Hvad skal jeg tro på? kan det reddes og kan jeg få hjælp?
Hej på debatten.
Jeg er netop rundet de 50 og er gift med min store kærlighed på 24. år. Vores forhold har aldrig haft verbale slåskampe, vi har levet i fred og harmoni i 27 år. og har aldrig været uvenner, utro og sjældent uenige om noget.
Måske det netop har givet problemer at vi ikke har haft nogle kampe før.
Min kone har altid taget sig af det huslige og altid båret læsset ingen tvivl om det. Hun tog sig også mest af børnene da de var i ble størrelsen, ikke at jeg ikke var der eller ikke deltog, men det var bare mest hende.
Da de blev større var det mig der brugte tiden på at tage dem til sport og dyrke sport sammen med dem, og gør det stadig selv om den største nu er flyttet hjemmefra.
Vi havde fra starten en aftale om at kun en af os tog ud og handlede, den anden blev hjemme med børnene da ingen af os syntes om skrigende utilfredse børn i butikker. og det har faktisk altid været konen der handlede, og stadig gør det.
Vores samliv har været fantastisk, jeg elsker hende overalt på jorden selv om hun har svinget i lysten til sex, men det har jeg følt var normalt da man jo ikke kan være lige 100% fikseret på det hele tiden, sålænge der er ømhed og nærvær og man stadig kysser hinanden intens.
Vi har haft en fantastisk sommer ferie med børn og svigerdatter i syden og det hele kørte bare 100%, samtidigt har min elskede viv tabt sig betydeligt og jeg følte mig som verdens lykkeligste mand.
Men i efteråret kom nedturen, der blev længere imellem vores elskov, uden jeg kan finde årsagen, og siden jul har der været kold luft, tantekys er det det som det kunne blive til.
I sidste week-end stod hun op søndag morgen og tog tøj på, jeg spurgte om ikke hun havde lidt tid til lidt hygge, det skader jo ikke at kramme lidt nu man ikke skal nå noget, og så kom der en spand koldt vand, og totalt overraskende, lige i hovedet på mig. Nej jeg har ikke lysten til dig..............
Den havde jeg ikke set komme, vi har jo tidligere haft op og ned ture uden det har været i nærheden af at udvikle sig til noget som helst.
Det skal lige indskydes at vi i vennekredsen har haft et par der netop har forladt hinanden. Så jeg blev noget rystet og var slet ikke forberedt på noget og total mundlam, hvad så fik jeg fremstammet.
Ja det kunne hun ikke svare på. andet end at hun ikke rigtigt følte hun elskede mig i øjeblikket. og jeg nok skulle lave om på mig selv.
Jeg sagde at hun havde valgt mig sådan for 27 år siden og jeg ikke havde ændret mig.
Senere har hun fortalt at jeg deltager for lidt i hjemmet, hjælper for lidt, taler mindre pænt, kritiserer hendes madlavning og roser hende for lidt.
Jeg må jo blankt erkende at jeg altid siden jeg blev født har haft en meget direkte måde at sige tingene på, det har og gør stadig irriteret mig at jeg ikke kunne tænke før jeg sagde noget. og det bliver meget ofte taget for at være negativt selv om jeg slet ikke mener det negativt. Hvis bare jeg for fanden kunne ændre dette. og lære at gebærde mig bedre.
Jeg har heller aldrig nogen sinde kunnet rose folk for noget, det er dybt beklageligt, men jeg har altid været ved at brække mig over at nogle kunne finde på at sige hvor ser du godt ud til mig, specielt når det bare er ment venligt.
Og gud hvor jeg ærgrer mig over jeg dagen før chokket ikke fik sagt det til hende, hun stod i køkkenet med ryggen til og jeg stod i gangen og beundrede hende, 14 kilo lettere gør en forskel og hold op hvor så hun godt ud, hvorfor fanden sagde jeg det ikke til hende.
Vi har talt lidt om det men min elskede er meget svær at få ord ud af, som om hun har givet op og ikke er interesseret i at få vores forhold på ret køl igen.
Men hun har 4 gange i løbet af ugen arbejdet over eller lige snakket 1 time.
Lørdag havde jeg to korte arbejds vagter og var hjemme og spise aftensmad imellem, hun havde fortalt at hun ville besøge en tidligere kollega som hun har, veninden har hun ofte mødtes med til en kort frokost eller kop kaffe siden de holdt op med at arbejde sammen.
Det blev så til det først passede om aftenen hvor jeg sku arbejde 19.30 - 22.30
Da jeg kom hjem var hun ikke kommet tilbage, og kom først ½-1 time senere, jeg førsøgte at få en samtale igang uden held og valgte derefter at gå i seng noget før jeg plejer i håb om vi ku snakke derinde, men hun kom ikke.
Næste morgen (igår) kørte jeg til træning med sønnen og bemærkede at bilen ikke var blevet tanket op og hun kunne umuligt have kørt til veninden og retur uden.
Til aftensmaden spurgte jeg ind til hvor veninden boede og huskede rigtigt, jeg konfronterede hende med fakta og hun slog det hen med at jeg ikke kunne tåle at høre sandheden, hun havde været hos en mandlig kollega for at snakke og det var også ham hun havde 'arbejdet over med'
Hun påstår hårdnakket at hun ikke har været mig utro. men hvorfor fortæller hun mig så en løgn?
Hvad skal jeg tro, jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at beholde hende, jeg ELSKER hende.
Jeg er netop rundet de 50 og er gift med min store kærlighed på 24. år. Vores forhold har aldrig haft verbale slåskampe, vi har levet i fred og harmoni i 27 år. og har aldrig været uvenner, utro og sjældent uenige om noget.
Måske det netop har givet problemer at vi ikke har haft nogle kampe før.
Min kone har altid taget sig af det huslige og altid båret læsset ingen tvivl om det. Hun tog sig også mest af børnene da de var i ble størrelsen, ikke at jeg ikke var der eller ikke deltog, men det var bare mest hende.
Da de blev større var det mig der brugte tiden på at tage dem til sport og dyrke sport sammen med dem, og gør det stadig selv om den største nu er flyttet hjemmefra.
Vi havde fra starten en aftale om at kun en af os tog ud og handlede, den anden blev hjemme med børnene da ingen af os syntes om skrigende utilfredse børn i butikker. og det har faktisk altid været konen der handlede, og stadig gør det.
Vores samliv har været fantastisk, jeg elsker hende overalt på jorden selv om hun har svinget i lysten til sex, men det har jeg følt var normalt da man jo ikke kan være lige 100% fikseret på det hele tiden, sålænge der er ømhed og nærvær og man stadig kysser hinanden intens.
Vi har haft en fantastisk sommer ferie med børn og svigerdatter i syden og det hele kørte bare 100%, samtidigt har min elskede viv tabt sig betydeligt og jeg følte mig som verdens lykkeligste mand.
Men i efteråret kom nedturen, der blev længere imellem vores elskov, uden jeg kan finde årsagen, og siden jul har der været kold luft, tantekys er det det som det kunne blive til.
I sidste week-end stod hun op søndag morgen og tog tøj på, jeg spurgte om ikke hun havde lidt tid til lidt hygge, det skader jo ikke at kramme lidt nu man ikke skal nå noget, og så kom der en spand koldt vand, og totalt overraskende, lige i hovedet på mig. Nej jeg har ikke lysten til dig..............
Den havde jeg ikke set komme, vi har jo tidligere haft op og ned ture uden det har været i nærheden af at udvikle sig til noget som helst.
Det skal lige indskydes at vi i vennekredsen har haft et par der netop har forladt hinanden. Så jeg blev noget rystet og var slet ikke forberedt på noget og total mundlam, hvad så fik jeg fremstammet.
Ja det kunne hun ikke svare på. andet end at hun ikke rigtigt følte hun elskede mig i øjeblikket. og jeg nok skulle lave om på mig selv.
Jeg sagde at hun havde valgt mig sådan for 27 år siden og jeg ikke havde ændret mig.
Senere har hun fortalt at jeg deltager for lidt i hjemmet, hjælper for lidt, taler mindre pænt, kritiserer hendes madlavning og roser hende for lidt.
Jeg må jo blankt erkende at jeg altid siden jeg blev født har haft en meget direkte måde at sige tingene på, det har og gør stadig irriteret mig at jeg ikke kunne tænke før jeg sagde noget. og det bliver meget ofte taget for at være negativt selv om jeg slet ikke mener det negativt. Hvis bare jeg for fanden kunne ændre dette. og lære at gebærde mig bedre.
Jeg har heller aldrig nogen sinde kunnet rose folk for noget, det er dybt beklageligt, men jeg har altid været ved at brække mig over at nogle kunne finde på at sige hvor ser du godt ud til mig, specielt når det bare er ment venligt.
Og gud hvor jeg ærgrer mig over jeg dagen før chokket ikke fik sagt det til hende, hun stod i køkkenet med ryggen til og jeg stod i gangen og beundrede hende, 14 kilo lettere gør en forskel og hold op hvor så hun godt ud, hvorfor fanden sagde jeg det ikke til hende.
Vi har talt lidt om det men min elskede er meget svær at få ord ud af, som om hun har givet op og ikke er interesseret i at få vores forhold på ret køl igen.
Men hun har 4 gange i løbet af ugen arbejdet over eller lige snakket 1 time.
Lørdag havde jeg to korte arbejds vagter og var hjemme og spise aftensmad imellem, hun havde fortalt at hun ville besøge en tidligere kollega som hun har, veninden har hun ofte mødtes med til en kort frokost eller kop kaffe siden de holdt op med at arbejde sammen.
Det blev så til det først passede om aftenen hvor jeg sku arbejde 19.30 - 22.30
Da jeg kom hjem var hun ikke kommet tilbage, og kom først ½-1 time senere, jeg førsøgte at få en samtale igang uden held og valgte derefter at gå i seng noget før jeg plejer i håb om vi ku snakke derinde, men hun kom ikke.
Næste morgen (igår) kørte jeg til træning med sønnen og bemærkede at bilen ikke var blevet tanket op og hun kunne umuligt have kørt til veninden og retur uden.
Til aftensmaden spurgte jeg ind til hvor veninden boede og huskede rigtigt, jeg konfronterede hende med fakta og hun slog det hen med at jeg ikke kunne tåle at høre sandheden, hun havde været hos en mandlig kollega for at snakke og det var også ham hun havde 'arbejdet over med'
Hun påstår hårdnakket at hun ikke har været mig utro. men hvorfor fortæller hun mig så en løgn?
Hvad skal jeg tro, jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at beholde hende, jeg ELSKER hende.
Kommentarer
Vi fik talt en del igennem i går aftes, men jeg syntes jeg mangler en ordentlig respons fra hende, hun så gerne jeg tog med ud og handle som jeg gør når vi på ferie, men det har jo været fast i så mange år mens drengene var mindre at jeg blev hjemme og siden har det ikke interesseret mig, så lidt sent at bringe det på bane efter hun sagt hun måske vil forlade mig.
Jeg vil gerne påpege at ja jeg har nogle fejl og store fejl, men jeg vil gøre hvad der er mig muligt for at forbedre dem, jeg kræver bare at hun gider sige noget og ikke lukker af.
Den sidste uge har været den hårdeste i mit liv, jeg tuder når jeg alene, en rigtig mand, og har ondt i maven, helt vildt ond i maven og jeg har ikke kunnet sove ordenligt.
Så hvor kan jeg få hjælp henne??
Jeg begynder at skrive et brev til min store søn, så han kan få alle oplysninger i tilfælde af han vil drive min forretning videre, for hvis dette ender galt ved jeg ikke hvad der sker med mig, jeg har de sygeste tanker og behøver hjælp................
undskyld stavefejl jeg kan ikke se igennem tårerne.
Jeg læser også, at I generelt har levet helt og aldeles rutinemæssigt, at det ikke har været naturligt at følge med i hinandens liv og følelser? Mærke efter hos hinanden om man nu også havde det godt og var glad, om I skulle prøve nogle andre ting osv? Du har været godt tilfreds, hvorfor du ikke har tænkt over det, men jeg synes godt, du kan spørge din kone om, hvorfor hun aldrig har reageret, hvis ikke hun var lige så tilfreds som dig?
Det virker lidt, som om at NU har hun fået nok – fra den ene dag til den anden, og det kan jeg da godt forstå kommer bag på dig. Faktisk synes jeg egentligt ikke, det er helt rimeligt, hvis hun har gået og været mere og mere irriteret, men ikke sagt noget, før hun så lige pludselig "koger over". Det er der fejlen i mange parforhold sker. Man glemmer at huske, at ens partner ikke nødvendigvis tænker og føler nøjagtig som en selv, hvorfor det heller ikke falder en ind at sige fra, når man er ved at få nok af dette eller hint - for det opdager partneren jo "nok" af sig selv. Og nej - det gør partneren ikke.
Muligvis har hun også opdaget noget græs, der er lidt grønnere – kollegaen – og nu ser hun jeres, bevares gode og trygge, men altså også ret så trivielle liv i et andet perspektiv. Hun har givet nået en alder, hvor hun lige stopper op og tænker om det i bund og grund er det, hun vil bruge resten af sit liv på.
Naturligvis har du krav på, at I får dette talt ordentligt igennem, og jeg vil faktisk foreslå, at I får en parterapeut med til at hjælpe jer godt i gang, for jeg tror faktisk godt, der kunne ske en masse gode ændringer for jer – hvis I vel at mærke begge to VIL gøre noget ved det, og er indstillet på at hælde nogle andre og nye ”boller på suppen”.
Vi er begyndt at tale sammen, faktisk er hun tændt på kollegaen
alt håb var slukket og hun var totalt afvisende for alle forsøg fra min side, alligevel lykkedes det mig at få hende overbevist om at vi skulle prøve terapi.
Hun havde ellers besluttet sig at hun ikke ville ændre mening under nogen omstændigheder i forbindelse med vores samtale i går aftes.
Men da jeg ikke flegnede fuldstændigt ud da hun fortalte at de faktisk havde krammet og holdt i hånd, og jeg stadig var villig til alt ændrede hun langsomt indstilling.
Efter maden og håndbolden, fik vi skrevet en masse ting ned og talt om alt det der er gået galt.
Jeg kan ikke ændre fortiden, men vil gøre alt hvad der står i min magt på at ændre alt fremover.
Jeg har været en Idiot og kan kun håbe på fremtiden.
ps. der er mange gode sider om terapi og beskrivelser om problemerne på nettet, vi fandt nogle gode nogle som virkelig fortalte om vores situation og efter vi sammen havde læst dem kunne jeg mærke at der måske alligevel er håb, men der er lang lang lang lang vej endnu.
Jeg vender retur, råd modtages stadig.
Men - lad det ligge.
Det lyder da rigtigt godt, at I nu er kommet i gang med at få talt sammen om, hvad der er gået galt.
Jeg ser faktisk tydeligt, at I har levet i en fast "trummerum" og ikke har tænkt på, at et parforhold skal passes og plejes - faktisk på samme måde som bilen givet bliver det. Den kommer til service, der bliver skiftet olie osv. - og det endda også FØR den røde lampe lyser. Det er det samme med et forhold - det koster altså, hvis man venter med at reagere til den røde lampe lyser - og måske har lyst længe. Håber du følger mit billede?
Det er vigtigt, at de aftaler I indgår også bliver passet - og ikke bare de første 14 dage. Det er også vigtigt, at I stopper op jævnligt og taler sammen om, hvordan I har det - og hvad I kan gøre for at det kan bedre.
Fortæl gerne om det - held og lykke
Vi mødtes kl. 16.05 derhjemme, jeg havde nået at handle, lave kaffe og te vand, tændt stearin lysene og skrevet et par ord på de få minutter jeg var hjemme inden.
Vi havde faktisk talt intens sammen i 4 timer uden forstyrrende elementer, og maden skulle klares da sønnen kom hjem 20.15
men der var der truffet nogle valg og lavet nogle aftaler, disse skulle altså fordøjes så nøjagtigt som på håndbold banen er der behov for en kort pause hvor vi begge kunne tænke videre inden vi fortsatte.
Jeg mener faktisk pausen gjorde noget godt.
Dagen igår forløb godt, vi talte godt sammen fra morgenstunden, vi ordnede nogle gøremål (sammen) efter arbejde og besøgte en terapeut, det var fedt, der blev virkelig fortalt om vores situation selv om det var generelt talt.
bagefter gik vi på en god restaurant og talte sammen som vi ikke har gjort alt for længe.
Da vi kom hjem gik vi stort set i seng med det samme, og jeg fik for første gang i år sovet mere end 4 timer.
Idag er startet godt, jeg fik kørt hende på arbejde og fik klaret mit eget arbejde, og vi skal her ved middagstid til en anden terapeut, vi har valgt et par stykker som giver gratis forsamtale, for at finde en vi begge føler tillid ved.
For at blive i tesen skal vi lære at spille bolden rundt uden at ramme hinanden i hovedet med den, eller kaste den udover sidelinjen.
men vi er ikke nået til det punkt endnu at vi har trænet kroppen nok til vi kan samle bolden op fra gulvet.
Så der er lang vej forude med hård træning inden samspillet er til EM medaljer.
Det er super fint, at du har fået åbnet øjnene for nogle ting ved dig selv og jeres forhold, som du kan arbejde på at forandre - jeg tror også, at fælles parterapi er en god ting, der hvor I nu er nået til.
Hvis jeg skal kommentere på noget, som ikke allerede er nævnt, så er det alle de røde flag fra sommeren og hen over efteråret, som kan tyde på, at din kone har været involveret med en anden siden da. Kender du sandheden - hun løj for dig indtil du selv opdagede uregelmæssighederne via benzintanken?
Hvis din kone har et forhold til en anden ved siden af, så er det efter min mening for tidligt at starte på parterapi. Det forhold skal stoppes først, så din kone kan koncentrere sig fuldt og helt om at genopbygge Jeres forhold uden at skulle jonglere med følelser for en anden på samme tid. Det kan af og til være svært, hvis det er en kollega, som man er sammen med hver dag. Har I talt om det?
Ja det er en rigtig kedelig ting med 'kollegaen' vi har talt det løst igennem og jeg trækker det lidt ud rent tidsmæssigt med at spørge helt til bunds. forsøger måske ubevidst at få tippet læsset lidt mere over til min side inden.
Terapeuten har ved 1. besøg sagt det samme som du siger, at hun skal have valgt side inden vi kunne fortsætte, vi har været der 2 gange nu, og 2. gang spurgte han ikke ind til det, men min kones væremåde tolker jeg til at hun har valgt at forsøge med mig, hun kan jo også altid skifte den anden vej men aldrig tilbage igen. Jeg vil ikke spørge lige nu, men nøjes med at tolke signaler.
Iøvrigt tog vores session som var afsat til 2 timer tog faktisk 3 virkelig en positiv ting fra terapeutens side bare at bruge den tid der var behov for.
Om hun lyver, man skal aldrig sige aldrig, men jeg føler mig meget sikker på det hun siger og gør, og jeg tror hun fortav sandheden af frygt for min reaktion og om hun ville stå alene på gaden når det kom frem.
Vi har den forgange uge haft tingene godt oppe og vende, fået lavet aftaler om alle gøremål, fået lavet ting sammen og fået luft.
daglige hovedpude møder, uge møde i dag og tingene ser ud til at virke og at vi faktisk vil samme vej. Men om hun får følelserne tilbage for mig må tiden vise, jeg kan godt regne ud at en ting der har taget så lang tid at rive ned til bunden tager også lang tid at bygge op igen.
Men der er altid håb, og jeg må tro på at hvis jeg gør mit bedste og ellers får hjælp til os begge udefra, så vil det lykkedes til sidst.
Jeg ser frem til en dag at få et kys igen, om der går 1 uge, 1 måned eller 6 måneder ved jeg ikke, men jeg smider ikke 27 år væk uden kamp.
Men - jeg vil kraftigt fraråde det, du lige nu har gang i:
citat:
"...men min kones væremåde tolker jeg til at hun har valgt at forsøge med mig, hun kan jo også altid skifte den anden vej men aldrig tilbage igen. Jeg vil ikke spørge lige nu, men nøjes med at tolke signaler."
Det er efter min mening, det værste, man overhovedet kan gøre i et parforhold, og det er - også efter min mening - hovedårsagen til, at så mange parforhold går i stykker. Et parforhold bør aldrig - aldrig nogensinde - udvikle sig til en gættekonkurrence, hvor man tror, man ved, hvad den anden mener og tænker.
Nej - man bør øve sig i at tale i klart, rent sprog sammen, og man bør sikre sig, at partneren er helt og aldeles med på, hvad der bliver sagt, ment og gjort.
Man hører desværre alt, alt for tit, at "han kan da sige selv at når jeg gør sådan, så betyder det, at ......" Og nej - det kan man hverken forvente eller forlange.
Hvis din kone f.eks. en dag har lavet din livret til middag, så betyder det ikke nødvendigvis, at hun nu har valgt, at hun vil dig - nej, det kan betyde alt muligt - også at hun overhovedet slet ikke har tænkt tanken, at det er din livret, men bare en ret, hun lige havde lyst til at lave - eller ingredienserne var på tilbud. Men - det kan selvfølgelig også betyde, at hun ville glæde dig. Vær dog sikker i stedet for at gætte dig frem.
Så - hvis hun gør eller siger et eller andet, som du opfatter som et positivt tegn, bør du sikre dig, at det også er tilfældet. Du kan f.eks. sige, at du har bemærket dette eller hint, og om det skal opfattes som et positivt hint, netop fordi du gerne vil være sikker.
Jeg foreslår helt klart, at du netop nævner det her for terapeuten - at du vælger at tolke, frem for at tale i klart sprog, og spørger om det er specielt fornuftigt.
Tager det op indvendigt, dejligt med råd