Stress, Krav, Ansvar og Familie
Sidste år i marts fik en jeg ansættelse på en ny skole, med mindre undervisningslektioner og mere af det, som mit hjerte virkeligt banker for, nemlig it i forbindelse med undervisningen, ”pædagogisk it”. Det virkede som det helt rigtige job for mig. Jeg starter op på min nye arbejdsplads, og skal vise alle at jeg virkelig er en ”god investering”.
Den følgende måned, april, går lockouten af folkeskolelærerne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i gang.
I oktober – december rammes jeg af stress, for tredje gang i den tid jeg har arbejdet som lærer, denne gang bliver jeg oprigtigt bange og nervøs – og taler åbent om det. Jeg taler med en masse mennesker, min dejlige kone, søde kollegaer og ledelse på skolen, tillidsmand og fagforening, stress coach og psykolog. Får en masse hjælp. Alle uden undtagelse er utroligt optagede af mig og hvordan jeg har det, mit velbefindende – undtagen mig. Jeg negligerer mig selv som sædvanligt og tænker kun på at halse derudaf, for at leve op til det ansvar jeg har i kraft af mit job. Til sidst kom jeg ”helt derud”, hvor tårerne melder sig. Jeg glemmer alting, sådan føltes det. Aftaler, hvornår jeg havde hvilke lektioner, gårdvagter, at børnene skal klædes ud til fastelavn.
Tanker vælter rundt i hovedet på, en konstant grød, tankemylder. Jeg kan ikke slappe af, uafbrudt uro indeni – men med støtte lærer jeg at blive bedre og bedre til at slappe af og have en form for fokus. Skille tingene ad. Få lidt overskud på kontoen, så jeg ikke farer i flint over ubetydeligheder.
Jeg melder mig syg i fjorten dage. Det er en tidsperiode jeg aftaler med min psykolog. I slutningen af perioden, indkaldes jeg til et møde på min skole, hvor min tillidsmand også er tilstede, og vi aftaler at jeg kommer tilbage på ”skåne skema”. Fagforeningen er også inde og hjælpe her.
Da jeg kommer tilbage på skole igen, udtrykker flere af mine nærmeste kollegaer om ikke fjorten dage var for lidt. Selv har jeg været bange for at perioden kunne blive for lang og det at komme tilbage ville være endnu sværere og det føltes godt med fjorten dage.
Jeg var glad igen, syntes at gnisten havde vendt tilbage. Men nu – marts 2014 – hvor det sidste opfølgende møde med psykologen har været afholdt, og jeg ”rask igen”, kan jeg godt mærke et skifte.
Tingene i privaten og i arbejdet skal helst følges ad og kunne eksisterer i – i hvert fald – relativ harmoni. Det gjorde det ikke i oktober – december måned, og det gør det slet ikke nu. Min kone og jeg har været gift i 12 år og vi har nu måttet sande at vi har misligholdt vores forhold, vores ægteskab. Og det i sådan en grad at der kun er skabet tilbage i ”ægteskab”, det ægte er sevet ud mellem fingrene på os, alt i mens vi gik og troede at vi var gode forældre. Gode, flittige, stressede, hårdt arbejdende, pligtopfyldende forældre med to små børn på 3 og 7.
Nu er der kun et gabende tomt skab tilbage, et skab der har været fyldt med gnist, lyst på livet med hinanden, kærlighed. Vi har ikke boet sammen i henved en måned nu og vi er på kanten af en skilsmisse. Endnu en frygtfaktor til det hele. Fremtiden, nyt liv, nyt stad at bo, skulle etablerer sig igen, ungerne frem og tilbage.
Ting på arbejdet er fortsat også for nedadgående. Jeg er træt. Ked af det. Lysten til at lave og gøre noget er ikke tilstede, men jeg skal jo. Så det gør jeg, men der er kun en hård skal tilbage. Mine tanker kredser rigtig meget, nærmest konstant om ”exitplaner”, altså måder at komme ”ud af det hele på”. De varierer efter humøret. Planerne spænder over nyt job til selvmordstanker.
Når jeg er optaget med noget meningsfuldt bliver tankemudderet og håbløsheden holdt for døren, men så snart der kommer det mindste "hul", vælter det hele ind over mig som en tsunami.
Jeg føler mig som en fremmed i mit eget hjem og jeg ved efterhånden ikke rigtig hvem jeg er mere.
Og det er jeg ked af.
Den følgende måned, april, går lockouten af folkeskolelærerne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i gang.
I oktober – december rammes jeg af stress, for tredje gang i den tid jeg har arbejdet som lærer, denne gang bliver jeg oprigtigt bange og nervøs – og taler åbent om det. Jeg taler med en masse mennesker, min dejlige kone, søde kollegaer og ledelse på skolen, tillidsmand og fagforening, stress coach og psykolog. Får en masse hjælp. Alle uden undtagelse er utroligt optagede af mig og hvordan jeg har det, mit velbefindende – undtagen mig. Jeg negligerer mig selv som sædvanligt og tænker kun på at halse derudaf, for at leve op til det ansvar jeg har i kraft af mit job. Til sidst kom jeg ”helt derud”, hvor tårerne melder sig. Jeg glemmer alting, sådan føltes det. Aftaler, hvornår jeg havde hvilke lektioner, gårdvagter, at børnene skal klædes ud til fastelavn.
Tanker vælter rundt i hovedet på, en konstant grød, tankemylder. Jeg kan ikke slappe af, uafbrudt uro indeni – men med støtte lærer jeg at blive bedre og bedre til at slappe af og have en form for fokus. Skille tingene ad. Få lidt overskud på kontoen, så jeg ikke farer i flint over ubetydeligheder.
Jeg melder mig syg i fjorten dage. Det er en tidsperiode jeg aftaler med min psykolog. I slutningen af perioden, indkaldes jeg til et møde på min skole, hvor min tillidsmand også er tilstede, og vi aftaler at jeg kommer tilbage på ”skåne skema”. Fagforeningen er også inde og hjælpe her.
Da jeg kommer tilbage på skole igen, udtrykker flere af mine nærmeste kollegaer om ikke fjorten dage var for lidt. Selv har jeg været bange for at perioden kunne blive for lang og det at komme tilbage ville være endnu sværere og det føltes godt med fjorten dage.
Jeg var glad igen, syntes at gnisten havde vendt tilbage. Men nu – marts 2014 – hvor det sidste opfølgende møde med psykologen har været afholdt, og jeg ”rask igen”, kan jeg godt mærke et skifte.
Tingene i privaten og i arbejdet skal helst følges ad og kunne eksisterer i – i hvert fald – relativ harmoni. Det gjorde det ikke i oktober – december måned, og det gør det slet ikke nu. Min kone og jeg har været gift i 12 år og vi har nu måttet sande at vi har misligholdt vores forhold, vores ægteskab. Og det i sådan en grad at der kun er skabet tilbage i ”ægteskab”, det ægte er sevet ud mellem fingrene på os, alt i mens vi gik og troede at vi var gode forældre. Gode, flittige, stressede, hårdt arbejdende, pligtopfyldende forældre med to små børn på 3 og 7.
Nu er der kun et gabende tomt skab tilbage, et skab der har været fyldt med gnist, lyst på livet med hinanden, kærlighed. Vi har ikke boet sammen i henved en måned nu og vi er på kanten af en skilsmisse. Endnu en frygtfaktor til det hele. Fremtiden, nyt liv, nyt stad at bo, skulle etablerer sig igen, ungerne frem og tilbage.
Ting på arbejdet er fortsat også for nedadgående. Jeg er træt. Ked af det. Lysten til at lave og gøre noget er ikke tilstede, men jeg skal jo. Så det gør jeg, men der er kun en hård skal tilbage. Mine tanker kredser rigtig meget, nærmest konstant om ”exitplaner”, altså måder at komme ”ud af det hele på”. De varierer efter humøret. Planerne spænder over nyt job til selvmordstanker.
Når jeg er optaget med noget meningsfuldt bliver tankemudderet og håbløsheden holdt for døren, men så snart der kommer det mindste "hul", vælter det hele ind over mig som en tsunami.
Jeg føler mig som en fremmed i mit eget hjem og jeg ved efterhånden ikke rigtig hvem jeg er mere.
Og det er jeg ked af.
Kommentarer
Fem gode råd fra en der har prøvet det selv og gik ned med flaget for to år siden, men nu er kommet op af hullet igen:
-Du har meget høje krav til dig selv. Drop dem.
-Du går meget op i hvad andre tænker om dig. Lad være med det.
-Du prøver at kontrollere alting og have styr på det hele, tænke alting igennem og undgå "Katastrofer". Hold op med det.
-Lær at afvise folk og sige nej uden at have det dårligt med det og lad være med at blive sur, såret eller skuffet når andre gør det samme. Det er godt og nødvendigt.
-Hold op med at tænke så meget. Mange ting kan du ikke vide udfaldet af før du har prøvet det. Og noget der ligner en katastrofe kan åbne nye døre for dig. Du kan ikke tænke dig til alting. Så lad være med at prøve.
Helt overordnet er du nødt til at ændre den måde du tænker på, hvis du vil undgå at gå rundt og have det dårligt og bekymre dig resten af livet.
Slap af. Du er god nok, som du er. Også når du er dum eller doven eller grim eller en dårlig far. Det er vi alle sammen ind i mellem. Vi er mennesker. Ikke guder. Vi laver fejl og har mangler og bliver mødt af modstand. Det er helt normalt. Fokuser på de gode ting i livet, og hold op med at fokusere så meget på det der ikke rigtigt spiller. Hold op med at tænke så meget over tingene. Hold op med at ville please andre mennesker. Det er i lige så høj grad dem, der skal please dig!!! Vær glad for de børn, som trives i din klasse og hold op med at ville prøve at rede alle dem der ikke gør. Du kan ikke styre alt alligevel og der er ALTID fordele og ulemper ved alting. Du kan ikke undgå modgang lige meget hvad du gør, men nogen gange kommer der noget godt ud af en tilsyneladende dårlig situation, hvad end det er ny kærlighed, et nyt job eller andet. Men husk også at glæde dig over de gode ting der er i det job og den ægtefælle du har nu. Men det kræver at du slapper af og holder op med at forlange så meget af dig selv og stille så høje krav til dig selv. Du skal jo også lære ungerne i skolen, at de ikke behøver være supermænd for at være gode nok. Eller efterleve alle andres behov hele tiden. Og at de skal være ligeglade med hvad andre "perfektionister" tænker om dem. Man skal tage sig selv og sine egne behov alvorligt. Ellers bliver livet en jammerdal i jagten på at stille alle andre tilfreds. Tingene er ikke sorte eller hvide. Og man er ikke enten dårlig eller dygtig. Der er nuancer. Det perfekte er uopnåeligt, og du betaler samtidig en enormt høj pris i form af angst, bekymringer osv, hvis du prøver at nå derhen. Er det det du vil??? Er du villig til det??? Er det en god ide???? I nogen situationer har man flere ressourcer end andre gange, så kan man tåle lidt større pres og overkomme lidt mere - i andre situationer er man nødt til at sige nej og afvise andres krav og forventinger - og det er helt ok. Også selvom de bliver skuffede eller sure på dig. Det er deres problem. Du kan ikke regne med at andre skal gøre det for dig, vide hvor meget du kan overkomme eller tune ind på dine behov. Der er kun dig selv til at passe på dig. Og hvis du ikke gør det, er der ingen der gør det. Det er også det du skal lære børnene, hvis de skal blive robuste mennesker. Og det gør du kun ved at praktisere det selv.!!!
Det tog mig en svær depression at lære ovenstående inkl. en enkelt overnatning på en psykiatrisk afdeling, da jeg var allerlængst nede i kulkælderen. Jeg fik 3 måneder på cipramil og 10 gange hos en kognitiv psykolog. Kan kun anbefale det med kognitiv terapi!!!!! Nu har jeg lært lektien, og nu tager jeg vare på mig selv først og fremmest! Og jeg er blevet bedre til at kaste trygheds- og kontrolnarkomanien over bord, selvom jeg nok aldrig slipper den helt. Og jeg har lært at stille krav til andre og sige nej. Uden at føle at jeg ikke gør det godt nok og uden at få det dårligt over at jeg skuffer folk eller ikke gør det godt nok. Faktisk er det sjovt nok med til at gøre at både jeg selv og folk omkring mig inklusive min ægtefælle sætter mere pris på det jeg gør og ikke bare tager det for givet. Jeg er 40 år og har aldrig haft det bedre.
Held og lykke med det :-)
Det betyder rigtig meget for mig!
Tak igen.
Kh
Morten
Velbekomme.
Slip kontrollen. Du har den ikke alligevel, og der kan komme noget godt ud af tilsyneladende "fejl" og "katastrofer". Man betaler en enormt høj pris i form af evige bekymringer og hjernemæssig "overload", hvis man prøver at forhindre og forebygge fejl. Faktisk er de en helt naturlig og uomgængelig del af tilværelsen. Man træffer de beslutninger, som man kan med udgangspunkt i den situation man var i på det tidspunkt, hvor man traf beslutningen. Og på baggrund af den viden og det overskud man havde. Ingen grund til at gå rundt og bebrejde sig selv for "dårlige" valg. Og der er jo fordele og ulemper ved alting. Hvem vidste f.eks. da du valgte at blive lærer, at der ville komme en reform, som ville få indflydelse på din arbejdstid. Ingen! Men livet er jo langt, og når man bliver slået ud af kurs (og det gør alle), kan man sagtens senere korrigere for det og rette op igen. Faktisk er det jo det at man blive slået ud af kurs, som gør at man finder en anden vej, møder andre mennesker, handler anderledes, begynder at tænke anderledes - og forhåbentligt bliver lidt mere glad og tilfreds med sig selv, andre mennesker og tilværelsen i almindelighed :-)