kan ikke føle frygt, medlidenhed, og respekt.
Hej Netdoktor.
Jeg er en mand på 21.
Da jeg var 4 år kom jeg for første gang til psykiater hvor jeg fik konstateret en deprision.
helt op til jeg var 15 og flyttede fra min mor har jeg konstant været bange, ked af det, isoleret mig selv og frygtet min mor der gik ikke en dag uden jeg gik rundt med et falsk smil hvor jeg aldrig sagde hende imod, rendte hende i hælene og sørgede for 90% af hus arbejdet i hjemmet osv…
dagen jeg flyttede var første gang jeg sagde hende imod og det resulterede i hun fik min stedfar til at give mig en på hovedet, da han havde gjort det slog og skubbede jeg igen for alvor og det er sidste gang jeg har følt mig bange
og siden den dag jeg flyttede fra hende har jeg ikke en eneste gang været bange for noget eller følt den mindste form for frygt.
når folk kommer tilskade omkring mig har jeg aldrig kunne føle medlidenhed med dem med undtagelse af en person.
og det som om jeg bare ikke kan respektere nogen, hvad de siger eller gør.
sådan har jeg levet de sidste 6 år og kan virkelig ikke forstå hvorfor jeg ikke kan føle de ting
generelt er jeg glad, motioner meget, arbejder meget, spiser som regl sundt, og bruger en del tid med venner og kæreste.
er der nogen der kan komme med et bud på hvorfor jeg ikke har været i stand til at komme i kontakt med de føelser over de sidste 6 år?
og hvad jeg evt kan gør for at åben æsken de er låst nede i? hver gang jeg ved jeg burde føle de ting er det bare som et tomrum der er ingen ting intet at komme efter og forstår det virkelig ikke.
Jeg er en mand på 21.
Da jeg var 4 år kom jeg for første gang til psykiater hvor jeg fik konstateret en deprision.
helt op til jeg var 15 og flyttede fra min mor har jeg konstant været bange, ked af det, isoleret mig selv og frygtet min mor der gik ikke en dag uden jeg gik rundt med et falsk smil hvor jeg aldrig sagde hende imod, rendte hende i hælene og sørgede for 90% af hus arbejdet i hjemmet osv…
dagen jeg flyttede var første gang jeg sagde hende imod og det resulterede i hun fik min stedfar til at give mig en på hovedet, da han havde gjort det slog og skubbede jeg igen for alvor og det er sidste gang jeg har følt mig bange
og siden den dag jeg flyttede fra hende har jeg ikke en eneste gang været bange for noget eller følt den mindste form for frygt.
når folk kommer tilskade omkring mig har jeg aldrig kunne føle medlidenhed med dem med undtagelse af en person.
og det som om jeg bare ikke kan respektere nogen, hvad de siger eller gør.
sådan har jeg levet de sidste 6 år og kan virkelig ikke forstå hvorfor jeg ikke kan føle de ting
generelt er jeg glad, motioner meget, arbejder meget, spiser som regl sundt, og bruger en del tid med venner og kæreste.
er der nogen der kan komme med et bud på hvorfor jeg ikke har været i stand til at komme i kontakt med de føelser over de sidste 6 år?
og hvad jeg evt kan gør for at åben æsken de er låst nede i? hver gang jeg ved jeg burde føle de ting er det bare som et tomrum der er ingen ting intet at komme efter og forstår det virkelig ikke.
Kommentarer
det vil jeg mene vil være godt for dig --for det her er debat program ---og nogle kan komme med gisninger
men det er ikke det samme som terapi
Jeg tror, at enhver med bare lidt psykologisk forstand vil sige, at det er fuldstændig logisk, at du har det sådan. Du har jo aldrig kunnet tillade dig at være dig selv. Du har altid måttet spille en rolle. Og nå ja, det gør vi jo alle sammen i et vist omfang over for mennesker, vi ikke kender så godt. Men for at et lille barn kan udvikle et normalt følelsesliv er det nødvendigt, at det over for nære personer kan være sig selv, uden frygt for at miste forældrenes kærlighed, når det reagerer med vrede eller utilfredshed eller andre – ganske normale − negative følelser. Og det har du jo ikke kunnet. Du har tværtimod hele din barndom måttet kontrollere dig selv, for at forsøge at være sådan, som du troede, at din mor ville have det.
Personligt har jeg selv i et vist omfang haft det på samme måde, som du beskriver. Min far var meget temperamentsfuld og uligevægtig, og det betød, at både jeg selv, min mor og mine søskende altid var på vagt, når han var i nærheden, for han kunne få de forfærdeligste raserianfald, hvor han smadrede ting, og han kunne også godt finde på at slå. Han havde virkelig mange kræfter.
Da jeg voksede op, sagde folk om mig, at jeg altid var glad. Det var jo nok for en stor del komediespil, for alle andre følelser end glæde blev ikke tolereret i mit hjem. Men jeg husker, at jeg ikke KENDTE andre følelser end glæde. Efter at jeg var flyttet hjemmefra husker jeg mange situationer, hvor jeg var udsat for fare, men reagerede fuldstændig uden frygt, med det kølige overblik i behold. Og jeg vandrede alene rundt i storbyer i udlandet ved nattetide, uden at være det mindste bange.
Og det var da også dejligt, at jeg aldrig var nervøs ved eksamener!
Men bortset fra det, så vil det give problemer i det lange løb at leve på den måde. Du beskriver jo også, at du føler et tomrum.
Nu ved jeg ikke, om min forklaring på tilstanden virker fyldestgørende. Måske kan andre beskrive det bedre.
Men jeg tror, at du er nødt til at investere i noget psykologhjælp. Efter min erfaring er det dog ret vanskeligt at få virkelig effektiv hjælp til netop den slags problemer, fordi mange psykologer bruger såkaldt samtaleterapi, altså hvor psykolog og klient sidder over for hinanden og taler høfligt sammen. Og den slags konversation giver altså ikke noget. Både du og jeg er jo netop trænede i at kontrollere os selv, så den forestilling kan vi gennemføre, uden at det giver nogen som helst resultater.
Det er nødvendigt, at psykologen anvender en terapiform, der når ned, hvor det brænder på. Den meget roste terapiform kognitiv adfærdsterapi dur efter min mening ikke, eftersom den netop er styret af rationelle, fornuftsbetonede principper (alt for meget hoved!). Jeg kan anbefale kropsorienteret psykoterapi, for al den energi, som din krop anvender til at kontrollere dine følelser, sidder bundet i kroppens spændinger, og derfor er det mest effektivt, hvis psykologen arbejder med kroppen på en direkte måde.
Det er vigtigt, at den psykolog, du vælger, virkelig er trænet i at behandle netop din form for problemstilling. Sørg for at vælge én, du får anbefalet af mennesker med erfaring.
Mange hilsner
Kameliadamen