Besat af sexlegetøj
Hej alle sammen
Jeg skriver i alt hemmelighed og anonymy, da jeg er lidt pinlig over min situation og besættelse. For cirka 2 år siden gik min x kæreste fra mig, og jeg fik en depression umiddelbart efter. Jeg havde slet ikke lyst til noget som helt. Hverken at spise eller noget andet. En eller anden dag besluttede jeg mig for at bestille sexlegetøj fra http://www.alor.dk/, da det var længe siden jeg havde været seksuel aktiv. Jeg fandt hurtigt ud af, hvor dejligt det var at få stillet min lyst og efterfølgende blev jeg ved med at onanere og eksperimentere med forskelligt sexlegetøj.
I dag næsten 2 år senere har jeg stadigvæk ikke en kæreste, og så snart jeg bliver en smule trist, så hiver jeg fat i sexlegetøjet og giver mig selv en orgasme. På en måde har det erstattet min trang til at elske en anden. Jeg har ikke lyst til at blive såret igen, og det vil jeg aldrig blive på denne måde. Derfor er det blevet som en slags besættelse, og jeg kan ikke lade vær. Nogle måneder bruger jeg flere tusinde kroner på sexlegetøj.
Hvad skal jeg gøre? Skal jeg se om jeg kan få det bedre, og smide alle produkterne ud og så finde en mand eller skal jeg fortsætte og aldrig blive såret igen? Det er lidt en dilemma, da jeg ikke har lyst til at få en depression igen. Men omvendt. At ikke blive elsket af en anden mand er hellere ikke udvejen.
Den anonyme Matilde.
Jeg skriver i alt hemmelighed og anonymy, da jeg er lidt pinlig over min situation og besættelse. For cirka 2 år siden gik min x kæreste fra mig, og jeg fik en depression umiddelbart efter. Jeg havde slet ikke lyst til noget som helt. Hverken at spise eller noget andet. En eller anden dag besluttede jeg mig for at bestille sexlegetøj fra http://www.alor.dk/, da det var længe siden jeg havde været seksuel aktiv. Jeg fandt hurtigt ud af, hvor dejligt det var at få stillet min lyst og efterfølgende blev jeg ved med at onanere og eksperimentere med forskelligt sexlegetøj.
I dag næsten 2 år senere har jeg stadigvæk ikke en kæreste, og så snart jeg bliver en smule trist, så hiver jeg fat i sexlegetøjet og giver mig selv en orgasme. På en måde har det erstattet min trang til at elske en anden. Jeg har ikke lyst til at blive såret igen, og det vil jeg aldrig blive på denne måde. Derfor er det blevet som en slags besættelse, og jeg kan ikke lade vær. Nogle måneder bruger jeg flere tusinde kroner på sexlegetøj.
Hvad skal jeg gøre? Skal jeg se om jeg kan få det bedre, og smide alle produkterne ud og så finde en mand eller skal jeg fortsætte og aldrig blive såret igen? Det er lidt en dilemma, da jeg ikke har lyst til at få en depression igen. Men omvendt. At ikke blive elsket af en anden mand er hellere ikke udvejen.
Den anonyme Matilde.
Kommentarer
Du kan ikketale med en dildo.
Du kan ikke ligge i ske med en buttplug.
Du kan ikke få børn med en vibrator.
Satser du ikke vinder du ikke.
Ikke alle mænd er ens.
Spring ud i det og lad en mand bruge din legetøjssamling på dig.
Men – det er jo slet ikke det, der er dit problem. Du har fået udviklet en afhængighed af det legetøj, og bruger det som beskyttelse mod at blive såret igen.
Jeg vil i den grad råde dig til at søge noget professionel hjælp, så du dels kan blive behandlet for den depression, dels kan få arbejdet ganske gevaldigt med dit selvværd, for du skal da virkelig have hjælp til at forstå, at også du er værd at elske, at der også findes en, som vil dig og som også vil elske dig.
Du blev forladt for to år siden og fik en depression – og det er den depression, du tydeligvis aldrig har fået bearbejdet, tvært i mod, det lader til, at du har fået næret den og også er overbevist om, at du vil blive såret igen, overbevist om, at du ikke er værd at elske. Det er DET, du skal have hjælp til at få bearbejdet.
Jeg ved godt, at du synes, det er ”pinligt”, og at det her er noget, du holder helt tæt ind til kroppen, at ingen omkring dig kender til din ”hemmelighed”, men sådanne behandlere har tavshedspligt, og hvis du skal have hjælp til at komme videre i dit liv og få denne depression og denne afhængighed behandlet, bør for din egen skyld prøve at få talt om det til behandleren. Og – naturligvis vil der være forståelse for, at du virkelig har det dårligt med at tale om det, det kan du sagtens starte med at sige, og du kan også starte ”forsigtigt” op. Jeg kan garantere dig, at en behandler har hørt om det før, og derfor IKKE vil grine dig ud – tvært i mod, det kan hjælpe til at give dig den rette behandling.
Mit forslag er, at du starter med at søge samtaleterapi til behandling af din depression – og så hen ad vejen, når I skal ned i grunden til denne depression, så kan I komme ind på de andre emner.
Men det er DIG der skal have hjælp, og derfor også DIG der skal søge den, og DIG der skal lære at få disse ting ordentligt bearbejdet, og DIG der skal have et godt liv – og det kan du godt få, hvis du får bearbejdet disse ting ordentligt.
Du er startet med at skrive her – og det er en virkelig god start – gå nu det næste skridt og søg noget hjælp.