Jeg er bange for at blive sat i bås
Hej alle,
Jeg er en pige på 26 år, der udadtil har det perfekte liv - ikke for at lyde selvtilfreds eller lignende, for det er allerede der, mit problem starter. Det kan godt være, at jeg udadtil virker til at have et perfekt liv; jeg er færdig til sommer med min kandidat, jeg har den dejligste kæreste og familie/svigerfamilie, der støtter mig i alt, hvad foretager mig, og jeg er dygtig til stort set alt det, jeg foretager mig. Jeg "lider" dog af enorme humørsvingninger, hvor jeg på et tidspunkt er den gladeste pige i hele verden, og på et andet tidspunkt ikke har lyst til at leve mere.
Det lyder voldsomt, og det er det også, og jeg kan heller ikke altid helt forstå disse stemningsskift, fordi der nogle gange ikke er grund til det, andre gange er det pga. dumme tanker om liv og død, mig selv (at jeg ikke er god nok - vægt, udseende, karakterer), venner/veninder, kæreste, etc.
Den klassiske reaktion på dette er, at man går på nettet og forsøger at surfe sig frem til en forklaring på, hvorfor man har det, som man har det - og der dukker alt op fra depression til manio-depression og lignende, og det er så dér, jeg står af.
Jeg har tidligere fået konstateret en depression, hvilket har været de værste år i mit liv, og det gjorde ikke mit liv lettere blive sat i en "kasse", at nu har jeg en depression. Det var heller ikke en medicinsk behandling eller psykolog-samtalerne, der fik mig ud af det, men ren og skær vilje, der gjorde mig "rask".
Men jeg kan ikke lade være med at blive en smule urolig igen nu, hvor jeg de seneste par år til tider oplever nogle meget store humørsvingninger, som ofte er efterfulgt af et anfald af en art (overreaktion på en oplevelse, gråd, slå mig selv, overbevise mig selv om, at jeg ikke vil leve mere osv.)
Men anfaldene varer ofte kun en times tid, og så kan jeg være helt almindeligt glad efterfølgende, som om intet er hændt, og jeg kan overhovedet ikke forstå den følelse, jeg lige har haft.
Nu ved I lidt om mig og min baggrund for at skrive her og vil derfor stille jer nogle spørgsmål, som jeg håber på, I har lyst til at tage jer tid til at besvare:
Jeg er bange for at blive sat i bås, som en med en depression eller manio-depressiv lidelse, hvad kan jeg gøre for det? For jeg føler mig egentligt normalt ikke depressiv eller noget.
Er der nogle af jer, der kan sætte jer ind i min situation, og hvad har I gjort ved det?
Jeg venter håbefuldt på, at nogle har lyst til at besvare mig indlæg.
mvh. mig
Jeg er en pige på 26 år, der udadtil har det perfekte liv - ikke for at lyde selvtilfreds eller lignende, for det er allerede der, mit problem starter. Det kan godt være, at jeg udadtil virker til at have et perfekt liv; jeg er færdig til sommer med min kandidat, jeg har den dejligste kæreste og familie/svigerfamilie, der støtter mig i alt, hvad foretager mig, og jeg er dygtig til stort set alt det, jeg foretager mig. Jeg "lider" dog af enorme humørsvingninger, hvor jeg på et tidspunkt er den gladeste pige i hele verden, og på et andet tidspunkt ikke har lyst til at leve mere.
Det lyder voldsomt, og det er det også, og jeg kan heller ikke altid helt forstå disse stemningsskift, fordi der nogle gange ikke er grund til det, andre gange er det pga. dumme tanker om liv og død, mig selv (at jeg ikke er god nok - vægt, udseende, karakterer), venner/veninder, kæreste, etc.
Den klassiske reaktion på dette er, at man går på nettet og forsøger at surfe sig frem til en forklaring på, hvorfor man har det, som man har det - og der dukker alt op fra depression til manio-depression og lignende, og det er så dér, jeg står af.
Jeg har tidligere fået konstateret en depression, hvilket har været de værste år i mit liv, og det gjorde ikke mit liv lettere blive sat i en "kasse", at nu har jeg en depression. Det var heller ikke en medicinsk behandling eller psykolog-samtalerne, der fik mig ud af det, men ren og skær vilje, der gjorde mig "rask".
Men jeg kan ikke lade være med at blive en smule urolig igen nu, hvor jeg de seneste par år til tider oplever nogle meget store humørsvingninger, som ofte er efterfulgt af et anfald af en art (overreaktion på en oplevelse, gråd, slå mig selv, overbevise mig selv om, at jeg ikke vil leve mere osv.)
Men anfaldene varer ofte kun en times tid, og så kan jeg være helt almindeligt glad efterfølgende, som om intet er hændt, og jeg kan overhovedet ikke forstå den følelse, jeg lige har haft.
Nu ved I lidt om mig og min baggrund for at skrive her og vil derfor stille jer nogle spørgsmål, som jeg håber på, I har lyst til at tage jer tid til at besvare:
Jeg er bange for at blive sat i bås, som en med en depression eller manio-depressiv lidelse, hvad kan jeg gøre for det? For jeg føler mig egentligt normalt ikke depressiv eller noget.
Er der nogle af jer, der kan sætte jer ind i min situation, og hvad har I gjort ved det?
Jeg venter håbefuldt på, at nogle har lyst til at besvare mig indlæg.
mvh. mig
Kommentarer
Du har haft problemer, og har søgt hjælp for det, og mit umiddelbare forslag er, at du faktisk opsøger lidt hjælp igen, så du kan få lidt værktøjer til at være den, du nu en gang er, OG have det godt med det.
Ingen er superglade hele tiden, ingen er 100% tilfredse med alt, hvad de foretager sig – jeg tror, du har brug for at forholde dig til, at også du har ret til at være et helt ”almindeligt” menneske ind i mellem, og at det også er tilladt at være lidt nede ind i mellem.
Jeg tror, at det er de voldsomme krav, du stiller til dig selv, der også gør, at du ind i mellem har svært ved at magte det, og derfor også føler, at det hele er ved at ryge af sporet for dig. Du skal lære at dit liv skal hænge sammen både udadtil og indadtil.
Jeg er gift med en mand, der for en del år siden blev syg – så syg, at man ikke regnede med, at han ville overleve. Det gjorde han, og han er også blevet rask, men når man har været så tæt på at det hele var slut, så kommer man til at se på livet på en helt anden måde, og han har lært mig rigtigt meget, for hvor vigtigt er det nu, hvad andre måske tænker? Hvor vigtigt er det at få topkarakter i alle fag? Hvor vigtigt er det at ”andre” kun ser glansbilledet, men ikke den rigtige person bag? Hvor vigtigt er det, at hjemmet er superrent og perfekt – hele tiden? Hvor vigtigt er det, at der kommer en plet på blusen? Osv osv
Prøv at tænke disse tanker og andre, der er relevante for dig og de krav, du stiller dig selv – stop op, og sig til dig selv: Hvor vigtigt er det i grunden? Og prøv om du ikke kan slække lidt på kravene til dig selv, for jeg tror, det er der, ”hunden” ligger begravet – hvis jeg ellers har opfattet dit indlæg korrekt.
Og til sidst – måske min kæphest (?) - tager du p-piller eller anden form for hormoner? Den slags kan nemlig godt forstærke eventuelle humørsvingninger.
Tak for dit svar - det er helt sikkert gode råd. Og det er rart at have det perspektiv på det.
Det har til tider været svært at snakke med min familie/kæreste om det, fordi de ofte nævner depression som en løsning på årsagen, hvilket ikke hjælper mig specielt meget, fordi jeg på ingen måde har det, som jeg havde det dengang, men at jeg selvfølgelig frygter det.
Og som jeg læser dit svar, så behøver det ikke nødvendigvis være årsagen, men bare det at jeg er menneske, og ikke er glad altid. (Jeg vil dertil tilføje, at min kæreste ALTID er glad og aldrig er sur, og det er også svært at leve op til hans norm og forventning om, hvordan man er glad.)
Jeg er faktisk liige holdt op med mine p-piller, fordi jeg ved, at de kan forårsage humørsvingninger. Det har også hjulpet en smule på det. Og jeg tager ingen andre piller.
Jeg håber og tror på, at du har fat i den rigtige ende med dit svar på mit indlæg, og jeg sætter pris på dit svar. Det kunne være rart at lære at inkorporere det i min hverdag, men det hjælper, at en "tilfældig" læser kan anskue mit problem på denne måde. Så tak for det
Men – et eller andet sted må det da være belastende, hvis din kæreste – og andre af dine omgivelser – ALTID er glade og ALTID er i godt humør. Det virker faktisk for mig en smule overfladisk, og at han måske ikke rigtigt er i kontakt med sig selv, og det kan da også være vanskeligt at leve op til.
Et almindeligt fungerende menneske har da både op- og nedture. Det hele kan da umuligt bare være dejligt og skønt. Det er da tilladt at blive skuffet, vred og ked af det, hvis noget ikke går som forventet. Og – i øvrigt, hvis alt går som forventet, så må det da også være bare en smule kedeligt?
Så er der jo heller ingen overraskelser eller prøvelser.
Så igen – det vigtigste er, at du er i god kontakt med dig selv og dine følelser – og også viser dem.
Jeg er virkelig lykkelig med min mand og vi elsker hinanden, men det hænder altså at en af gør noget, der gør den anden lidt sur eller utilfreds – og ja, så må vi da tale om det og finde en løsning.
Men du har ret – hvis ikke man er som andre (ønsker man skal være), så er der nok noget galt, og man må fejle et eller andet, og så må vi finde en kasse, der passer der til – og endelig en behandling.
I det hele taget handler det for mig om, at man først og fremmest lever op til sig selv – og før man gør det, kan man ikke leve op til andre. Din kæreste må lære at acceptere dig, som den DU er, på samme måde, som du må acceptere ham, som den han er. Og kan I ikke det, så er det jo slet ikke jer, der skal være sammen.
I hvert fald er det forkert at sygeliggøre dig, fordi du ikke lever op til den ”kasse” man gerne vil putte dig i.