Er det bedst at blive skilt?
Jeg syntes at ligegodt hvad jeg gør lige pt. så giver det problemer..
Her er min historie,..'
Min mand er min første kæreste, vi har været gift i 14 år og været sammen i 25 år her til nytår, har tre børn 12,14 og 16 år, hus og bil og alt det en lykkelig familie har.. Det skalsiges at vi altid har haft et dejligt liv med sex og humør, og aldrig tvivlet på hinanden..Et ægtepar som mange mennesker så op til.. Men i tiden op til vi startede som svinger, og grunden til det, var at især min mand syntes der manglede lidt, og jeg savnede følelsen af at blive set som den dejlige pige jeg var..
For tre år siden startede vi som svinger ( jeg ved der er mange der så siger nu, at det er min egen skyld, men giv mig en chance for at fortælle, jeg ved godt jeg ikke er uden skyld)..
Jeg forelskede mig i min elsker og det samme gjorde min mand i hans elskerinde, jeg var så forblændet og lykkelig over at alle mine afsavn om bekræftelse og begær blev fyldt op.. jeg sagde til min mand at jeg ville forlade ham, og så startede det hele.. men jeg fortrød så inderligt og vi blev ikke skilt..LIvet siden da har været fyldt med parterapi, psykolog, og alverdens samtaler og snakke til langt ud på natten, for ingen af os ville skilles.. det sidste halvandet år har været et decideret helvede, han er meget hård verbal og smider med tingene når han bliver gal og frustreret.. det er så ødelæggende for mig i mit indre og vores børn mærker det desværre også. vores store dreng har lidt problemer, kræver klare linjer og struktur, hvilket jeg har oparbejdet med ham, men det vælter når min mand bliver tosset..
jeg fik nok i sidste uge, for jeg køre lige på grænsen og hænger kun sammen med nød og næppe, jeg bad ham om at gå til lægen og få en snak, han havde også en depression, og har fået medicin mod det.. så for to dage siden havde min mand og store søn et sammenstød, hvor jeg prøvede at mane dem ned, og fortælle at jeg nok skulle klare det her, simpelthen for at skåne min mand og hans helbred og min søns selvtillid og selvværd, men min mand rejste sig i raseri, bankede i bordet, hamrede hans glas ned i vasken så det stod ud med glasskår..og så gik han.. jeg var nødt til at gå en tur derefter, følte jeg faldte totalt fra hinanden, tænkte på alle mulige grimme tanker, men kunne aldrig drømme om at gøre alvor af dem,, jeg vil være der for mine børn, men er jeg det? er jeg en god mor?
jeg kunne mærke i mig selv efter den episode at jeg trak mig fra ham totalt, alt forsvandt, jeg var bare tom.. han sov i et andet rum end mig og vil ikke snakke, siger at jeg forsvare vores søn, og ikke bakker ham op..
nu her idag på anden dagen, har han stadig sovet for sig selv, han siger det er fordi jeg er kold overfor ham, kan jeg ikke tillade mig at være kold, jeg er bange for ham og ved ikke hvad han kan finde på, mod sig selv eller børnene når han bliver gal.. skal siges at han aldrig har slået eller lagt hånd på nogen..
nå men jeg samler mig selv op endnu engang og spørger om han vil med ned og julehandle, jo det vil han, men starter så også med at fortælle hvor irriteret han er over vores yngste søn, og siger at den store søn har ødelagt julen men , i hans øjne skaberi den anden dag..
jeg spørger om han vil sættes af for jeg kan ikke mere af det,, han bliver,, jeg siger at børnene har det hårdt og har også deres mening om deres far og jeg var ikke sikker på at han kunne holde til at høre det,, det udløste så endnu et raseri udbrud, han ville sættes af og det blev han,, jeg kørte rundt for at finde ham og få manet det ned, og da jeg fandt ham og han så mig fik jeg fingeren og et så rasende ansigt som jeg aldrig har set..
et er at jeg er ved at falde fra hinanden, noget andet er at jeg skal opretholde julehygge for vores børn og hvad der dertil høre, noget er at jeg skal sørge for at vores børn, især den store ikke bliver væltet.. men at de alle har det godt,, og så lige som det sidste at min mand har en depression og få det til at fungere...
men hans måde at være på nu, med at være rasende og verbal hård har han altid været, men jeg har bare fået nok nu.. men er det smart at skillles når han er i behandling og skal have støtte, jeg hader ham jo ikke, men vil hellere have ham som ven end som en der hader mig..
jeg ved at det var en lang smøre, men jeg ved ikke længer hvad jeg skal gøre, min veninde siger til mig at lytte på mig selv, og når sådanne episoder her sker så orker jeg ikke mere, men jeg er sjældent sur i længere tid, så syntes hurtigt at vi må da kunne få det hyggeligt, at himlen snart må åbne sig op for os..
jeg har ikke indtil nu fået fortalt min mor noget, men det gjorde jeg for en uge siden, hun havde fornemmet han havde det dårligt, og bad mig tage pulsen på mig selv,,, men problemet er bare jeg ikke føler jeg har en puls længere..min mand siger det er min skyld det hele, er det det??
jeg er virkelig nervøs, bange for hvad skal jeg gøre, hvor langt kan jeg holde og er jeg skyld i mine børn måske får en dårlig teenagetid?
Her er min historie,..'
Min mand er min første kæreste, vi har været gift i 14 år og været sammen i 25 år her til nytår, har tre børn 12,14 og 16 år, hus og bil og alt det en lykkelig familie har.. Det skalsiges at vi altid har haft et dejligt liv med sex og humør, og aldrig tvivlet på hinanden..Et ægtepar som mange mennesker så op til.. Men i tiden op til vi startede som svinger, og grunden til det, var at især min mand syntes der manglede lidt, og jeg savnede følelsen af at blive set som den dejlige pige jeg var..
For tre år siden startede vi som svinger ( jeg ved der er mange der så siger nu, at det er min egen skyld, men giv mig en chance for at fortælle, jeg ved godt jeg ikke er uden skyld)..
Jeg forelskede mig i min elsker og det samme gjorde min mand i hans elskerinde, jeg var så forblændet og lykkelig over at alle mine afsavn om bekræftelse og begær blev fyldt op.. jeg sagde til min mand at jeg ville forlade ham, og så startede det hele.. men jeg fortrød så inderligt og vi blev ikke skilt..LIvet siden da har været fyldt med parterapi, psykolog, og alverdens samtaler og snakke til langt ud på natten, for ingen af os ville skilles.. det sidste halvandet år har været et decideret helvede, han er meget hård verbal og smider med tingene når han bliver gal og frustreret.. det er så ødelæggende for mig i mit indre og vores børn mærker det desværre også. vores store dreng har lidt problemer, kræver klare linjer og struktur, hvilket jeg har oparbejdet med ham, men det vælter når min mand bliver tosset..
jeg fik nok i sidste uge, for jeg køre lige på grænsen og hænger kun sammen med nød og næppe, jeg bad ham om at gå til lægen og få en snak, han havde også en depression, og har fået medicin mod det.. så for to dage siden havde min mand og store søn et sammenstød, hvor jeg prøvede at mane dem ned, og fortælle at jeg nok skulle klare det her, simpelthen for at skåne min mand og hans helbred og min søns selvtillid og selvværd, men min mand rejste sig i raseri, bankede i bordet, hamrede hans glas ned i vasken så det stod ud med glasskår..og så gik han.. jeg var nødt til at gå en tur derefter, følte jeg faldte totalt fra hinanden, tænkte på alle mulige grimme tanker, men kunne aldrig drømme om at gøre alvor af dem,, jeg vil være der for mine børn, men er jeg det? er jeg en god mor?
jeg kunne mærke i mig selv efter den episode at jeg trak mig fra ham totalt, alt forsvandt, jeg var bare tom.. han sov i et andet rum end mig og vil ikke snakke, siger at jeg forsvare vores søn, og ikke bakker ham op..
nu her idag på anden dagen, har han stadig sovet for sig selv, han siger det er fordi jeg er kold overfor ham, kan jeg ikke tillade mig at være kold, jeg er bange for ham og ved ikke hvad han kan finde på, mod sig selv eller børnene når han bliver gal.. skal siges at han aldrig har slået eller lagt hånd på nogen..
nå men jeg samler mig selv op endnu engang og spørger om han vil med ned og julehandle, jo det vil han, men starter så også med at fortælle hvor irriteret han er over vores yngste søn, og siger at den store søn har ødelagt julen men , i hans øjne skaberi den anden dag..
jeg spørger om han vil sættes af for jeg kan ikke mere af det,, han bliver,, jeg siger at børnene har det hårdt og har også deres mening om deres far og jeg var ikke sikker på at han kunne holde til at høre det,, det udløste så endnu et raseri udbrud, han ville sættes af og det blev han,, jeg kørte rundt for at finde ham og få manet det ned, og da jeg fandt ham og han så mig fik jeg fingeren og et så rasende ansigt som jeg aldrig har set..
et er at jeg er ved at falde fra hinanden, noget andet er at jeg skal opretholde julehygge for vores børn og hvad der dertil høre, noget er at jeg skal sørge for at vores børn, især den store ikke bliver væltet.. men at de alle har det godt,, og så lige som det sidste at min mand har en depression og få det til at fungere...
men hans måde at være på nu, med at være rasende og verbal hård har han altid været, men jeg har bare fået nok nu.. men er det smart at skillles når han er i behandling og skal have støtte, jeg hader ham jo ikke, men vil hellere have ham som ven end som en der hader mig..
jeg ved at det var en lang smøre, men jeg ved ikke længer hvad jeg skal gøre, min veninde siger til mig at lytte på mig selv, og når sådanne episoder her sker så orker jeg ikke mere, men jeg er sjældent sur i længere tid, så syntes hurtigt at vi må da kunne få det hyggeligt, at himlen snart må åbne sig op for os..
jeg har ikke indtil nu fået fortalt min mor noget, men det gjorde jeg for en uge siden, hun havde fornemmet han havde det dårligt, og bad mig tage pulsen på mig selv,,, men problemet er bare jeg ikke føler jeg har en puls længere..min mand siger det er min skyld det hele, er det det??
jeg er virkelig nervøs, bange for hvad skal jeg gøre, hvor langt kan jeg holde og er jeg skyld i mine børn måske får en dårlig teenagetid?
Kommentarer
I har begge oplevet nogle andre følelser i et andet miljø. Det er spændende o.s.v. men selv om i hver især fik den nye partner, så ville i hurtigt ryge tilbage i dagligdagens trummerum. Forelskelse har det med at forsvinde igen.
Brug ikke truslen om skilsmisse med mindre i mener det. Til gengæld skal skilsmisse eksekveres, når og hvis ordet bruges. Det skaber afstand og utryghed at true med skilsmisse.
Så lav den aftale med hinanden.
vil give dig ret i at bruger man ordet skilsmisse skal det også ske... han har i dag sagt at jeg bare kan flytte fordi jeg driver ham til selvmordstanker,, han ville være ligeglad.. er det mit stikord eller er det fordi han har depressionenen?? Jeg kan slet ikke forstå at han ser mig som en sådan forfærdelig person..
Vil han begå selvmord, gør han det. Han finder en grund. Du kan ikke give ham selvmordstanker, det er noget værre vrøvl. Han tænker sådan, fordi han tænker på det.
Han har det svært, og bør tale med sin læge. Det skal du henvise ham til, du skal og kan ikke gøre noget ved det.
han har jo været ved lægen og fået antidep. middel men har sagt nej til mere psyk. hjælp..
ja han har nok selvmordstanker, og han ved at det giver mig en dårlig smag i munden..
og vil han det gør han det jo nok alligevel.. men jeg føler også jeg skal passe på ham for han er jo også børnenes far, og skal jeg så være den der er skyldig i at han tager sit eget liv..
han siger at jeg bare kan lade være med at gøre ham frustreret eller sur, men jeg kan ingenting sige længere uden han bliver sur eller gal.. jeg skal mere eller mindre give ham ret i alt hvad han siger..
En depression kan og skal du ikke rode med, det er en opgave for en læge. Din mand har ret til, at sige nej til behandling, men han har ikke ret til at forsøge, at få dig til at tage skylden for en sygdom han har i hjernen.
Hvad med at du kontakter en psykolog så du får hjælp til at håndtere det her?
Du har det jo også skidt, du ved ikke hvad du skal eller kan gøre.
Snak med jeres læge, måske kan du få en henvisning, så koster det ikke så meget. Du har brug for støtte,og i tilfælde af, at din mand gør alvor af sine tanker, så skal du have vished for, at det aldrig, aldrig kan være din skyld.
Men jeg kan ikke helt holde mund alligevel.
citat
jeg spørger om han vil sættes af for jeg kan ikke mere af det,, han bliver,, jeg siger at børnene har det hårdt og har også deres mening om deres far og jeg var ikke sikker på at han kunne holde til at høre det,, det udløste så endnu et raseri udbrud, han ville sættes af og det blev han,, jeg kørte rundt for at finde ham og få manet det ned, og da jeg fandt ham og han så mig fik jeg fingeren og et så rasende ansigt som jeg aldrig har set.
citat slut
Efter min mening er det også noget af en "mundfuld for ham at sluge". Jeg tænkte på, hvis det nu var mig der var ulykkelig og fik den behandling. Det ville gøre ondt værre. Det må være hårdt for ham. Jeg har meget ondt af dine børn, for det er noget der går meget ud over dem.
Jeg kan naturligvis godt forstå dig, men jeg ville nu holde meget lav profil og overveje hvad jeg ville gøre uden drama. For børnenes skyld. For det er noget der kan svie til dem meget længe.
Jeg vil lige tilføje, du skal aldrig give dig selv skylden, hvis han fandt på at begå selvmord, aldrig. Det kan aldrig blive din skyld, hvis han gør den slags.
Er han så syg, som du skriver, mener jeg du af hensyn til jeres sikkerhed skal være forsigtig med hvad du gør og siger.
Jeg måtte selv for mange år siden passe meget på. Heldigvis tog han kun sit eget liv. Faktisk er det kun derfor jeg skriver, for jeg har ellers bestemt mig for at tie stille.
Jeg har også prøvet at leve sådan i lang tid. Min mand gjorde heldigvis ikke alvor af truslerne.
Du kan ikke tale eller presse din mand ud af en depression. Han har ikke energi til sin rådighed.
Min mand kunne i perioder se ud, så andre også blev bange for ham.
Pas godt på dig selv og jeres børn.
Du kan evt. ringe til psykiatrifonden og få en snak med nogle professionelle.
persille, jeg vil faktisk godt give dig ret i at det var noget af en mundfuld som jeg fyrede af overfor min mand, og den sætning har spøgt i mit indre en hel del siden, af frygt for hvad den kan forårsage..
jeg kan godt se at det ikke var det bedste at sige, men lige på det tidspunkt var det så frustrerende for mig at han ikke kunne se hvad han gjorde..
men selvfølge lig kan han ikke det, fordi han ikke har overskud til det..
jeg ved også godt at det aldrig kan blive min skyld hvis han gør alvor af hans trusler, men jeg føler på en måde at han ubevidst vil give mig den skyldfølelse af at det er min skyld..
jeg har skam været ved en psykolog, men følte ikke det hjalp, og det blev ikke bedre af at min mand syntes det simpelthen var spild af penge..
nu gik han selv til lægen d. 23 dec, da han ike syntes han havde det godt, han blev sat op til 30 mg citalopram, og han føler en bedring, han var sågar utrolig hjælpsom her juleaftensdag.. jeg har ikke haft en sådan afslappet jul i mange år... han virker til at slappe af..
men frygten sidder i mig når han køre afsted i bilen og er længere væk end beregnet, tankerne er der hurtigt, har han gjort noget dumt, hvad er der sket.. det er en frygtelig angst at have..
det er rigtig skønt med indlæg fra jer andre, og også selv om det ikke kun er positivt, fordi der er jo altid to om problemet...
En depression er for mange en tys, tys sag. Det er forbundet med mange fordomme om både det ene og det andet, vel nok deraf kommer også den skyldfølelse, som begge parter kan lide under.
Lykkepiller giver ikke lykke, men forhøjer stemningslejet til lidt under det normale. Det er hvad jeg har lært på et kursus. Så nyd at der er blevet bedre i jeres lille hjem.
citat slut
Ja, det siger man jo, men det er nu ikke altid det passer. Det kan være meget belastende at leve sammen med et sygt menneske. Hvad enten det er en depression eller anden lidelse. Man kan/får det selv så dårligt psykisk, at det er svært at holde ud.
På den måde kan det måske siges der er to om det. For til sidst "råber" man jo også selv op.
Hvad du skal gøre i din situation det er mere end svært for andre at sige, for det afhænger af en masse ting.
Jeg kender til et tilfælde, hvor manden endelig gik til lægen og fik noget medicin, som hjalp. De to mennesker elsker hinanden, men kærligheden kan jo dø, hvis den "mishandles" for længe.
Jeg tror du elsker din mand, dine følelser "sover" lidt i øjeblikket. Men du bliver nervøs, når han er for længe væk. Det ville du ikke blive, hvis du ikke holdt af ham.
Dejligt at medicinen måske hjælper og du også selv kan falde "lidt ned". For jeg ved så udmærket hvor svært og belastende det kan være.