Hjem Sex & samliv Åben debat om kønssygdomme

"Har jeg HIV?"

"Har jeg HIV?" Det spørgsmål har jeg stillet mig selv... måske en million gange de seneste seks uger. Jeg var på en ferie med en flok kammerater. Jeg tog i byen og drak mig fuld. Jeg tog med en pige hjem - hun var oprindeligt fra et U-land. Og vi havde ubeskyttet sex. Hun blødte på mig, fordi hun fik en rift, og mere er der sådan set ikke at sige om det. Det var ét knald. Og der var blod og andre kropsvæsker.

Da jeg kom hjem blev jeg syg allerede efter få dage. Jeg fik influenzasymptomer. Mine venner jokede med, at jeg nok havde fået HIV. Jeg grinte i starten, men så gik jeg på nettet for at læse om det. Og pludselig overbeviste jeg mig selv om, at jeg havde fået en akut-hiv-infektion. Influenzasymptomer (godt nok allerede efter få dage) Tynd mave (godt nok efter jeg var i byen) Træthed (godt nok efter at jeg havde arbejdet hårdt) Osv osv osv. Alle symptomerne var der. Og så begyndte spekulationerne. Jeg kunne først blive testet efter en måned, for at jeg kunne vide noget med sikkerhed. Så det var lang tænketid. Og ville jeg overhovedet testes?

Hvis jeg først blev testet positiv var alt jo ødelagt. Jeg forestillede mig selv, hvordan jeg aldrig ville kunne få børn. Hvordan jeg aldrig ville få en kone. Hvordan jeg aldrig ville få en fast kæreste. Jeg forestillede mig, at jeg ville leve med det i hemmelighed. Og at jeg ville være ham "vennen," der aldrig fandt sig en kone, og var lidt sær. For jeg ville aldrig sige noget til mine venner.
Jeg forestillede mig aldrig at have sex igen. Og ... helt sindssygt nok ... begyndte jeg at se livet som en kort fortælling, hvor alting var ligegyldigt. Jeg ville hellere dø ung end at blive testet.

Jeg kunne også bare lade vær at blive testet... Leve i uvidenheden og frygten, men så bare håbe på det bedste. Så ville jeg heller aldrig kunne blive anklaget for noget, hvis jeg faktisk havde HIV. For jeg vidste det jo heller ikke selv.

Jeg tænkte og tænkte. Jeg læste alt på nettet. Alle debatter. Alle sider om HIV. Jeg ved alt om den sygdom. I mange debatindlæg skrev frygtsomme personer: "Har jeg HIV?" i mens alverdens mennesker kom med kloge kommentarer om, at det havde de nok ikke. Eller: "Du skulle have brugt beskyttelse." Det ved man godt, når man sidder og er så desperat, at man skriver et internetindlæg. Alle dem der spurgte om de havde HIV svarede imidlertid aldrig på, om de rent faktisk blev testet positiv eller negativ. Så sad man der... og tænkte: HVAD VAR SÅ RESULTATET?
Jeg tænkte ved mig selv, at hvis jeg nogensinde blev testet... Og testet negativ, så ville jeg skrive et debatindlæg om det. Hvor folk kunne se, at det ikke er unormalt at blive fucking nervøs. Og bange.

Jeg frygtede så meget, at jeg havde HIV, at jeg indstillede mig på det. Jeg har ikke haft sex med piger siden jeg begyndte at tænke det. Og jeg har ikke engang haft lyst. Jeg har ikke kunne planlægge frem i tiden. For hvad nyttede det? Og så har jeg igen og igen og igen forestillet mig, hvordan jeg ville reagere, når jeg fik at vide, at jeg var HIV-positiv. Hvordan jeg ville fortælle min familie det. Og jeg har været trist. Jeg har tjekket min mobil om sygdommen konstant. Spekuleret.

I tirsdags gik det så op for mig; Jeg kan ikke leve med at være ked af det. Jeg kan ikke leve i frygt og på den her måde. Så vil jeg hellere leve med HIV eller slet ikke leve. Så jeg tog den forbandede blodprøve. Og to dage senere (i dag) ringede jeg min lægesekretær op. Der gik 20 minutter før hun tog den... Og jeg kunne nærmest ikke få ordene frem: "Jeg har en HIV-prøve, jeg skal have svar på." De sekunder der gik... i mens hun fandt frem til svaret... det er de længste i hele mit liv. Al kontrol over mit liv var væk efter det samleje, og nu var det min opgave at genskabe den kontrol. Uanset om det så var med eller uden HIV. "Ja, den er negativ." "Er du sikker?" "Ja, det er sgu ikke en aprilssnar."

Jeg lagde på. Og så brød jeg hulkende sammen. Fuldstændigt smadret.
Jeg ved godt, at det lyder helt vildt. At man kan køre sig selv sådan op. Men det gjorde jeg.

Og nu skriver jeg så det her indlæg. Nok både for min egen skyld. Men også fordi, at hvis nu der sidder en derude et sted ligesom mig... Med en helt sindssyg frygt for at være blevet smittet. Så skal det nok gå...

Kommentarer

  • Jeg vil godt sende dig en stor tak, fordi du har givet dig tid til at skrive dette indlæg, for du har nemlig helt ret.

    Mange skriver her ind med deres frygt, men der er stort set ingen, der fortæller tilbage om, hvordan det så gik. Det kunne være ønskeligt.

    Samtidigt beskriver du så flot det helvede og den frygt, du har gennemgået. Og især den frygt for at få vished.

    Jeg håber, at du - og andre, der læser med - vil lære, at det at gå med frygten for om det nu er ondartet eller godartet, faktisk er det værste. Og ja, jeg ved godt, at med netop HIV så skal der vist gå en tid, før man kan få vished, men alligevel er det altid bedre at søge visheden frem for at gå og frygte det værste.

    Det vil jo altid være bedre at få vished, og da især hvis det viser sig at være en alvorlig sygdom, for der kan jo i de fleste tilfælde skrides ind med behandling, og den behandling vil altid være bedre, hvis man kommer så tidligt i forløbet som muligt.

    Men - dejligt for dig, at du nu kan få ro i sjælen, for det er dog godt nok en forfærdelig tid, du har gennemgået.

    Men - du behøver i hvert fald ingen løftede pegefingre om at tænke dig om og passe på dig selv fremover. :-) Det har du vist lært på den værst tænkelige måde.

    Din reaktion efter at have fået det gode svar er jo helt naturlig.

    God vind fremover.
Log in eller Registrér for at kommentere.