Hemmelig venskab med min allerførste kæreste

hellemutti123

Kære Lotte - problemer er altid mere komplekse end som så. Hvis jeg havde troet, at jeg ville have kunnet klare mit ved at alliere mig med børnene og danne fælles front for at opnå større forståelse for at jeg har behov for mere frihed i hverdagen, så havde jeg gjort det for længst. Det handler om min mands accept, og den får jeg aldrig, hvad jeg end gør. Involverer jeg mine børn, vil det bare ende i det helt store drama, hvor han føler, at vi alle er på nakken af ham. Det vil gøre ham endnu mere mistænksom, endnu mere krævende og forhørende, og det vil jeg ikke kunne leve med.
I vore unge år havde han så travlt, at han blæste ud og ind af huset. Jeg var hos børnene. Da de blev store, fik jeg større frihed og den spurgte han ikke så meget til. Mærkede den jo ikke på samme måde, som nu, hvor vi for første gang i vores samliv går op og ned ad hinanden dag ud og dag ind. Han gider ingenting. Hans før så aktive væsen er forsvundet og har efterladt en slap person, som jeg har svært ved at ruske op i og forholde mig til i det hele taget. Men han iagttager mig i alt, hvad jeg gør, for han er jo dybt afhængig af mig og af, at jeg er der hele tiden.
Åhhh det er svært at gøre rede for uden at det lyder voldsomt nedgørende, men tro mig, jeg prøver at gøre det så realistisk og objektivt som muligt.
Måske skulle jeg prøve at kontakte ældresagen, som du foreslår. Har prøvet at være inde på deres hjemmeside, men blev ikke klogere af det. Fandt i hvert fald ingen steder, hvor jeg kunne kontakte dem med sådan noget som det, jeg bakser med.

Sofie45

Jeg er meget chokeret over, hvad du skiver, nemlig at du gerne vil have mere frihed, men det kræver din mands accept, og den får du ikke.

Hør her, hvis du ønsker mere frihed i jeres forhold, kan du jo bare tage den, du skal vel ikke spørge din mand først, hvis du ønsker at forlade hjemmet i et par timer eller en halv dag. Hvis du mener du skal og bør gøre det, så har du givet din mand for megen magt i jeres ægteskab.

Selv om vi er gift er vi jo stadig selvstændige mennesker og kan gøre hvad vi har lyst til, også uden at skulle stå til regnskab for den tid, vi bruger udenfor hjemmet.

Kan kun råde dig til at tage kampen op med din mand, forlang at han f….. skal acceptere, at du har brug for alene timer og at han ikke skal kontrollere dig i alt hvad du laver, det mener jeg skal være dit krav.

For ellers kører du fuldstændig ned og det kan da ikke være meningen. Han er vel ikke mere svagelig end at han sagtens kan være alene.

Måske lyder jeg lidt barsk, men jeg fornemmer at han har været den bestemmende i jeres ægteskab, og den magtbalance skal du have ændret. Det er aldrig for sent.

lotte123

Jeg har samme opfattelse som Sofie. Jeg har netop læst dit allerførste indlæg igen, og noget tyder på, at du i den grad er blevet ”tromlet” i dit ægteskab, og det på en måde, at du nu slet ikke er stand til at sige fra – og det bør du virkelig arbejde på, og gøre det nu.

Fint – at du ikke vil have dine børn ind over, men så må du gøre det selv – hvilket ikke gør det nemmere. Hvorfor er det et så voldsomt problem for dig, hvis din mand skal få det indtryk, at I alle sammen er ”på nakken” af ham? Hvorfor mener du, at du har så meget, du skylder ham? Med det , du hidtil har fortalt, så burde han faktisk være dybt taknemmelig over, at han ikke sidder alene og forladt tilbage. Og – det var måske ikke så dumt, at han fik det at vide?

Jeg mener stadig, at det ville være fint om dine børn kunne støtte dig i det her. Det behøver jo ikke være et angreb, men netop flere vinkler på rimeligheden i dit ønske.,

Jeg synes du – ret kontant – skal fortælle ham, at du godt ved, han ikke kan så meget mere, at du gerne vil være der for ham, selv om han faktisk bør vide, at du ikke mener jeres liv har været en dans på roser, og du faktisk ikke mener at skylde ham så meget offervilje, som han selv tror, men at du altså også har ret til at gøre ting for dig selv, og ting der gør dig glad, og netop fordi du også skal have overskuddet til de ting, han gerne vil, men som ikke er nok til at udfylde dit liv.

Men – selvfølgelig – jeg får jo kun historien fra din side.

Jeg læser, at du har problemer med at skulle lyve om, hvad du har foretaget dig – det kan jeg sagtens forstå, noget sådant ville jeg heller ikke kunne klare, men jeg mener også, at det nu er på tide, at du træder i karakter overfor ham – og siger fra. Fortæller ham, at du ganske enkelt ikke vil stå til regnskab mere.

Eller alternativt – hver gang han vil have forklaring, så udpensler du et museumsbesøg i en sådan grad, at han nærmest falder i søvn – og det er den historie du gentager hver gang, han forlanger forklaring. Du har jo netop fortalt, at han alligevel ikke forstår det, når du prøver at forklare dette eller hint, hvorfor det et eller andet sted er lidt ligegyldigt.

I øvrigt – det slår mig lige: Har du overhovedet forestillet dig, hvad der vil ske; hvad han vil gøre – hvis du fortalte sandheden? At du har fået en ven, der gør dig glad og som du mødes med – og at det er denne ven, der giver dig overskud til at magte det liv, du har nu? Du forestiller dig alt muligt, hvis han får sat stolen for døren med et krav om, at du vil have frirum, men har du prøvet at forestille dig reaktionen, hvis du simpelt hen siger sandheden???

Mht. Ældresagen – så er der vel et telefonnummer? Der ringer du til og spørger dig frem.

hellemutti123

I har begge ret i, at jeg nok gennem mit ægteskab har ladet min mand køre sit eget løb på bekostning af min egen frihed. Sådan så jeg bare ikke på det da børnene var små. Det skete af forskellige ydre årsager (hans arbejde o.a.) og dengang oplevede jeg det ikke som en stækkelse af min personlige frihed. Den havde jeg jo i forhold til børnene og andre dispositioner, og der var pgra børnene ikke samme behov for at være udadvendt, som der er nu.
Jeg arbejder også kraftigt på at få mere frihed i dag, for når han oplever det som mere regelen end undtagelsen, at jeg er af sted i flere timer en eller to gange ugentligt, reflekterer han ikke mere så meget over det. Det ligger bare i hans natur at være forhørende. At skulle have alt at vide i alle detaljer, så det er svært at lave om på. Jeg har bare aldrig været god til at lyve, men måske det virker at være uhyre detaljeret med noget ligegyldigt ;-)
At fortælle ham sandheden - at jeg mødes med min ven, går dog slet ikke. Min mand er meget dramatisk i sin væremåde. Ville inddrage alle - børn, familie, venner, naboer - lige på stedet, og alt vil gå i stumper og stykker uden at jeg vil kunne forhindre det. At holde noget vigtigt inden for hjemmets fire vægge, har aldrig været et begreb min mand opererede med. Var jeg som yngre ked af noget, sendte han altid bud efter nogen, der kunne trøste mig - eller fortælle mig, at de havde det langt værre ….
Så sammenfaldende kan I nok se, at det, der er mest galt med vores ægteskab er fortroligheden. Fællesskabet. Begrebet “vi”. Omsorgen og i sidste ende trygheden.
Det har jeg kunnet leve med hidtil. Men efter igen at have fået forbindelse med og fået følelser for min ungdomskæreste, virker det pludselig mere grelt for mig, hvor lidt min mand og jeg egentlig dybest set har til fælles. Jeg mærker hvordan det er kan være, når det er godt, varmt og åbent og man ikke lægger bånd på sig selv, med taler frit.

Rosa50

Jeg synes ikke om, at inddrage børnene. Det virker på mig, som om man skal have tilladelse af sine børn til det ene eller det andet. Jeg forstår problemet med din mand, havde selv en mand med hjertesygdom og hvad deraf følger. De fleste ved ikke hvad det vil sige, men det betyder at manden er meget træt. Diabetes sætter også sine spor.
Når det er sagt, så skal du føle din ret til frihed. Også frihed til at blive hos din mand og frihed til at have og være fri for ham.
Du skal ikke have lov fra andre, du skal give dig selv lov, og du skal ind imellem sige fra over for din mand.
Jeg levede i mange år med min mands sygdomme. Til sidst fik han uhelbredelig kræft og var meget syg. Vi vidste at han max havde 6 mdr at leve i.
På et tidspunkt blev han umulig. Det var noget med mad og sådan noget. Han var vrissen.
Jeg blev vred, og sagde til ham, at det der skal du ikke byde mig.
Han holdt op lige med det samme.
Havde jeg diskuteret dette med børnene, eller andre for den sags skyld, så tager de den syges parti. De aner ikke hvordan hverdagen er med en syg ægtefælle.
Føl din ret til at være dig selv. Vær din egen støtte i en svær tid. Nyd timerne du har med din ven og lad fortiden blive fortid, og lad tanker og følelser ang din mand blive hjemme.