Glemsomhed i forbindelse med dødsfald
lotte123
✭
Jeg har i debatten ”behandlerjargon” været inde og kommentere, og der nævner jeg min bror.
Han er nu død, og det sidste forløb blev en rystende oplevelse. Dels har han jo netop fået forvirrende meldinger, så var det ikke så galt, det kunne behandles, så at det netop var helt galt, hvorfor han netop var ret så forvirret og utryg ved behandlingen.
Det skal siges, at hans nærhospital hedder Rigshospitalet, så det burde vel formodes, at han netop der var i de ypperste hænder, der findes i dette land. Men – det er et meget stort hospital med mange patienter, hvorfor de også har rygende travlt hele tiden.
Min bror var kræftsyg, og kræftafdelingen på Rigshospitalet er også stor, hvorfor der kommer vældig meget ”fabrik” og ”rutine” også over dybt alvorlig sygdom..
For et par uger siden fik han meldingen, at der ikke var flere tilbud til ham – ja, det var ordene. Kræften havde bredt sig aggressivt. Han fik f.eks. lige den besked om, at der ikke var mere at gøre med en tillægsbemærkning om, at det vidste han vel. Og nej – det gjorde han ikke, for han havde jo netop fået divergerende meldinger vedr. behandling
Han insisterede på at komme hjem, og der skulle så naturligvis massiv hjemmepleje til ham. Han kontaktede mig, og det blev aftalt, at jeg skulle komme til ham – jeg bor langt væk, så jeg kommer ikke sådan lige forbi, men havde naturligvis fortalt ham – og i flere år sagt det samme – han skulle bare ringe, så ville jeg sidde i toget, hvilket jeg naturligvis også ofte har gjort.
Han blev udskrevet onsdag 13/11, og aftalen var, at jeg skulle komme fredag og det gjorde jeg. Jeg var hos ham både den fredag og igen om søndagen. Vi fik aftalt alle detailler osv. og han var glad og lettet over, at det var på plads. Samtidigt mente han, at det da godt kunne være, han fik det bedre, at når han nu fik maksimal medicinsk smertestillende hjælp, og der vel også kom nogen og så til ham.
Det er her jeg er chokeret. Som nævnt, han blev udskrevet onsdag d. 13., da jeg var der i week-enden 15.-17. havde han stadig intet hørt omkring denne hjælp.
Jeg tog af sted, og han virkede rimelig frisk, men dog helt klart voldsomt mærket af sygdom.
Jeg talte med ham tirsdag d. 19. og der lød han temmelig sløret – han havde ikke kræfter til at gå ud i køkkenet efter noget at drikke og spise. Han havde stadig ikke hørt noget fra nogen hjemmepleje.
Onsdag formiddag ringer jeg og finder ud af hvilken afdeling, der skal tage sig af ham. Jeg får at vide, at jo, jo, de havde fået besked og havde tænkt sig at komme fredag d. 22. - altså hele ni dage efter at en dødssyg patient er taget hjem fra sygehuset. De havde forresten sendt et brev til ham – som i øvrigt bliver afleveret nede i opgangen, hvor han ikke selv er i stand til at gå ned og hente det, hvilket man jo godt ved, da det er sådan i alle lejlighedskomplekser nu om dage, og at hvis min bror kun kunne frem i en kørestol på hospitalet, så burde man vel vide, at han ikke kunne springe op og ned ad trapperne.
Jeg råbte lidt op, fortalte at min bror jo nu var mere eller mindre hjælpeløs, ikke kunne få noget at drikke og spise. Jeg fik svaret, at nu var det jo onsdag, og der var jo ikke mere end end to dage til fredage, så....
Nu var det hele vist lige meget for det lader til, at min bror er faldet død om kort tid efter, jeg havde talt med ham tirsdag aften, ganske givet helt dehydreret.
Nej – han havde nok ikke klaret den så længe alligevel. Det handlede øjensynligt nok om ganske få dage, men det er hvad man øjensynligt også bliver udsat for.
Oven i købet blev jeg i går ringet op af min brors læge på Rigshospitalet, der brugte energi på at beklage, at der var sket en ”fejl” og at man lige havde glemt at få givet ordentlig besked til hjemmeplejen, hvorfor der kom til at gå så lang tid, at det blev helt unødvendigt; noget som ikke bare er utilgiveligt – det burde simpelt hen slet, slet ikke kunne ske.
Den opringning kunne jeg godt have undværet – jeg fik indtrykket af at lægen ville have ”aflad” for sin ”forglemmelse” i denne sag.
Jeg er dybt chokeret over, at der øjensynligt ikke er en helt og aldeles fast rutine om hurtig hjemmepleje, når patienter ønsker at komme hjem for at dø. De vidste, og de vidste i den grad, at min bror boede og levede alene, at der ikke var pårørende i nærheden, noget lægen faktisk også gjorde klart i den samtale, jeg havde med hende i går.
Ja, det er så igen vores velfærdssamfund – jeg har talt med flere bekendte om det her – og jeg får det samme fra alle, at ja, noget i den retning har de hørt før.
Jeg forventer ikke de store kommentarer – havde bare lyst til at få ”luft”.
Han er nu død, og det sidste forløb blev en rystende oplevelse. Dels har han jo netop fået forvirrende meldinger, så var det ikke så galt, det kunne behandles, så at det netop var helt galt, hvorfor han netop var ret så forvirret og utryg ved behandlingen.
Det skal siges, at hans nærhospital hedder Rigshospitalet, så det burde vel formodes, at han netop der var i de ypperste hænder, der findes i dette land. Men – det er et meget stort hospital med mange patienter, hvorfor de også har rygende travlt hele tiden.
Min bror var kræftsyg, og kræftafdelingen på Rigshospitalet er også stor, hvorfor der kommer vældig meget ”fabrik” og ”rutine” også over dybt alvorlig sygdom..
For et par uger siden fik han meldingen, at der ikke var flere tilbud til ham – ja, det var ordene. Kræften havde bredt sig aggressivt. Han fik f.eks. lige den besked om, at der ikke var mere at gøre med en tillægsbemærkning om, at det vidste han vel. Og nej – det gjorde han ikke, for han havde jo netop fået divergerende meldinger vedr. behandling
Han insisterede på at komme hjem, og der skulle så naturligvis massiv hjemmepleje til ham. Han kontaktede mig, og det blev aftalt, at jeg skulle komme til ham – jeg bor langt væk, så jeg kommer ikke sådan lige forbi, men havde naturligvis fortalt ham – og i flere år sagt det samme – han skulle bare ringe, så ville jeg sidde i toget, hvilket jeg naturligvis også ofte har gjort.
Han blev udskrevet onsdag 13/11, og aftalen var, at jeg skulle komme fredag og det gjorde jeg. Jeg var hos ham både den fredag og igen om søndagen. Vi fik aftalt alle detailler osv. og han var glad og lettet over, at det var på plads. Samtidigt mente han, at det da godt kunne være, han fik det bedre, at når han nu fik maksimal medicinsk smertestillende hjælp, og der vel også kom nogen og så til ham.
Det er her jeg er chokeret. Som nævnt, han blev udskrevet onsdag d. 13., da jeg var der i week-enden 15.-17. havde han stadig intet hørt omkring denne hjælp.
Jeg tog af sted, og han virkede rimelig frisk, men dog helt klart voldsomt mærket af sygdom.
Jeg talte med ham tirsdag d. 19. og der lød han temmelig sløret – han havde ikke kræfter til at gå ud i køkkenet efter noget at drikke og spise. Han havde stadig ikke hørt noget fra nogen hjemmepleje.
Onsdag formiddag ringer jeg og finder ud af hvilken afdeling, der skal tage sig af ham. Jeg får at vide, at jo, jo, de havde fået besked og havde tænkt sig at komme fredag d. 22. - altså hele ni dage efter at en dødssyg patient er taget hjem fra sygehuset. De havde forresten sendt et brev til ham – som i øvrigt bliver afleveret nede i opgangen, hvor han ikke selv er i stand til at gå ned og hente det, hvilket man jo godt ved, da det er sådan i alle lejlighedskomplekser nu om dage, og at hvis min bror kun kunne frem i en kørestol på hospitalet, så burde man vel vide, at han ikke kunne springe op og ned ad trapperne.
Jeg råbte lidt op, fortalte at min bror jo nu var mere eller mindre hjælpeløs, ikke kunne få noget at drikke og spise. Jeg fik svaret, at nu var det jo onsdag, og der var jo ikke mere end end to dage til fredage, så....
Nu var det hele vist lige meget for det lader til, at min bror er faldet død om kort tid efter, jeg havde talt med ham tirsdag aften, ganske givet helt dehydreret.
Nej – han havde nok ikke klaret den så længe alligevel. Det handlede øjensynligt nok om ganske få dage, men det er hvad man øjensynligt også bliver udsat for.
Oven i købet blev jeg i går ringet op af min brors læge på Rigshospitalet, der brugte energi på at beklage, at der var sket en ”fejl” og at man lige havde glemt at få givet ordentlig besked til hjemmeplejen, hvorfor der kom til at gå så lang tid, at det blev helt unødvendigt; noget som ikke bare er utilgiveligt – det burde simpelt hen slet, slet ikke kunne ske.
Den opringning kunne jeg godt have undværet – jeg fik indtrykket af at lægen ville have ”aflad” for sin ”forglemmelse” i denne sag.
Jeg er dybt chokeret over, at der øjensynligt ikke er en helt og aldeles fast rutine om hurtig hjemmepleje, når patienter ønsker at komme hjem for at dø. De vidste, og de vidste i den grad, at min bror boede og levede alene, at der ikke var pårørende i nærheden, noget lægen faktisk også gjorde klart i den samtale, jeg havde med hende i går.
Ja, det er så igen vores velfærdssamfund – jeg har talt med flere bekendte om det her – og jeg får det samme fra alle, at ja, noget i den retning har de hørt før.
Jeg forventer ikke de store kommentarer – havde bare lyst til at få ”luft”.
Kommentarer
Jeg kan godt forstå lægerne har vanvittig travlt og bliver stressede, de har for mange papiropgaver.
Kommunikationen fungerer ikke og det er ledelsens skyld. Hvorfor kan de dog ikke indse det. De måtte da kunne sørge for, der var en person, som kunne tage sig af det. Det går alt for ofte galt, når nogen bliver sendt hjem fra sygehuset.
Stakkels mand, det er frygteligt, når nogen svigtes på den måde.
Min mor, hun skulle slet ikke have været sendt hjem fra sygehuset. Der lå hun helt alene og blødte ud af munden. Ja, hun havde et kalde apparat, men hvad nytter det i en situation, hvor hun ikke er klar.
De ansvarlige er ikke det mindste ansvarlige. Det gør mig ondt lotte, for jeg ved det glemmer du aldrig. Som jeg ikke har glemt min mors død. De kan kalde det velfærd nok så meget, det passer ikke.
Jeg tror ikke det koster mere at gøre det bedre, det er styringen, det er galt med.
citat
Jeg råbte lidt op, fortalte at min bror jo nu var mere eller mindre hjælpeløs, ikke kunne få noget at drikke og spise. Jeg fik svaret, at nu var det jo onsdag, og der var jo ikke mere end end to dage til fredage, så....
citat slut
Blev de ikke klar over det var alvor.
Jeg er dog både glad og lettet over, at min brors sidste forløb blev så kort, og jeg er glad og lettet over, at han døde hjemme og så pludseligt, for det var hans klare ønske.
Han havde for lang tid siden sagt til mig,at han største frygt netop var at skulle ligge hjælpeløs i en hospitalsseng i et upersonligt miljø – og sådan har vi det vel alle sammen.
Han var faldet om i sin lejlighed – vi kunne ikke få kontakt, og efter min kontakt til hjemmeplejen har man også forsøgt kontakt, men det endte med, at man måtte få politiet til at gå ind, så denne afslutning har været meget voldsom for mig og hans familie, så jo, alvoren kom i den grad til at gå op for dem - jeg gider bare ikke tale mere med dem, det må de "sgu" klare med deres egen samvittighed, men jo – det tager sin tid at få det ordentligt på afstand. Jeg håber og beder til, at han netop har fået et pludselig ”black-out” - andre tanker kan jeg simpelt hen ikke bære. Jeg har dog fået bekræftet – så meget som man nu kan, når det endte med, at han givet har ligget død tre dage i sin lejlighed, at det givet også er det, der er sket.
Jo, det ryster mig, at man lige ”glemmer” noget så væsentligt, men jeg er faktisk om endnu mere chokeret over, at denne læge ringede mig op. Denne læge, der var hans læge på sygehuset, der i den grad var helt klar over min brors situation, hans sydom og det hele?
Hvorfor skal jeg have at vide, at der er hende, der har glemt noget så væsentligt?
Ja, det både ryster og chokerer mig.
Ja, jeg er rystet over ”samfundet” i det her, men denne opringning gjorde det jo kun værre for mig.
Denne historie er jo ganske forfærdeligt i vores samfund, det vi kalder et velfærdssamfund, der er jo sket en virkelig grov menneskelig fejl, næsten ikke til at bære.
Ikke bare har du mistet din bror, men at tænke på, at han har været helt uden hjælp i de sidste dage, når man tænker på, at han var så dårlig og svækket, kan virkelig gøre mig vred.
Jeg ved godt, at der kan ske menneskelige fejl, men denne glemsomhed fra sygehusets side er så grov, at det er utilgiveligt.
Der er så mange svage og syge mennesker, der bliver svigtet i vores samfund, som om de ikke er noget værd, vi læser det jo hver dag i avisen og når vi hører nyheder. Det får mig altid til at tænke hvad og hvor er det, at det går galt, for der bliver jo brugt mange penge, men der er for mig at se alt for meget bureaukrati og for dårlig ledelse, rundt omkring i vores sygehusvæsen.
Men alle har så travlt, der er ikke plads til stor medmenneskelighed, de fleste har nok i sig selv. Nogle kan råbe højt, men de svage kan jo netop ikke råbe så højt, og det er jo ikke alle, der har familie, der kan råbe for dem.
Jeg sender dig varme tanker i en kold tid…
Det var helt klart min brors eget ønske at komme hjem – han kunne faktisk ikke komme hurtigt nok væk fra det hospital.
Lægen fortalte mig, at min bror havde fået at vide, at det givet kun var ganske kort tid, der var tilbage – men det var ikke hvad min bror fortalte mig, desværre. Faktisk tror jeg ikke, han havde forstået denne melding rigtigt, og det i sig selv er også underligt – da man vel må formode at de sådant et sted er vant til at tale med dødeligt syge mennesker? Tvært i mod regnede han da bestemt med at kunne være med til jul – og han talte dog også om, at det da kunne være, at han også var her næste jul igen. Det sidste kunne jeg dog godt se på ham, ikke var specielt sandsynligt.
Men – lægen fortalt mig, at det da netop ikke var sandsynligt at han ville opleve denne jul, at hans død netop var meget nært forestående, og det gør da denne fejl endnu mere rystende og uforståelig.
Jeg var som nævnt sammen med ham ganske få dage før han døde, og da var han klart sygdomsmærket, men han kunne da rejse sig og bevæge sig med støtte, så heller ikke jeg var klar over, at det var så nært forestående, og ville naturligvis have handlet anderledes, hvis jeg havde vidst det – dette anklager jeg nu ingen for, og det er heller ikke noget, jeg martrer mig selv med.
Min bror var et meget selvstændigt menneske, og han kunne ikke ha' at jeg var for ”mor-agtig” overfor ham, så vores aftale var da klart, at jeg da ikke skulle ligge og ringe til ham konstant, for det kunne han ikke tage.
Men igen – jeg er meget glad over, at det sidste forløb blev så kort – jeg kan bare ikke magte, at man sløsede med den hjælp, og slet ikke magte at lægen nærmest skulle cementere, at der var sjusket fra dem, der i den grad burde vide besked.