Indstillinger
Jeg har haft en hård barndom
Jeg er en ung kvinde på 18 år, som bl.a. læser psykologi. Denne undervisning har fået mig til at tænke over nogle ting:
Min far har været alkoholafhængig stort set hele min barndom. Der var også på et tidspunkt, hvor han røg hash. Min halvstorebror og jeg besøgte ham hver 2. weekend, og mange af de negative oplevelser holdt jeg hemmelig for min mor, for jeg vidste, at så måtte jeg ikke se min far mere. Dette stod på fra jeg var ca. 5-9 år eller sådan noget.
Han boede i en lille 2-værelses lejlighed, og han havde ofte alkoholiske venner boende. De boede i værelset, og vi sov i stuen. Min far fik besøg af en pige på ca. min alder, som han kendte fra et tidligere forhold, men som ikke var hans barn. Så vi sov enten 4 mennesker i en lille sovesofa til 2 personer eller også sov en af os på 2 sammensatte stole.
Ofte havde han heller ikke mad i huset. Jeg husker, at han ofte havde en lille pakke rugbrød og en for gammel salami spegepølse.
En sommer havde han ikke noget sted at bo. Så han havde lånt en campingvogn og boede ved en sø i en skov. Min mor læssede mig så af ved det hun troede var hans lejlighed, så kørte min far, jeg og min bror ud i skoven, og om søndagen blev jeg igen hentet ved lejligheden.
Min bror og jeg var ofte udenfor til en 12-1 tide, da vi var henholdsvis 10 og 8 år.
Min far har også tit kørt galt med os, fordi han har kørt spritkørsel.
Da jeg var 8 år gammel, fik min mor så stress, depression og angst. Fra jeg startede i skole i børnehaveklassen (7 år) til hun mistede jobbet pga. sygdom (8 år) stod jeg ofte selv op om morgen, spiste morgenmad og tog tøj på og tog i skole, fordi hun var på arbejde. Og stort set altid var jeg det sidste barn, som blev hentet i SFO'en efter skole. SFO'en lukkede kl. 17, og min mor havde en speciel aftale med en af pædagogerne om, at hun blev efter lukketid, hvis jeg ikke var blevet hentet. Og kl. blev ofte 18.30. Jeg kan huske, at jeg kedede mig sådan!
Nogle gange når min mor skulle aflevere mig hos min far, og han var fuld, tog hun mig med hjem igen, og andre gange afleverede hun mig alligevel. For det var jo også aflastning for hende.
Da jeg var 10 år, flyttede min far til Nordjylland, fordi han fandt en dame deroppe. Væk fra både mig og min bror. Og det tror jeg aldrig rigtig, jeg har tilgivet ham for... Han skred bare til fordel for hende?!
Men nu er jeg kommet dertil, hvor jeg føler, at jeg har brug for at bearbejde alle disse følelser fra en lidt rodet barndom.
Jeg tror, at min barndom påvirker mig negativt, til den jeg er i dag.
Jeg har lavt selvværd.
Jeg har ingen selvtillid.
Jeg er bange for at kvaje mig og snakker ikke ret meget. Er helt stille i større mængder.
Jeg er helt vildt genert og tør ikke snakke til fremmede.
Jeg tror ikke på mig selv.
Jeg stoler ikke på nogen. Ikke engang min kæreste igennem 3,5 år eller min egen mor.
Alt hvad folk siger til mig, tager jeg med et gran salt, for så bliver jeg ikke skuffet.
Jeg forventer intet af folk, for så bliver jeg ikke skuffet, hvis de ikke lever op til forventningerne.
Jeg mister hurtigt fokus.
Jeg mister hurtigt interessen for nye ting.
Jeg fuldfører sjældent hvad jeg har sat mig for.
Jeg er i det hele taget lidt i et konstant sort hul. Jeg kan godt være glad, men jeg føler det aldrig rigtig helt ind i sjælen.
Jeg frygter mange ting.
Jeg har ofte mareridt, men sover generelt rigtig meget.
Men jeg er ellers en rigtig sød pige, som simpelthen så gerne vil behage andre.
Men hvem kan jeg snakke med? Min kæreste skal ikke plages. Heller ikke mine forældre, da det jo handler om dem.
Jeg har ikke råd til selv at betale psykolog, men tvivler på, at min læge vil henvise mig.
Jeg er ikke interesseret i at fortælle min lange, triste, dunkle, brokke, "det er synd for mig"-historie til flere end højst nødvendigt.
Min far har været alkoholafhængig stort set hele min barndom. Der var også på et tidspunkt, hvor han røg hash. Min halvstorebror og jeg besøgte ham hver 2. weekend, og mange af de negative oplevelser holdt jeg hemmelig for min mor, for jeg vidste, at så måtte jeg ikke se min far mere. Dette stod på fra jeg var ca. 5-9 år eller sådan noget.
Han boede i en lille 2-værelses lejlighed, og han havde ofte alkoholiske venner boende. De boede i værelset, og vi sov i stuen. Min far fik besøg af en pige på ca. min alder, som han kendte fra et tidligere forhold, men som ikke var hans barn. Så vi sov enten 4 mennesker i en lille sovesofa til 2 personer eller også sov en af os på 2 sammensatte stole.
Ofte havde han heller ikke mad i huset. Jeg husker, at han ofte havde en lille pakke rugbrød og en for gammel salami spegepølse.
En sommer havde han ikke noget sted at bo. Så han havde lånt en campingvogn og boede ved en sø i en skov. Min mor læssede mig så af ved det hun troede var hans lejlighed, så kørte min far, jeg og min bror ud i skoven, og om søndagen blev jeg igen hentet ved lejligheden.
Min bror og jeg var ofte udenfor til en 12-1 tide, da vi var henholdsvis 10 og 8 år.
Min far har også tit kørt galt med os, fordi han har kørt spritkørsel.
Da jeg var 8 år gammel, fik min mor så stress, depression og angst. Fra jeg startede i skole i børnehaveklassen (7 år) til hun mistede jobbet pga. sygdom (8 år) stod jeg ofte selv op om morgen, spiste morgenmad og tog tøj på og tog i skole, fordi hun var på arbejde. Og stort set altid var jeg det sidste barn, som blev hentet i SFO'en efter skole. SFO'en lukkede kl. 17, og min mor havde en speciel aftale med en af pædagogerne om, at hun blev efter lukketid, hvis jeg ikke var blevet hentet. Og kl. blev ofte 18.30. Jeg kan huske, at jeg kedede mig sådan!
Nogle gange når min mor skulle aflevere mig hos min far, og han var fuld, tog hun mig med hjem igen, og andre gange afleverede hun mig alligevel. For det var jo også aflastning for hende.
Da jeg var 10 år, flyttede min far til Nordjylland, fordi han fandt en dame deroppe. Væk fra både mig og min bror. Og det tror jeg aldrig rigtig, jeg har tilgivet ham for... Han skred bare til fordel for hende?!
Men nu er jeg kommet dertil, hvor jeg føler, at jeg har brug for at bearbejde alle disse følelser fra en lidt rodet barndom.
Jeg tror, at min barndom påvirker mig negativt, til den jeg er i dag.
Jeg har lavt selvværd.
Jeg har ingen selvtillid.
Jeg er bange for at kvaje mig og snakker ikke ret meget. Er helt stille i større mængder.
Jeg er helt vildt genert og tør ikke snakke til fremmede.
Jeg tror ikke på mig selv.
Jeg stoler ikke på nogen. Ikke engang min kæreste igennem 3,5 år eller min egen mor.
Alt hvad folk siger til mig, tager jeg med et gran salt, for så bliver jeg ikke skuffet.
Jeg forventer intet af folk, for så bliver jeg ikke skuffet, hvis de ikke lever op til forventningerne.
Jeg mister hurtigt fokus.
Jeg mister hurtigt interessen for nye ting.
Jeg fuldfører sjældent hvad jeg har sat mig for.
Jeg er i det hele taget lidt i et konstant sort hul. Jeg kan godt være glad, men jeg føler det aldrig rigtig helt ind i sjælen.
Jeg frygter mange ting.
Jeg har ofte mareridt, men sover generelt rigtig meget.
Men jeg er ellers en rigtig sød pige, som simpelthen så gerne vil behage andre.
Men hvem kan jeg snakke med? Min kæreste skal ikke plages. Heller ikke mine forældre, da det jo handler om dem.
Jeg har ikke råd til selv at betale psykolog, men tvivler på, at min læge vil henvise mig.
Jeg er ikke interesseret i at fortælle min lange, triste, dunkle, brokke, "det er synd for mig"-historie til flere end højst nødvendigt.
Kommentarer
Ja, du har bestemt haft en hård barndom, og det kan du ikke ændre på, men - du kan rent faktisk godt få nogle gode værktøjer til at lære at leve med det, og på en god måde.
Jeg foreslår, at du alligevel går til din læge og fortæller, hvordan du har det og hvad du selv mener, der ligger til grund for det, og hvis du ellers har en fornuftig læge, så vil du også kunne få en henvisning til noget samtaleterapi - dog skal du givet væbne dig med tålmodighed, for der er lang - lang - ventetid.
Der findes også en række gode bøger, der måske kan hjælpe dig på vej. Jeg har set her på siderne, at der anbefales flere, men jeg foreslår, at du går på biblioteket og taler med bibliotekaren .- og jo mere åben, du er omkring dit problem, jo bedre vil denne bibliotekar kunne hjælpe dig med at finde gode bøger til dig.
Vh. Janne.
Jeg genkender alt de nævnte, og min erfaring siger mig, at det er normale reaktionsmønstre.
Min barndom var præget af omsorgssvigt af fysisk (seksuelle misbrug og vold) og psykisk karakter (følelsesmæssigt vold) misbrug, sygdom (jeg havde kræft) og dødsfald (min far) og jeg følte mig altid ensom.
Jeg har brugt psykologer og gruppeterapi samt ACA (anonyme voksne børn af alkololikere eller andre dysfunktionelle familier). Sidstnævnte går jeg i stadig efter flere år. For mig tager det tid at skrælle benægtigelsen af og finde ud af hvem jeg i virkeligheden er.
Min fortid følger mig, og jeg har stadig ting som jeg bearbejder og det bliver nok ved - men det nye er at jeg har et fællesskab - ACA, hvor jeg kan dele i trygge omgivelser til mennesker der kender til mine problematikker.
Jeg har sluppet mine afhængigheder (hash, druk, mænd) fået en uddannelse og et ligeværdigt parforhold og jeg er begyndt at tro på min egen Højere Magt.
Det er muligt at få et godt liv - en dag ad gangen.
Jeg genkender alt de nævnte, og min erfaring siger mig, at det er normale reaktionsmønstre.
Min barndom var præget af omsorgssvigt af fysisk (seksuelle misbrug og vold) og psykisk karakter (følelsesmæssigt vold) misbrug, sygdom (jeg havde kræft) og dødsfald (min far) og jeg følte mig altid ensom.
Jeg har brugt psykologer og gruppeterapi samt ACA (anonyme voksne børn af alkololikere eller andre dysfunktionelle familier). Sidstnævnte går jeg i stadig efter flere år. For mig tager det tid at skrælle benægtigelsen af og finde ud af hvem jeg i virkeligheden er.
Min fortid følger mig, og jeg har stadig ting som jeg bearbejder og det bliver nok ved - men det nye er at jeg har et fællesskab - ACA, hvor jeg kan dele i trygge omgivelser til mennesker der kender til mine problematikker.
Jeg har sluppet mine afhængigheder (hash, druk, mænd) fået en uddannelse og et ligeværdigt parforhold og jeg er begyndt at tro på min egen Højere Magt.
Det er muligt at få et godt liv - en dag ad gangen.