Indstillinger
Skizoid Personlighedsstruktur
Jeg er en pige på 16 år og går til daglig på STX.
Der er nogle tendenser ved min personlighed, mine forældre og jeg har lagt mærke til. Jeg er utrolig asocial og distanceret fra andre og har været det siden 7. klasse, hvor størstedelen af tiden blev brugt på at læse bøger. Så kunne man selvfølgelig stille spørgsmålet, om jeg ikke bare er introvert, som jeg hidtil også selv har troet. Dog forekommer det mig, at jeg desværre også "opfylder" kravene for en skizoid personlighedsstruktur. (Fandt først ud af det i går, at denne personlighedsstruktur findes!)
Jeg får tit at vide, at jeg er arrogant, kold og endda ond, hvilket egentlig ikke sårer mig, da jeg intet imod har, at folk tror dette om mig. Har dog et andet billede af mig selv. Disse konstateringer kan kun være, fordi jeg ikke fordrager, når folk kommer for tæt på. Er så dårlig til at udtrykke følelser, men det er da slet ikke ensbetydende med, at jeg er sadistisk - For det er jeg ikke!
Har virkelig sjældent nogen af mine klassekammerater eller andre med hjem - det er utænkeligt. (Siden jeg var yngre.) Og hvis man ser på, hvem jeg sætter mig ved siden af i klassen, så er det typisk drenge, og der er en form for respekt af hinandens "safe zone". Jeg har lagt mærke til, at drenge generelt er mindre emotionelle i deres konversationer. Har dog aldrig haft en kæreste, da jeg simpelthen ikke kan tolerere, når drenge viser den form for interesse. Så gør jeg det tydeligt, at der ingenting er at hente. (Kan dog godt lide, når jeg ikke kan få, hvad jeg vil have.) Ergo, ingenting her.
Mit indre føles som mit utopia, hvor teposer ikke drypper, når man tager dem op fra teen, men hvor de letter deres melankolske sjæle med deres fine tårer.
Det har dog også sine konsekvenser. Føler mig tit alien-agtig, hvilket ofte fører til en pludselig eksistentiel bevidsthed. (Hvis det overhovedet giver mening?)
Jeg græder også tit, fordi jeg egentlig skammer mig over at være sådan her.
Så græder jeg over, at jeg er svag over, at jeg græder.
Hvilket kulminerer i, jeg føler mig klam, fordi jeg skrive dette.
Det er ikke, fordi jeg ikke fungerer socialt. Eller der gør jeg jo ikke. Jeg er måske en hemmelig skizoid.
Problemet er bare, at jeg fungerer slet ikke emotionelt. Jeg kan ikke bonde med nogen som helst, selv ikke engang min familie. Dette gør mig dybt ulykkelig, og jeg hader mig selv inderligt.
Der er nogle tendenser ved min personlighed, mine forældre og jeg har lagt mærke til. Jeg er utrolig asocial og distanceret fra andre og har været det siden 7. klasse, hvor størstedelen af tiden blev brugt på at læse bøger. Så kunne man selvfølgelig stille spørgsmålet, om jeg ikke bare er introvert, som jeg hidtil også selv har troet. Dog forekommer det mig, at jeg desværre også "opfylder" kravene for en skizoid personlighedsstruktur. (Fandt først ud af det i går, at denne personlighedsstruktur findes!)
Jeg får tit at vide, at jeg er arrogant, kold og endda ond, hvilket egentlig ikke sårer mig, da jeg intet imod har, at folk tror dette om mig. Har dog et andet billede af mig selv. Disse konstateringer kan kun være, fordi jeg ikke fordrager, når folk kommer for tæt på. Er så dårlig til at udtrykke følelser, men det er da slet ikke ensbetydende med, at jeg er sadistisk - For det er jeg ikke!
Har virkelig sjældent nogen af mine klassekammerater eller andre med hjem - det er utænkeligt. (Siden jeg var yngre.) Og hvis man ser på, hvem jeg sætter mig ved siden af i klassen, så er det typisk drenge, og der er en form for respekt af hinandens "safe zone". Jeg har lagt mærke til, at drenge generelt er mindre emotionelle i deres konversationer. Har dog aldrig haft en kæreste, da jeg simpelthen ikke kan tolerere, når drenge viser den form for interesse. Så gør jeg det tydeligt, at der ingenting er at hente. (Kan dog godt lide, når jeg ikke kan få, hvad jeg vil have.) Ergo, ingenting her.
Mit indre føles som mit utopia, hvor teposer ikke drypper, når man tager dem op fra teen, men hvor de letter deres melankolske sjæle med deres fine tårer.
Det har dog også sine konsekvenser. Føler mig tit alien-agtig, hvilket ofte fører til en pludselig eksistentiel bevidsthed. (Hvis det overhovedet giver mening?)
Jeg græder også tit, fordi jeg egentlig skammer mig over at være sådan her.
Så græder jeg over, at jeg er svag over, at jeg græder.
Hvilket kulminerer i, jeg føler mig klam, fordi jeg skrive dette.
Det er ikke, fordi jeg ikke fungerer socialt. Eller der gør jeg jo ikke. Jeg er måske en hemmelig skizoid.
Problemet er bare, at jeg fungerer slet ikke emotionelt. Jeg kan ikke bonde med nogen som helst, selv ikke engang min familie. Dette gør mig dybt ulykkelig, og jeg hader mig selv inderligt.
Kommentarer
Du giver en fin beskrivelse af, hvordan det kan føles at værre teenager. Hvis jeg var dig, ville jeg holde op med at finde diagnoser og i stedet for gøre de ting, du kan lide, og som gør dig godt tilpas. Prøv i stedet for at være til stede i nuet. Det er det, der giver livsglæde.
Jeg siger ikke, at du skal holde op med at filosofere og læse. Men problemet er, at dit intellekt kommer til at styre for meget på bekostning af din krop, dine følelser og det sociale. Jeg vil tro, at det er denne manglende balance, der er årsag til fremmedgørelsen og distancen. Du kan modvirke den uheldige tendens ved at lave såkaldte ”grounding-øvelser” eller ved at løbe, gå ture eller andre former for motion.
Et eksempel på en grounding-øvelse kan være ”egetræet” i denne henvisning:
http://www.selvfacilitering.dk/printven ... unding.htm
Det handler om at bringe ”tyngdepunktet” i din krop længere nedad og om at få en balance i tingene, så intellektet ikke dominerer for meget. En god måde at kombinere intellekt med krop er at sætte ord på dine følelser. Det ser jo ud til, at der bor en digter i dig ;o)
Alt for mange unge piger lider under utilstrækkelighedsfølelse, fordi der stilles så mange krav om, at de skal være perfekte, ambitiøse, populære, tynde, modebevidste og dygtige i skolen. Det er da klart, at man kan blive helt distanceret fra selve livet af alle de uudtalte krav.
Der er kun én ting i dit indlæg, der gør mig bekymret på dine vegne, og det er den allersidste sætning: ”og jeg hader mig selv inderligt.”
Selvhad er farligt for helbredet. Du må simpelthen prøve at være god ved dig selv og rose dig selv. Løb en lang tur og ros dig selv bagefter. Skriv et godt digt og ros dig selv bagefter. Hvis der kommer en negativ tanke om dig selv, kan du jo ikke gøre for det, men prøv at lade være med at give den opmærksomhed, sådan at den ikke kommer til at dominere.
Mange hilsner
kameliadamen