Kan det være en depression?
Hej.
Jeg har i omkring 4-5 måneder nu, gået og været enormt ked af det. Bla. fordi min kæreste var mig utro, med min veninde. Dog er vi stadig sammen, selvom det tager rigtig hårdt på mig og det er utrolig svært. Føler mig ikke god nok længere, selvom han siger at det intet har med mig at gøre..
Jeg har gået på efterskole, som jeg var sindssyg glad for, men nu hvor jeg er kommet hjem og begyndt på gymnasiet, er jeg blevet så ked af det, fordi det på ingen måde er det samme.
Mit forhold til min far har også påvirket mig, da jeg næsten ikke snakker med ham mere, efter hans og min mors skilsmisse.
Ved godt det ikke virker som noget vildt og voldsomt, men disse ting og lidt flere, har gjort at jeg simpelthen ikke kan fungere i hverdagen mere. Jeg kan ikke holde en hel dag ud i skolen, som gør at jeg også har en ret høj fraværsprocent. Jeg er let irritabel og tager ting meget personligt. Om natten kan jeg ikke sove, jeg græder oftest mig selv i søvn, det har været en god dag, hvis jeg ikke gør. Om dagen går jeg og er træt, kan ikke koncentrer mig og det hele er mildest talt bare noget lort...
Jeg har fået hovedpine meget mere end nogensinde før, og appetitten svinger lidt frem og tilbage, nogle dage spiser jeg næsten ingenting.
Jeg har ikke som sådan haft selvmordstanker, men har tænkt at det hele ville være meget nemmere og bedre hvis ikke jeg var her. Men jeg ved at når alt kommer til alt, ville jeg aldrig kunne finde på det.
Føler at dette er ved at tage overhånd på mange måder, kan ikke holde ud, at være ked af det og nedtrykt konstant. Jeg har måske har brug for noget hjælp, men når jeg tænker på så mange andres mere alvorlige problemer, end mine teenage problemer, bliver jeg i tvivl og tænker om det bare er en fase?
Ville elske hvis nogen havde prøvet noget lignende, eller kunne give mig lidt svar.
Jeg har i omkring 4-5 måneder nu, gået og været enormt ked af det. Bla. fordi min kæreste var mig utro, med min veninde. Dog er vi stadig sammen, selvom det tager rigtig hårdt på mig og det er utrolig svært. Føler mig ikke god nok længere, selvom han siger at det intet har med mig at gøre..
Jeg har gået på efterskole, som jeg var sindssyg glad for, men nu hvor jeg er kommet hjem og begyndt på gymnasiet, er jeg blevet så ked af det, fordi det på ingen måde er det samme.
Mit forhold til min far har også påvirket mig, da jeg næsten ikke snakker med ham mere, efter hans og min mors skilsmisse.
Ved godt det ikke virker som noget vildt og voldsomt, men disse ting og lidt flere, har gjort at jeg simpelthen ikke kan fungere i hverdagen mere. Jeg kan ikke holde en hel dag ud i skolen, som gør at jeg også har en ret høj fraværsprocent. Jeg er let irritabel og tager ting meget personligt. Om natten kan jeg ikke sove, jeg græder oftest mig selv i søvn, det har været en god dag, hvis jeg ikke gør. Om dagen går jeg og er træt, kan ikke koncentrer mig og det hele er mildest talt bare noget lort...
Jeg har fået hovedpine meget mere end nogensinde før, og appetitten svinger lidt frem og tilbage, nogle dage spiser jeg næsten ingenting.
Jeg har ikke som sådan haft selvmordstanker, men har tænkt at det hele ville være meget nemmere og bedre hvis ikke jeg var her. Men jeg ved at når alt kommer til alt, ville jeg aldrig kunne finde på det.
Føler at dette er ved at tage overhånd på mange måder, kan ikke holde ud, at være ked af det og nedtrykt konstant. Jeg har måske har brug for noget hjælp, men når jeg tænker på så mange andres mere alvorlige problemer, end mine teenage problemer, bliver jeg i tvivl og tænker om det bare er en fase?
Ville elske hvis nogen havde prøvet noget lignende, eller kunne give mig lidt svar.
Kommentarer
det er også svært ---men jeg ville starte på en frisk ---men du vil komme over det --de andre 2 personer vil altid gøre dig ked af når du ser dem ---
er der ham der trækker sig ----kan du ikke bare kontakte ham --
bor du sammen med din kæreste ---og hvis bolig er det ----
Min far er der ikke for mig, det er nu 7 måneder siden vi sidst havde kontakt, også har der været nogle problemer, med hans nye kæreste og generelt hans opførsel. Han trækker sig simpelthen ud af mit liv..
Du skriver, at du har været ked af det i 4-5 måneder, og du har jo også flere grunde til at være ked af det: kærestens og venindens svigt, skolen, som du ikke føler dig tilpas i og din far, som du savner.
At være ked af det er ikke det samme som at have en depression. Det er to vidt forskellige ting. Men, når det er sagt, så er der flere ting, der tyder på, at du faktisk kan have en depression.
Depression kommer af belastninger af forskellig slags. Meget ofte er der tale om en kombination af forskellige belastninger, både fysiske og psykiske. Du har nu gået i mange måneder, hvor dine tanker konstant har kredset om din kærestes og din venindes svigt. I stedet for at reagere udad og skælde de to idioter ud, er du begyndt at føle, at du ikke er god nok. Dvs. hele den dumme historie, som sikkert skyldes tilfældigheder og tankeløshed, er nu begyndt at tære på dit selvværd.
Det er ikke så godt. Sådanne kredsende tanker om, at man ikke er god nok, kan være selvforstærkende, og de kan føre til, at man bryder sammen til sidst. De kan være et symptom på depression. Du har også andre typiske symptomer, så som dårlig appetit og dårlig nattesøvn og det, at du ikke rigtig fungerer i hverdagen på din skole.
Du skal vide, at der i forvejen er mange på denne årstid, som får en depression, på grund af det manglende dagslys.
Desuden skriver du, at du indimellem næsten ikke spiser. Du skal vide, at det er en kendt sag, at mangel på vitaminer eller mineraler kan være (medvirkende) årsag til depression. Unge piger er – på grund af deres menstruation − specielt i farezonen for at få jernmangel, og undersøgelser har vist, at knap halvdelen af alle danskere mangler D-vitamin i vinterhalvåret. Både jernmangel og D-vitaminmangel kan være (medvirkende) årsag til depression.
Hvis jeg var dig, ville jeg få en tid hos lægen. Forklar lægen, hvordan du har det, og sørg for, at der bliver taget blodprøver til undersøgelse af, om du har mangeltilstande, hvis lægen ikke af sig selv gør det.
Du skal vide, at du har lige så meget krav på hjælp som andre. Det er vigtigt, at du gør noget, så tingene ikke udvikler sig til det værre.
Lige nu kommer jeg i tanker om, at du jo går i gymnasiet. Du skriver ikke noget om din alder. Men jeg synes da, at du skal fortælle dine forældre, hvordan du har det. Hvis jeg var din mor, ville jeg da være ked af, hvis min datter ikke betroede sig til mig om så vigtige problemer.
Mange hilsner
Kameliadamen
spørg ham dirikte hvad årsagen er at han undgår dig
angående din Veninde er det godt du har sendt hende langt bort ---
men så er der ham kæresten --som du har svært ved at undvære ----ham havde jeg også sendt langt væk ---du kan jo ikke stole på ham ---når han er dig utro ---under jeres kæreste periode ---hvad så hvis i en gang bliver gift ---
og så utro med din veninde ---nej du må kunne finde en bedre fyr for dig ---og en som ikke giver dig mindre selvværd ----rejs din pande og sig ---her kommer jeg ---mig skal du ikke træde på ---
FAT MOD