Er dette angst?
Jeg er en pige på 18 år. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om der er nogen der har det som mig?
Jeg får i perioder følelsen af at jeg ikke kan gøre ting godt nok, og derfor ikke burde gøre dem. Det handler om mange ting hvor jeg har et stort ansvar eller mulighed for at gøre nogen ked af det hvis jeg gør noget forkert/ikke gør noget ordentligt. Fx min hjemmeside og min kæreste. Min hjemmeside hvor der er mange brugere, er jeg bange for at svigte dem. Det ender med at jeg i perioder er på siden KONSTANT og laver alt det jeg kan for at gøre det godt for dem, og i andre perioder er jeg ikke derinde overhovedet fordi jeg ikke føler jeg kan klare presset, og derfor prøver at flygte lidt væk fra det og tænke på noget andet. Jeg elsker min kæreste så højt, men i perioder får jeg de her underlige tanker om at jeg ikke burde være sammen med ham, fordi jeg ikke kan leve op til forventningerne på en måde? Vi har været sammen i 3 år, og har det rigtigt godt med ham, så ved ikke hvorfor jeg skal have de her forstyrrende tanker, de gør mig bare ked af det og forvirret. Jeg har IKKE lyst til at gå fra ham! Men jeg er bange for jeg ikke er en god nok kæreste, at han spilder sin tid på mig, at jeg ikke kan være sammen med ham for hvad nu hvis jeg ikke kan leve op til det og jeg gør ham ked af det – jeg vil ikke gøre ham ked af det, alle sådan nogle ting. Jeg får det så dårligt når jeg tænker sådan, og det gør mig så ked af det indeni, men nogle gange kommer den følelse bare over mig og så kan jeg ikke slippe den.
Jeg får nogen gange ”anfald” af denne følelse af at jeg ikke burde gøre ting, fordi jeg ikke kan gøre det godt nok. Det er især om aftenen når det er mørkt eller når jeg slapper af/laver ingenting. Jeg får ondt i maven, ryster og græder. Jeg får også nogen gange kvalme eller svimmelhed. Når jeg har det sådan, er det svært for mig at komme væk fra den følelse igen. Det sker især hjemme ved min kæreste at jeg får det dårligt i dagstimerne omkring fx min hjemmeside, fordi vi laver mange afslappede ting som fx at se film eller gå ture eller spille playstation/computerspil – og i mit hoved tænker jeg bare, at jeg ikke burde spilde min tid på sådan noget pjat, når medlemmerne på min side regner med mig, og jeg burde da lave noget for dem i stedet for! Men jeg kan jo heller ikke bare sidde på computeren og lave på min hjemmeside konstant når jeg er sammen med min kæreste! Det skal lige siges, at selvom jeg er sammen med ham, er jeg også derinde og ordne vigtige ting, så det er ikke fordi der er noget alvorligt galt derinde. Om aftenen, når det er mørkt udenfor og lyset er slukket indenfor, og jeg prøver på at sove, eller bare ser film, får jeg nogen gange disse ”anfald” af følelsen, hvor jeg også får hjertebanken, er bange, ked af det, græder, har ondt i maven, og slet ikke kan holde ud at ligge mast sammen under min dyne – jeg bliver nødt til at tænde lyset, måske åbne vinduet og få frisk luft ind og sidde oven på min dyne så det bliver køligt igen. Jeg er ikke altid sikker på hvorfor jeg får det sådan, nogen gange fordi jeg er ked af det over ting jeg måske ikke gør godt nok (min hjemmeside eller kæreste), andre gange fordi jeg har brug for at få virkelighedsfølelsen tilbage, og ikke bare ligge totalt stille i mørket som om jeg selv var død…
Jeg går også altid rundt og er bange for det værste vil ske. Dette har jeg haft siden jeg var helt lille – mit tidligste minde omkring det var da jeg var cirka 7-8 år - det var en vinter hvor en af mine klassekammerater faldt af en kælk på kælkebakken og blev hentet af en ambulance fordi hun havde ondt i sin ryg efter faldet. Jeg, som den eneste i klassen, begyndte at græde og var så bange for hun skulle dø. Jeg var ikke engang særlig gode venner med hende, og frygten var uden nogen særlig grund for det var slet ikke så slemt.
En anden ting var min far, som da jeg var lille på et tidspunkt arbejdede på Jelling Festivalen som en form for lydmand, og skulle derhen sent om aftenen flere dage i træk. Han skulle afsted når mig og min søster skulle i seng om aftenen, og han kom altid ind og sagde godnat. Jeg husker tydeligt at jeg blev nødt til at holde hans hånd så jeg kunne huske, hvordan den føltes, fordi jeg var bange for hvis det var den sidste gang jeg ville se ham, hvis han kørte galt på vej derhen eller hjem eller der skete en ulykke…. Og hvis jeg så ikke kunne huske hvordan hans hånd føltes, tænkte jeg bare at så ville jeg ikke kunne tilgive mig selv. På dette tidspunkt var jeg måske 10-11 år. Sådan havde jeg det næsten hver aften jeg skulle sove, og kun med min far, jeg var ikke bange for min mor skulle dø (Hun var også hjemme om aftenen/natten), men min far var heller ikke altid væk om aftenen/natten, det hørte jo til sjældenhederne, men når det endelig var at han skulle et sted hen om aftenen, også bare hjem til en af hans venner… jeg sagde det ikke til nogen dengang, men jeg gik bare i mig selv og var så bange for der skulle ske noget.
(Fortsættes i næste besked)
Jeg får i perioder følelsen af at jeg ikke kan gøre ting godt nok, og derfor ikke burde gøre dem. Det handler om mange ting hvor jeg har et stort ansvar eller mulighed for at gøre nogen ked af det hvis jeg gør noget forkert/ikke gør noget ordentligt. Fx min hjemmeside og min kæreste. Min hjemmeside hvor der er mange brugere, er jeg bange for at svigte dem. Det ender med at jeg i perioder er på siden KONSTANT og laver alt det jeg kan for at gøre det godt for dem, og i andre perioder er jeg ikke derinde overhovedet fordi jeg ikke føler jeg kan klare presset, og derfor prøver at flygte lidt væk fra det og tænke på noget andet. Jeg elsker min kæreste så højt, men i perioder får jeg de her underlige tanker om at jeg ikke burde være sammen med ham, fordi jeg ikke kan leve op til forventningerne på en måde? Vi har været sammen i 3 år, og har det rigtigt godt med ham, så ved ikke hvorfor jeg skal have de her forstyrrende tanker, de gør mig bare ked af det og forvirret. Jeg har IKKE lyst til at gå fra ham! Men jeg er bange for jeg ikke er en god nok kæreste, at han spilder sin tid på mig, at jeg ikke kan være sammen med ham for hvad nu hvis jeg ikke kan leve op til det og jeg gør ham ked af det – jeg vil ikke gøre ham ked af det, alle sådan nogle ting. Jeg får det så dårligt når jeg tænker sådan, og det gør mig så ked af det indeni, men nogle gange kommer den følelse bare over mig og så kan jeg ikke slippe den.
Jeg får nogen gange ”anfald” af denne følelse af at jeg ikke burde gøre ting, fordi jeg ikke kan gøre det godt nok. Det er især om aftenen når det er mørkt eller når jeg slapper af/laver ingenting. Jeg får ondt i maven, ryster og græder. Jeg får også nogen gange kvalme eller svimmelhed. Når jeg har det sådan, er det svært for mig at komme væk fra den følelse igen. Det sker især hjemme ved min kæreste at jeg får det dårligt i dagstimerne omkring fx min hjemmeside, fordi vi laver mange afslappede ting som fx at se film eller gå ture eller spille playstation/computerspil – og i mit hoved tænker jeg bare, at jeg ikke burde spilde min tid på sådan noget pjat, når medlemmerne på min side regner med mig, og jeg burde da lave noget for dem i stedet for! Men jeg kan jo heller ikke bare sidde på computeren og lave på min hjemmeside konstant når jeg er sammen med min kæreste! Det skal lige siges, at selvom jeg er sammen med ham, er jeg også derinde og ordne vigtige ting, så det er ikke fordi der er noget alvorligt galt derinde. Om aftenen, når det er mørkt udenfor og lyset er slukket indenfor, og jeg prøver på at sove, eller bare ser film, får jeg nogen gange disse ”anfald” af følelsen, hvor jeg også får hjertebanken, er bange, ked af det, græder, har ondt i maven, og slet ikke kan holde ud at ligge mast sammen under min dyne – jeg bliver nødt til at tænde lyset, måske åbne vinduet og få frisk luft ind og sidde oven på min dyne så det bliver køligt igen. Jeg er ikke altid sikker på hvorfor jeg får det sådan, nogen gange fordi jeg er ked af det over ting jeg måske ikke gør godt nok (min hjemmeside eller kæreste), andre gange fordi jeg har brug for at få virkelighedsfølelsen tilbage, og ikke bare ligge totalt stille i mørket som om jeg selv var død…
Jeg går også altid rundt og er bange for det værste vil ske. Dette har jeg haft siden jeg var helt lille – mit tidligste minde omkring det var da jeg var cirka 7-8 år - det var en vinter hvor en af mine klassekammerater faldt af en kælk på kælkebakken og blev hentet af en ambulance fordi hun havde ondt i sin ryg efter faldet. Jeg, som den eneste i klassen, begyndte at græde og var så bange for hun skulle dø. Jeg var ikke engang særlig gode venner med hende, og frygten var uden nogen særlig grund for det var slet ikke så slemt.
En anden ting var min far, som da jeg var lille på et tidspunkt arbejdede på Jelling Festivalen som en form for lydmand, og skulle derhen sent om aftenen flere dage i træk. Han skulle afsted når mig og min søster skulle i seng om aftenen, og han kom altid ind og sagde godnat. Jeg husker tydeligt at jeg blev nødt til at holde hans hånd så jeg kunne huske, hvordan den føltes, fordi jeg var bange for hvis det var den sidste gang jeg ville se ham, hvis han kørte galt på vej derhen eller hjem eller der skete en ulykke…. Og hvis jeg så ikke kunne huske hvordan hans hånd føltes, tænkte jeg bare at så ville jeg ikke kunne tilgive mig selv. På dette tidspunkt var jeg måske 10-11 år. Sådan havde jeg det næsten hver aften jeg skulle sove, og kun med min far, jeg var ikke bange for min mor skulle dø (Hun var også hjemme om aftenen/natten), men min far var heller ikke altid væk om aftenen/natten, det hørte jo til sjældenhederne, men når det endelig var at han skulle et sted hen om aftenen, også bare hjem til en af hans venner… jeg sagde det ikke til nogen dengang, men jeg gik bare i mig selv og var så bange for der skulle ske noget.
(Fortsættes i næste besked)
Kommentarer
Også da jeg var omkring 10-11 år havde jeg tit svært ved at sove fordi jeg tænkte på hvis der nu skete en ulykke eller noget med nogen jeg kendte. Jeg begyndte om aftenen nå jeg lå i min seng at kigge ud på stjernerne og i mit hoved skulle jeg kigge på én bestemt stjerne (som var større end de andre på himlen), og sige i mit hoved først at alle jeg kendte (så skulle jeg i mit hoved remse alle op: Min mor, min far, min søster, mormor, morfar, mine bedste veninder, min klasse osv.) at de ikke måtte dø – men det var ikke nok, for hvad så hvis de kom alvorligt til skade? Så skulle jeg sige igen at der ikke måtte ske en ulykke med [alle deres navne igen]. Dette beroligede mig lidt så jeg kunne falde i søvn. Dette blev jeg ved med i nogle måneder, men gik så langsomt fra det igen. Jeg tænker dog stadig nogen gange på det, at hvis jeg havde fortsat med at gøre det, så var der måske ikke sket noget med min far. (Min far døde januar 2010, da jeg var 14). Jeg kan godt selv se det er en dum tanke at have, at hvis jeg havde fortsat med at remse navne op om aftenen, at så var alt godt. Men alligevel…
Da jeg var omkring de 12 år var vi på lejrskole med min klasse. En aften fik jeg frygtelig hjemve (noget jeg også led meget af da jeg var yngre – for hvad nu hvis der skete noget derhjemme mens jeg var væk?) Jeg sagde til min lærer at jeg gerne ville ringe hjem, men hun sagde det var for sent om aftenen og at alt nok var fint derhjemme. Jeg lagde mig til at sove, men stadig med hjemve. Da jeg kom hjem næste dag var min kanin død.
På grund af disse hændelser er jeg altid bange for der vil ske noget med nogen jeg holder af, mens jeg ikke er der. Jeg er tit hjemme ved min kæreste en hel weekend af gangen, og når jeg kommer hjem igen forventer jeg nærmest at min mor siger til mig, at en af vores dyr er kommet galt afsted eller er død. Det er en frygtelig tanke at gå med – der er 2 timers transport hjem, og følelsen af at der nok er sket noget bliver større og større jo tættere på hjemme jeg er. Jeg får hjertebanken og svedeture og på vej ind af døren til min mor, hvis det er en gang hvor det er meget slemt med følelsen af at noget er sket, får jeg nærmest ud-af-kroppen følelse. Jeg ELSKER dyr, men jeg tror ikke jeg vil have kæledyr når jeg flytter hjemmefra – fordi jeg ikke kan gå med den konstante angst for at der vil ske dem noget mens jeg er væk fra dem, og fordi jeg er så bange for de skal dø [for tidligt]. Jeg ved jo godt at dyr og mennesker dør, men jeg har bare nogen gange følelsen af at alle dør eller kommer galt afsted rundt omkring mig, og at det måske har noget med mine tanker at gøre.
Ingen tæt på mig i min familie, kun et kæledyr, min kanin, var døde før min far døde i 2010, så ved ikke hvor jeg havde fået den angst for at alle omkring mig skulle dø da jeg var lille.
Ud over det har jeg også en frygtelig skræk for at nogen får noget galt i halsen og dør af det. Det lyder dumt, men der er noget jeg næsten altid tænker på, når jeg er sammen med folk der spiser. Det er lidt i perioder – nogen gange tænker jeg mere over det end andre, men jeg er næsten overbevist om at enten jeg selv, eller nogen tæt på mig, vil dø af at få noget galt i halsen. Det er virkelig en frygtelig tanke at gå med, men hvorfor skulle jeg ellers have en så stærk frygt for netop dét? Hvis jeg først begynder at tænke på det under et måltid føler jeg, at jeg selv får svært ved at sluge min mad, jeg spiser meget langsomt og holder meget øje med de andre der spiser. Jeg får stærk hjertebanken og svedture, og mine hænder begynder nogen gange at ryste over det.
Jeg føler nogen gange at jeg bliver nødt til at sige højt at jeg er bange for at et eller andet sker, bare for at det så ikke kommer til at ske, eller nogen i det mindste vil vide at jeg har tænkt det, så det ikke er på grund af at jeg har tænkt tanken, at det sker.
Men det minder utrolig meget om hvordan jeg havde det engang, og stadig til tider.
Jeg frygtede også altid at der skete noget når jeg var væk fra min familie. Dog skal det siges at der aldrig er sket noget. Men angsten var der. Rigtig meget. Jeg ved ikke om du også har oplevet at have det som man vist i fagsprog kalder Magisk Tænkning. Det er hvor man tænker at man er skyld i at der sker noget skidt, ved at tænke på det. Fx. hvis jeg tænkte at min mor ville køre galt - evt fordi jeg så en ambulance - så var jeg sikker på at det ville ske, OG at det var fordi jeg tænkte tanken.
Jeg har fået hjælp ved en psykolog til at lære at "styre" tankerne, så jeg ikke altid er nervøs for at tage væk fra folk jeg holder af.
Det ER angst. Men hvad den type angst hedder, er jeg ikke lige sikker på. Der er også en personlighedsforstyrrelse som har lidt af det. Det er den der hedder ængstelig/evasiv personlighedsforstyrrelse. Men for de fleste er det "bare" en form for angst, som man kan få hjælp til at kontrollere.
Mvh. Lea
Omkring det med at blive kvalt.
Da jeg var 6 år, fik jeg noget i halsen og var rent faktisk ved at blive kvalt. Efterfølgende var jeg så bange for at spise noget at jeg ikke spiste i mange dage bagefter. Efterfølgende har jeg kæmpet med nogle madvarer som jeg har været mere bange for at blive kvalt i end andre. Fx. salat, fordi jeg ikke føler at jeg kan tygge det i små nok stykker. Og at det derfor kan sætte sig fast i halsen...
Det har faktisk været rigtig svært at overvinde og spise salat(blade) igen..
Jeg har selv haft angst og er i dag fri for det, min angst var så slem at jeg dengang fik hypokondri, d.v.s jeg troede jeg var syg af alt muligt, netop for ikke at tænke på angst, problemer, stress, om man nu er god nok, hvad andre tænker om en osv osv. kaldes psyko somatiske smerter kommer hvis man ikke får behandlet sin angst, af egne erfaringer passer de beskrivelser du kommer med meget godt på en socialangst, eller panik angst.
Men angst er forskelligt fra person til person, og jeg er ikke læge! af egne erfaringer anbefaler jeg dig derfor at opsøge din egen læge, fortælle om hvordan du har det, gerne skrive det ned på en blog papir, den slags samtaler er lidt svær, så du kunne jo være smart at lave notater inden mødet med lægen, gør det hjemme hos dig selv i rolige omgivelser. lægen giver dig så en henvisning til distriktpsykiatrien hvor man vil vurdere yderligere, her kan du så komme i snak med en psykolog, eller psykiater med henblik på eventuel behandling for angst problematik, enden rent samtaleterapi, og kognitiv behandling, eller medicinsk eller begge.
Det er farligt at give sig selv en diagnose eller tro der er alt muligt galt med dig, jeg vil gætte på du har noget lavt selvværd måske fordi der aldrig er nogen der egentlig har bekræftet du var god nok, men any way lægen og så en henvisning det er den eneste rigtige vej at gå, for mange psykiatriske lidelser kan minde utrolig meget om hinanden og ganske få tegn skiller dem ad fra at være angst eller stress.
Håber du får styr på det