Indstillinger
Pårørende til cutting og selvmordstanker
Hej
Min lillesøster (17 år) har det rigtig svært for tiden. Jeg tror egentlig at hun har haft det sådan, igennem en længere periode. I folkeskolen blev hun mobbet og holdt uden for, hvilket har sat store spor hos hende. Hun har altid haft svært ved at få venner, og det ved jeg at hun har været ked af, fordi at jeg netop har det lige modsat. Hun er utrolig indelukket og har ikke lyst til at snakke med hverken mig, vores mor eller far. Jeg har vidst i lang tid, at hun har haft det rigtig svært. Men jeg troede faktisk at det havde hjulpet en smule, efter hun var startet i gymnasiet. Hun har fået nogle rigtig søde og gode venner og veninder, og det virker som om at hun er glad. Men det hele er bare en facade hun sætter op. Hun er rigtig skrøbelig, og det gør utrolig ondt på mig, fordi at jeg ved, at hun har det rigtig dårligt.. Jeg har før snakket med hende om hvordan hun har det, og lige så snart jeg kommer lidt for tæt på, lukker hun fuldstændigt af. Hun er begyndt at skøre i sig selv, og tror egentlig at hun har gjort det længe. Det er blevet meget slemt.. I dag gik det hele over gevind. Vi blev uvenner i går aftes, og hun skrev så til mig i dag, at hun havde skåret i sig selv - og hun fik det til at lyde som om, at det var min skyld, efter vores skænderi i går aftes. Det gør utrolig ondt på mig, fordi jeg kun ønsker hende det bedste. Hun sagde til mig at hun aldrig havde skåret så meget i sig selv før, og at næste gang ville det blive dybere(hvilket jeg forstår som om hun måske vil tage hendes eget liv). Jeg spurgte ind til og hun sad og sagde at hun ville begå selvmord, og hun undgik spørgsmålet hver gang. Hun benægtede det ikke. Hun føler at hun er familiens sorte får, og at hun altid laver nogle bommerter. Hun føler ikke at hun er god nok, eller at hun fortjener noget godt i hendes liv. Jeg blev ved med at fortælle hende at jeg elsker hende, og at vi aldrig nogensinde ville kunne leve uden hende herhjemme. Hun skrev blot at det vidste hun godt var en stor løgn, og det skulle jeg ikke benægte. Hun er ked af at vi herhjemme, ikke interesserer os for hende - men det gør vi virkelig. Jeg spørg ind til hende næsten hver dag, men hun afviser bare eller siger at der ikke er noget galt. Jeg ved hun lyver. Jeg følte ikke at jeg kunne gøre andet end at fortælle vores forældre, hvor slemt det står til. For det er vel slemt, når hun har sagt de ting til mig, som hun har i dag?? Jeg ved vitterligt ikke hvad vi skal stille op.. Jeg føler lidt at den eneste og sidste løsning der er, er hvis hun kommer et sted hen, hvor folk kan holde øje med hende. Jeg er bange hver gang hun er på sit værelse i lang tid. Jeg er bange for at jeg skal komme op på hendes værelse, og se at hun har gjort noget ved sig selv.. Det går mig virkelig meget på, og jeg er utroligt ked af det for tiden.. Undskyld at jeg lige smider bomben her, men jeg følte bare at jeg måtte skrive det ned og få ord på, hvordan jeg har det men også hvordan det er hun har det..
Min lillesøster (17 år) har det rigtig svært for tiden. Jeg tror egentlig at hun har haft det sådan, igennem en længere periode. I folkeskolen blev hun mobbet og holdt uden for, hvilket har sat store spor hos hende. Hun har altid haft svært ved at få venner, og det ved jeg at hun har været ked af, fordi at jeg netop har det lige modsat. Hun er utrolig indelukket og har ikke lyst til at snakke med hverken mig, vores mor eller far. Jeg har vidst i lang tid, at hun har haft det rigtig svært. Men jeg troede faktisk at det havde hjulpet en smule, efter hun var startet i gymnasiet. Hun har fået nogle rigtig søde og gode venner og veninder, og det virker som om at hun er glad. Men det hele er bare en facade hun sætter op. Hun er rigtig skrøbelig, og det gør utrolig ondt på mig, fordi at jeg ved, at hun har det rigtig dårligt.. Jeg har før snakket med hende om hvordan hun har det, og lige så snart jeg kommer lidt for tæt på, lukker hun fuldstændigt af. Hun er begyndt at skøre i sig selv, og tror egentlig at hun har gjort det længe. Det er blevet meget slemt.. I dag gik det hele over gevind. Vi blev uvenner i går aftes, og hun skrev så til mig i dag, at hun havde skåret i sig selv - og hun fik det til at lyde som om, at det var min skyld, efter vores skænderi i går aftes. Det gør utrolig ondt på mig, fordi jeg kun ønsker hende det bedste. Hun sagde til mig at hun aldrig havde skåret så meget i sig selv før, og at næste gang ville det blive dybere(hvilket jeg forstår som om hun måske vil tage hendes eget liv). Jeg spurgte ind til og hun sad og sagde at hun ville begå selvmord, og hun undgik spørgsmålet hver gang. Hun benægtede det ikke. Hun føler at hun er familiens sorte får, og at hun altid laver nogle bommerter. Hun føler ikke at hun er god nok, eller at hun fortjener noget godt i hendes liv. Jeg blev ved med at fortælle hende at jeg elsker hende, og at vi aldrig nogensinde ville kunne leve uden hende herhjemme. Hun skrev blot at det vidste hun godt var en stor løgn, og det skulle jeg ikke benægte. Hun er ked af at vi herhjemme, ikke interesserer os for hende - men det gør vi virkelig. Jeg spørg ind til hende næsten hver dag, men hun afviser bare eller siger at der ikke er noget galt. Jeg ved hun lyver. Jeg følte ikke at jeg kunne gøre andet end at fortælle vores forældre, hvor slemt det står til. For det er vel slemt, når hun har sagt de ting til mig, som hun har i dag?? Jeg ved vitterligt ikke hvad vi skal stille op.. Jeg føler lidt at den eneste og sidste løsning der er, er hvis hun kommer et sted hen, hvor folk kan holde øje med hende. Jeg er bange hver gang hun er på sit værelse i lang tid. Jeg er bange for at jeg skal komme op på hendes værelse, og se at hun har gjort noget ved sig selv.. Det går mig virkelig meget på, og jeg er utroligt ked af det for tiden.. Undskyld at jeg lige smider bomben her, men jeg følte bare at jeg måtte skrive det ned og få ord på, hvordan jeg har det men også hvordan det er hun har det..
