Frustreret!
Hej
Jeg har krise! Kort sagt.. Jeg kan ikke finde ud af at strukturere mit liv, og jeg har konstant dårlig samvittighed overfor mig selv. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med det hele og føler jeg har ramt en mur nu.
Jeg er en 'mand' på 22, som for første gang i et ellers dejligt liv møder modstand! Er for nyligt flyttet for mig selv i en ny by, og læser på universitetet. Jeg er indtil nu skøjtet igennem livet med gode karakterer, kærester, dejlig familie, fritids job, gode venner og et (i alt beskedenhed) multi semi-talent inden for alle interesser jeg kaster mig ud i.. Men nu har jeg gennem dette semester (siden i sommers) ikke rigtig kunne tage mig sammen til at gøre noget ud af det hele, og min hverdag har skulle overstås, hvorefter jeg har lavet overspringshandlinger som jeg egentlig ikke gider, så som at spille en masse computer og se tv, i stedet for at læse. Det er ikke studiet den er gal med, for når jeg endelig laver noget finder jeg det enormt interessant. Jeg kan bare ikke.
Nu hober det sig op, og har resulteret i en dumpet eksamen (venter på svar fra flere). Jeg ved at det er min egen skyld fordi jeg ikke tager mig sammen, og selvom jeg forsøger nu virker det hele uoverskueligt med det kæmpe pensum jeg skal indhente.
Min ekskæreste og jeg gik fra hinanden inden jeg flyttede, og mine venner og familie er 'langt væk'. Selvf. har jeg fået nye venner, og når jeg ser dem eller tager i byen lætter det da også det hele men når jeg så kommer hjem og sidder for mig selv spilder jeg tiden og er træt af det hele. Har også set noget til nogle nye piger men jeg gider ikke gøre mere ved det. Jeg sidder, ligesom med studiet, for mig selv og smider dagene væk. Mit budget er også noget pis. Jeg får SU, hvilket er fint! Men for mit eget luksusdyr går det galt, og alligevel ryger jeg, køber jævnligt chips og søde sager som jeg ikke har brug for, og bruger desuden for mange penge i byen. Ligeledes hober opvasken sig op og jeg gider ikke tage den. Står op spiller computer spiser mad ser tv og går i seng.
JEG KAN IKKE TAGE MIG SAMMEN. føler det hele lander på gulvet nu og jeg er frustreret ud over alle grænser. Jeg er temmelig sikker på at jeg ikke har en depression, men for første gang synes jeg bare det hele ramler sammen og jeg kan ikke kontrollere det. Det er som om jeg ikke kan styre mig selv. Jeg ved at de fleste tænker at jeg bare skal tage mig sammen og komme igang, for jeg har det ikke hårdt. Og nej jeg synes heller ikke jeg har det hårdt. Men hvorfor fanden er det så jeg ikke gør noget ved det? jeg er jo klar over det?! Jeg tror ikke jeg ved hvad jeg vil med noget som helst, jeg mangler min kæreste og mine venner, tilmed min familie. Mit studie går i vasken og jeg sidder i en lejlighed for mig selv. Fandens.
Jeg har krise! Kort sagt.. Jeg kan ikke finde ud af at strukturere mit liv, og jeg har konstant dårlig samvittighed overfor mig selv. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med det hele og føler jeg har ramt en mur nu.
Jeg er en 'mand' på 22, som for første gang i et ellers dejligt liv møder modstand! Er for nyligt flyttet for mig selv i en ny by, og læser på universitetet. Jeg er indtil nu skøjtet igennem livet med gode karakterer, kærester, dejlig familie, fritids job, gode venner og et (i alt beskedenhed) multi semi-talent inden for alle interesser jeg kaster mig ud i.. Men nu har jeg gennem dette semester (siden i sommers) ikke rigtig kunne tage mig sammen til at gøre noget ud af det hele, og min hverdag har skulle overstås, hvorefter jeg har lavet overspringshandlinger som jeg egentlig ikke gider, så som at spille en masse computer og se tv, i stedet for at læse. Det er ikke studiet den er gal med, for når jeg endelig laver noget finder jeg det enormt interessant. Jeg kan bare ikke.
Nu hober det sig op, og har resulteret i en dumpet eksamen (venter på svar fra flere). Jeg ved at det er min egen skyld fordi jeg ikke tager mig sammen, og selvom jeg forsøger nu virker det hele uoverskueligt med det kæmpe pensum jeg skal indhente.
Min ekskæreste og jeg gik fra hinanden inden jeg flyttede, og mine venner og familie er 'langt væk'. Selvf. har jeg fået nye venner, og når jeg ser dem eller tager i byen lætter det da også det hele men når jeg så kommer hjem og sidder for mig selv spilder jeg tiden og er træt af det hele. Har også set noget til nogle nye piger men jeg gider ikke gøre mere ved det. Jeg sidder, ligesom med studiet, for mig selv og smider dagene væk. Mit budget er også noget pis. Jeg får SU, hvilket er fint! Men for mit eget luksusdyr går det galt, og alligevel ryger jeg, køber jævnligt chips og søde sager som jeg ikke har brug for, og bruger desuden for mange penge i byen. Ligeledes hober opvasken sig op og jeg gider ikke tage den. Står op spiller computer spiser mad ser tv og går i seng.
JEG KAN IKKE TAGE MIG SAMMEN. føler det hele lander på gulvet nu og jeg er frustreret ud over alle grænser. Jeg er temmelig sikker på at jeg ikke har en depression, men for første gang synes jeg bare det hele ramler sammen og jeg kan ikke kontrollere det. Det er som om jeg ikke kan styre mig selv. Jeg ved at de fleste tænker at jeg bare skal tage mig sammen og komme igang, for jeg har det ikke hårdt. Og nej jeg synes heller ikke jeg har det hårdt. Men hvorfor fanden er det så jeg ikke gør noget ved det? jeg er jo klar over det?! Jeg tror ikke jeg ved hvad jeg vil med noget som helst, jeg mangler min kæreste og mine venner, tilmed min familie. Mit studie går i vasken og jeg sidder i en lejlighed for mig selv. Fandens.
Kommentarer
Jeg ved godt, dette virker som et "mindre seriøst svar" at tilhænge et videolink som svar.
(Dette kunne være en mulig motivationsfaktor til at blive en stærkere version af dig selv.)
Jeg håber, du ser dette.