Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Kroniske rygsmerter - ingen diagnose trods MR scanning

Redigeret 16 marts, 2016, 03:02 i Kroniske smerter
Hej alle.

Dette er et lidt desperat forsøg på, at finde nogen som måske kan hjælpe mig.

Omkring mine rygsmerter:
Jeg er 25 år og har igennem det sidste halvandet år lidt af kroniske rygsmerter. Jeg har i mange år haft mange smerter i lænden, men det sidste halvandet år er det altså blevet drastisk forværret, og jeg har nu ikke en dag uden mange smerter. Mine smerter er centreret omkring lænden med går både op langs rygsøjlen, ned i begge ben og ud i siden af ryggen. De forværres af foroverbøjet siddestilling (f.eks. hvis jeg kører bil). At få varme eller kulde på ryggen hjælper på smerterne. Jeg tager 100 mg tramadol morgen og aften, og har gjort det i et års tid nu. Pillerne hjælper, men tager langt fra alle smerter. En anden ting, som jeg vil nævne hjælper, er, vand. Jeg erfarer, at hvis jeg drikker meget vand, så aftager mine lændesmerter ofte, og typisk er de værst på dage hvor jeg er lidt dehydreret. Jeg har før jeg fik kroniske rygsmerter undret mig over at jeg har haft meget gult og lugtende (undskyld ligefremheden) urin, og har nu hørt, at dette kan være relateret til nyrerne. Samtidig har jeg hørt at lændesmerter og nyreproblemer kan være relateret. MEN jeg har også læst, at disse rygsmerter ofte er voldsomme og kommer i bølger. Modsat føler jeg, at min smerter er temmeligt konstante, naturligvis med varierende styrke dog.

Jeg føler at systemet har givet op ift. at hjælpe mig. Af og til føles det næsten som om, læger og behandlere ikke helt tror på hvor mange smerter jeg har. Min læge siger, at jeg må lære at leve med det. Faktum er dog, at jeg delvist pga. af mine rygsmerter og delvist pga. den medicin jeg tager mod dem, langt fra er i stand til at leve det liv, som jeg ønsker.

Omkring scanninger:
Jeg har fået foretaget en scanning som viste, at der var knapt 3 cm. længdeforskel på mine ben. Det er blevet udlignet med indlæg, men det har ikke ændret på mine smerter. Derudover har jeg fået taget en MR scanning, som viste lidt slitage, men "ikke noget alvorligt" ifølge lægerne. Det var jo "en god nyhed" sagde de, men når man har konstante smerter, og bliver ved at få at vide, at man intet fejler, føles det ikke som en god nyhed.

Mine spørgsmål er:
Kan man lide af en alvorlig rygsygdom, som ikke kan ses på en MR scanning?
Er der nogen som har erfaringer med sådanne rygsmerter og har et forslag til, hvordan man kan komme videre?
Jeg har overvejet at opsøge et privathospital, men økonomien er naturligvis min udfordring, nogen som har erfaringer med rygbehandlinger på et privathospital?

Venligst,
Lasse.

Kommentarer

  • Hej Lasse

    Jeg kan godt forstå, at du er ved at være desperat over, at du ikke kan få virksom hjælp.

    Personligt har jeg ikke ret meget kendskab til, hvad årsagen til rygsmerter kan være. Men bare for en sikkerheds skyld: Er du blevet tjekket for D-vitaminmangel?

    Jeg har en bekendt, som i flere år døjede med smerter i lænden. Smerterne var meget problematiske – både i forhold til hans arbejde og hans store interesse for sport, men lægen var ikke til nogen hjælp. Min bekendt fik – ligesom du – at vide, at han måtte lære at leve med problemet.

    Omsider var der én, der kom i tanker om at undersøge ham for D-vitaminmangel. Og bingo! Her var forklaringen. Efter at han har kompenseret for den voldsomme mangel, har han ingen smerter mere.

    (Til dem, der måtte mene, at jeg har fået D-vitamin-mangel på hjernen, vil jeg lige skrive, at det da er bedre at spørge en gang for meget end en gang for lidt!)

    Det kan være, at du faktisk er blevet tjekket for D-vitaminmangel, og at alt var i skønneste orden. Men hvis du ikke er blevet tjekket, vil jeg råde dig til at få det gjort hurtigst muligt.

    Mange hilsner

    Kameliadamen
  • Hej.
    Mange tak for dit svar. Jeg er blevet undersøgt for b-vitamin, og det var "desværre" som det skulle være.

    Jeg er netop begyndt en behandling med akupunktur, og håber at det kan hjælpe, selvom jeg er meget skeptisk på baggrund af hvad jeg har læst.
  • Hej Lasse

    Selv om din B-vitaminstatus er som den skal være, kan du jo stadig have mangel på D-vitamin ;-)

    Det er især D-vitamin-mangel, der er kendt som årsag til rygsmerter. Mangel på B12 giver især problemer med fødderne, så vidt jeg ved.

    Mange hilsner

    Kameliadamen
  • Hej igen.

    Det var blot mig som skrev forkert. Der skulle selvfølgelig stå D-vitamin. Blev faktisk testet for dem alle og lidt til, og det hele var som det skulle være.

    Jeg har dog senere været til en behandler, som mente jeg manglede zink. Så det spiser jeg også nu. Spiser i øvrigt også D-vitamin. Bare for en sikkerheds skyld :)
  • Lasse, du skriver i dit første indlæg: "Jeg har fået foretaget en scanning som viste, at der var knapt 3 cm. længdeforskel på mine ben. Det er blevet udlignet med indlæg, men det har ikke ændret på mine smerter."

    "Derudover har jeg fået taget en MR scanning, som viste lidt slitage" , men "ikke noget alvorligt"

    "Kan man lide af en alvorlig rygsygdom, som ikke kan ses på en MR scanning?"
    MR-skanning er meget præcis og med den kan man se om rygmarven eller nerver bliver klemt i ryggen. Desuden kan man se om knoglerne og menisker har den rigtige facon. At din MR-skanning viste normale forhold fraset lidt slid er bare godt! Tro mig, du ønsker ikke at nogle skal stå med 10 tommelfingre inde i din ryg, medmindre der er en ualmindelig god grund til det.

    Du skriver også at du har 3 cm længdeforskel på dine ben som er blevet udlignet med indlæg.

    Jeg tror det er din længdeforskel der giver dig de mange smerter -på trods af indlæg. Du har jo i mange år gået rundt uden indlæg. I den periode har dine muskler i ryg, hofte og ben skulle kompensere, dvs. du har faktisk været tvunget til at bruge dine muskler forkert. For mange kan det give muskelsmerter fordi man nærmest får kroniske myoser. Ved friske myoser som ved hold i nakken, kan man mærke at musklen er spændt op som en klump, og den føles stiv og smerter når man strækker den ud. Ved kroniske myoser er der ikke denne hævelse og man kan sagtens slet mærke det mindste når man forsøger udstrækning. Musklen kan altså føles normal, lige indtil fysioterapeuten trykker til på tricker punktet.

    Muskelsmerter kan være afsindigt smertefuldt. Og give smerter der er svære at dulme, selv med morfin.

    Men der er heldigvis hjælp at hente. Uheldigvis koster det tid, penge -og flere smerter. Men heldigvis kun i en periode.

    Jeg har selv været turen igennem. For mit vekommende skyldtes det knæskalsproblemer, så mine problemer opstår i låret og hoften. Men det gælder det samme for ryggen. Og her er der altså ingen kære mor eller mirakler.

    Det jeg vil foreslå er at du går til en fysioterapeut der er vant til sportsfolk, allerhelst professionelle eller dedikerede amatører.

    Jeg overtalte min fysioterapeut til behandling med shokbølgeterapi. Normalt bruges det kun på små områder lige omkring leddene, men jeg fik han altså overtalt til at give mig det på hele lårets forside. Den forrreste lårmuskel var på det tidspunkt så hård at ikke engang en akupunkturnål kunne komme i. Men ved udstrækning var der intet at strække ud. Og træning kunne på dette tidspunkt heller ikke løsne det op. Altså en fuldstændig fastlåst situation.

    Shokbølgeterapien gjorde underværker. Efter 3 måneder begyndte mine muskler at virke normalt og kunne helbrede sig selv. Men selve behandlingen var noget af det mest smertefulde jeg har prøvet, ikke imens (hvor man også ligger med tårer i øjnene af smerte), men i dagene bagefter. Det føltes som om der var ild i benene. Og fordi der af uvisse årsager ikke er tilskud til behandlingen, på trods af bred evidens, så kostede hvert besøg 500 kr.

    Men på trods af ulidelige fysiske smerter og lommesmerter, ville jeg dog ikke tøve med at gøre det igen. Havde jeg ikke gennemført de 3 måneder i helvede, ville jeg stadig leve i et smertehelvede uden i stand til at arbejde.

    Nu er shokbølger på ryggen jo noget helt andet og næppe en god ide. Men snak med din fysioterapeut om mulighederne. Hvis dit problem kommer fra længdeforskel på benene, kan shokbølgeterapi i bækkenområdet være en mulighed der kan have stor effekt fordi det sandsynligvis er her kilden til dine rygsmerter er. Og her er shokbølgerne ufarlige.

    Det er også meget vigtigt at du får lagt et træningsprogram hos fysioterapeuten. Varmtvandsbassin kan også gøre underværker.

    Regn med at det i hvert fald vil tage et års tid før du er dig selv igen. Du vil sandsynligvis skulle træne din ryg og nok også have jævnlig massage resten af livet, men så vil du til gengæld nok også kunne leve et normalt liv, eller i hvert fald tæt på.

    De råd du har fået om vitaminer kan jeg kun tilslutte mig. D og B-vitaminer er meget vigtige, ligeså zink. Jeg tager også magnesiumcitrat, da det er med til at afslappe musklerne.
  • hej Lasse prøv ok kik på www.gratis-smertebehandling.dk det kunne måske være en mulighed.
  • Hej,
    Men det tror jeg så ikke der kan være tale om. For så vidt som jeg aldrig har været i nærheden af kilder, der kan give den slags forgiftningssymptomer. Men det kunne jo være....
    mvh
  • Mærkeligt jeg ikke har set det gamle indlæg før nu. Asklepios12 har fuldstændig ret. Mine ben er heller ikke lige lange, men der er kun 6 mm til forskel.
    Hvad har det ikke givet mig af smerter, som ingen læge kunne finde ud af. En fysioterapeut løste problemet. Det var hende, der målte mine ben. Jeg fik et indlæg lagt i den ene sko.
    Men jeg skulle sandelig også have behandling for mine smerter før de gik væk. Og det er ikke alle fysioterapeuter der er lige dygtige. Men hende, der hjalp mig var hamrende dygtig.

    Den længdeforskel er så afsindig vigtigt at få rettet i tide for det giver slid i lænden..

    Min ryg er det gået ud over med hensyn til slid. Det mærker jeg desværre nu.
    Jeg har haft mange år uden smerter efter jeg fik forhøjet den ene sko. Men nu begynder sliddet at kunne mærkes igen i lænden.

    Når 6 mm kan give så stærke smerter, hvad kan så 3 cm ikke give.

    Jeg ser mange mennesker med skævhed, nu lægger jeg mærke til det. Den ene hofte sidder en anelse højere oppe end den anden, det er nok til at give slid i lænden og stærke smerter.
    Jeg skriver dette, hvis andre skulle have samme problem. Det er noget læger burde være opmærksom på.
Log in eller Registrér for at kommentere.