Hvad gør man....

Papili0

Hvad gør man når man har så stort et selvhad, at man ikke kan/vil modtage hjælp?

solo313

så tager man sig sammen --og siger til sig selv ---nej det her liv gider jeg ikke at leve ---og så går man til sin læge og taler med ham ---om at få en henvisning til en psykolog ---og der får talt tingene igennem ---og hjælp til at komme videre ----ja bare af sted med dig ---

Papili0

Tak for svar

Jeg har forsøgt I snart 9år.... jeg er 19 nu
Så sent som i dag aflyste jeg et møde, som jeg selv bedte om i sidste uge. Jeg kan ikke komme afsted. Nogle gange hvor det rent faktisk er lykkeds mig at komme ud af døren, går der ikke længe før, at jeg er tilbage i hullet. Det føles umuligt at kravle op og jeg kan ikke ”tillade” mig at modtage de hænder som bliver rækket ud. Forsøger at møde op, men jeg vil allerhelst bare dø.

I alt tror jeg, at det er lykkeds mig at møde op til 8 forskellige professionelle – både akut-psykiatrisk afdeling, nlp-folk, psykoterapeuter, psykologer, psykiatere. Jeg kan bare ikke holde fast

Christina12

Du er ikke alene!
Jeg har samme problem. Får tilbudt massere af hjælp, men den velkendte følelse af tristhed, er svært at give slip i, når det er den man kender så godt. Jeg søger også en eller andet mirakelkur, der kan give en følelse af motivation - Indtil videre forsøger jeg bare at overleve.

Papili0

Ked af at høre at du også har det skidt - men glad for at høre at jeg ikke er helt alene.

Det som de har kunne sige uden at have snakket med mig mange gange er;
Svær angst - social, generaliseret, panik
Stress, en anelse OCD, Depression
og så spiseforstyrelse - som en lille ekstra bonus
Har du fået noget lignende af vide?

(så programmet med BS.. og føler at de starter på en helt anden level. Lige som psykologer osv. spørg BS om de vil det 100%.. om de vil kæmpe med alt de har, får at få det bedre.. Når folk har spurgt mig om det, kan jeg jo ikke svare andet end nej? Jeg ønsker ikke det bedste for mig. Det har jeg slet ikke fortjent. Fuck, øv, nedern og lorte røv) Men hvordan kommer man så nogen sinde videre? Noget siger mig, at det ender i tvangsindlæggelse, for jeg ved, at det er slemt nok til det. - Har du lignende tanker?

Christina12

Det er da også en del at gå rundt med!

Jeg får hele tiden det modsatte af vide. "Du har ikke depression, du er måske bare lidt stresset. Du er ikke spiseforstyrret"osv. Altså indirekte "Tag dig nu sammen"
Inderst inde ved jeg måske også godt, at jeg ikke er på samme niveau som mange andre der har fået diagnosen, men det er da også belastende når mine (overspisnings)vaner og mit meget skiftene humør påvirker mit liv som det gør.

Jeg kan ikke forstå at jeg kan blive ved at leve på den måde. Har adskillelige selvmordstanker, men tør ikke gøre noget ved det. Føler mig uduelig til alt.

Kan godt se at du kæmper en del mere end mig, og inderst inde håber jeg virkelig der sker et eller andet, der åbner dine øjne. En tvangsindlæggelse (såvel som frivillig indlæggelse) lyder voldsom, men hvis det hjælper dig på en eller anden måde, er det så ikke værd at prøve?

Papili0

Det lyder voldsomt med indlæggelse, ja... det ville i virkeligheden være en god idé og jeg har haft overvejet det i nogle år...
Men jeg sidder jo helt fast - jeg må hverken spørge eller modtage hjælp.
Jeg aner ikke hvordan jeg nogensinde skal komme ud af det her. Da jeg var på akut psykiatrisk lod de mig overnatte og der lovede jeg dem, at jeg aldrig kunne finde på at slå mig selv ihjel. Hvis jeg havde sagt at jeg tænker på det hver dag; planlægger og skriver afskedsbreve, så havde de nok ikke ladet mig gå.

Jeg har haft maaaaange tanker om selvmord - faktisk også inden jeg blev teenager.. Men jeg kan simpelthen ikke gøre det imod min familie (alligevel tænker jeg, at det kunne lette dem - selvfølgelig ville de være kede af det i starten, men deres liv ville jo også gå videre på et tidspunkt...senere hen ville det nok være en befrielse) Der er tusindvis af aspekter, som taler både for og imod. - jeg holder ud... prøver bare at overleve lige nu. Jeg håber du gør det samme!

(Lidt dum tanke, men nu kommer den alligevel; Nogen gange tænker jeg, at hvis jeg mødte en fyr, så ville der ske en helt masse. Jeg ville blive reddet og han ville tage hånd om mig. Bekræfte mig på en anden måde end de liderlige drenge i byen. For ham, ville jeg sikkert gøre alt i verden - bla modtage hjælp ---- men det kommer ikke til at ske. Jeg væmmes så meget ved min krop, at det halve kan være nok. Jeg bliver hjemme flere uger i træk, fordi jeg føler mig for fed til verden..... med bmi på 22... Jeg havde en kæreste i 2år - han pressede mig til at have sex - med et lidt grimt ord; "voldtægt(er)".. Jeg vil aldrig have sex igen. Jeg kan ALDRIG få et forhold til en fyr.

Herhjemme kan jeg tydeligvis godt sidde og ynke ^
Men når det handler om at gøre noget ved det for alvor, går jeg helt i sort og kryber tilbage i hullet.
Fucklort

Christina12

Må jeg spørge hvor gammel du er, og hvad du ellers "bruger dit liv på"? Jeg går selv i gymnasiet (2.g) og det er bl.a. en af grundende til mit selvhad og mine selvmordstanker.

Jeg kan ikke sige at det er forkert at ynke, for jeg gør det selv. Og den tanke om at en sød fyr ville kunne redde mig, har også strejfet mig. Mange gange! Men når alt kommer til alt, stoler jeg alligevel ikke på dem.
Selvom du har oplevet noget så grusomt som en dum kæreste, der har presset dig til sex, så lyder det til at håbet om en fyr der redder dig en dag, lever i dig. Det er godt!

Papili0

Jeg er 19

Er ret sikker på, at jeg ikke kan få et forhold med nogen fyr. Tanken er rar..
Ligesom tanken om, at en gud eksistere eller at kærlighed findes, istedet for, at det bare er noget overdramatiseret pis.... Det findes ikke. Og chancen for, at jeg finder sammen med nogen findes heller ikke. Det er fuldstændig udelukket. Desværre

HF knækkede også mig