øjekast godt kunne ligne pornoblade.
Jeg satte mig ved siden af reolen på en sådan måde, at jeg umuligt kunne se bladene i tilfælde af, at damen kom til at kigge på mig. Jeg tænkte, at pornobladene nok havde til formål at støtte behandlingen af seksuelle dysfunktioner. Damen sad musestille og kiggede lige ud i luften. Det gjorde jeg også , der var noget pinligt over situationen. Jeg undrede mig over, hvad en så flot dame
skulle på en sexologisk klinik. Med det udseende ville hun kunne vælge mellem mange unge mænd og ikke mindst, hvordan hun ville have det gjort.
Præcis kl. 11,00 blev damen kaldt ind, og jeg kunne nu studere bladreolen nærmere.
Det viste sig at være ganske almindelige tidsskrifter af forskellig art, som intet havde at gøre med sex eller porno. Jeg blev nu meget flov over, at jeg overhovedet kunne få den tanke, at en så højt estimeret sexologisk klinik kunne rumme pornoblade. Det behøvede jeg nu ikke at blive flov over, for nogle måneder senere læste jeg en beretning om tilblivelsen af Sexologisk Klinik, skrevet af Preben Hertoft. Han havde i 1986 været foregangsmanden, der med stor pionerånd havde deltaget i samtlige processer, der var nødvendige for at skabe en velfungerende klinik.
Da man var kommet til den kunstneriske udsmykning, mente medarbejderne, at kunsten på en eller anden måde skulle udtrykke det, som var klinikkens hovedopgave. En medarbejder foreslog, at udsmykningen skulle bestå af kusser og pikke.
Et par minutter efter, at damen havde forladt venteværelset, var det min tur.
Thomas Weigner var en læge af den type, som jeg kendte fra min barndom. Han havde et alvorligt
ansigtsudtryk, talte langsomt og havde den korrekte distance til patienten. Det eneste der manglede var den hvide kittel. Men trods nogle indledende misforståelser, kom jeg til at nære
en vis tillid til Thomas Weigner og ville gerne have fortsat hos ham videre i forløbet. Enkelte gange kunne man godt ane et lunt smil bagved den alvorlige facade.
Første gang jeg kom ind til Thomas Weigner havde han en masse papir liggende på bordet, som han rodede rundt i, mens han spurgte: ” Hvornår blev du anholdt”. Jeg svarede, at jeg da aldrig havde været anholdt. ”Nå, men hvor længe har du siddet i varetægtsfængsel”, spurgte han, mens
han stadig rodede i sine papirer. Igen måtte jeg skuffe ham ved at meddele, at jeg aldrig havde været varetægtsfængslet. Nu så Thomas Weigner helt febrilsk ud, mens han desperat kæmpede med sin papirbunke. Jeg følte nu trang til at komme ham til undsætning ved at forslå, at han lige skulle kigge på mit CPR nummer. Jeg var overbevidst om, at der var sket en forbytning. Men inden jeg nåede så langt, fik han styr på papirbunken og den egentlige samtale kunne begynde.
Thomas Weigner plukkede lidt i det spørgeskema, som jeg havde besvaret, og stillede supplerende
spørgsmål. Jeg tænkte at det var for at verificere, at jeg havde været omhyggeligt, hvilket i sig selv
var ganske udmærket. Jeg havde gjort nogle notater og klagede over, at enkelte spørgsmål havde
været tvetydige, mens andre havde fejl i den grammatiske sætningsopbygning.
Thomas Weigner svarede, at det skyldes, at spørgeskemaet var oversat til dansk fra et andet sprog. Han havde så samtidig oplyst, at der var tale om en importeret vare og ikke et unikt produkt
fremstillet af det ”kompetente” behandlerteam, der fandtes på stedet.
Der fulgte yderligere 2 møder hos Thomas Weigner i november 2011, hvorefter han meddelte, at jeg ville høre nærmere om, hvad der skulle ske.
Fortsættelse følger
