Hvordan hjælper jeg min mor?

ding88

Jeg tror min mor på 54 har en depression. hun har tidligere været i behandling for depression, og efter at have læst om sygdommen her på siden, syntes jeg at flere af punkterne passer på hende.

min mors humørsvingninger er ofte med til at ødelægge vores familie aftner, da de ofte ender i dumme og ligegyldige diskussioner mellem min mor og mine søskende.
det sidste års tid har vi haft en del diskussioner, som gør at vi i familien lægger større afstand til hinanden.

mig og mine søskende har alle forsøgt at tale med min mor omkring at hun har brug for hjælp. min mor som går rundt med rigtig mange ting i sin rygsæk som hun har brug for at få bearbejdet mener ikke selv hun har en depression, og har slet ikke lyst til at skulle i behandling igen.

Jeg håber på der er nogen der kunne give mig nogen gode råd, til hvordan jeg får hjulpet min mor til at komme i en form for behandling.

M.v.h.
Ding88

lotte123

Man kan ikke hjælpe nogen, der ikke vil hjælpes. Og jeg kan sagtens forstå, at jeres mor ikke orker mere behandling, hvis hun gentagne gange har været i behandling.

Men - hun er nok ikke klar over, at hun er ved at ødelægge jeres familie og måske også jeres indbyrdes forhold.

Derfor foreslår jeg, at I søskende sætter jer sammen og får talt om, hvad det her gør ved jer. Og så må I sige fra over for jeres mor. I skal nok ikke møde op i fælles trop og angribe hende - det vil være for voldsomt, men netop hver især fortælle hende - når hun bliver "for meget", at det her: "Det vil jeg ikke være med til". Fortæl hende naturligvis, at I holde af hende, men at I bliver kede af det, når hun fremturer.

Hun skal have at vide, at hun skubber jer fra sig, og at også I er ulykkelige over, at hun har det svært - at I gerne vil hjælpe og støtte hende, men at I frygteligt gerne vil have, at hun samarbejder i stedet for at starte disse ubehagelige diskussioner, som er dybt nedbrydende for jer alle sammen - og at det jo ender med, at I alle bliver kede af det, og netop prøver at finde undskyldninger for at holde jer væk, fordi heller ikke I magter disse diskussioner. I ville meget hellere, at I kunne tale stille og roligt sammen og i stedet have det rart, når I er sammen.

Prøv f.eks. at aftale et "stop-ord" med hende, når hun går over stregen - for hun er måske ikke selv klar over det, når det sker. Men - altså selvfølgelig noget, I aftaler med hende, og som kan komme på en behagelig måde, så ikke det "stop-ord" i sig selv bliver ubehageligt. F.eks. "Mon ikke det er nu, vi finder et andet samtaleemne".

Det er jer, der kender hende, og derfor jer, der sammen med jeres mor, skal finde de ord, der ikke kommer til at skabe endnu mere dårlig stemning. Men - hun er nødt til at få at vide, at det ikke kun er hende, der har det svært - hun fører det videre til jer - og vil i sidste ende ramme hende selv, når hun har fået jer jaget væk alle sammen.

Kameliadamen1

Hej Ding88

Jeg giver Lotte fuldstændig ret. Din mor er et selvstændigt menneske, og hvis hun ikke mener, at hun har en depression og ikke mener, at hun har behov for behandling, så er der ikke noget, du kan gøre for at få hende i behandling.

I øvrigt synes jeg slet ikke, at en tendens til at starte diskussioner er typisk for en person, der er depressiv. Når man har en depression, er man typisk stille og indadvendt og magter ikke den slags konfrontationer.

Der skal jo desuden mere end én person til at diskutere. Hvis alle i familien vedtager, at I ikke gider dumme og ligegyldige diskussioner, så er det jo nemt at undgå!

Mange hilsner

Kameliadamen