nygift og 52 år
Jeg er lige blevet gift med manden i mit liv. Har været gift med en anden "manden i mit liv" i 32 år som døde pludseligt i januar. Mister Fantastic var lige blevet skilt og vi har været "vennepar" i 25 år med hver vores ekser. Han er 5 år yngre end mig og det sagde bare BUM nogle mdr efter jeg var blevet enke og vi er bare the perfekt match uden at have skænket det en tanke i alle årene. Vi har begge ikke haft noget eller ihvertfald meget lidt sexliv i de sidste ca 10 år. Jeg har præcis regelmæssig menstruation, kan næsten sætte klokkeslet på også. Hvor stor er mon risikoen for at blive gravid? Ville det være meget usmageligt hvis vi overvejede at forsøge? Han har ingen og jeg har 4 børn i alderen 16-33. hahaha det er bare for sjovt. Mit egentlige spørgsmål er: Er et meget aktivt sexliv med til at forsinke overgangsalderen? Jeg gider nemlig ikke at tænke på at have alle de kvaler når vi nu endelig har fundet lykken. Og for det andet, kan man evt få hormoner for at udsætte overgangsalderen.
Ellers en dejlig debat der fortæller mig at overgangsalderen ikke behøve at betyde at man bliver syg og åndssvag.
Ellers en dejlig debat der fortæller mig at overgangsalderen ikke behøve at betyde at man bliver syg og åndssvag.
Kommentarer
Hvor stor risiko kontra chance – alt efter omstændighed – der er for graviditet i din alder, er jo ikke til at vide, men naturen går sin gang, så jeg tror ikke mulighederne er voldsomt store. Faktisk tror jeg, du kan få målt, hvor du befinder dig mht fertilitet med en blodprøve ved lægen – jeg ved det dog ikke, men prøv at spørge din læge til råds, for selvfølgelig ville det være skønt, hvis ikke I behøver tænke i prævention. Selv er jeg blevet steriliseret for mange år siden, og har bestemt ikke fortrudt det et sekund – og slet ikke i de efterhånden en del år, hvor min cyklus har været voldsomt svingende. Der har det været helt vidunderligt, at jeg ikke også skulle forholde mig til, om det kunne skyldes graviditet.
Om det er usmageligt eller ej med et barn tilkommer ikke andre end jer selv at bedømme, men måske I skal tænke lidt på det eventuelle barn, og hvor fantastisk det vil være for en sådan størrelse at skulle vokse op med forældre, der er så langt oppe i årene, og at det barn skal forholde sig til, at sandsynligheden for at miste den ene eller begge sine forældre i en ung alder osv osv.
I hvert fald du har børn, der er – eller er ved at være – i en alder, hvor det dem, der skal have børn og dig, der skal være bedstemor – og måske I skulle tænke lidt på, om ikke det vil være, langt, langt bedre for jer at nyde børnebørn frem for eget barn. Børnebørn kan nemlig afleveres igen – det kan egne børn ikke. Du kender jo i hvert fald til, hvor meget et barn kræver af energi og kræfter.
Er det et eller andet sted ikke langt bedre, at I nu nyder hinanden, smutter på skønne ferier, når det passer jer, ligger hele dagen i sengen med morgenmaden osv osv.
Men – helt klart jeres egen beslutning. Og jo – jeg så det nok var for sjov, men du nævnte det. :-)
Jeg har desværre aldrig hørt om, at et meget aktivt sexliv skulle udskyde overgangsalderen, men på den anden side – jeg har absolut ikke nævneværdige problemer med min overgangsalder, måske det er derfor.
Dog – jeg har en veninde, som har været alene i årevis og ikke har et aktivt sexliv – hendes overgangsalder har også været helt og aldeles problemfri, såååååå......
Men husk nu – det er altså ikke et ”krav” at man skal have problemer med den overgangsalder – langt de fleste kommer gennem den periode uden nævneværdige problemer, men det er desværre den gruppe, der netop har problemer, der primært er fokus på, hvilket selvfølgelig er fint nok, men det betyder desværre bare, at mange kvinder tror, de SKAL lide alle kvaler.
Jeg vil også gerne bringe et stort til lykke!
Til din kommentar om overgangsalderen, der måske kommer som et brag, vil jeg gerne sige følgende: Måske vil du slet ikke mærke noget til den! Det gjorde jeg nemlig ikke.
Akkurat som Lotte synes jeg, at der tales vældig meget om overgangsproblemer. Det er jo klart, at både mænd og kvinder i alle aldre kan fejle et eller andet. Der er så bare den tendens i samfundet, at kvinder i en bestemt alder ikke kan få lægehjælp, men affejes med en besked om, at deres helbredsproblemer nok skyldes overgangsalder. Færdig!
Sådan var min situation, da jeg var i begyndelsen af 50’erne. Jeg var så træt, at jeg ikke kunne hænge sammen, og jeg måtte sygemeldes. Men lægehjælp kunne jeg ikke få. Det viste sig efter et par års forløb, at trætheden skyldtes jernmangel, og efterhånden åbenbaredes årsagen: Alt for voldsom menstruation.
Jeg fik fjernet livmoderen, som på grund af muskelknuder var årsag til den voldsomme menstruation, men jeg fik ikke fjernet æggestokkene, så jeg gik ikke i overgangsalder som følge af operationen. Jeg havde dog stadig problemer med træthed, selv om jeg nu ikke længere havde jernmangel. Min daværende læge mente stadig, at jeg havde overgangsproblemer og tog derfor en blodprøve for at bevise sin teori. Da var jeg 54 år. Han så helt forkert ud i hovedet, da han var nødt til at fortælle mig, at blodprøverne overhovedet ikke tydede på, at jeg var gået i overgangsalder. Men han var stadig ikke villig til at finde ud af, hvad jeg så fejlede.
(I øvrigt husker jeg, at min mor helt til hun var midt i 50’erne var nervøs for at blive gravid. Måske er det til en vis grad arveligt, hvornår man går i overgangsalder).
Først efter 10 år og adskillige lægeskift regnede en erfaren hjertespecialist ud, hvad jeg fejler: Jeg har søvnapnø, altså det problem, at vejrtrækningen indimellem stopper under søvnen. Det giver en urolig søvn, fordi man hele tiden vækkes, når vejrtrækningen udebliver. Og derfor bliver man meget træt.
Det er et faktum, at jeg havde helbredsproblemer før overgangsalderen, og eftersom jeg nu er i 60’erne, må jeg have været i overgangalderen på et eller andet tidspunkt. Men selve overgangsalderen har jeg ikke mærket noget til.
Det synes jeg bare lige, at jeg vil sige. Ikke alle mærker overgangsalder-problemer. Men man kan godt have helbredsproblemer af andre grunde, og i det tilfælde kan det være meget svært at få lægehjælp, hvis man er i den alder.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg har aldrig mærket noget til overgangsalder. Jeg kender faktisk ingen, der har haft det helt så dårligt, som der bliver "reklameret" med.
Jeg tænker det nærmest er et salgsslogan, for at kvinder skal købe sig fattige i alskens sager, næsten inden overgangsalderen begynder.
Overgangsalder, jeg kan sørme ikke lide dette ord. Jeg er den samme, som jeg altid har været.
Hvor længe man kan få børn, tjae, det mener jeg er forskelligt. Men har man passeret 50 år, så tror jeg chancen / risikoen er uhyre lille.
Jeg har kendt kvinder der har født børn da de var i fyrrerne, men ingen efter 50 år.
Både min mor og søster kom i menopausen som 40 og 41-årig o havde alverdens kvaler med voldsomme hedeture og depressioner. Min søster kunne få hormoner, men det gav man jo ikke, da min mor var i den alder.
jeg husker meget tydeligt alle hendes søvnløse nætter, hvor hun måtte op at skifte drivvådt sengetøj. Hun fik i øvrigt svær oesteporose som lidt ældre.
Jeg ventede heldigvis, til jeg fyldte 50 med at komme i meno-pausen, men så skal jeg også love for, det bragede igennem. Sveden haglede af mig, så dråberne løb ned ad benene gennem tøjet.Min natkjole kunne regulær vrides. Så jeg valgte hurtigt at få hormonpiller, som jeg til stadighed får i en alder af snart 70 år. Valget er MIT, og jeg har det godt med dem. Og jeg gider ikke se andres formanende blikke!! Jeg har aldrig røget en cigaret, og ingen i min familie har haft hjerte-karsygdomme.
En herinde spørger, om et aktivt sexliv kan forrykke overgangsalderen?? Jeg har haft et glimrende aktivt sexliv, så det hjalp ikke mig :-
Kan du skrive det, så kan jeg skrive: Pas på ikke at være misundelig, fordi vi er mange, der ikke mærker/mærkede noget. Du bliver hverken bedre eller værre end andre, fordi du er en af de få, der havde det slemt.
Ang. hormoner, jo jeg bruger vagifem. Det er godt for slimhinderne.
Hvis du kan se nogle følelser – udtrykte eller uudtrykte – i mit indlæg, så er der, foruden naturligvis glæde på den 52-årige nygifte kvindes vegne, tale om vrede over, at det er så svært at få lægehjælp, når man er kvinde og har en bestemt alder.
Læger affejer efter min mening i alt for høj grad kvinder med, at deres helbredsproblemer blot skyldes overgangsalderen. Efter min bedste overbevisning er dette årsag til kæmpe udgifter for samfundet og for den enkelte. I mit tilfælde sygedagpenge i et år og foreløbig førtidspension i 9½ år – og så har jeg slet ikke nævnt de lidelser, som disse kvinder bliver påført.
Det ville da være meget bedre, hvis lægerne undersøgte kvinderne på lige fod med andre og gjorde, hvad de kunne for at helbrede – i stedet for bare at affeje kvinder i en bestemt alder med tom snak.
Du fortæller, at din mor fik svær osteoporose. Sådan som jeg ser på det, så er osteoporose et helbredsproblem på linje med andre helbredsproblemer. Normalt er det selvfølgelig ikke noget, som yngre mennesker får, men jeg ser det ikke som noget, der har med overgangsalderen at gøre. Jeg er overbevist om, at en ansvarlig læge kan opdage sådan noget i tide, hvis lægen ellers vil!
Det er klart, at denne problematik er af stor betydning for mig. Men hovere – det gør jeg altså ikke! Og frelst - slet ikke!
Mange hilsner
Kameliadamen
Tak for svar.
M.h.t. oesteporose, så opdagede man vist sjældent det i tide i 1950-erne? Jeg mener at have hørt, at kommer man meget tidligt i meno.pausen, er der større risici for oesteporose? Jeg tager som nævnt fortsat hormoner, fordi jeg flere gange har læst og hørt, at de er med til at modvirke oesteporose, og en gynækolog har givet mig ret.
Da min mor endelig i ca. 1983 blev undersøgt ordentligt i ryggen, viste det sig, at hun allerede havde haft 7 brud!!!! Hun blev omg. sat i Ketogan -og ikke andet. Men før den diagnose, havde hun så mange smerter, at hun valgte at tage livet af sig med 40 stærke sovepiller. Blev reddet, efter at have været død i knap 2 minutter. Hun kom senere til at døje meget med polypper i blæren -måske også p.g.a. mange ubehandlede blærebetændelser? Hver 3. måned fast blev hun skrabet i blæren.
Så jo, min mor var virkelig plaget af flere alvorlige ting efter meno-pausen.
Jeg glæder mig helt bestemt også på den 52-årige nygiftes vegne. Dejligt at læse sådan et indlæg, og min tanke var: Udskyde menopausen med aktivt sexliv eller ej: BLIV ved. For en sikkerheds skyld :-)
Gode hilsner
tovery
Jeg har da aldrig nogen sinde glædet mig over at andre har det værre end mig.
Faktisk har jeg – både i denne debat , men også i andre - udtrykt, at det da er fint, at der netop er fokus på de alvorlige gener, som nogle oplever i overgangsalderen, men jeg udtrykker også at man altså ikke nødvendigvis behøver at gå og og bruge energi på at frygte den periode, at frygte alle de rædsler, som der er så megen fokus på.
Det er nu en gang sådan, at ca. 1/3 af alle kvinder har problemer med den periode, 1/3 mærker moderate gener, og 1/3 mærker stort set intet til den.
Og så er det jeg postulerer, at vi da for pokker ikke alle sammen skal gå og overbevise os selv om, at vi ”nok” kommer til at tilhøre den alvorlige trediedel.
Men – det gør læger desværre også meget i, og i lighed med hvad Kameliadamen har oplevet, så er også jeg og mange andre netop blevet fejet af og afvist. Det er faktisk dybt rystende at man som kvinde, der er fyldt 40 år, simpelt hen ikke kan gå til læge med noget som helst uden at få at vide, at det ”nok” skyldes overgangsalderen, og man derfor lige får kylet en recept på hormoner i hovedet – og det i øvrigt er utænkeligt, at man kan fejle noget andet, som der kan behandles for, hvorfor man heller ikke så meget som overvejer at undersøge tingene.
Jeg er rystet over at heller ikke læger er klar over, at hormoner altså ikke er helt så ligegyldige, som de plæderer for. Det opfattes endda som en så uskadelig medicin, at man uden videre skal indtage stadset hvad enten man har brug for eller ej – og at man i øvrigt skal gøre det livet ud – uden nogen form for kontrol overhovedet.
Jeg er faktisk vred over, at det opfattes, som om man ”hoverer”, at man tillader sig at fortælle at alle altså ikke SKAL have det frygteligt i den periode. Nogle har det slemt, og dem har jeg al mulig sympati for, og glæder mig over, at der langt hen ad vejen findes gode hjælpemidler, og jeg synes det er skønt, at der findes de hormoner, der kan afhjælpe problemet for dem, der HAR denne voldsomme hormonmangel; jeg har dog bare svært ved at se, hvorfor det partout skal kyles i alle kvinder – i øvrigt har jeg flere gange været inde på, at man vil kunne få megen hjælp i den alternative verden, for læger kan nu en gang kun finde ud af at medicinere, og i mange tilfælde tror jeg det også kan handle om kost, vitaminer og mineraler.
Jeg undrer mig over, at du får formanende blikke i den anledning – jeg oplever det stik modsatte, når jeg påstår, at jeg ikke vil have dem. Omkring mig bliver jeg konstant opfordret til at tage i mod dette ”fantastiske” middel. Det er nærmest mig, der bliver formanet. Jeg har for nyligt gået på et inkontinenshold – og hold da op, hvor jeg fik læst og påskrevet, da jeg prøvede at komme ind på, om det nu også var absolut nødvendigt at alle som en på det hold fuldstændigt kritikløst brugte de hormoner.
knus.