Indstillinger
Selvmordstanker - men ikke psykisk syg?
Hej læser.
Jeg er lige fyldt 18 år, føler mig fed og klam og er dybt ulykkelig.
Jeg går i 2.g, men orker ikke at følge med i timerne. Hvilket får mig til at frygte eksamenerne.
Jeg har længe haft spiseproblemer, både anorektiske og bulimiske perioder (de varer oftest max en måned af gangen) og overspisning. Overspisningen/trøstespisning har dog altid domineret mest.
Jeg har taget meget på, nok omkring 7 kg, de sidste par måneder. Jeg føler mig fed og klam og har ikke lyst til at være social. Har faktisk bare lyst til at være derhjemme i min trygge hule og spise.
Jeg er klar over, at det er op til mig selv at ændre mit liv, men det har jeg simpelthen bare ikke motivation til. Jeg kan ikke. Derfor er det nemmere at give op. Jeg kan ikke holde på noget, hverken kostomlægninger, veninder eller gode vaner.
Jeg dagdrømmer mig væk til en anden verden, et sted hvor alt bare er bedre, men det sker ikke. Om aftenen begynder selvmordstankerne. Tankerne om, hvor rart det vil være at forsvinde, så man ikke behøver at tage stilling til noget.
Men jeg kan ikke, og jeg hader mig selv for det. Jeg dør langsomt indeni, for hver dag der går, og jeg kan ikke noget så simpelt som at dø!?
Jeg føler mig som en stor, fed, klam taber. Jeg har jo ikke noget at leve for alligevel?
Min psykolog (som jeg stoppede hos da jeg fyldte 18) sagde, at jeg på ingen måde var psykisk syg. Det forvirrer mig, for hvordan kan disse tanker så være så tæt på? Er jeg bare god til at holde det inde?
Jeg er træt af det hele, og orker ikke at kæmpe for at det bliver bedre, så på sin hvis er det da i orden at give op – Ikke?
Jeg er lige fyldt 18 år, føler mig fed og klam og er dybt ulykkelig.
Jeg går i 2.g, men orker ikke at følge med i timerne. Hvilket får mig til at frygte eksamenerne.
Jeg har længe haft spiseproblemer, både anorektiske og bulimiske perioder (de varer oftest max en måned af gangen) og overspisning. Overspisningen/trøstespisning har dog altid domineret mest.
Jeg har taget meget på, nok omkring 7 kg, de sidste par måneder. Jeg føler mig fed og klam og har ikke lyst til at være social. Har faktisk bare lyst til at være derhjemme i min trygge hule og spise.
Jeg er klar over, at det er op til mig selv at ændre mit liv, men det har jeg simpelthen bare ikke motivation til. Jeg kan ikke. Derfor er det nemmere at give op. Jeg kan ikke holde på noget, hverken kostomlægninger, veninder eller gode vaner.
Jeg dagdrømmer mig væk til en anden verden, et sted hvor alt bare er bedre, men det sker ikke. Om aftenen begynder selvmordstankerne. Tankerne om, hvor rart det vil være at forsvinde, så man ikke behøver at tage stilling til noget.
Men jeg kan ikke, og jeg hader mig selv for det. Jeg dør langsomt indeni, for hver dag der går, og jeg kan ikke noget så simpelt som at dø!?
Jeg føler mig som en stor, fed, klam taber. Jeg har jo ikke noget at leve for alligevel?
Min psykolog (som jeg stoppede hos da jeg fyldte 18) sagde, at jeg på ingen måde var psykisk syg. Det forvirrer mig, for hvordan kan disse tanker så være så tæt på? Er jeg bare god til at holde det inde?
Jeg er træt af det hele, og orker ikke at kæmpe for at det bliver bedre, så på sin hvis er det da i orden at give op – Ikke?
Kommentarer
en Bil skal have Olie -Brændstof --og holdes ved lige ---ellers kan den ikke køre
det samme er med mennesker ----tal med din læge om blodprøver ---hvor du får målt ----
om din krop mangler vitaminer ---
Lige nu dominerer overspisningen, hvilket vil sige at jeg får massere af mad (mest slik og snacks).
Jeg har det dårligt med mig selv fordi jeg spiser så ukontrolleret - Det er den manglende kontrol der gør mig ulykkelig!
Alle kan få en depression, og når man har en depression, kan der være selvmordstanker.
Det, din psykolog har ment, er, at der ikke dengang var tegn psykisk sygdom. Nu er det vistnok lidt forskelligt, hvad folk forstår ved det at være psykisk syg, men mon ikke hun har tænkt på diagnoser af den mere kroniske slags, f.eks. skizofreni, og det har du altså ikke.
Jeg ser nu, at du lige er fyldt 18, og at du havde kontakt med denne psykolog, indtil du fyldte 18, så det er åbenbart ikke så længe siden. Har du fået det dårligere siden da? Eller skjulte du, at du har det skidt?
Masser af mennesker får det lidt skidt i denne mørke tid. Du skriver, at du mest har lyst til at være derhjemme i din trygge hule og spise.
Prøv at læse Netdoktors beskrivelse af vinterdepression:
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/ ... ession.htm
Nu er det måske lidt svært at identificere sig med det, der står, fordi det – for overskuelighedens skyld – er stillet så skematisk op. Og i øvrigt er problematikken vel også lidt anderledes hos dig, fordi du i forvejen har spiseproblemer.
Men der er altså ikke nogen tvivl om, at du har visse tegn på depression. Hvis jeg var dig, ville jeg bestille en tid ved lægen. Forklar lægen, hvordan du har det, og sørg for – som Solo skriver − at få taget blodprøver.
Ud over selvmordstankerne har du jo også negative tanker om dig selv. Det gyser i mig, når jeg læser, hvad du kalder dig selv: fed, klam, taber.
Du skal vide, at den slags selv-nedvurderende ord eller tanker har en selvforstærkende effekt. De tærer på dit selvværd. Du bliver nødt til at forhindre, at disse tanker ødelægger dig. Det er selvfølgelig svært at stoppe tanker, men hver gang de kommer, så er du nødt til at ignorere dem og skynde dig at tænke på noget andet.
Og så er der noget andet: Du skriver, at det er op til dig at ændre dit liv. Men hvis det er en depression, der gør, at du har det, som du har det, så kan du jo ikke selv gøre ret meget ved det. Du behøver hjælp.
Depressive stiller tit alt for store krav til sig selv. At stille alt for høje krav er det samme som at bede om nederlag! Du skal vide, at det bedste er det godes fjende, som man siger. Det bedste ville jo være, hvis du laver en kostomlægning, så du fra nu af kun spiser sundt og regelmæssigt, men ikke overspiser.
Men… det bedste er det samme som at stille alt for høje krav. Drop denne ”alt eller intet-tankegang”. Du kan sagtens nøjes med mindre. Hvert lille skridt i den rigtige retning er godt.
Du skriver, at du er træt og ikke orker at kæmpe, for at det skal blive bedre. Hvis jeg har ret i, at du har en depression, nytter det heller ikke noget at kæmpe. Når man har en depression, vil al den kæmpen svare til at forsøge at løfte sig, ved at trække i sit eget hår. Det kan man som bekendt ikke! Du behøver hjælp til at få depressionen til at gå over. Når du bliver dig selv igen, behøver du ikke kæmpe, for livet vil udfolde sig i dig uden anstrengelse, akkurat som når en blomst folder sig ud under solens stråler.
Nå, nu kan det godt være, at jeg bliver lige lovlig poetisk. Men jeg har prøvet det. Jeg taler af erfaring. Dog har jeg ingen erfaringer med spiseforstyrrelser, og jeg ved fra en veninde, at en spiseforstyrrelse er ret svær at komme af med. Man vil skulle tage hensyn til den resten af livet. Men en depression kan gå over, så man blive sig selv igen.
Sørg nu for at komme til læge. Måske kan du nøjes med at få denne lyslampe, som nogle vinterdepressive har stor gavn af.
Mange hilsner
Kameliadamen
Det er kun en måneds tid siden jeg afsluttede forløbet med psykologen, og hun sagde ordret, at hun ikke mente jeg var depressiv (ikke nok til at sende mig videre i voksenpsykiatrien). Udadtil virker jeg også meget glad, så måske jeg bare har skjult det, uden egentlig at være klar over det selv.
Jeg har ikke fået det meget være, men har i flere år haft disse tanker, så egentlig vinterdepression tror jeg ikke det er.
Det er sådan at jeg faktisk allerede skal til lægen i morgen, dog i forbindelse med noget andet, men hvis jeg får taget mod til mig, vil jeg da prøve at snakke med hende om mine tanker.