Indstillinger
Tegn på depression?
Hej,
Jeg sidder lidt i vildrede og er ret frustreret pga. min kæreste. Vi har været sammen i 6 måneder, hvilket er gået fint. Men han har haft tendens til at blive irriteret og agressiv ud af det blå - mange humørsvingninger, søvnproblemer, hovedpine, nedtrykthed og er ikke glad for forandringer.
For 3 uger siden opstod der et problem i vores forhold. Et problem som helt sikkert er til at løse. Jeg syntes han overreagerede helt ekstremt, og det samme synes andre som jeg har delt det med. Han fortalte mig, at han ikke kunne overskue de følelser han har for mig lige nu, og så det han går igennem. Jeg aner ikke præcist hvad det er han går igennem, da han er ret lukket omkring sine problemer. Jeg ved, han har det svært og er gået igennem meget i sit liv. Men i hvert fald fortæller han mig, at han har brug for tid før vi kan snakke igen, da han er meget vred på mig og alt irritere ham. Desuden finder han ikke længere nogen betydning i arbejde, penge og kvinder, som han sagde. Og siger at han bare gerne vil bearbejde hans smerte alene. Men hvis jeg synes det er værd at vente på, så skal jeg vente. Jeg ved ikke, om det problem der opstod mellem ham og mig triggede noget, så han gik helt ned.
Han har nu ignoreret mig i 3 uger, og jeg er virkelig bekymret for ham!
Jeg prøver at sende ham beskeder ca. hver 4-5 dag, men jeg får ingen respons. Han har fuldstændig lukket ned!
Jeg tænker selvfølgelig, at han bare ikke gider være sammen med mig længere, men han siger, at han har mange følelser for mig og han nok skal ringe når han er klar. Så hvis han virkelig ville droppe mig, havde han vel højst sandsynligt gjort det.
Det gør virkelig ondt, fordi det også trækker mig ned. Jeg vil gerne være der for ham, men han vil ikke give mig chancen. Og jeg har ikke haft chancen til at spørge ham om, hvad han virkelig føler og hvordan han har det. Jeg fortalte ham mine følelser, og at jeg er der for ham uanset hvad. Og lige så snart han føler sig klar til at snakke, så venter jeg på ham, fordi jeg elsker ham og vil bare gerne være sammen med ham.
Jeg siger ikke at det er depression, men kunne det være tegn på det? Og har andre måske oplevet noget lignende med deres partner?
Tak
Jeg sidder lidt i vildrede og er ret frustreret pga. min kæreste. Vi har været sammen i 6 måneder, hvilket er gået fint. Men han har haft tendens til at blive irriteret og agressiv ud af det blå - mange humørsvingninger, søvnproblemer, hovedpine, nedtrykthed og er ikke glad for forandringer.
For 3 uger siden opstod der et problem i vores forhold. Et problem som helt sikkert er til at løse. Jeg syntes han overreagerede helt ekstremt, og det samme synes andre som jeg har delt det med. Han fortalte mig, at han ikke kunne overskue de følelser han har for mig lige nu, og så det han går igennem. Jeg aner ikke præcist hvad det er han går igennem, da han er ret lukket omkring sine problemer. Jeg ved, han har det svært og er gået igennem meget i sit liv. Men i hvert fald fortæller han mig, at han har brug for tid før vi kan snakke igen, da han er meget vred på mig og alt irritere ham. Desuden finder han ikke længere nogen betydning i arbejde, penge og kvinder, som han sagde. Og siger at han bare gerne vil bearbejde hans smerte alene. Men hvis jeg synes det er værd at vente på, så skal jeg vente. Jeg ved ikke, om det problem der opstod mellem ham og mig triggede noget, så han gik helt ned.
Han har nu ignoreret mig i 3 uger, og jeg er virkelig bekymret for ham!
Jeg prøver at sende ham beskeder ca. hver 4-5 dag, men jeg får ingen respons. Han har fuldstændig lukket ned!
Jeg tænker selvfølgelig, at han bare ikke gider være sammen med mig længere, men han siger, at han har mange følelser for mig og han nok skal ringe når han er klar. Så hvis han virkelig ville droppe mig, havde han vel højst sandsynligt gjort det.
Det gør virkelig ondt, fordi det også trækker mig ned. Jeg vil gerne være der for ham, men han vil ikke give mig chancen. Og jeg har ikke haft chancen til at spørge ham om, hvad han virkelig føler og hvordan han har det. Jeg fortalte ham mine følelser, og at jeg er der for ham uanset hvad. Og lige så snart han føler sig klar til at snakke, så venter jeg på ham, fordi jeg elsker ham og vil bare gerne være sammen med ham.
Jeg siger ikke at det er depression, men kunne det være tegn på det? Og har andre måske oplevet noget lignende med deres partner?
Tak
Kommentarer
Det er så ligegyldigt om han er deprimeret eller træt af dig. Hvis det var mig ville jeg bare opgive ham. Jeg skulle ikke have ødelagt mit liv med alle de problemer den slags kan give.
Jeg ville ikke have en sådan far til mine børn. Eller, hvis jeg var en mand, en sådan mor.
Jeg bliver så inderlig træt, når jeg tænker hvad sådan et menneske kan give af problemer livet igennem. Hvor er man dog dum at man aldrig kan indse den slags i tide.
Men det kan man ikke. Først når man har draget sine erfaringer indser man, det skulle være stoppet i tide. Og så kan man ærgre sig over de spildte år.
Og jo, jeg kender da for resten et menneske, som har sagt til sig selv: Han er ikke god nok. Der er for mange problemer allerede nu, hvordan bliver fremtiden så.
Ja, det ligner faktisk depression. Vi kan selvfølgelig ikke stille diagnoser her på Netdoktor, men sådan som du beskriver din kærestes tilstand, så er der tydelige symptomer.
Du skriver ganske vist, at han har sagt, at han har mange følelser for dig, men du skriver også, at han ikke kan finde betydning i arbejde, penge og kvinder. Det er for resten meget ufølsomt udtrykt, synes jeg. Selv om man har en depression, kan man godt udtrykke sig lidt mere hensynsfuldt. Men det kan jo være en smutter eller noget, der er sagt i desperation eller irritation.
Det er meget karakteristisk for i hvert fald en stor del af depressionerne, at følelserne bliver lammede. Det er meget pinagtigt at være sammen med andre mennesker i den tilstand, fordi man nemt kommer til at føle sig falsk og forkert. Af den grund har depressive en tendens til at isolere sig, men der er også andre grunde, f.eks. at de ikke ønsker at andre skal se dem som magtesløse, opgivende og triste.
Du skal vide, at depression er en sygdom, som kan helbredes. Og så bliver din kæreste akkurat, ligesom dengang du forelskede dig i ham.
Men det hjælper jo ikke noget, at du ved det, hvis din kæreste ikke gør noget for at blive helbredt. Det kunne jo godt se ud til, at han vil stride sig igennem krisen, uden at få hjælp.
Netop i disse måneder, hvor der er så lidt sollys, bliver mange depressive. Det er ulykkeligt, hvis de depressive betragter en depression som en krise, der skal gennemleves (måske ud fra en eller anden forestilling om, at det skulle være umandigt at søge hjælp) når nu det ER muligt at få hjælp. Tit bliver en depression udløst af en mangeltilstand, f.eks. mangel på D-vitamin, og det er da forbistret at gennemgå så meget lidelse og forårsage så meget lidelse hos de pårørende – bare på grund af en mangeltilstand!
Den kendte psykiater Poul Videbech har skrevet 14 råd til pårørende til depressive. Jeg kan godt se, at det ikke nytter så meget at sende disse råd til dig, hvis din kæreste fortsætter med at isolere sig, men du får dem alligevel:
http://www.netdoktor.dk/tema/sorg_krise ... jaelpe.htm
Ellers kan jeg kun råde dig til at lade være med at presse ham. Det er fint at sende en sms med regelmæssige mellemrum, så han kan vide, at du er der og stadig vil ham det godt. I en af disse sms’er kunne der godt stå: ”Jeg ved, at depression er en sygdom, som kan helbredes.”
Persille - som har stor erfaring - ser meget pessimistisk på livet sammen med en kæreste som din. Og hvis din kæreste ikke vil gøre noget for at blive rask, så vil jeg give hende ret.
Men altså: Depression er en sygdom, som man kan komme sig af.
Mange hilsner
Kameliadamen
Persille1: Jeg kan godt se, hvad du mener. Det er bare svært for mig at opgive nogle stærke følelser, jeg har. Jeg tænker også på konsekvenserne af det. Men jeg vil heller ikke drage konklusioner, før jeg er sikker på hvad der foregår, og så tage den derfra.
Kameliadamen1: Han siger, at han føler sig alene og vil gerne gå igennem det alene. Jeg ved, at han går til psykolog, men vi har aldrig rigtig snakket om hvorfor præcist han går til psykolog. Jeg har ikke villet blande mig for meget i hans fortid, for jeg kan godt mærke at han ikke er så åben omkring det. Han har dog fortalt mig et par enkelte ting, der har påvirket ham meget. Jeg vil gerne give ham den tid, han har behov for. Og jeg skriver til ham nu og da og fortæller ham, at jeg er her for ham.
Jeg er også sikker på, at han nok skal klare det... Jeg bekymrer mig bare så meget, at jeg får det helt dårligt. Og ja, så er det jeg føler, at han slet ikke gider snakke med mig nogensinde igen, eller slet ikke tænker på mig. Så jeg må bare vente til vi på et tidspunkt kan få snakket igennem, så jeg ved hvor jeg står henne i det her, og hvordan han virkelig har det.
Tak for linket. Jeg vil tjekke det ud
Hilsner Obli