Indstillinger
Samlivet har ondt
Hej debat.
Vi er en ung familie som har boet sammen nu i 5 år, jeg er 44 og mand. Min kæreste er 43 og har en søn på 15 1/2 som bor hos os, sammen har vi en sund dreng på 3 år.
Jeg har hårdt brug for hjælp kan jeg mærke. Vi skændes efterhånden hver dag og siger grimme ting til hinanden og vores søn er begyndt at lægge mærke til det.
Det er små ting der kan udløse skænderierne, men tit har det noget med krav at gøre, krav vi stiller til hinanden. Jeg synes vi står stille og laver det samme hele tiden, jeg føler at min kæreste har det ligeså. Min kæreste mener også jeg er for negativ, hvilket jeg ikke kan leve mig ind i, jeg mener derimod jeg er indlevende og engageret. Jeg er et følelses menneske og viser det gerne, men min kæreste er til tider kold og fjern. Dette kan føre til nogle gevaldige skænderier som vi ikke kan stoppe på en god måde.
Jeg elsker hende, men kan heller ikke holde ud mere at leve på den måde, og jeg er sikker på hun har det på samme måde. Det er sjældent vi er glade sammen om noget. Jeg har virkelig brug for hjælp, med dette. jeg kan ikke holde ud at tænke på at vi svigter vores søn og måske skader ham, fordi vi er sådan i totterne på hinanden. Jeg er dybt ulykkelig og min kæreste er også.
Hvordan for vi løst dette, og hvor får vi hjælp. Det skal siges at vi har begge job, og jeg studerer ved siden af også, og derfor er min kæreste tit også alene sammen med vores søn, men vi kan ikke undvære min løn.
Så pengene er små, men vi klarer os alligevel, dog har jeg set hvad parterapi koster og det ville være virkelig svært at finde i budgettet.
Hvad gør vi for at få løst disse problemer, hvordan stopper vi vores skænderier og finder ind til hinanden igen og undgår den truende skilsmisse.
På forhånd mange tak for dem som kan hjælpe.
Hilsen fra fyn
Vi er en ung familie som har boet sammen nu i 5 år, jeg er 44 og mand. Min kæreste er 43 og har en søn på 15 1/2 som bor hos os, sammen har vi en sund dreng på 3 år.
Jeg har hårdt brug for hjælp kan jeg mærke. Vi skændes efterhånden hver dag og siger grimme ting til hinanden og vores søn er begyndt at lægge mærke til det.
Det er små ting der kan udløse skænderierne, men tit har det noget med krav at gøre, krav vi stiller til hinanden. Jeg synes vi står stille og laver det samme hele tiden, jeg føler at min kæreste har det ligeså. Min kæreste mener også jeg er for negativ, hvilket jeg ikke kan leve mig ind i, jeg mener derimod jeg er indlevende og engageret. Jeg er et følelses menneske og viser det gerne, men min kæreste er til tider kold og fjern. Dette kan føre til nogle gevaldige skænderier som vi ikke kan stoppe på en god måde.
Jeg elsker hende, men kan heller ikke holde ud mere at leve på den måde, og jeg er sikker på hun har det på samme måde. Det er sjældent vi er glade sammen om noget. Jeg har virkelig brug for hjælp, med dette. jeg kan ikke holde ud at tænke på at vi svigter vores søn og måske skader ham, fordi vi er sådan i totterne på hinanden. Jeg er dybt ulykkelig og min kæreste er også.
Hvordan for vi løst dette, og hvor får vi hjælp. Det skal siges at vi har begge job, og jeg studerer ved siden af også, og derfor er min kæreste tit også alene sammen med vores søn, men vi kan ikke undvære min løn.
Så pengene er små, men vi klarer os alligevel, dog har jeg set hvad parterapi koster og det ville være virkelig svært at finde i budgettet.
Hvad gør vi for at få løst disse problemer, hvordan stopper vi vores skænderier og finder ind til hinanden igen og undgår den truende skilsmisse.
På forhånd mange tak for dem som kan hjælpe.
Hilsen fra fyn
Kommentarer
Jeg gætter på, at I er faldet i den – desværre – klassiske parforholdsfælde: I har ganske enkelt glemt at TALE samme og LYTTE til hinanden – der er gået total hverdag i jeres forhold.
Det kan I faktisk meget nemt gøre noget ved – hvis I vil.
Jeg foreslår, at I aftaler at sætte jer sammen og få talt jeres problemer igennem, men aftaler, at I gør det stille og roligt, og frem for alt, holder jer på egen banehalvdel, forstået på den måde, at ingen af jer kommer et eneste skridt videre, hvis I bare anklager den anden.
I skal tale sammen om, hvad I hver især godt kunne tænke jer anderledes i jeres forhold, hvad I hver især SELV vil gøre for at ændre på tingene. Du fortæller, at du er sikker på, at din kæreste har det lige så skidt, som dig – så det er da et oplagt sted at starte, netop at I får TALT om, hvorfor I har det skidt begge to, og hvad I her især kan gøre for at få det bedre.
Selv om I har travlt, selv om pengene er små, så bør det vigtigste da stadig være, at I prøver at have det godt, når I er sammen.
I skal lade være med at stille krav til hinanden – prøv at stille dem til jer selv i stedet for. Prøv at lave nogle klokkeklare aftaler om, hvem der f.eks. gør hvad omkring det praktiske – og så må I begge indstille jer på, at det den ene gør, gør han/hun så godt, som man kan – men altså ikke nødvendigvis på den måde, som man selv ville have gjort – og lær at sådan er det. Slut. Eller også må vedkommende selv overtage denne pligt.
Så foreslår jeg, at I prøver at få lidt tid for jer selv en gang i mellem. Prøv om der er mulighed for f.eks. en kæreste week-end – kun jer to, og det behøver ikke være tit, bare at det sker ind i mellem, og den kæresteweek-end, som også godt kan være bare et døgn, hvis det er,og det behøver ikke være på et dyrt hotel – I kan sagtens blive hjemme, hvis I bare har planlagt, at det kun er jer to, det drejer sig om. Altså ikke noget med en hel masse praktisk – kun hygge, kæresteri lidt god mad, levende lys osv. Den store dreng kan vel klare sig selv, enten måske hos sin far eller hos en kammerat, og mon ikke der er et familiemedlem eller nogle venner, der vil tage den lille ind i mellem – især da hvis I tilbyder det samme for nogle andre, der har små børn, og som også trænger til lidt fri. Jeg er sikker på, at andre småbørnsforældre f.eks. fra børnehaven, ville elske sådan en ”bytteordning” - måske bare en gang hver anden måned – det er fint nok, det skal bare være der, og der skal være tid til at gå og glæde sig til tosomheden.
Men – først og fremmest – TAL sammen og LYT til hinanden, og lad være med at bare anklage – prøv at være konstruktive.