Jeg føler mig stresset, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre
Hej.
Jeg er en ung kvinde på 18 år, og jeg går på HFe 23 timer om ugen, hvor det er minimalt, hvor mange lektier vi har for. Derudover arbejder 10-15 timer om ugen i en butik, og overordnet synes jeg faktisk, at mit job er OK. Når jeg ikke gør nogle af disse ting, kommer jeg i en hestestald ca. 1 gang om ugen, men jeg vil rigtig gerne komme der noget mere. Og så betaler jeg et dyrt, dyrt medlemsskab.
Omverden siger, at jeg bør kunne passe 23 timers studie + 10-15 timers job, for så har jeg en "arbejdsuge" på ca. 33-38 timer om ugen, hvilket jo er meget normalt. Men jeg synes, at jeg begynder at miste overskuddet... Jeg kommer til at spise alt for meget og alt for usundt, og jeg pjækker fra mit studie meget ofte, fordi jeg ikke føler, jeg kan komme afsted.
Jeg bliver ked af det og frustreret og træt, hvis jeg skal lave flere end én ting om dagen. Så kan jeg ikke tænke klart, jeg bliver som skrevet ked af det og frustreret, og så er jeg konstant træt. Om jeg sover godt eller ej, svinger meget. Jeg kan i en periode sove helt igennem og falde hurtigt i søvn om aften, og så kan jeg komme ind i en periode, hvor jeg tager 1½ time om at falde i søvn og vågner 17 gange i løbet af en nat og hver gang tager det en krig at falde i søvn. Jeg er altid tørstig når jeg vågner om natten, så´det kan selvfølgelig også hænge sammen med, at hvis jeg vågner mange gange, drikker jeg meget, og skal dermed tisse meget.
Nå, men jeg er også meget irretabel ofte, og jeg har en kort lunte. Jeg misforstår også ofte, hvad der bliver sagt til mig, og jeg fordrejer det altid i mit lille hoved til noget negativt. I det hele taget, er jeg nok ret negativ, og det går da både mig og min kæreste på.
Mht. de daglige gøremål, så skal jeg lidt "sparke" mig selv i gang. Jeg føler mig altid både fysisk og psykisk træt, og de dage, hvor jeg skal på arbejde, pjækker jeg faktisk altid fra skole, for jeg kan slet ikke overskue at skulle ud af døren 2 gange...
Mit fitness får jeg jo så ikke brugt. Jeg har været medlem i en måned, og jeg har været der 2 gange... Så det skal jeg jo have sagt op, for jeg har ikke overskuddet, men det giver mig dårlig samvittighed i og med, at jeg vejer 35 kg. for meget, og man siger, at overskuddet nok skal komme, når man kommer i gang. Men det kan jeg jo ikke.
Jeg kan jo godt høre, hvor dette bærer hen... - At jeg skal skære ned på, hvad jeg foretager mig. Men hesten jeg er hos, er mit drive, så det vil jeg være meget, meget ked af, at skulle skære væk. Desuden er det god motion at muge bokse og ride hesten. Her har jeg ikke så svært ved at komme afsted, og jeg har heller ikke såååå svært ved at komme i skole også de dage, hvor jeg skal ud til hesten. Så jeg ville blive meget ked af, at skulle skære ned her.
Men så kommer det til jobbet. Det er ikke fordi jeg eeeelsker at være der, men jeg hader det heller ikke. Overordnet synes jeg, mit job er OK, og jeg får en god løn. Jeg synes det er rart med penge, og penge giver mig ro i sindet. Men som skrevet pjækker jeg fra skole, når jeg skal på arbejde, og jeg er ret ked af det, hvis jeg skal arbejde i en weekend, for så føler jeg ikke, at jeg har fri overhovedet, selvom vagterne først er fra kl. 15. Når jeg har været på arbejde (weekend som hverdag) så er jeg fuldstændig flad dagen efter - så det er ofte 2 dages pjæk
For jeg kan slet slet ikke overskue det, og jeg kan sidde derhjemme og græde fordi jeg så gerne vil afsted og passe det hele, men så ender jeg alligevel i sengen eller på sofaen. Hvilket er noget rigtig lort, eftersom der bliver talt fravær på mit studie, så en samtale med studievejlederen er nok lige på trapperne.
Men hvad gør jeg så? For hvis jeg siger mit job op, skal jeg tage SU-lån i stedet for at klare mig, og det har jeg jo ikke rigtig lyst til. Det er heller ikke muligt at gå ned i timer, og jeg kan jo godt lide mit job, og kan heller ikke lige overskue at skulle finde et andet.
Desuden bliver jeg spurgt om, hvordan jeg dog vil klare mig "i den virkelige verden" med et fuldtidsjob, hvis jeg allerede føler mig stresset nu. Og jeg bliver set ned på og set som svag, når jeg lufter tanken om at sige mit job op og fokusere på mit studie og på hesten (for det gør mig glad) samt den ene veninde, som jeg har fået efter jeg flyttede for ½ år siden.
Jeg føler virkelig, at det hele er ved at stige mig til hovedet, og jeg er så ked af det hele tiden og stresser over, hvad jeg skal i morgen, i næste uge, i næste måned. Så meget, at jeg ikke kun har det psykisk dårligt, men også fysisk.
Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op
Jeg er en ung kvinde på 18 år, og jeg går på HFe 23 timer om ugen, hvor det er minimalt, hvor mange lektier vi har for. Derudover arbejder 10-15 timer om ugen i en butik, og overordnet synes jeg faktisk, at mit job er OK. Når jeg ikke gør nogle af disse ting, kommer jeg i en hestestald ca. 1 gang om ugen, men jeg vil rigtig gerne komme der noget mere. Og så betaler jeg et dyrt, dyrt medlemsskab.
Omverden siger, at jeg bør kunne passe 23 timers studie + 10-15 timers job, for så har jeg en "arbejdsuge" på ca. 33-38 timer om ugen, hvilket jo er meget normalt. Men jeg synes, at jeg begynder at miste overskuddet... Jeg kommer til at spise alt for meget og alt for usundt, og jeg pjækker fra mit studie meget ofte, fordi jeg ikke føler, jeg kan komme afsted.
Jeg bliver ked af det og frustreret og træt, hvis jeg skal lave flere end én ting om dagen. Så kan jeg ikke tænke klart, jeg bliver som skrevet ked af det og frustreret, og så er jeg konstant træt. Om jeg sover godt eller ej, svinger meget. Jeg kan i en periode sove helt igennem og falde hurtigt i søvn om aften, og så kan jeg komme ind i en periode, hvor jeg tager 1½ time om at falde i søvn og vågner 17 gange i løbet af en nat og hver gang tager det en krig at falde i søvn. Jeg er altid tørstig når jeg vågner om natten, så´det kan selvfølgelig også hænge sammen med, at hvis jeg vågner mange gange, drikker jeg meget, og skal dermed tisse meget.
Nå, men jeg er også meget irretabel ofte, og jeg har en kort lunte. Jeg misforstår også ofte, hvad der bliver sagt til mig, og jeg fordrejer det altid i mit lille hoved til noget negativt. I det hele taget, er jeg nok ret negativ, og det går da både mig og min kæreste på.
Mht. de daglige gøremål, så skal jeg lidt "sparke" mig selv i gang. Jeg føler mig altid både fysisk og psykisk træt, og de dage, hvor jeg skal på arbejde, pjækker jeg faktisk altid fra skole, for jeg kan slet ikke overskue at skulle ud af døren 2 gange...
Mit fitness får jeg jo så ikke brugt. Jeg har været medlem i en måned, og jeg har været der 2 gange... Så det skal jeg jo have sagt op, for jeg har ikke overskuddet, men det giver mig dårlig samvittighed i og med, at jeg vejer 35 kg. for meget, og man siger, at overskuddet nok skal komme, når man kommer i gang. Men det kan jeg jo ikke.
Jeg kan jo godt høre, hvor dette bærer hen... - At jeg skal skære ned på, hvad jeg foretager mig. Men hesten jeg er hos, er mit drive, så det vil jeg være meget, meget ked af, at skulle skære væk. Desuden er det god motion at muge bokse og ride hesten. Her har jeg ikke så svært ved at komme afsted, og jeg har heller ikke såååå svært ved at komme i skole også de dage, hvor jeg skal ud til hesten. Så jeg ville blive meget ked af, at skulle skære ned her.
Men så kommer det til jobbet. Det er ikke fordi jeg eeeelsker at være der, men jeg hader det heller ikke. Overordnet synes jeg, mit job er OK, og jeg får en god løn. Jeg synes det er rart med penge, og penge giver mig ro i sindet. Men som skrevet pjækker jeg fra skole, når jeg skal på arbejde, og jeg er ret ked af det, hvis jeg skal arbejde i en weekend, for så føler jeg ikke, at jeg har fri overhovedet, selvom vagterne først er fra kl. 15. Når jeg har været på arbejde (weekend som hverdag) så er jeg fuldstændig flad dagen efter - så det er ofte 2 dages pjæk
For jeg kan slet slet ikke overskue det, og jeg kan sidde derhjemme og græde fordi jeg så gerne vil afsted og passe det hele, men så ender jeg alligevel i sengen eller på sofaen. Hvilket er noget rigtig lort, eftersom der bliver talt fravær på mit studie, så en samtale med studievejlederen er nok lige på trapperne.
Men hvad gør jeg så? For hvis jeg siger mit job op, skal jeg tage SU-lån i stedet for at klare mig, og det har jeg jo ikke rigtig lyst til. Det er heller ikke muligt at gå ned i timer, og jeg kan jo godt lide mit job, og kan heller ikke lige overskue at skulle finde et andet.
Desuden bliver jeg spurgt om, hvordan jeg dog vil klare mig "i den virkelige verden" med et fuldtidsjob, hvis jeg allerede føler mig stresset nu. Og jeg bliver set ned på og set som svag, når jeg lufter tanken om at sige mit job op og fokusere på mit studie og på hesten (for det gør mig glad) samt den ene veninde, som jeg har fået efter jeg flyttede for ½ år siden.
Jeg føler virkelig, at det hele er ved at stige mig til hovedet, og jeg er så ked af det hele tiden og stresser over, hvad jeg skal i morgen, i næste uge, i næste måned. Så meget, at jeg ikke kun har det psykisk dårligt, men også fysisk.
Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op
Kommentarer
Det lyder til at du har det rigtigt hårdt og at det skyldes at du har svært ved at finde en rigtig balance mellem dine egne og omgivelsernes forventninger til dig og så hvad du rent faktisk er i stand til.
Det lyder til at du sætter rigtigt høje krav til dig selv, i forhold til hvad du skal kunne nå på en uge. Det kræver lang tid (flere år) og meget overskud at finde og bevare den balance og der er mange mennesker som slet ikke når at opleve det i hele deres arbejdsliv.
Som jeg ser det så går du på en uddannelse som sætter høje krav til din faglige kunnen og som har stor betydning for hvordan dit voksenliv bliver. Det er en RIGTIG høj pris du betaler for din løn fra arbejdet når du føler du har svært ved at komme afsted på studiet og du derfor føler du må blive hjemme fordi du mangler overskuddet og energien her til.
Du er kun 18 år og når jeg siger "kun" 18 så er det set i forhold til at det forventes at du skal kunne være i over 50 år på arbejdsmarkedet. Hvis du fortsætter med din nuværende strategi holder du ikke længe - mange lærer det først når de er midt eller sidst i tyverne men vi rammer alle "muren" på et tidspunkt og jo ældre du er når det sker desto mere ondt gør det.
Så pas på dig selv og og lad være med at lade dig gå på af at skulle tage SU-lån for at få dagligdagen til at fungere - uanset størrelsen på det, så bliver det med højst sandsynlighed alligevel det billigste og nemmest betalte "store" lån du laver i di liv. Du kommer til at betale en langt større regning, både økonomisk, men også på din livskvalitet, hvis ikke du passer på dig selv.
Venlig hilsen mig som selv har været det hele igennem.