Indstillinger
Hvad er der i vejen med mig
`Jeg ved ikke om der er noget psykisk i vejen med mig. Men måske. Jeg føler mig meget normal. MEN det jeg gør og ikke gør er ikke normalt - det er ikke got for mig.
Jeg ..har været meget igennen og nu er det som bunden er gået ud ...jeg har hit rock bottom. Jeg sover meget og orker ingenting. Det skal siges at jeg er vant til at klare mig selv men at jeg nu på baggrund af mange skuffelser og meget sorg ligesom har trukket mig ind i mig selv - totalt!
Jeg har simpelthen zero overskud.
Jeg har ikke noget job ikk noget der kan trække mig op ...min famile bor langt væk.
Men det et kæmpeproblem at jeg har gået ledig så længe ..jeg føler nu en stor angst og orker ikke at se eller høre tv avis eller de konstante debat programmer der kværner ens hoved rundt i problemer. Jeg er nødt til at have noget let - jeg kan simpelthen ikke klare at høre alle de her agressive mænd og kvinder der spyr om sig med diskussioner af enhverard .."deadline osv. jeg brækker mig af det ...
Det værste er at jeg ikke har noget energi og at alt går ind på radaren ...hos mig. Jeg sku søge arbejde men jeg orker det ikke. Jeg undgår prorammer der handler om (ja kom ind på et på dr2 ) handlede om arbejdsløsheden i USA og hvad den gjorde ved folk. Så lidt. Og det var rigtig den talt om tab af sig selv som person en pludselig angst for alt og en følelse af værdiløshed.
Det er der jeg er .
Så havde jeg et forhold til en mand ..og det slog mig totalt ud. Fuldstændig.
Nu er jeg mest hjemme og har lavet nat om til dag.
Jeg orker ikke min egen familie. Jeg er ganske enkelt drænet .....
Jeg har intet af gi af og hun skræmmer mig i al hendes magtesløshed ...det er lige som at få en dobble up af problemer at være med hende ..jeg kan ikke hjælpe da jeg selv lider.
Det skal siges at mine forældre og jeg altid har været på kant.
Så vi har fundet os i meget.
Jeg har i den grad brug for hjælp ..så lige billeder af mig selv ..kæft hvor så jeg træt ud . Om jeg så fik nyt tøj nyt hår og god make up ville det ikke hjælpe.....det er ganske enkelt det indre lys der nu brænder for vågeblus.
Det er frygteligt.
Jeg har mødt en mand ...han sagde han var glad for mig ...og jeg tror ligesom ikke at han kan elske den jeg er .....jeg er bange for at ja være mig ...for hvem er jeg ? Jeg er helt alene jeg er ked jeg har intet job ...en mand jeg elskede højt gik ...Med ham var der 1000 lamper der lyste ..da han gik ja der slukkede lyset. Ganske enkelt,.
Nu ser jeg så andre igen ...men jeg føler mig usikker ...og tvivler på om de mænd kan elske mg for mig.
Der er så meget i mig der gør ondt...størst er smerten over ikke at have et job. og det noget fucking lort at sige for jeg gør intet for at få det. Medierne skriger deres triste budskaber ud om arbejdsløshed og folks alder og giver folk kæmpeangst...Har du den og den alder og har du været ledig så og så længe ...
Jeg føler en stor trang til at slukke for det og bare sige "STOP please vil i ikke nok tie stille ...i gør en masse mennesker kede af det og giver dem angst og fratager dem lysten til at være glade .
Min energi og gåpåmod og glæde er helt nede og jeg kan se det på mig selv hvor trist og tom jeg føler mig ?
Så det jo klart at ingen kan elske mig når jeg har det sådan.
Åh søde gud hjælp.....
Det krav der ligger om at være glad og ovenpå kan jeg slet ikke honorere ....jeg har brug for nogen til at hjælpe mig og brug for mod til at ikke føle mig presset til at være glad og ovenpå. Det lidt svært fx med den mand jeg ser ...for han får vel bare lyst til at gå og tænke " hende der ? hun har ikke noget job og hun sover længe og ja siger ikke særligt meget ...hvad fanden er der i vejen med hende" ? Så kan man sige : drop at se ham du har jo slet ikke overskud til det ...nej men hvad så ..alt det andet ligger bare som et kæmpebjerg foran mig.
Vh hende der ikke har mere overskud
Jeg ..har været meget igennen og nu er det som bunden er gået ud ...jeg har hit rock bottom. Jeg sover meget og orker ingenting. Det skal siges at jeg er vant til at klare mig selv men at jeg nu på baggrund af mange skuffelser og meget sorg ligesom har trukket mig ind i mig selv - totalt!
Jeg har simpelthen zero overskud.
Jeg har ikke noget job ikk noget der kan trække mig op ...min famile bor langt væk.
Men det et kæmpeproblem at jeg har gået ledig så længe ..jeg føler nu en stor angst og orker ikke at se eller høre tv avis eller de konstante debat programmer der kværner ens hoved rundt i problemer. Jeg er nødt til at have noget let - jeg kan simpelthen ikke klare at høre alle de her agressive mænd og kvinder der spyr om sig med diskussioner af enhverard .."deadline osv. jeg brækker mig af det ...
Det værste er at jeg ikke har noget energi og at alt går ind på radaren ...hos mig. Jeg sku søge arbejde men jeg orker det ikke. Jeg undgår prorammer der handler om (ja kom ind på et på dr2 ) handlede om arbejdsløsheden i USA og hvad den gjorde ved folk. Så lidt. Og det var rigtig den talt om tab af sig selv som person en pludselig angst for alt og en følelse af værdiløshed.
Det er der jeg er .
Så havde jeg et forhold til en mand ..og det slog mig totalt ud. Fuldstændig.
Nu er jeg mest hjemme og har lavet nat om til dag.
Jeg orker ikke min egen familie. Jeg er ganske enkelt drænet .....
Jeg har intet af gi af og hun skræmmer mig i al hendes magtesløshed ...det er lige som at få en dobble up af problemer at være med hende ..jeg kan ikke hjælpe da jeg selv lider.
Det skal siges at mine forældre og jeg altid har været på kant.
Så vi har fundet os i meget.
Jeg har i den grad brug for hjælp ..så lige billeder af mig selv ..kæft hvor så jeg træt ud . Om jeg så fik nyt tøj nyt hår og god make up ville det ikke hjælpe.....det er ganske enkelt det indre lys der nu brænder for vågeblus.
Det er frygteligt.
Jeg har mødt en mand ...han sagde han var glad for mig ...og jeg tror ligesom ikke at han kan elske den jeg er .....jeg er bange for at ja være mig ...for hvem er jeg ? Jeg er helt alene jeg er ked jeg har intet job ...en mand jeg elskede højt gik ...Med ham var der 1000 lamper der lyste ..da han gik ja der slukkede lyset. Ganske enkelt,.
Nu ser jeg så andre igen ...men jeg føler mig usikker ...og tvivler på om de mænd kan elske mg for mig.
Der er så meget i mig der gør ondt...størst er smerten over ikke at have et job. og det noget fucking lort at sige for jeg gør intet for at få det. Medierne skriger deres triste budskaber ud om arbejdsløshed og folks alder og giver folk kæmpeangst...Har du den og den alder og har du været ledig så og så længe ...
Jeg føler en stor trang til at slukke for det og bare sige "STOP please vil i ikke nok tie stille ...i gør en masse mennesker kede af det og giver dem angst og fratager dem lysten til at være glade .
Min energi og gåpåmod og glæde er helt nede og jeg kan se det på mig selv hvor trist og tom jeg føler mig ?
Så det jo klart at ingen kan elske mig når jeg har det sådan.
Åh søde gud hjælp.....
Det krav der ligger om at være glad og ovenpå kan jeg slet ikke honorere ....jeg har brug for nogen til at hjælpe mig og brug for mod til at ikke føle mig presset til at være glad og ovenpå. Det lidt svært fx med den mand jeg ser ...for han får vel bare lyst til at gå og tænke " hende der ? hun har ikke noget job og hun sover længe og ja siger ikke særligt meget ...hvad fanden er der i vejen med hende" ? Så kan man sige : drop at se ham du har jo slet ikke overskud til det ...nej men hvad så ..alt det andet ligger bare som et kæmpebjerg foran mig.
Vh hende der ikke har mere overskud
Kommentarer
Der råbes op om at folk skal have job. At dagpenge perioden skal sættes ned, for så vil folk søge job. !!
Samtidig bliver der færre og færre job. Syge mennesker SKAL arbejde om så de skal grave et hul og fylde det op igen. De raske KAN ikke, for der MANGLER job.
Jeg ser ved vejarbejde, det er udenlandske arbejdere. Hvordan kan kommunen tillade sig det.
Politikere, der sørger ualmindeligt godt for dem selv med kæmpe løn og private sundhedsforsikringer, så de ikke lider nogen nød.
Vi andre, tjae, vi må nøjes. Jeg kender en, der bliver sendt rundt fra det ene hospital til det andet.
Når han kommer, så er det en forkert afdeling, det må de ikke klare, ventetid, ny indkaldelse, der bliver gjort lidt, men de må ikke det hele, næste indkaldelse og næste hospital.
Indtil nu har han været på 3 forskellige sygehuse og de samme flere gange. Ja, man tror det er løgn, men det er sandt
Det hele flyder der er ikke styr på noget. Dem der har penge, de tager bare på et privathospital.
Er man ikke deprimeret, så skal man nok blive det.
Jeg er begyndt at lukke ørerne, jeg forsøger da.
Nogen vil sikkert sige du bør tale med en psykolog, men vi ved jo godt der er meget, meget lang ventetid og det koster penge. Du kan også gå til lægen og få medicin, som du får det endnu dårligere af.
Din mor, som har svigtet dig føler du forpligtelse over for. Hvad med at sige det rent ud til hende, du er nede, du kan ikke noget. Til tider må man være ærlig. Måske forstår hun det. Det kunne da være.
Jeg kommer ikke med mirakelkur, det tror jeg ikke nogen kan. Men jeg kan give dig medhold i, det ikke er nemt at se lyst på tingene. Måske skulle du bare sige. Skråt op, leve dit liv så godt du kan.
Holde op med at høre på alle de elendige meddelelser, der ustandselig rammer os i hovedet. Tage til en musikalsk oplevelse. Det kan for det meste gøres gratis i kirken f.eks. Se noget sjovt, hvis eller der er noget i tv. Det er ikke meget, der er af den slags.
Man kan også snakke med andre mennesker. Jeg begynder bare at snakke med nogen. Nogle kigger på en som om man ikke er rigtig klog andre bliver glade for en snak.
Jeg tror ikke der er noget galt med dig andet end det hele er ved at være nok og du er deprimeret. Manden, der svigter, ingen sol, intet job og dermed få penge. Man føler sig værdiløs.
Kan du ikke få sagt til dig selv, de kan stikke alle deres umulige krav skråt op.
De syge, de arbejdsløse, de ældre er jo også en slags mennesker. Vi har også ret til at være i verden. Prøve at få det bedste ud af det korte liv man har.
Ja, det var bare en lille snak, for jeg ved ikke hvad man skal gøre for at komme i godt humør, det er svært.
Nej, det er ikke nemt at give gode råd, som Persille skriver, men hvis jeg var dig, ville jeg begynde med at tage til lægen.
Det skriver jeg på baggrund af mine egne erfaringer. I mange år kæmpede jeg i lange perioder med problemer, der ligner dine. Jeg havde bare ikke overskud til noget som helst!
Det viste sig langt senere, at det, der så ud som noget psykisk, nemlig mangel på selvværd, tendens til sortsyn og megatræthed, i virkeligheden var udløst af noget fysisk: Jeg havde åbenbart gået rundt med en voldsom jernmangel i adskillige år.
Nu kan det godt være, at du lever sundt og ikke mener, at du kan være i underskud med noget som helst. Men du skriver jo, at du vender op og ned på dag og nat, og i den situation er det vanskeligt at få tilstrækkeligt med D-vitamin, som vi jo for en stor del får fra sollyset. Så hvis du ikke tager pæne mængder af D-vitamin som tilskud, er du i stor risiko for at lide af D-vitamin-mangel.
Her får du en liste over mulige symptomer ved D-vitamin-mangel:
• Følelse af ”svaghed” – muskeltræthed.
• Smerter og nedsat kraft i musklerne – spec. lår, læg, skuldre og nakke.
• Almen træthed.
• Smerter i knoglerne.
• Prikkende, stikkende, sovende, snurrende eller brændende fornemmelser i fødder og hænder.
• Krampetendens i arme og ben.
• Uoverkommelighedsfølelse
• Depression
• Ledsmerter.
• Bredsporet og vraltende gang
• Besvær med at rejse sig fra siddende til stående stilling samt at gå på trapper.
Læg mærke til, at der blandt symptomerne er almen træthed og uoverkommelighedsfølelse og depression.
Listen stammer fra to praktiserende lægers hjemmeside:
http://www.cure4you.dk/749/D-vitamin.pdf
Du har skrevet dit indlæg under ”personlighedsforstyrrelser”. Der er efter min mening ikke det mindste tegn på nogen personlighedsforstyrrelse i dit indlæg. Men du kæmper i forvejen mod svære odds (arbejdsløshed og kærestesvigt), og hvis du så – f.eks. på grund af D-vitaminmangel yderligere er tappet for energi og gåpåmod, er det klart, at det er svært.
Altså: først en tur til lægen. Det er vigtigt, at du INSISTERER på at få taget blodprøver, for hvis lægen først hører om din arbejdsløshed, kærestesvigt m.m., kan det være, at du bliver affejet med, at det nok bare er noget psykisk eller måske overgangsalderproblemer.
Hvis det så viser sig, at du efter denne blodprøvetagning og lægeundersøgelsen i øvrigt ikke fejler noget som helst, så er det jo bare godt. Så har du et godt grundlag at gå videre på. Herefter ville jeg, hvis jeg var dig, prioritere den videre indsats efter, hvor påtrængende problemerne er.
Jeg synes, at det er en god ide, at du – som Persille skriver – siger til din mor, at du lige for tiden ikke har overskud til at være der for hende.
Når man er arbejdsløs er der jo nogle ting, samfundet kræver af én: møder, kontrolsamtaler osv. Men hvis du på nogen måde kan, så tror jeg, at det er vigtigt, at du sætter job-søgningen lidt på stand by, indtil du får mere gåpåmod. Prøv i stedet for at spørge dig selv, hvad du har lyst til, for det er nu engang lysten, der driver værket. Selvfølgelig er der ved enhver type job noget lortearbejde, der bare skal gøres, og som man må finde sig i. Men hvis det er det kedelige, det negative og det triste, der er fremherskende i dit liv lige nu, er det klart, at du aldrig får overskud til at ”tage det sure med det søde”.
Lige for tiden hakker du på dig selv og fokuserer på alt det, du ikke kan. Prøv at vænne dig til at tale pænt til dig selv og rose dig selv for alt det, du kan. Prøv at være god ved dig selv og gøre de ting, som du godt kan lide. Husk også at komme ud i naturen. Selv om det tit er gråvejr, så er der trods alt mere naturligt lys ude end indenfor. At gå lange ture i naturen er en måde at komme i gang på. Selv om ordet ”motion” lyder forfærdeligt kedeligt og frelst, så er der altså noget om, at det er godt at bevæge sig.
Så derfor: ud at trave i regn og rusk, og giv dig selv en belønning bagefter, for du har fortjent det!
Jeg vil stoppe her. Men husk nu at tage til læge. Din udbrændthed kan – som sagt – sagtens være forårsaget af en eller anden mangel på et vitamin eller et mineral, eller måske flere mangler. Det er vigtigt, at det bliver undersøgt.
God bedring og mange hilsner
Kameliadamen
Jeg håber da du tager en vitaminpille og noget levertran hver dag. Det er meget nødvendigt. Der er ikke mange vitaminer i den mad vi spiser. Jeg har set beviser på det hjælper at tage vitaminpiller.
Men : ser jeg på alt det jeg bør ....arbejde (ja der er kun det) være glad ok også det ...ja så er det at det begynder at gøre ondt i mit hoved.
Jamen Persil jeg vælger tvavisen fra ...jeg orker den simpelthen ikke - har ellers altid ment at folk der ikke interesserede sig for "deres omverden og hvad der foregår" var "dumme". Men jeg har fået nok. det er det samme og det samme og det samme. Som at blive tæppebombet med ...ja ..frygteligheder.
Tænk hvis de mennesker - medierne - brugte nyhederne til at fortælle - og hver dag - om alt det gode folk gør i denne verden - alle de gode ting der er sket og sker ?
Tænk hvis aviserne ikke prioriterede snyd og bedrag - men fortalte om hvordan man bliver en god mand og en god kvinde istedet for "så er det julefrokost" ...og " skilt for 120 gang" - altså gav de folk plads der har familieværdier og samler - istedet for dem der spreder og snyder og bedrager. Alt og alle og mest og - til sidst sig selv.
Tror vi ville blive gladere og sundere.
Apropos sundhed og vitaminer ...ja Kamelige det rigtigt har også tænkt på maden og om man sku gå til en homopat eller hvad det hedder ...for jeg er meget glad for sukker...
Men ...overvejer stærkt at skære ned på kartofler/Pasta/Ris og så holde mig til salat og kød ...og drikke juice.
Jeg er ikke fanatiker men ....tror det vil virke (noget) om ikke andet så på vægten.
Jeg kan jo godt se at det her slet ikke er nok - og jeg har altid tænkt "undvære kartofler og osv NO WAY ...men vil heller ikke unvære det blot skære ned.
og frisk luft ja ...mit hår klasker
Det bedst ville nok være helt at slukke det tv (som jo erstatter mange ting) og så gå ud og få et liv. Og få lyset tilbage i øjnene...
Ja ...der er mange ting der skal gøres ...jeg ved bare ikke hvor jeg skal begynde...men kan prøve ved maden..bare gøre et eller andet og så ja gå til lægen ...men jeg vil ikke bryde mig om at blive affejet med ting som ja det din alder eller noget. Det er det ikke - det er de ting der står her.
Så er der kærligheden ...og den er det vigtigeste. Nu gik ham jeg var totalt vild med ..at have ham var som et skud EPO med 1000 atombombers styrke desværre både på den gode og den dårlige måde.
Så det var et tab ...der slog mig i gulvet.
Helt.
Kom lidt til hægterne igen...begyndte at se andre og havde også ting i familien jeg sku tage mg af ...men jeg var en skygge af mig selv.
Jeg ku høre mig selv tale og være tilstede - men indeni ...ja det var værre end at græde og en anden smerte end fysisk smerte...
Nu ...har jeg fået ham på afstand ...det var jo "trods alt" også kun mig der elskede ham og ikke omvendt...så han er gået videre....upåvirket.
Nu ser jeg så en anden mand...og han har temmelig mange børn med forskellige ( det er for mig ikke godt - selv har jeg mine med en og samme mand som jeg også var gift med i mange år ....) . Nå ...men jeg kan li ham ...der er bare det ...at når vi fx sidder i sofaen og de - og det gør de jo tit- på tv ...siger noget kærligheds/parforholdsrelateret ...så kan de bemærkninger godt ramme og give et stik i hjertet...det gør det også på ham kan jeg mærke.
Vi sidder der nu ...to modne mennesker der hver på sin måde har været i gennem en masse og kendt kærligheden sammen med andre..og nu sidder vi der igen. Jeg kan mærke smerten..uroen og angsten for åh nej ikke nu igen. Tænk hvis han gør det og det ? og så blir jeg træt.
Jeg er en Maude uden en Hans Christian...og hvor meget ku hun være gået i seng uden ham? Han ordnede jo alt. Så med andre ord jeg kan ikke tillade mig bare at sove ...
For der sidder ikke en familie og venter nede i stuen, tjenestepiger og en velhavende mand....
Nej ...der er kun mig ...som ja også har et ansvar og en familie at være tilstede overfor ...jeg føler at jeg både skylder dem og mig at vinde og vende det her.
og så er vi tilbage ved overbelastningen og trangen til bare at gå i seng.
og der kommer jo f...ikke nogen og tænker åhhh er du her ???
Vi har lige en stilling til dig.
Jeg har lige et par kommentarer til dit nye indlæg:
Du skriver, at du er en Maude, der ikke har en Hans Christian Varnæs til at ordne alting.
Har det altid været sådan?
Har du altid haft lyst til at gå i seng fra det hele? Også f.eks. om sommeren?
Jeg kan forstå på dig, at du har (store eller voksne) børn. Hvordan var det dengang, de var små? Klarede du ikke at være der for børnene, arbejde og ordne tusind andre ting? Selvfølgelig var det hårdt indimellem, men sådan er det jo.
Det, jeg forsøger at afklare, er, om du er i en midlertidig krise, eller om du har haft det sådan hele dit liv.
Jeg gætter på, at det er en midlertidig krise, som selvfølgelig vil gå over.
Du stillede jo spørgsmålet ”Hvad er der i vejen med mig?” Nu kan vi jo ikke stille diagnoser over Internettet, og slet ikke, når vi ikke er læger. Men ud fra det, du skrev, kan depression ikke udelukkes.
Du skriver, at hvis det havde været en personlighedsforstyrrelse, så kunne du i det mindste have fået en eller anden pille mod den.
Jeg synes lige, at jeg vil sige, at det almindeligvis – og ifølge psykiaterne – ikke er muligt at gøre noget ved personlighedsforstyrrelser. Men en depression kan der gøres noget ved, og man kan fint komme sig af en depression og blive sig selv igen.
Netop depressioner kan være udløst af mange forskellige årsager. Det mest almindelige er nok, at de bliver udløst af en kombination af flere forskellige årsager, f.eks. mangel på naturligt dagslys, plus mangel på et vigtigt vitamin eller mineral, plus en hård belastning, som f.eks. arbejdsløshed eller kærlighedssorg.
Når du kigger på forsiden af Netdoktor, vil du se, at der er flere artikler, der ifølge Netdoktor er aktuelle lige nu. Der er en, de kalder ”Depressionernes højtid”:
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/ ... ession.htm
Prøv at læse den! Er der ikke noget, du genkender, f.eks. tendensen til at gå i hi?
Og nu kommer jeg ind på noget, som er lidt vanskeligt at forklare:
Vores psyke opleves af de fleste som noget, der udelukkende er bestemt af arvelighed og personlighed. Når du har lyst til at gå i hi i din seng, så frygter du, at der er noget forkert ved din psyke – noget som har med din personlighed at gøre.
Men det er bare fuldkommen naturligt, at vores psyke påvirkes af for lidt lys. Det har ikke noget med vores personlighed at gøre. Det er ren kemi eller biologi.
For nogle er det svært at erkende, at deres psyke er påvirkelig over for udefrakommende fysiske årsager. De vil helst se sig selv som selvstændige og uafhængige mennesker, hvis psyke ikke påvirkes af småting som vitaminmangel eller gråt novembervejr.
Og derfor har de så svært ved at komme til læge i tide. Du skriver, at du måske skulle opsøge en homøopat. Nej! Tag til læge. Det er lægen, der kan tage blodprøver – ikke homøopater. Lægen kan tjekke, om du har blodmangel eller D-vitamin-mangel eller for lavt stofskifte, hvilket også kan være forklaringen på din tilstand.
Hvis alle dine blodprøver skulle vise sig normale, så kunne du prøve denne særlige lyslampe, som omtales i artiklen, som jeg giver et link til ovenfor. Eller hvad lægen nu ellers foreslår.
Men sørg nu for at komme til læge!
Mange hilsner
Kameliadamen
P.S. Du skriver også, at du burde gøre noget ved maden. Hvis du spiser meget usundt nu, er det selvfølgelig en god ide. Men hvis du holder meget af kartofler, kan jeg ikke se, hvorfor du skulle holde op med at spise kartofler. Lige nu har du ikke mange kræfter, så derfor synes jeg ikke, at du skal stille krav til dig selv om, at en hel masse skal laves om. Vent til du får mere energi.
Til trådstarter:
Du lyder til at være kørt fast, have en livskrise. Hvad den er udløst af vil jeg ikke kloge mig på, da der sikkert kan være utallige forklaringer lige fra mangel på et vitamin eller mineral, som der nævnes og til angst og depression.
Du skriver, at din mor var depressiv og der er måske en arvelighedsfaktor i det?
I hvert tlfælde er jeg enig i, at du må til lægen og måske have ham til at henvise dig til nogen, der kan se på det med professionelle øjne. Tøv ikke, det er ikke noget nederlag at bede om hjælp, masser af mennesker må gøre det.