Søger ærlige input
Jeg har simpelthen brug for ærligt at få at vide om jeg er helt urimelig eller ej.
Jeg er en ung kvinde på 32 år som er gift med min mand på 35. Vi blev i juni 2013 forældre til verdens skønneste dejligste pige.
Graviditeten var rigtig svær på forskellige måder - vi havde svært ved at blive gravide, jeg kastede op fra uge 5-18 og var indlagt med dehydrering, fik bækkenlæsning i uge 30 og blev sat i gang i uge 40+3 pga manglende liv. Men vi blev altså forældre til jordens 8. vidunder.
Efter fødslen kom ammeproblemer og en lille mus med kolik. Og for at det ikke skal være løgn blev jeg da lille pigen var 5 uger ramt af en infektion som gav mig en blodforgiftning jeg var ved at dø af og som gjorde at jeg var indlagt væk fra min lille pige og min mand i 6 uger og som stadig driller og gør jeg er syg, men dog hjemme.
Nu til sagens kerne: Vi har endnu ikke haft sex og min sexlyst er helt væk. Jeg har simpelthen ikke lyst til at have sex - jeg har ikke mentalt overskud til sex. Jeg kæmper med at være mor og med sygdom.
Jeg har enkelte gange siden fødslen givet min mand BJ eller HJ, men nu er den lyst også fuldstændig forsvundet. Min mand er dybt seksuelt frustreret og jeg er rigtig ked af det - for det er min skyld. Problemet er bare at han presser og presser og presser og jo mere han presser jo mindre bliver min sexlyst.
Han siger at jeg burde have lyst til at give ham BJ eller HJ for at bekræfte ham - for at hjælpe ham. Og det bliver jeg ærlig talt lidt vred over. Jeg får kvalme når det kommer op og han presser på.
Er jeg totalt urimelig? At jeg ikke vil presses? Jeg har tilbudt at gå til en sexolog når der er kommet lidt ro på. Jeg har bedt om muligheden for lige at finde mine ben i forhold til baby og sygdom.
Jeg er nu gået så langt at jeg har sagt at vi godt kan forsøge samleje men desværre er jeg begyndt at bløde. Har sagt at jeg gerne vil hoppe ud i det, men vil bare ikke presses.
Håber på nogle ærlige svar. Det fylder så meget herhjemme og vores ægteskab knirker!
Jeg er en ung kvinde på 32 år som er gift med min mand på 35. Vi blev i juni 2013 forældre til verdens skønneste dejligste pige.
Graviditeten var rigtig svær på forskellige måder - vi havde svært ved at blive gravide, jeg kastede op fra uge 5-18 og var indlagt med dehydrering, fik bækkenlæsning i uge 30 og blev sat i gang i uge 40+3 pga manglende liv. Men vi blev altså forældre til jordens 8. vidunder.
Efter fødslen kom ammeproblemer og en lille mus med kolik. Og for at det ikke skal være løgn blev jeg da lille pigen var 5 uger ramt af en infektion som gav mig en blodforgiftning jeg var ved at dø af og som gjorde at jeg var indlagt væk fra min lille pige og min mand i 6 uger og som stadig driller og gør jeg er syg, men dog hjemme.
Nu til sagens kerne: Vi har endnu ikke haft sex og min sexlyst er helt væk. Jeg har simpelthen ikke lyst til at have sex - jeg har ikke mentalt overskud til sex. Jeg kæmper med at være mor og med sygdom.
Jeg har enkelte gange siden fødslen givet min mand BJ eller HJ, men nu er den lyst også fuldstændig forsvundet. Min mand er dybt seksuelt frustreret og jeg er rigtig ked af det - for det er min skyld. Problemet er bare at han presser og presser og presser og jo mere han presser jo mindre bliver min sexlyst.
Han siger at jeg burde have lyst til at give ham BJ eller HJ for at bekræfte ham - for at hjælpe ham. Og det bliver jeg ærlig talt lidt vred over. Jeg får kvalme når det kommer op og han presser på.
Er jeg totalt urimelig? At jeg ikke vil presses? Jeg har tilbudt at gå til en sexolog når der er kommet lidt ro på. Jeg har bedt om muligheden for lige at finde mine ben i forhold til baby og sygdom.
Jeg er nu gået så langt at jeg har sagt at vi godt kan forsøge samleje men desværre er jeg begyndt at bløde. Har sagt at jeg gerne vil hoppe ud i det, men vil bare ikke presses.
Håber på nogle ærlige svar. Det fylder så meget herhjemme og vores ægteskab knirker!
Kommentarer
Og - det burde din mand faktisk også kunne. Jeg bliver lidt rystet over, at det i øvrigt kun handler om, at han vil bekræftes - og kun kan blive det ved at du "betjener" ham.
Jeg ved selvfølgelig ikke, om I hører til den absolut store gruppe af par, for hvem det ikke er naturligt at tale sammen, og lytte til hinanden - og gør I det, så er det helt klart der, I starter, og gør det nu; for han burde kunne forstå, at han godt kan blive bekræftet på andre måder; ved at I netop taler sammen om andet end lige netop dig, din sygdom og det hårde slid, det er at have en baby; ved at du fortæller ham, at du er glad for ham, men at også du har brug for bekræftelse, der går i at have behov for et varmt knus, måske ligge i ske - uden der skal følge "forpligtelser" med osv.
Rent fysisk vil jeg foreslå dig at gå til din læge og fortælle om det her - og så har du forhåbentligt en læge, der enten kan give dig nogle helt konkrete "værktøjer" med hjem, til at gøre din mand begribeligt, at det, at du ikke magter sex endnu, faktisk er helt rimeligt fra din side - eller endnu bedre, at din læge beder din mand komme i konsultationen, så han der kan få at vide, at det altså ikke er dig, der er urimelig, og at det værste din mand faktisk kan gøre er at presse, presse og presse.
Jeg synes simpelt hen ikke, han kan være det bekendt. Der er godt nok ikke megen "medgang og modgang" her.
Hvis jeg havde ham her kunne jeg ruske ham. Fortælle ham, han burde se at blive voksen og tage del i ansvaret. Hvis han tror du har haft det nemt og noget du hurtigt kommer dig over, så tager han fejl. Det er en stor opgave at føde et barn, især når der opstår problemer.
Jeg kom mig først efter et halvt år. Jeg havde desværre også en forkælet drengerøv til mand. Og din mand er endda 35 år.
Åh, jeg kan blive så vred over sådanne forkælede "mænd", der ikke fatter en pind af, hvad det vil sige at være gravid og føde et barn. Han må vise dig respekt og tage del. Forstår han ikke det, så er han ikke meget værd.
Nu bliver du sikkert vred over jeg siger det, men jeg er ked af det på dine vegne, du må have det forfærdeligt.
Du har min største sympati.
Han burde vise sig som et mandfolk og hjælpe dig i stedet for. Lade dig komme til kræfter efter den fødsel.
Jeg har som far til to små børn ligesom alle andre oplevet at sexlivet har dykket, hvilket skabte en væsentlig frustration hos mig. Jeg pressede i en periode alt for meget på, hvilket var en hul i hovedet og snotdum taktik. Det fik bare min kone til at blive frastødt, og da hun en gang gav efter og havde sex med mig selvom hun ikke havde lyst (det fortalte hun først bagefter) fik hun det direkte dårligt og mistede enhver lyst til mig i et par uger.
Vi har talt rigtig meget om det siden, og hun har lovet mig at hun altid vil sige fra hvis hun ikke har lyst - også selvom det pludselig opstår midt i akten. Det er for mig magtpåliggende at det aldrig igen bliver en dårlig oplevelse for hende. Det der har hjulpet mig enormt meget er at hun er blevet meget bedre til at fortælle hvad det er der hæmmer hendes sexlyst (alt fra huslige pligter, at jeg presser hende til dårlig ånde ect.). Så har jeg muligheden for at justere på disse ting. Endvidere var det rigtig rart at hun dengang fortalte at selvom hun lige på det tidspunkt ikke havde lyst, så var også vigtigt for hende at vi på lang sigt kam igang igen.
Så mine råd er:
1) Ikke nogen dårlig samvittighed over manglende lyst. Du sætter reglerne for din krop.
2) Fortæl din mand at du elsker ham og at du vil arbejde for at I kan få et godt sexliv igen - når din krop og dit sind kan følge med
3) Fortæl ham endvidere at det KUN vil gøre tingene værre hvis du giver efter og giver ham flere HJ eller BJ. Det kan udvikle sig til at du bliver totalt frastødt af ham.
4) Fortæl ham endvidere at det pres han lægger har den stik modsatte effekt
5) Fortæl ham en gang til at du elsker ham og at du glæder dig til at du med ægte begær igen kan rulle rundt sammen med ham og at han bare kan vente sig.
Det bedste herfra
Man trænger til aflastning og forståelse, mener jeg.
Nå, men det er måske kun mig, der ikke helt fatter hvad der menes.