Indstillinger
Tristhed og mavesmerter - jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre
Jeg vil starte med at sige undskyld, hvis dette ikke er placeret i den rigtige kategori. Det var svært at finde én, der passede, da denne tråd kommer til at tage udgangspunkt i flere. 
Mit navn ønsker jeg ikke at oplyse, men jeg er en pige på 19 år med en depression, stress, to alvorlige selvmordsforsøg, spiseforstyrrelser, angst og en indlæggelse på psyk i bagagen. Derfor kender jeg mine faresignaler rigtig godt.
I sommerferien 2013 startede jeg med at få meget kraftige menstruationssmerter, kraftige mavesmerter og fordøjelsesproblemer. Jeg var til læge og på skadestuen mange gange, hvor de trykkede mig på maven og sagde "du har forstoppelse! Tag det her medikament!". Intet af de forskellige medikamenter virkede ordentligt, og der var ingen af lægerne, der lyttede ordentligt til det jeg sagde.
På samme tid som dette begyndte min måde at tænke på at ændre sig - igen. Det var utrolig triste, nedgørende og hadefulde tanker, der alle var vendt mod mig selv. Jeg tog hurtigt 25 kg på ved at trøstespise.
Vinteren mellem 13 og 14 var et helvede. Jeg spiste ikke. Det var jeg jo for fed til. Hvis jeg faldt i og spiste var mine negative tanker (lad os kalde dem for "den") med det samme efter mig og fik mig grædende tværet i jorden. Jeg tænkte, at det måske ville være en god idé at søge læge, men jeg gjorde det ikke, for hvad med skolen?
Jeg græder tit. Ikke sådan lydløst og let, men dyb og inderlig gråd. Ofte føler jeg ikke, at der er... "plads" til al min sorg inden i mig, så den eneste måde jeg kan få det ud på er ved at skære i mig selv. Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg aldrig nogen sinde ville gøre igen, men det er min eneste måde at overleve på.
I sekunderne før jeg forsøgte at tage livet af mig selv i 2012, fik jeg en underlig knugende fornemmelse i maven og en følelse af, at der ikke var plads til mig i min krop. Det føles nærmest som en trang. Denne fornemmelse får jeg oftere og oftere nu, og jeg er bange for, at jeg en dag ikke kan modstå det. Tit forestiller jeg mig min død. Altså hvordan jeg kan tage livet mig selv. Det er hele "forestillinger" i mit hoved, hvor jeg ser mig selv tage redskabet jeg vil bruge, gå det sted hen jeg vil gøre, osv. Tit skriver jeg afskedsbreve i tankerne. Det lyder mærkeligt, I know.
Jeg kan ikke stå op om morgenen, jeg kan ikke overskue at rydde op, jeg får ikke lavet mine afleveringer, da jeg ikke kan koncentrere mig om det pga. mine tanker. Oftest ligner min lejlighed et bombet lokum, for jeg kan simpelthen ikke overskue at passe den.
Tilbage til mavsen. Da jeg et par gange have observeret blod i min afføring bestilte jeg en tid hos lægen. Jeg havde skiftet læge, og den nye sendte med det samme en henvisning til at få lavet en kikkertundersøgelse af tyktarmen.
Jeg var inde og få den lavet i fredags, hvilket ikke var en synderligt behagelig oplevelse. Lægen sagde flere gange før undersøgelsen, at han synes det vil være spild af tid at lave den, og at der ikke var nogen grund til det, "for nogle gange kan man godt få ondt i maven, når man er ked af det". Jeg ved udemærket godt, hvordan det føles, at have ondt i maven pga. tristhed, og det er IKKE derfor det gør ondt. De mavesmerter jeg tog til læge med, sidder nederst i min højre side af maven. Han lyttede slet ikke efter, og var meget anklagende og grov i sin måde at være på. Han sendte mig hjem med et stykke papir hvorpå der stod, at det ikke var nødvendig med en behandling.
Nu sidder jeg her med en mave, der gør ondt som bare pokker, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det nu. Af alle de læger og skadestuebesøg jeg har været til, har det kun været min egen nuværende læge, der har taget mig seriøst.
Jeg er ved at miste SU'en pga. fravær, der skyldes tristhed eller mavesmerter, jeg får læseferie d. 15. maj, og er efter eksamenerne færdig med min hf. Jeg kan bare mærke, at mit sind og min krop simpelthen ikke kan mere, og jeg frygter konsekvenserne, hvis jeg bare klør på og ikke bliver sygemeldt, for en eller anden dag kan jeg ikke modstå den trang jeg får. På den anden side... Så er jeg snart færdig.
Jeg ander virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har virkelig brug for hjælp til at få løst det her.
Og undskyld, at det blev lidt langt.
Mit navn ønsker jeg ikke at oplyse, men jeg er en pige på 19 år med en depression, stress, to alvorlige selvmordsforsøg, spiseforstyrrelser, angst og en indlæggelse på psyk i bagagen. Derfor kender jeg mine faresignaler rigtig godt.
I sommerferien 2013 startede jeg med at få meget kraftige menstruationssmerter, kraftige mavesmerter og fordøjelsesproblemer. Jeg var til læge og på skadestuen mange gange, hvor de trykkede mig på maven og sagde "du har forstoppelse! Tag det her medikament!". Intet af de forskellige medikamenter virkede ordentligt, og der var ingen af lægerne, der lyttede ordentligt til det jeg sagde.
På samme tid som dette begyndte min måde at tænke på at ændre sig - igen. Det var utrolig triste, nedgørende og hadefulde tanker, der alle var vendt mod mig selv. Jeg tog hurtigt 25 kg på ved at trøstespise.
Vinteren mellem 13 og 14 var et helvede. Jeg spiste ikke. Det var jeg jo for fed til. Hvis jeg faldt i og spiste var mine negative tanker (lad os kalde dem for "den") med det samme efter mig og fik mig grædende tværet i jorden. Jeg tænkte, at det måske ville være en god idé at søge læge, men jeg gjorde det ikke, for hvad med skolen?
Jeg græder tit. Ikke sådan lydløst og let, men dyb og inderlig gråd. Ofte føler jeg ikke, at der er... "plads" til al min sorg inden i mig, så den eneste måde jeg kan få det ud på er ved at skære i mig selv. Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg aldrig nogen sinde ville gøre igen, men det er min eneste måde at overleve på.
I sekunderne før jeg forsøgte at tage livet af mig selv i 2012, fik jeg en underlig knugende fornemmelse i maven og en følelse af, at der ikke var plads til mig i min krop. Det føles nærmest som en trang. Denne fornemmelse får jeg oftere og oftere nu, og jeg er bange for, at jeg en dag ikke kan modstå det. Tit forestiller jeg mig min død. Altså hvordan jeg kan tage livet mig selv. Det er hele "forestillinger" i mit hoved, hvor jeg ser mig selv tage redskabet jeg vil bruge, gå det sted hen jeg vil gøre, osv. Tit skriver jeg afskedsbreve i tankerne. Det lyder mærkeligt, I know.
Jeg kan ikke stå op om morgenen, jeg kan ikke overskue at rydde op, jeg får ikke lavet mine afleveringer, da jeg ikke kan koncentrere mig om det pga. mine tanker. Oftest ligner min lejlighed et bombet lokum, for jeg kan simpelthen ikke overskue at passe den.
Tilbage til mavsen. Da jeg et par gange have observeret blod i min afføring bestilte jeg en tid hos lægen. Jeg havde skiftet læge, og den nye sendte med det samme en henvisning til at få lavet en kikkertundersøgelse af tyktarmen.
Jeg var inde og få den lavet i fredags, hvilket ikke var en synderligt behagelig oplevelse. Lægen sagde flere gange før undersøgelsen, at han synes det vil være spild af tid at lave den, og at der ikke var nogen grund til det, "for nogle gange kan man godt få ondt i maven, når man er ked af det". Jeg ved udemærket godt, hvordan det føles, at have ondt i maven pga. tristhed, og det er IKKE derfor det gør ondt. De mavesmerter jeg tog til læge med, sidder nederst i min højre side af maven. Han lyttede slet ikke efter, og var meget anklagende og grov i sin måde at være på. Han sendte mig hjem med et stykke papir hvorpå der stod, at det ikke var nødvendig med en behandling.
Nu sidder jeg her med en mave, der gør ondt som bare pokker, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det nu. Af alle de læger og skadestuebesøg jeg har været til, har det kun været min egen nuværende læge, der har taget mig seriøst.
Jeg er ved at miste SU'en pga. fravær, der skyldes tristhed eller mavesmerter, jeg får læseferie d. 15. maj, og er efter eksamenerne færdig med min hf. Jeg kan bare mærke, at mit sind og min krop simpelthen ikke kan mere, og jeg frygter konsekvenserne, hvis jeg bare klør på og ikke bliver sygemeldt, for en eller anden dag kan jeg ikke modstå den trang jeg får. På den anden side... Så er jeg snart færdig.
Jeg ander virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har virkelig brug for hjælp til at få løst det her.
Og undskyld, at det blev lidt langt.
Kommentarer
Der er ingen tvivl om, at du har det meget dårligt psykisk, og at du bør have kvalificeret hjælp så hurtigt som muligt. Når du har en god praktiserende læge, må det være muligt at få ham/hende til at henvise dig.
MEN… sådan som jeg læser dit indlæg, så har dit psykiske problem tæt sammenhæng med dit fysiske problem.
Det er et skud i tågen: Men kan det tænkes, at du har sygdommen endometriose? I min familie er der en ganske ung pige, der slås med det. Det er meget smertefuldt.
Jeg bringer lige nogle links, så du kan læse om sygdommen:
http://endo.dk/Forside/Piger-med-endo/Fakta.aspx
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/endometriose.htm
Jeg ser det sådan, at noget af dit problem er, at du ikke kan få sundhedssystemet til at tage dine mavesmerter alvorligt. Lægerne tror åbenbart, at det er din psykiske tilstand, som er skyld i smerterne – ikke omvendt! Det er en udbredt tendens i sundhedssystemet, at lægerne tror den slags. Og hvis det er tilfældet, er det jo svært at få hjælp.
Du har brug for at blive taget alvorligt og blive talt pænt til. Når du i forvejen har det så dårligt psykisk, har du jo slet ikke råstyrke nok til at sætte en uhøflig og grov læge på plads.
Nu er det vistnok ikke særlig rart at have endometriose. Men hvis det skulle være den sygdom, og lægerne ved det, er du i det mindste fri for at få en masse grove anklager, der kun kan virke forværrende på din psyke.
Så derfor vil jeg råde dig til at læse om sygdommen, og hvis du mener, at det kan være endometriose, så bed din læge om at blive undersøgt for den sygdom.
Hvad angår din øvrige situation (studium, økonomi, psyke), så er du nødt til at have nogen at rådføre dig med. Ud over forældre og veninder, som jo kan være gode at betro sig til, så synes jeg, at det ville være en god ide at gå til studievejlederen på din skole. Han/hun kan rådgive dig om, hvorvidt det er en god ide at tage en pause fra studiet, indtil du er rask, muligheder for at få forlænget SU. Osv.
God bedring og mange hilsner
Kameliadamen