Indstillinger
Lyst til at løsrive mig - Klarer ikke at blive bestemt over
Hej
Jeg skriver fordi jeg har et problem med at styre mit humør, og ligeså snart jeg sidder alene og for mig selv i lidt for lang tid, bliver jeg suget ind i en dyb, dyb trist stemning. - Og jeg kan ikke styre det. Det sker næsten hver evig eneste dag. Hver dag føler jeg at en indre stemme siger til mig "vil du virkelig have det her liv i en alder af 22 år?".
Jeg har været gift i 1 år og 4 måneder. Mig og min mand har været sammen i snart 2 år. Han er elsker mig og er rigtig kærlig og omsorgsfuld imod mig.
Før jeg blev gift boede jeg med mine forældre i 21 år (altså hele mit liv!). Jeg kommer fra en ekstrem ustabil familie, hvor mig og mine søskende fik en elendig behandling. Så jeg har aldrig fået lov til at sige min ærlige mening overfor en domminerende og fraværende far, der havde fuld kontrol over familien.
Han holdte os alle fra at realiserer os selv, som vi ville. Så jeg er rigtig dårlig til at være ærlig overfor min mand omkring mit problem nu, for jeg har aldrig fået lov til at være ærlig overfor min far.
Jeg har i flere måneder troet at grunden for mit problem var at jeg flyttede direkte fra familie til mand og uden at havde oplevet noget frihed af en eller anden slags, men mit problem er at jeg ikke holde ud at nogen bestemmer over mig, eller har magt over mig.
Jeg er traumatiseret af det! Det er ikke fordi min mand holder mig fra at studerer, have venner eller at hygge mig engang imellem. - Jeg har tværtimod mere frihed end jeg havde før.
Men når har så viser at han har magt over mig, eller holder mig fra at få min vilje på en hvilken som helst måde, så bliver jeg enormt frustreret. - Og det eneste jeg tænker på er et liv hvor jeg bor alene, og selv bestemmer over mig selv. Jeg kan i princippet gøre det. - Flytte væk og få mit eget liv, men så mister jeg forholdet til min familie, for de vil aldrig tillade at jeg bor alene og kører mit eget show.
Og her står jeg mellem en skillevej. Min frihed (hvor jeg ikke må have et forhold til min familie af min far) eller fortsætte i et almindelig forhold hvor jeg bliver bestemt over (hvilket er traumatiserende for mig).
Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme ud af det her rod. Ingen som min mand har gjort så meget for mig. Jeg har udviklet mig i skolen og personligt. Han har været så god imod mig. Men jeg føler at jeg har et indre behov om at SELV skal bestemme over mit EGET liv.
Hvis jeg går ud af det her ægteskab, så vil jeg ikke finde en person der kender mig så godt som ham jeg har nu.
Jeg har talt med en psykolog om dette emne og det eneste hun sagde var at jeg bare skulle flytte væk. Så jeg droppede alt det med at gå til en psykolog, for jeg følte at jeg blev mere forvirret og trist af at tale med hende. - Hun løste ikke mit problem. Hun tog et valg på mine vegne.
Jeg håber inderligt at det bare er en fase i ægteskabet som jeg nok skal komme over, for det andet tør jeg ikke, selvom jeg lyster rigtig meget.
Håber at hører et par gode råd eller lignende! Kan bruge alt hjælp lige nu.
Med venlig Hilsen
Alexandra Kaj
Jeg skriver fordi jeg har et problem med at styre mit humør, og ligeså snart jeg sidder alene og for mig selv i lidt for lang tid, bliver jeg suget ind i en dyb, dyb trist stemning. - Og jeg kan ikke styre det. Det sker næsten hver evig eneste dag. Hver dag føler jeg at en indre stemme siger til mig "vil du virkelig have det her liv i en alder af 22 år?".
Jeg har været gift i 1 år og 4 måneder. Mig og min mand har været sammen i snart 2 år. Han er elsker mig og er rigtig kærlig og omsorgsfuld imod mig.
Før jeg blev gift boede jeg med mine forældre i 21 år (altså hele mit liv!). Jeg kommer fra en ekstrem ustabil familie, hvor mig og mine søskende fik en elendig behandling. Så jeg har aldrig fået lov til at sige min ærlige mening overfor en domminerende og fraværende far, der havde fuld kontrol over familien.
Han holdte os alle fra at realiserer os selv, som vi ville. Så jeg er rigtig dårlig til at være ærlig overfor min mand omkring mit problem nu, for jeg har aldrig fået lov til at være ærlig overfor min far.
Jeg har i flere måneder troet at grunden for mit problem var at jeg flyttede direkte fra familie til mand og uden at havde oplevet noget frihed af en eller anden slags, men mit problem er at jeg ikke holde ud at nogen bestemmer over mig, eller har magt over mig.
Jeg er traumatiseret af det! Det er ikke fordi min mand holder mig fra at studerer, have venner eller at hygge mig engang imellem. - Jeg har tværtimod mere frihed end jeg havde før.
Men når har så viser at han har magt over mig, eller holder mig fra at få min vilje på en hvilken som helst måde, så bliver jeg enormt frustreret. - Og det eneste jeg tænker på er et liv hvor jeg bor alene, og selv bestemmer over mig selv. Jeg kan i princippet gøre det. - Flytte væk og få mit eget liv, men så mister jeg forholdet til min familie, for de vil aldrig tillade at jeg bor alene og kører mit eget show.
Og her står jeg mellem en skillevej. Min frihed (hvor jeg ikke må have et forhold til min familie af min far) eller fortsætte i et almindelig forhold hvor jeg bliver bestemt over (hvilket er traumatiserende for mig).
Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme ud af det her rod. Ingen som min mand har gjort så meget for mig. Jeg har udviklet mig i skolen og personligt. Han har været så god imod mig. Men jeg føler at jeg har et indre behov om at SELV skal bestemme over mit EGET liv.
Hvis jeg går ud af det her ægteskab, så vil jeg ikke finde en person der kender mig så godt som ham jeg har nu.
Jeg har talt med en psykolog om dette emne og det eneste hun sagde var at jeg bare skulle flytte væk. Så jeg droppede alt det med at gå til en psykolog, for jeg følte at jeg blev mere forvirret og trist af at tale med hende. - Hun løste ikke mit problem. Hun tog et valg på mine vegne.
Jeg håber inderligt at det bare er en fase i ægteskabet som jeg nok skal komme over, for det andet tør jeg ikke, selvom jeg lyster rigtig meget.
Håber at hører et par gode råd eller lignende! Kan bruge alt hjælp lige nu.
Med venlig Hilsen
Alexandra Kaj
Kommentarer
Jeg forstår dig godt, for jeg har da selv prøvet at flytte direkte fra forældre til en mand. Jeg tror desværre ikke det er en fase, som forsvinder. Jeg tror det bliver værre efterhånden, som du bliver voksen og mere moden.
Du er jo ikke syg, men har et helt naturligt ønske om at blive et selvstændigt menneske. Det burde du have prøvet før du blev gift, for så tror jeg ikke du havde følt det på samme måde.
Din mand kan jo ikke bestemme over dig, men du lader ham gøre det, fordi det er du vant til nogen gør.
Det kan tage år, at blive så moden, at den følelse forsvinder. Hvis den forsvinder. Det kommer an på, hvordan du udvikler dig.
Du er desværre blevet alt for tidligt gift. Du skulle først have haft lov til at udvikle dig stille og roligt.
Det er ikke hans skyld, men dig, der så småt er ved at blive rigtig voksen.
Det er så, hvad jeg tænker om dette.
Du har helt ret. Men jeg er for svag til at tage mig sammen, for er bange for konsekvenserne. Er bange for at jeg fortryder mit valg. Og jeg føler faktisk at dén tanke jeg har nu er vokset. - Tror ikke på at det her ægteskab holder hvis jeg ikke får bearbejdet mine problemer.
Flytter jeg væk fra ham, så vil jeg miste forholdet til min familie, for dén livstil jeg ønsker strider imod deres.
Jeg er så bange. Sidder tit for mig selv og græder i flere timer.
Den eneste grund til at jeg opdagede at jeg havde det her problem, var pga. mine sofaer. - Blev så sur når så dem. Jeg hadede dem ubeskrivelig meget. Så meget at det også fik mig til at græde. - Efter nogle måneder fandt jeg ud af at mit rigtige problem var at jeg var utilfreds med mit liv.
Jeg troede at jeg kunne realiserer mig selv ved at blive gift, og det kan jeg også, men ikke helt som jeg ønsker det.
Tror at jeg droppede psykologen fordi hun fik mig til at indse ting som jeg ikke turde, og det var jeg ikke klar til.
Jeg tror du skal have hjælp til denne proces, som hos de fleste unge starter allerede i den helt unge alder, da det jo er et naturligt behov alle mennesker har, selv små børn viser deres selvstændighed, og den skal man som forældre være glad for og ikke prøve at undertrykke hos sit barn.
Men du har netop ikke fået opbakning til denne normale udvikling hos din familie, og derfor har du det bare så svært i dag. Unge skal støttes i at være selvtænkende, selvhjulpen for så til sidst at blive et helt selvstændigt menneske
Der er ingen der i dag kan bestemme over dig, hverken din mand eller din far, du har ret til at vælge selv, gøre hvad du synes er bedst for dig og ikke lade dig styre af dem.
På mig virker det som om, du lommer fra en anden kultur, et patriarkalsk samfund, hvor det er mere normalt, at først bestemmer far og så bestemmer manden, som den unge kvinde gifter sig med.
Du skriver heller ikke at du elsker din mand, men nævner at han er god ved dig. Her vil jeg sige til dig at selvfølgelig er han god ved dig, men det er ikke nok, for han skal ikke bestemme noget som helst over dig.
Alle de beslutninger som man tager i et ægteskab skal være noget man i fællesskab bliver enige om.
Hvis du var min datter ville jeg foreslå, at du flyttede for dig selv i et stykke tid, lærte at tage ansvar selv, og så se hvordan jeres forhold ville være til den tid, hvor du har lært at klare dig selv, for ja du er blevet alt for tidligt gift.
Så nævner du, at hvis du tager det skridt, så har du ingen far mere, men her må jeg sige, at det er så prisen du må betale for at få din selvstændighed, og jeg er faktisk sikker på at din far nok skal komme på andre tanker, hvis han da ellers elsker dig.
Men det kræver stort mod af dig at komme videre, men omvendt hvis du ikke begynder at realisere dig selv nu, så er jeg bange for at du knækker med et brag i den sidste ende, for det er ikke dig der er noget galt med, tværtimod, du er en helt normal kvinde:-)
Hilsen Sofie
Du skriver til mig:
citat
Du har helt ret. Men jeg er for svag til at tage mig sammen, for er bange for konsekvenserne. Er bange for at jeg fortryder mit valg. Og jeg føler faktisk at dén tanke jeg har nu er vokset. - Tror ikke på at det her ægteskab holder hvis jeg ikke får bearbejdet mine problemer.
citat slut..
Det forstår jeg. Sådan var jeg selv engang. det tog mig en del år, før jeg kunne tage mig sammen og gøre noget ved sagen. At ægteskabet skulle holde, fordi du får bearbejdet dine problemer, det tror jeg slet ikke på.
Det revner en dag, før eller siden. Men du skal først være klar til at tage de mulige konsekvenser.
Hvad med at gøre din uddannelse færdig og så se, hvad du tænker og føler.
Det vil blive meget hårdt for mig. Jeg har haft rigeligt med drama hele mit liv, og endelig har jeg fået stabilitet, men det er bare ikke nok.
Jeg ser altid fejl i mit ægteskab, og det første jeg tænker på er at gå fra ham. Mit største problem, er at jeg føler han begrænser min feminine side. Jeg må aldrig gå i det tøj jeg har lyst til udenfor. Og så skal jeg altid bede om tilladelser hvis jeg vil ud med venner eller over til min familie. Det er de mindste ting, hvor han viser magt, som jeg ikke kan tolerer.
Jeg kan tale om alt med ham, men aldrig om de overnævnte ting. Han manipulerer med mig, og så føler jeg mig helt dum i slutningen af samtalen.
Jeg kan godt bo alene i en periode, det har han ikke noget imod, men så kan jeg ikke gøre hvad jeg vil. - Det strider imod hans principper, og så er ægteskabet over. Så jeg får intet ud af det.
Der er mange ting som jeg utilfreds med. Det sidste stykke tid har det været påklædningen. Jeg føler at jeg går glip af noget stort i mit, hvis ikke jeg får lov til at se smuk ud, som jeg vil. - Og han er typen som aldrig giver mig den følelse at jeg smuk, selvom han altid siger. - Det er bare ikke det samme. Jeg føler at mangler udtrykke min feminine side.
Ingen vil støtte mig fra min omgangskreds. De har en anden mentalitet. Jeg vil selv bestemme hvad der er bedst for mig. Har ikke lyst til at nogen eller noget skal bestemme det. - For så vil jeg aldrig få de lyster ude af mit system.
Jeg er ubeskrivelig ked af det og bange, og derfor søger jeg hjælp herfra.
Kan ikke tage dette emne op med ham i øjeblikket. Vi har begge eksamener i maj og juni, så dér skal fokusset være i øjeblikket.
Fint at du skriver her i dette forum, men der er ingen her, der kan yde dig den rigtige hjælp, for du skal have professionelle til at hjælpe dig videre, med gode råd og dine muligheder som muslims kvinde.
Jeg ved ikke hvor du skal henvende dig, men det er der måske andre her i debatten der ved mere om end mig.
Håber at du virkelig vil kæmpe for din fremtid, for jeg tror ikke du har nogen god fremtid med din mand.
Muslimske regler som du bliver tvunget til at overholde, vil kun få dig helt ned psykisk og du har fortjent bedre.
Det er jo et stort problem når muslimske unge bliver for danske, og du kan ikke blive ved med at leve mellem to kulturer.
Håber at andre kan komme med den bedste anvisning til er sted, hvor du kan få den rigtige hjælp.
Hilsen Sofie
http://etniskung.dk/
Jeg ønsker dig af hele mit hjerte at det vil lykkedes dig at få et godt liv:-)
Varme tanker Sofie
Jeg mistede på et tidspunkt min familie.
Jeg ved hvor forfærdeligt det føles, men jeg klarede det hele alligevel. Ville de ikke mig, så måtte det være sådan. Det har ændret sig siden. Det er lidt svært at glemme, men nu er mange døde.
Men jeg er, hvad man ville sige psykisk stærk, det er alle jo ikke. Jeg kender dig ikke og ved ikke om du kan klare det, for det er ikke sjovt, men meget svært i begyndelsen.
Jeg er bange for din tilværelse bliver elendig, hvis du forsætter det ægteskab, men naturligvis bliver du heller ikke lykkelig lige med det samme, hvis du vælger at forlade ham.
Men alene det, du kan leve på dine egne betingelser, du finder en anden mand en dag, som du elsker, du får familie, du får måske også børn engang. Så bliver alting lettere at bære.
Efterhånden er det forældrene, der får mere brug for deres børn end omvendt. Alting ændrer sig.
Jeg kan kun sige, hvis det var mig ville jeg forlade ham og familien, når de nu vil det. Men, først ville jeg gøre min uddannelse færdig. Jeg ville måske finde et arbejde, helst ikke i nærheden. Jeg ville gøre det sådan, at jeg kunne sige: farvel, uden at mangle et sted at bo.
Men, jeg ville nok lige tage den med ro indtil den eksamen er overstået. Jeg håber det er den afsluttende eksamen, så du har uddannelsen.
PS. Det er nok den første mand, du har været sammen med. Det kan være lidt svært at frigøre sig. Men når først man får det gjort, så indser man der er andre også.
Jeg har besluttet mig for at gøre noget ved mit problem, og den her samtale har givet mig lidt mere mod.
Skal bare have overstået mine eksamener, og så må jeg stille et ultimatum for ham. Enten skal jeg have min vilje ellers er der ikke ingen grund til at blive i et ægteskab hvor jeg ikke får opfyldt mine behov.
Endnu engang, vil jeg sige tak for jeres svar. Det har været til stor hjælp!