Indstillinger
Angst
Min kæreste, der er i 50´erne, får angst, græder og kan i det hele taget ikke "tage sig sammen", når tiden nærmer sig, hvor hun skal på arbejde. Hun bliver bange. Selv om hun er i god tid, sker der noget inde i hende 5-10 min., før hun skal af sted. Problemet er på det seneste blevet mere og mere udpræget. Jeg har trøstet hende, sagt det nok skal gå, været bestemt, men intet hjælper.
Jeg er klar over, at det er en kort beskrivelse, men er der nogen, der kan give mig nogle gode råd til, hvordan jeg kan hjælpe min kæreste. V.h. F
Jeg er klar over, at det er en kort beskrivelse, men er der nogen, der kan give mig nogle gode råd til, hvordan jeg kan hjælpe min kæreste. V.h. F
Kommentarer
Er der noget din kæreste er bange for. Stilles der for store krav eller bliver hun mobbet. Det eneste, der ville hjælpe, er at fjerne det, der giver hende angst.
Det er hvad jeg lige tænker på.
De nyansatte unge rejste, men da jeg var ældre måtte jeg blive.
Jeg var også meget pligtopfyldende og gjorde alt for mit arbejde skulle være helt i orden. Man kræver meget af sig selv. Jeg havde også kun et år tilbage, så det var med at klare den. Ærlig talt så fældende jeg engang imellem et par tårer, for det var hårdt. Men på et tidspunkt blev der foretaget nogle ændringer, det hjalp, så jeg kunne holde det ud. Men jeg hader mobbere.
Du skriver: "Være bestemt". Det ville ikke have været godt for mig. Det eneste jeg havde brug for var en lytter og forståelse. Jeg ville da tro det næsten er det eneste du kan gøre. Men hvis det nu ikke handler om mobning, at der er noget helt andet galt, så er der måske brug for en psykolog. Det ved jeg ikke om I har mulighed for.
Jeg ved ikke hvad du kan gøre, for hvis din kæreste ikke har det godt på jobbet, kollegerne ikke er rare, det lyder det næsten til de ikke er, så er der ikke andet at gøre end finde et andet arbejde. Det ved jeg godt kan være umuligt. Så det er en svær situation. Måske kan du ikke gøre andet end hjælpe hende gennem det år.
Jeg håber en anden har nogle bedre råd.
Men – mit forslag er: Hun har fået en meget flot udtalelse fra chefen, der altså er meget glad for hende og hendes arbejde. Hvad med om hun – måske endda i selskab af dig, hvis det kan lade sig gøre – prøver at få en fortrolig samtale med chefen, hvor hun med din hjælp og støtte fortæller, hvordan hun har det – måske endda ”pakker det lidt ind” og siger, at det nok ikke er rigtigt, men at hun ikke føler sig tilstrækkelig i forhold til kollegerne, og det nu har udviklet sig i voldsom grad. Dette mest fordi jeg fornemmer, at hun ikke har helt konkrete eksempler på, at kollegerne rent faktisk mobber hende, men at det mere er en følelse af utilstrækkelighed, der plager hende?
Når nu chefen – og dermed arbejdspladsen – er glad for hende og hendes arbejde, så er der jo ingen interesse i, at hun skal bryde sammen og ende på en langtidssygemelding, og måske chefen kan gøre noget, ændre på noget, men hvis han/hun slet ikke er klar over, at der er noget rivende galt, så er det jo svært at gøre noget ved det.
Så – var det måske et forslag? Selv om hun ”kun” skal holde et år, så er det jo mere end rigelig tid til at få hende til at bryde helt sammen og blive alvorligt syg, hvis ikke der kommer noget hjælp og støtte nu.
Men – en psykolog kan muligvis også hjælpe med nogle gode værktøjer – og selv om det er dyrt, vil det givet være rigtigt gode penge at give ud. Sørg dog for, at det er psykolog/psykoterapeut, der har denne problematik nævnt i sit præsentationsmateriale – skriv evt. en mail, hvor problemstillingen bliver ridset op og spørg i forvejen om det er inden for et område, som den pågældende kan komme med løsningsforslag til. Spørg gerne flere steder og vælg den, der lyder mest fornuftig.
Jeg kan muligvis anbefale en i Nyborg, der måske kunne være relevant, hvis det passer rent geografisk, og hun er i øvrigt også yderst rimelig i pris.
Tak for to rigtig gode indlæg fra jer. Jeg mærker helt klart, at I begge ved, hvad I taler om.
Jeg er enig i, at jeg ikke skal optræde bestemt overfor min kæreste, men i frustration kunne min tålmodighed ikke mere. Så det vil jeg gøre alt for ikke gentager sig.
Jeres forslag om psykolog synes jeg kunne være den videre vej frem, men min kæreste er ikke indstillet på det. Jeg har foreslået det.
En samtale med chefen kunne være en mulighed, men hun vil næppe heller høre tale om den mulighed, da hun vil føle, at hun udleverer sig selv og sige svagheder.
Min holdning lige nu er, at jeg vil gøre mig endnu mere umage for at være der for hende og lytte og ikke spille klog. Det bliver svært, da det er rigtig som en af jer skrev: Angsten fylder det hele. I øvrigt er jeg enig i, at angsten måske mere mere går i retning af en følelse af utilstrækkelighed. Jeg har prøvet og vil blive ved med at bakke hende op, rose hende for hendes arbejde osv. Jeg kan næppe få utilstrækkeligheden (angsten) til at forsvinde - for så var det sket - men måske tage toppen af problemet.
Jeg håber ikke, at jeg lyder alt for kold, men hele situationen går mig på og er altså med til at gøre mange timer temmelig negative og meget lidt konstruktive. Jeres indlæg har i al fald i første omgang hjulpet mig selv.
Hvis I - eller andre - har nogle hjælpende ord, I kan give mig med på vejen, vil jeg blive glad for det. For jeg vil jo gerne have min kæreste glad igen.
Nemlig at DU søger en session eller to ved en psykolog eller psykoterapeut, så DU kan få lidt værktøjer til, hvordan du bedst hjælper din kæreste? Og ja - hvordan du overtaler hende på bedst mulig vis til at hun bør have noget hjælp?
Ingen - og slet ikke din kæreste vil få noget godt ud af, at også DU bryder sammen under det pres, som naturligvis påvirker hele jeres liv, også dit.
Jeg foreslår dig dog, at du i den grad er åben over for din kæreste om det. Fortæl hende, at du netop så gerne vil hjælpe og støtte hende, og du derfor har taget den beslutning, at det så bliver dig, der søger noget hjælp til at kunne støtte hende bedst muligt.
Man bør aldrig gå bag ryggen af sin partner - og det skal du naturligvis heller ikke gøre nu.
Det glæder mig, at du vil melde tilbage om, hvordan det går - og det gør naturligvis ikke noget, at der går et godt stykke tid, før du kan gøre det.