Hvad skal jeg gøre?
Hej alle 
Jeg skriver herind fordi at jeg lige står i en dum situation, og mangler et par gode råd. Jeg er en snart 16 årig pige, og det er sådan, at mine forældre for nogle uger siden fandt ud af, at jeg har problemer med mad, og højst tænkeligt har bulimi/anoreksi. Jeg har virkelig været langt ude, og har i flere måneder tænkt over, hvordan jeg skulle fortælle dem det, for jeg havde simpelthen ikke kræfter til at fortsætte. De blev selvfølgelig meget kede af det, og tog en laaaaaaang snak med mig. Siden da har jeg været til 2 lægebesøg, hvor der ikke er sket noget som helst. Jeg har absolut intet fået ud af det, og min læge har slet ikke undersøgt mig eller noget.
Min situation er så den at der er gået et par uger, hvor vi hverken har snakket om det eller noget som helst, og det går mig rigtig meget på. Jeg føler mig meget ligegyldig og glemt. Jeg har gået med SÅ mange sommerfugle i maven og været SÅ nervøs, men der sker intet, og mit helbred og humør bliver kun værre. Jeg kan forstå, at det er en stor mundfuld at få så pludseligt som forælder, men fra det af, og til så ikke at gøre noget. Jeg er så irriteret på dem, for jeg føler at de måske vil tage migere seriøs, hvis jeg vejer 10 kg mindre. Hvis ikke der snart sker noget, så falder jeg tilbage, og det har jeg ikke lyst til, men jeg kan ikke gøre noget, jeg kan ikke stoppe mig selv. Føler lidt at jeg har ødelagt mig selv, for senere hen så at fortælle mine forældre det og ødelægge min familie, for at der så alligevel ikke sker noget.
Hvad skal jeg gøre? Jeg har IKKE lyst til at snakke med mine forældre om det, for det kan keg slet slet ikke, men jeg ved at jeg er nødt til at høre noget? Det kan da ikke være rigtig at de ikke vil hjælpe mig? Det er virkelig helt ligesom om, at jeg aldrig har sagt noget, og at de intet ved..
Hilsen Josephine!
Jeg skriver herind fordi at jeg lige står i en dum situation, og mangler et par gode råd. Jeg er en snart 16 årig pige, og det er sådan, at mine forældre for nogle uger siden fandt ud af, at jeg har problemer med mad, og højst tænkeligt har bulimi/anoreksi. Jeg har virkelig været langt ude, og har i flere måneder tænkt over, hvordan jeg skulle fortælle dem det, for jeg havde simpelthen ikke kræfter til at fortsætte. De blev selvfølgelig meget kede af det, og tog en laaaaaaang snak med mig. Siden da har jeg været til 2 lægebesøg, hvor der ikke er sket noget som helst. Jeg har absolut intet fået ud af det, og min læge har slet ikke undersøgt mig eller noget.
Min situation er så den at der er gået et par uger, hvor vi hverken har snakket om det eller noget som helst, og det går mig rigtig meget på. Jeg føler mig meget ligegyldig og glemt. Jeg har gået med SÅ mange sommerfugle i maven og været SÅ nervøs, men der sker intet, og mit helbred og humør bliver kun værre. Jeg kan forstå, at det er en stor mundfuld at få så pludseligt som forælder, men fra det af, og til så ikke at gøre noget. Jeg er så irriteret på dem, for jeg føler at de måske vil tage migere seriøs, hvis jeg vejer 10 kg mindre. Hvis ikke der snart sker noget, så falder jeg tilbage, og det har jeg ikke lyst til, men jeg kan ikke gøre noget, jeg kan ikke stoppe mig selv. Føler lidt at jeg har ødelagt mig selv, for senere hen så at fortælle mine forældre det og ødelægge min familie, for at der så alligevel ikke sker noget.
Hvad skal jeg gøre? Jeg har IKKE lyst til at snakke med mine forældre om det, for det kan keg slet slet ikke, men jeg ved at jeg er nødt til at høre noget? Det kan da ikke være rigtig at de ikke vil hjælpe mig? Det er virkelig helt ligesom om, at jeg aldrig har sagt noget, og at de intet ved..
Hilsen Josephine!
Kommentarer
Hvad er detder gør at du føler det er en spiseforstyrrelse? kaster du op når du har spist? Eller lader du helt være at spise?
Hvad forventer du lægen skal gøre? De gør ikke meget og hjælpen der er at hente er utrolig ringe!!
Dine forældre vil ikke vildlede dig og derfor er det nok ikke det første de over at drøfte over eftermiddagskaffen, de er dine forældre ja, men de kan ikke vide hvad du føler du mangler, eller hvad du har brug for.
Ud fra hvad du skriver, er dette er højtråbende om hjælp, men fortæl dem hvad det reelle problem er, om du føler dig overset eller svigtet? Eller endda måske uelsket?!
Hvis du har kunnet stoppe indtil nu, så vær stærk min pige, at synke helt ned i spiseforstyrrelsen gør kun dit liv meget VÆRRE tro mig.
Jeg håber det bedste for dig.
Tro på dig selv og vær stærk og husk altid seriøsitet handler ikke om vægt, men respekt for at føle også selvom det ikke er rart og bed om hjælp til de følelser du ikke selv kan håndtere.
Venlig hilsen Miss Møller