Hvad kan jeg gøre når min kærestes søn ikke vil se mig.
Hejsa.
Håber i vil byde ind på mit dilemma.
Jeg er skilt og møder min kæreste for 8 mdr siden. Han går fra sin familie i den forbindelse. Forud har familien ikke haft det nemt i 3 år. Skilsmissen er grim. Vi bor i en lille by.
Kort fortalt er jeg naturligvis skurken og det bliver der ikke lagt skjul på over for deres to børn på 8 og 13.
Jeg selv har to børn på 8 og 11. De er kommet godt igennem min egen skilsmisse. Har idag et godt samarbejde med deres far.
Nu efter 8 mdr vil den ældste søn stadig ikke se mig. Han ved hvem jeg er. Hvem mine børn er men han ønsker ikke at være i selskab med mig. Hvilket giver mange kvaler idet den yngste gerne vil. Men vi kan jo intet gøre sammen.
Er der nogen der har erfaringer med dette. Det gør mig ualmindelig ondt at jeg er årsag til en teenagers store smerte. Det er ikke hans skyld mor og far er skilt. Eller at far forelskede sig i mig.
Jeg føler mig som trolden i æsken der bare bliver mere og mere uhyggelig. Hverken min kæreste eller resten af hans familie ved hvilket ben de skal stå på. Hele tiden har det været vores fælles ønske at sønnen skulle være klar til at møde mig når han ville. Men som tiden går så ser jeg/tror jeg ikke længere på at det sker.
Vi har talt om mange måder. At jeg bare kommer forbi i farens hus. Drengene skal selvfølgelig vide jeg kommer. Ikke bestemme om det er ok. Men se mig der og hvis han ikke ønsker mit selskab kan han jo gå fra rummet.
Eller en bio tur. Vi er så mange at vi er nødt til at køre i to biler og man taler ikke så meget i en biograf.
Eller en gåtur i skoven med hjemmebag og kakao?
Eller besøg hos min kærestes mor eller bror. Hvor andre end vi vil være til stede.
Håber inderligt på gode råd. For som kæreste så synes jeg det er meget svært.
Hilsen Lene
Håber i vil byde ind på mit dilemma.
Jeg er skilt og møder min kæreste for 8 mdr siden. Han går fra sin familie i den forbindelse. Forud har familien ikke haft det nemt i 3 år. Skilsmissen er grim. Vi bor i en lille by.
Kort fortalt er jeg naturligvis skurken og det bliver der ikke lagt skjul på over for deres to børn på 8 og 13.
Jeg selv har to børn på 8 og 11. De er kommet godt igennem min egen skilsmisse. Har idag et godt samarbejde med deres far.
Nu efter 8 mdr vil den ældste søn stadig ikke se mig. Han ved hvem jeg er. Hvem mine børn er men han ønsker ikke at være i selskab med mig. Hvilket giver mange kvaler idet den yngste gerne vil. Men vi kan jo intet gøre sammen.
Er der nogen der har erfaringer med dette. Det gør mig ualmindelig ondt at jeg er årsag til en teenagers store smerte. Det er ikke hans skyld mor og far er skilt. Eller at far forelskede sig i mig.
Jeg føler mig som trolden i æsken der bare bliver mere og mere uhyggelig. Hverken min kæreste eller resten af hans familie ved hvilket ben de skal stå på. Hele tiden har det været vores fælles ønske at sønnen skulle være klar til at møde mig når han ville. Men som tiden går så ser jeg/tror jeg ikke længere på at det sker.
Vi har talt om mange måder. At jeg bare kommer forbi i farens hus. Drengene skal selvfølgelig vide jeg kommer. Ikke bestemme om det er ok. Men se mig der og hvis han ikke ønsker mit selskab kan han jo gå fra rummet.
Eller en bio tur. Vi er så mange at vi er nødt til at køre i to biler og man taler ikke så meget i en biograf.
Eller en gåtur i skoven med hjemmebag og kakao?
Eller besøg hos min kærestes mor eller bror. Hvor andre end vi vil være til stede.
Håber inderligt på gode råd. For som kæreste så synes jeg det er meget svært.
Hilsen Lene
Kommentarer
Jeg kan nok ikke give dig den store hjælp, men jeg oplevede selv at min far forlod min mor for en anden kvinde. På det tidspunkt var jeg en ung, tolerant og reflekteret mand på 22 år og min mor var fantastisk igennem hele forløbet og talte aldrig ondt om min far. Alligevel havde jeg det virkelig svært med situationen og det tog mig en årerække at få et normalt forhold til min fars nye kone, som jeg dog den dag i dag holder utrolig meget af.
På den baggrund kan jeg levende forestille mig, hvor svært det må være for en 13 årig, som oven i købet skal leve med at forældrene ikke kan finde ud af at tale sammen.
8 måneder er ikke lang tid i den her situation. Du må væbne dig med en kæmpe portion tålmodighed og ikke forsøge at forcere noget. For mig havde det den stik modsatte effekt af intentionen når min far (yderst velment) "trak" hans nye familie ned over hovedet på mig og min søster. Det handler ikke om at I finder en fælles interesse eller får nogle hyggelige oplevelser sammen. Det er slet ikke muligt lige nu. Drengen er fyldt med svigt og smerte, hvilket kommer til udtryk i vrede og afvisning. Det han har brug for lige nu er støtte og opbakning fra mor og far. På sigt handler det så om at forstå og acceptere at du nu er en permanent del af hans fars liv. Derefter kan I begynde at overveje fælles aktiviteter.
Det er en pissesvær situation, men der findes ingen hurtige fix. Måske vil det tage flere år. En 13-årigs hjerne er i øvrigt helt tosset, da det lige er på det tidspunkt den nærmest lukker ned for at omprogrammerer sig til voksentilværelsen (spørg en hvilken som helst folkeskolelærer, og de vil fortælle at 7. klasses elever er de mest umulige i verden). Derfor kan det godt være at han først om et år eller to er moden nok til at håndtere situationen.
Jeg sagde heller intet om min daværende mand, men min 20 årige søn hadede den kvinde, der var medvirkende til ægteskabet sluttede. Ganske vist var det mig, der gjorde det forbi, men det forstod min søn.
Han tilgav aldrig sin far selv om de dog kunne tale sammen. Noget fællesskab blev der ikke tale om. For nogle går det godt, for andre ikke. Det afhænger selvfølgelig også af "hvordan og hvorledes"
”Kort fortalt er jeg naturligvis skurken og det bliver der ikke lagt skjul på over for deres to børn på 8 og 13.”
Jeg synes klart, at din kæreste skal se at få talt med sin ekskone, og gøre hende begribeligt, at hun gør sine børn en bjørnetjeneste ved at at svine deres far og hans nye kæreste til. Det kommer lige i hovedet på hende selv som en boomerang på et tidspunkt. Han bør forlange at hun opfører sig som et voksent menneske og ikke kaster sine frustrationer ud over deres børn – for de har mindst af alle brug for den slags. Alternativt – hvis moderen VIL blive ved med at svine sine børns far til overfor dem - vil jeg tro at en seance eller to ved en terapeut kan hjælpe børnene godt på vej
Selvfølgelig er det ikke børnenes skyld, at deres far og mor ikke kunne finde ud af det sammen, og jeg foreslår, at deres far fortæller dem i helt klart sprog, at de – altså drengenes forældre – havde fungeret dårligt i flere år, og at det ville være gået galt under alle omstændigheder, så du er den sidste, der har nogen form for skyld i det her. At det ikke fungerede, behøver ikke at betyde, at man så skal have det dårligt resten af sit liv. Din kæreste har ret til at have et godt liv, og det har deres mor selvfølgelig også, og det kan da være, det tager lidt længere tid for hende, men også hun vil en dag blive glad over det brud. Han bør tale rent ud til sine børn, men dog aldrig, aldrig bruge samme ufine metoder, som deres mor – han skal tale pænt om hende – hele tiden, men han bør fortælle sine børn, at HAN er dybt ulykkelig over, at den ældste afviser dig, for du gør ham glad, og det er DIG der giver ham overskud til at være mere for sine børn, end han måske før har kunnet – netop fordi forholdet gik dårligt.
Han skal fortælle sine børn, at selvfølgelig er de avlet i dyb kærlighed, men at den kærlighed desværre gik i stykker, og den slags kan ske, at de har forsøgt og kæmpet for deres forhold, men at de til sidst måtte opgive.
Det er min erfaring, at hvis man er åben og ærlig over for sine børn – og fortæller dem hvorfor deres forældre måtte gå fra hinanden - i stedet for i misforstået hensyn, at lade være med at sige noget til dem - så vil det være nemmere for dem at forstå det, og nemmere for dem at acceptere – både dig, men også det nye liv, der nu er.
Så han bør sætte sig med sine børn – og naturligvis alene med dem – og tale hele det her igennem med dem på en fornuftig måde, og give dem mulighed for at stille alle de spørgsmål, de nu vil have, som de så kan få svar på. Hvis børnene kan få en fornuftig forklaring på, hvorfor deres familie skulle splittes, så vil de også meget lettere kunne komme videre med en forståelse for det.
Jeg fik også i sin tid skyld for meget, men det passede bare ikke.
Og så er jeg ikke helt enig i, at man skal lægge det over på drengen.
Altså faderen kan selvfølgelig tale med dem, men det var dette: "at HAN er dybt ulykkelig over, at den ældste afviser dig."
Og - jeg har ikke skrevet, at det skulle lægges over på drengen. Tvært i mod - jeg mener at det vil være godt for begge drenge at få en god og fornuftig forklaring af deres far.
Jeg så nogle TV-udsendelser for nogen tid siden, hvor det netop handlede om problemer med børn. Og en af disse udsendelser handlede netop om det dilemma med dine og mine børn, nyt parforhold osv. Der var så tilknyttet en terapeut, der talte med dels de voksne, dels børnene. Og der kom det frem, at det store problem for børnene netop var, at de ikke havde fået noget videre at vide - deres familie var "bare" blevet splittet op, og der var kommet nye bonussøskende og en ny pap-forældre - selvfølgelig ikke helt "bare", men de havde faktisk ikke fået nogen grundlæggende forklaring på, at det nu var sådan - og det var faktisk DET der gav store problemer.
Jeg mener at børn - også i den alder, der her beskrives har krav på at få en ordentlig forklaring, krav på at blive taget hensyn til - og det med hensynet ser jeg da klart, man virkelig prøver her, men det kunne jo være, at hvis far sætter sig ned med sine børn og virkelig forklarer dem om, at det jo har gået dårligt i flere år, og de virkelig HAR prøvet, men at det ikke gik, og i og med, at forældrene havde det dårligt sammen så gik det jo også ud over børnene - hvilket han absolut ikke ønskede. Ja, så kan det være, der kommer en anden forståelse fra den store drengs side, og han måske så vil begynde at slappe lidt mere af.
Han skal jo ret beset heller ikke have lov til at styre sin fars liv - og også dette skal far og søn have en god snak om - heller ikke det kommer der noget godt ud af på længere sigt. For hvis drengen får en god forklaring på nødvendigheden af at splitte hans familie op, så vil han nok også begynde at få en forståelse for det.
CITAT slut
Jeg har læst det igennem flere gange, men får stadig opfattelsen af, at det er noget faderen skal sige til sin søn og det mener jeg ikke han bør gøre. Men måske opfatter jeg det forkert.
Vi er helt enige om, han selvfølgelig bør tale med sine børn om det.
Der er en ting til, vi har lidt forskellig opfattelse, men det har vi da heldigvis lov til. Hvis min tidligere mand var kommet og sagt til mig, at jeg skulle opføre mig som et voksent menneske o.s.v. Så var jeg virkelig blevet meget vred og havde bedt ham passe sig selv. Han kan jo ikke "forlange" noget af et andet menneske. Jeg indrømmer, hvis der blev talt sådan til mig var jeg blevet meget, meget vred. Og det ville jo ikke bedre sagen. Det er så bare mine tanker om situationen.
Og jeg synes ikke din kæreste har båret sig fornuftigt ad. Hvis hans ægteskab har kørt dårligt i flere år, havde det måske været bedre at slutte ægteskabet først inden han involverede sig med en ny kæreste. Det ville ikke have givet de samme problematikker, og du var sikkert blevet accepteret hurtigere fordi du ikke derved havde været den direkte årsag til deres brud.
Nogle gange skal man overveje hvis det var ens mand der forlod en for en anden, hvordan ville man så reagere. Eller hvis en far eller mor gik fra hinanden fordi de havde fundet en anden.
Men det er selvfølgelig ikke i orden at tale grimt om ægtefællen overfor børnene uanset hvor vred man er.
Lisbeth
MEN - han skal tale med dem på en ordentlig måde - han skal ikke tale grimt om deres mor, han skal naturligvis påtage sig sin del af ansvaret. Jeg ved jo ikke, hvad der gik galt, og detaljen er ikke så vigtig, men han bør f.eks. fortælle, at de voksede længere og længere væk fra hinanden, at de kom til at se for forskelligt på mange ting; at de virkelig prøvede at få det til at fungere, men at det bare ikke kunne lykkes - at de, eller måske bare han, indså, at de ikke ville få det bedre af at fortsætte, hvorfor han valgte at stoppe, så de alle kunne få et bedre liv. Eller - hvad det nu var, der var grunden. Han skal naturligvis ikke fortælle, at det var fordi deres mor var en dum kælling el.lign. han bør da også fortælle dem, at han virkelig HAR elsket deres mor, og at han ønsker alt godt for hende, og at han da er ked af, at det ikke kom til at fungere, for det er vel aldrig nogens ønske, når man har fået børn sammen.
Derudover foreslår jeg, at han prøver at få en samtale med sin ekskone - uden børnenes påhør - og beder hende lade være med at tale grimt om ham. Der kommer kun dårlige ting ud af at bruge børnene i en sådan konflikt. På et tidspunkt, og desværre ofte først, når det er for sent, så gennemskuer de voksne børn det "spil", og så kommer det til at koste - og især i forholdet til den forældre, der har netop har indpodet alle disse ting i børnene. I det her tilfælde moderen, og så kan resultatet være, at de gennem en del år har fået podet ind, at faderen kan man jo ikke regne med, men de indser selv, at det kan de heler ikke med moderen. Så står de der - måske som voksne - med to forældre, som de ikke har nogen god kontakt til, for det er blevet for sent med en tillidsfuld kontakt til faderen - og moderen har de fundet ud af, har misbrugt dem i sin egen bitterhed.
Jeg er naturligvis farvet af egne erfaringer. Jeg har oplevet mine børn sige ting til mig, som de umuligt selv kan have fundet på. Nej, det er deres far, der er kommet med diverse negative stikpiller, som mine børn så er blevet påvirkede af, og som jeg har måttet bruge ret så megen energi på at rydde op i. På samme måde er min mands børn kommet med negative bemærkninger om deres fars karakter, som har direkte adresse til deres mor.
Ofte tænker den "forsmåede" forældre slet ikke over, hvad det er man gør, når man kommer med negative bemærkninger til børnene om den anden forældre - det er helt klart noget man i den grad skal være bevidst om og tænke over.
Min kæreste har bedt sin eks om at tale ordentligt og jeg fornemmer en bedre tone de sidste måneder.
Jeg forstår også det kaos han ældste søn føler og er voldsomt berørt af at jeg er med årsag.
Ingen skal føle det svigt han føler. Den yngste har været igennem et succesfulde terapiforløb. Efter anbefaling fra skole. Mens den ældste blev lidt overset efter min mening pga at han bare er stille. Nu er han startet i en børne skilsmisse gruppe gennem statsamtet og jeg håber han derigennem oplever at alt han føler er ok.
Derudover vil jeg tá den med mig at min kæreste skal tale mere med drengene. For jeg tror også de begge føler sig forladt med skyld til følge.
Og så må jeg vente. Jeg vil så gerne fixe:-)
Kærlig hilsen Lene