Jeg får sådan lyst til at slå min mand!
Dramatisk overskrift - men ja, jeg har det efterhånden sådan at jeg har en ubærlig trang til at slå på min mand... Forklaring følger:
Vi er gift og har 2 børn sammen, vi har været sammen i snart 7 år.
Min mand har et stabilt job som han i bund og grund er glad for - men der har været mange nedskæringer og tingene fungerer ikke så optimalt på jobbet.
Vores hjemmeliv er meget normalt - det er sjældent at vi skændes (dog mere og mere) og det kan vi trods alt stadig gøre under sådan rimlige rammer... Men ingen tvivl om at vi begge sidder i et forhold hvor vi er meget frustrerede... Vi vil dog gerne begge to have vores forhold til at fungere.
Det drejer sig, selvfølgelig, om sex... eller er det nu blot det?!?
Min mand vil gerne have sex to gange om ugen... jeg er dog ikke lige så tændt på det som han er... Det var jeg engang - men vi har skullet arbejde os gennem en del problemer og jeg er blevet meget påvirket af bl.a. måden han har grebet tingene an på (eller måske netop IKKE har handlet på tingene).
Min mand kom i sin tid ud af at forhold hvor de havde et meget mærkeligt sexliv - og ud over netop det forhold har han stort set ikke nogen seksuel erfaring... Da jeg mødte ham var jeg derimod meget 'varmblodig' og ville gerne have sex med ham hver-/hveranden dag... Der var dog et problem - han havde svært ved det og af og til problemer med rejsningen / med at holde rejsningen... Det var et kæmpe turn-off for mig - jeg KAN bare ikke have en slap/halvslap penis i mig... jeg nåede efter en rum tid til at synes at det simpelthen var frastødende og klamt.... Men jeg tog det sure med det søde og vi snakkede om at han måske skulle søge noget hjælp og finde ud af om det var fysisk eller psykisk problemet var.
Der gik 2½-3 år hvor han efter det første halve år fik taget sig sammen til at undersøge at der var næsten et års ventetid på at komme på sexologisk klinik på rigshospitalet... og mere skete der ikke ved det. Vi fortsatte med at forsøge at have sex - og det lykkedes da også for ham uden stort besvær 1/3 af gangene - at pumpe sig igennem til en udløsning 1/3 del af gangene og den sidste 1/3 lykkedes det slet ikke...
Jeg mistede stort set lysten til min mand - jeg blev bitter over at han ikke forsøgte at gøre noget for at løse problemet når det nu var noget der var så vigtigt at få til at fungere. Jeg var MEGET forsigtig med at sige noget eller presse på... efter vi havde snakket gik der ca. 6 mdr. før jeg sagde noget om at han skulle gøre noget ved det - og derefter gik der igen 4-5 mdr. før jeg tog det op... Det er jo en meget penipel sag for en mand, og jeg ville ikke presse ham for meget.
Nu er der vel gået en 6 års tid i alt, siden vi fik tingene italesat. Min mand gjorde ikke en skid ved sagen - og gør det til stadighed ikke.
Jeg der før i tiden var meget ofte sexlysten har stort set ikke lyst til at have sex længere... vi er nede på 1 gang om ugen og så måske en gang ekstra i løbet af en måned...
Det lykkedes nu min mand at komme stort set hver gang... måske 2 gange om måneden er hans penis helt hård hele vejen igennem samlejet (som jeg ikke gider at bruge for lang tid på... for så bliver den slap og adr!). 1 gang er OK og så er der en gang om måneden hvor han okser løs og forsøger sig med en halvslap penis indtil han enten kommer eller giver op.
Min mand er ekstremt frustreret fordi han gerne vil have mere sex... Jeg er frustreret over at han intet selv gør for det... han kunne begynde at dyrke noget motion så han ikke skal kæmpe med at få luft under sex... motion kunne jo også gøre at han fik en stivere rejsning og kunne holde længere - men han gør bare intet ved det... han kunne også spise bedre og droppe lidt af kaffen... men det gider han åbenbart heller ikke selv at gøre.
Jeg er frustreret over at jeg skal tale ham igang med alt der går ud over det helt basale herhjemme - han har ikke meget glæde ved noget overhovedet og lader mig ofte vide at hvis nu han fik mere sex - så ville han også have mere overskud til alt der skal gøres... tjaaaa well - status er at han bare går små-sur/fornærmet/trist rundt det meste af tiden - og det er altså bare enormt usexet.
Hver dag forsøger han at tænde mig ved at sige han begærer mig - at båtte mig på brysterne - at et kram bliver til et strøg/dut på brysterne - at forvilde sin hånd ind mellem mine ben helt ude af kontekst.... og det er så nu vi er nået til det punkt hvor jeg bare har så enormt lyst til at vende mig om og slå min mand så hårdt som jeg overhovedet kan, når han rør ved mig - jeg er SÅ TRÆT af dyt og båt og en sur, fornærmet, tilbagetrukket lorte-mand hver gang der ikke lige er gevinst. Vi har prøvet med flere ting. Men er nu gået lidt i hårdknude igen - livet drejer sig om det praktiske og det er svært at få fokus på at få verden til at blive et lidt lysere sted.
Nogen der har stået i en lignende situation? Hvad gjorde I? Nogen der kender en god (og ikke for dyr) parterapeut nord for KBH?
Puha rart at få luft for frustrationerne.
/K39
Vi er gift og har 2 børn sammen, vi har været sammen i snart 7 år.
Min mand har et stabilt job som han i bund og grund er glad for - men der har været mange nedskæringer og tingene fungerer ikke så optimalt på jobbet.
Vores hjemmeliv er meget normalt - det er sjældent at vi skændes (dog mere og mere) og det kan vi trods alt stadig gøre under sådan rimlige rammer... Men ingen tvivl om at vi begge sidder i et forhold hvor vi er meget frustrerede... Vi vil dog gerne begge to have vores forhold til at fungere.
Det drejer sig, selvfølgelig, om sex... eller er det nu blot det?!?
Min mand vil gerne have sex to gange om ugen... jeg er dog ikke lige så tændt på det som han er... Det var jeg engang - men vi har skullet arbejde os gennem en del problemer og jeg er blevet meget påvirket af bl.a. måden han har grebet tingene an på (eller måske netop IKKE har handlet på tingene).
Min mand kom i sin tid ud af at forhold hvor de havde et meget mærkeligt sexliv - og ud over netop det forhold har han stort set ikke nogen seksuel erfaring... Da jeg mødte ham var jeg derimod meget 'varmblodig' og ville gerne have sex med ham hver-/hveranden dag... Der var dog et problem - han havde svært ved det og af og til problemer med rejsningen / med at holde rejsningen... Det var et kæmpe turn-off for mig - jeg KAN bare ikke have en slap/halvslap penis i mig... jeg nåede efter en rum tid til at synes at det simpelthen var frastødende og klamt.... Men jeg tog det sure med det søde og vi snakkede om at han måske skulle søge noget hjælp og finde ud af om det var fysisk eller psykisk problemet var.
Der gik 2½-3 år hvor han efter det første halve år fik taget sig sammen til at undersøge at der var næsten et års ventetid på at komme på sexologisk klinik på rigshospitalet... og mere skete der ikke ved det. Vi fortsatte med at forsøge at have sex - og det lykkedes da også for ham uden stort besvær 1/3 af gangene - at pumpe sig igennem til en udløsning 1/3 del af gangene og den sidste 1/3 lykkedes det slet ikke...
Jeg mistede stort set lysten til min mand - jeg blev bitter over at han ikke forsøgte at gøre noget for at løse problemet når det nu var noget der var så vigtigt at få til at fungere. Jeg var MEGET forsigtig med at sige noget eller presse på... efter vi havde snakket gik der ca. 6 mdr. før jeg sagde noget om at han skulle gøre noget ved det - og derefter gik der igen 4-5 mdr. før jeg tog det op... Det er jo en meget penipel sag for en mand, og jeg ville ikke presse ham for meget.
Nu er der vel gået en 6 års tid i alt, siden vi fik tingene italesat. Min mand gjorde ikke en skid ved sagen - og gør det til stadighed ikke.
Jeg der før i tiden var meget ofte sexlysten har stort set ikke lyst til at have sex længere... vi er nede på 1 gang om ugen og så måske en gang ekstra i løbet af en måned...
Det lykkedes nu min mand at komme stort set hver gang... måske 2 gange om måneden er hans penis helt hård hele vejen igennem samlejet (som jeg ikke gider at bruge for lang tid på... for så bliver den slap og adr!). 1 gang er OK og så er der en gang om måneden hvor han okser løs og forsøger sig med en halvslap penis indtil han enten kommer eller giver op.
Min mand er ekstremt frustreret fordi han gerne vil have mere sex... Jeg er frustreret over at han intet selv gør for det... han kunne begynde at dyrke noget motion så han ikke skal kæmpe med at få luft under sex... motion kunne jo også gøre at han fik en stivere rejsning og kunne holde længere - men han gør bare intet ved det... han kunne også spise bedre og droppe lidt af kaffen... men det gider han åbenbart heller ikke selv at gøre.
Jeg er frustreret over at jeg skal tale ham igang med alt der går ud over det helt basale herhjemme - han har ikke meget glæde ved noget overhovedet og lader mig ofte vide at hvis nu han fik mere sex - så ville han også have mere overskud til alt der skal gøres... tjaaaa well - status er at han bare går små-sur/fornærmet/trist rundt det meste af tiden - og det er altså bare enormt usexet.
Hver dag forsøger han at tænde mig ved at sige han begærer mig - at båtte mig på brysterne - at et kram bliver til et strøg/dut på brysterne - at forvilde sin hånd ind mellem mine ben helt ude af kontekst.... og det er så nu vi er nået til det punkt hvor jeg bare har så enormt lyst til at vende mig om og slå min mand så hårdt som jeg overhovedet kan, når han rør ved mig - jeg er SÅ TRÆT af dyt og båt og en sur, fornærmet, tilbagetrukket lorte-mand hver gang der ikke lige er gevinst. Vi har prøvet med flere ting. Men er nu gået lidt i hårdknude igen - livet drejer sig om det praktiske og det er svært at få fokus på at få verden til at blive et lidt lysere sted.
Nogen der har stået i en lignende situation? Hvad gjorde I? Nogen der kender en god (og ikke for dyr) parterapeut nord for KBH?
Puha rart at få luft for frustrationerne.
/K39
Kommentarer
Men I har et par mindre børn, og dem skylder I naturligvis at der bliver kæmpet for. Dog – gør I ikke jeres børn nogen tjeneste ved at blive sammen, hvis I har det dårligt sammen.
Mit forslag er, at du sætter ham stolen for døren; enten gør han noget ved sit problem NU . Eller også går du. Selvfølgelig kun, hvis du så også overholder din trussel.
Jeg forstår, at du har givet ham mere end rigelig tid, og at han er klar over, at han har et problem, men det lader til, at han har det ”godt nok”, han får så nogenlunde, hvad han skal have, selv om han ikke synes, det er nok, men han har valgt at blæse dig og dine behov en hatfuld, og det synes jeg sådan set godt, du kan bede ham en forklaring på det rimelige i. Bed ham forklare dig, hvorfor han ikke er mere aktiv i at afhjælpe sit problem, når han oven i købet VED, at det går ud over dig, og at det er derfor din lyst er faldet drastisk. Husk at forlange at bolden bliver holdt på egen banehalvdel, det er ikke rimeligt, at han bare uden videre påfører dig sit problem. Problemet er hans, og det er derfor ham, der må gøre noget aktivt for at løse det. Dog er det ofte sådan at mange – især mænd – lader hånt om sådanne problemer, hvis ikke de bliver konfronteret med det, så derfor er det nok heller ikke det smarteste, at du har givet ham SÅ lang tid, hvor du har valgt ikke at minde ham om det.
Det vil nok være rigtigt fornuftigt, at I opsøger en parterapeut, der kan hjælpe med at gøre tingene mere begribelige for jer begge – jeg kan ikke anbefale en bestemt, men søg på nogle hjemmesider og læs deres præsentation, så kan I danne jer et nogenlunde overblik.
Men – I er nødt til at være enige om, hvad det skal munde ud i; I får ikke så meget ud af en terapi, hvis I har hvert jeres mål for behandlingen.
Som du jo er klar over, så kommer du ingen vegne ved at begynde at slå ham. :-) men – jeg synes sagtens du kan råbe din frustration ud til ham – og i et klart og tydeligt sprog han forstår, altså ikke noget med indpakkede hints.
Du har ret i, at jeg i øjeblikket ikke har så mange kærlige følelser over for min mand - jeg er kørt temmeligt surt i det hele og jeg har mange issues at arbejde med selv, hvilket også gør at jeg i øjeblikket har trukket mine følelsesmæssige udladelser tættere til kroppen. Dette gør selvfølgelig også at han presser hårdere på for at få anerkendelse (sex) Men jeg har stort behov for at trække mig lidt tilbage og få styr på mig selv.
Jeg er gået ned med stress, er/har været selvstændig med 20+ ansatte gennem mange år, og har tidligere på året valgt at opsige alle med det mål at indstille al aktivitet i mit firma da jeg bare ikke brænder for det mere, og fordi jeg langt hellere vil være sammen med familien samt forfølge en drøm om et andet og mere roligt/afgrænset arbejdsliv i fremtiden i en anden branche. Privatøkonomien er heller ikke god, så det er også hårdt.
Jeg har ikke haft så meget tid at jeg har kunnet tage mig af både firma, børn, forhold og mig selv - så jeg har taget på og er gået fra størrelse lækker smækker 36 til et eller andet bulet størrelse kraftigt overvægtig... Det er rigtig hårdt at vågne op og se hvad det er jeg har gjort ved mig selv i den henseende.
Den yngste begynder i vuggestue lige om lidt - jeg har sygeskrevet mig selv frem efteråret - alt efter hvad der er behov for... og skal tage mig lidt af mig selv... jeg begynder til svømning og dietist ugen efter VS start.
Med til historien hører også at jeg for en måned har fundet ud af at jeg gennem flere år har gået rundt på en fod der brækkede midt i, uden jeg fik den behandlet (det er mega smertefuldt nu) - at jeg har to diskosprolapser i nederste del af ryggen - den ene af dem hænger stadig ud og giver store gener.... jeg er i gang med undersøgelser og behandling/genoptræning.
Nu er jeg ikke sådan en der plejer at klage over tingene og synes i bund og grund at man selv må tage ansvar for hver sine issues - og det er da som du siger helt håbløst at min mand ikke har valgt at tage ansvar for at få taget fat om de issues han trækker rundt med - men jeg er ikke selv en engel - og jeg har gennem flere år ladet ham trække det store læs herhjemme som delvist 'græsenkemand'... så den credit skal han da have. Det har været svært for ham at finde tid og overskud til at få enderne til at mødes... Det er først siden efteråret han har fået friheden herhjemmefra - og i den tid har der været massive problemer på hans job - det har ikke været nemt for ham.
Vi har mange fælles interesser - har det sjovt sammen med når vi kan lægge vores fælles issues bag os. Han er en fantastisk far, og han er også med i at få dagligdagen til at glide generelt.
Jeg kan se mange gode egenskaber hos ham - mange gode grunde til at vi kan få tingene til at fungere... ikke blot fungere - men at det faktisk kan blive rigtig rigtig godt og at der kan ligge mange gode stunder foran os.
Det er bare så deprimerende at han er sådan en eddike-sur-møg-skid-med-fokus-på-at-kræve-sex eller dutte-på-babs meget af tiden.. Det tærrer på min velvilje og i særdeleshed min respekt for ham som MAND og så bliver jeg bare ikke seksuelt tændt af at leve sammen med en sur citron.
Jeg har prøvet at snakke med ham om det, men så bliver han bare distanceret og lægger afstand på alle fronter fordi jeg jo vil være i fred og så kan jeg da også bare få lov til det.... så lige på netop dette punkt er det vi går HELT fejl af hinanden.
Vi har haft en kæmpe gigant rense luften tur for 1½ år+ siden (kan ikke huske hvornår) hvor jeg virkelig lod ham forstå at hans issue ikke drejede sig om at tiltuske sig sex af mig 2x pr. uge og så hopla var han et lykkeligt menneske... fortalte ham at der lå nogle andre issues bagved som han selv måtte se at tage sig af fordi jeg ikke lige kunne bolle ham lykkelig. Han brød helt og aldeles sammen var utrøstilig i flere dage - meget stille i nogle uger - afdæmpet i et par måneder... og så puff så var alt tilbage til det normale og han havde intet gjort for at løse sin andel af problemerne.... ud over at tænke over det.... og det gjorde han meget, sagde han.
Så jeg er bestemt ikke på et punkt for jeg har givet op - jeg er igang med at håndtere nogle af tingene på min banehalvdel.... Nu skal jeg bare have fundet ud af hvordan jeg kan få ham til at se og erkende at han selv render rundt med en masse lort han skal have taget fat i.
Lige nu forsøger jeg blot at skrive om/beskrive situationen - at få sat ord på - at få mit syn på sagen udfordret af nogle af jer der læser og bruger dette forum - at få nogle redskaber til at komme videre - ... tja, at blive klogere på mig selv og finde ud af hvilke kampe jeg vil tage/ikke tage og i hvilken rækkefølge...
Jeg har jo gået meget alene med alle disse ting i årevis, og har brug for at få taget hul på bylden så jeg kan få renset ud og dermed forhåbentligt kunne tage en konstruktiv, målrettet samtale med min mand og få det til at munde ud i noget handling... eller... jeg kan da håbe, og det gør jeg.
Mvh. KvindeK3
Det vil bestemt være en god ide, at I får kontakt med en parterapeut, der kan hjælpe jer til at få sat lidt orden og prioritering i alle jeres ”issues” og hjælpe jer til at få talt ordentligt sammen om måden at takle det på.
I er givet faldet i den desværre klassiske parforholdsfælde, nemlig at I har glemt at tale sammen og frem for alt lytte til hinanden.