Kan ikke overskue noget mere.
Kære alle!
Jeg er en dreng på 17 år.
Jeg bor hos min far og hans nye kone.
De sidste tre år af mit liv har jeg gået på efterskole, som er det eneste sted jeg føler mig hjemme. Jeg føler mig ikke tryk, og det har jeg ikke gjort i flere år! Jeg er ked af det hver dag. Stress og angst plager min hverdag, og føler ikke der er nogen der vil lytte til mig, dvs. Mine venner og veninder vil gerne, men mine forældre eller de folk der koster rund med mig til hverdag, lytter ikke til mig, og behandler mig som om jeg er dum fordi jeg ikke må frygte den tid det tager for mig at formulere mig korrekt! Har været til psykolog flere gange, men min sociale angst gør at jeg ikke kan sige en masse til en jeg ikke kender. Jeg går ofte og tænker: "siden der er så mange problemer med mig, vil folk så ikke ha' det nemmere uden mig"... Selvmord vil være egoistisk. Men om jeg bliver kaldt egoist eller andre dumme ord som folk alligevel smækker i hovedet på mig, kan det da være lige meget om jeg er her eller under jorden! Jeg er ikke på nogen måde stolt af det, men jeg har både skåret i mig selv og taget piller til en overnatning på akutafdelingen. Men det var ikke selvmordsforsøg på nogen måde. Jeg har bare en træls ting med at få det bedre når jeg ser mit eget blod dryppe eller lever farligt (Dopet på sovemedicin og smertestillende)
Jeg er altid uvenner med min far og hans kone!
Da jeg var mindre slog de mig bare en enkelt gang eller to efterfulgt af trusler og smed mig ind på mit værelse.. Og da jeg tidligere på året blev slået i ryggen med en knyttet hånd, tænkte jeg: "de skal ikke ha' lov til det der"
Så jeg vendte mig rundt og gik helt tæt på min fars kone og sagde:
"du skal f******* ikke slå mig"
Efterfulgt af hun sagde:
"Jeg kan da gøre det igen, hvis det skal være"
Og da hun så slog mig igen, smed jeg bare en flad hånd i siden på hende for at markere! Det efter snakker de heletiden om at smide mig på gaden!
Jeg er lige kommet hjem fra højskole igår aftes efter at ha' været hjemmefra i fire en halv uge, og min far har allerede råbt af mig, og truet mig to gange!
Tror ikke det er en åben mulighed at gå til kommunen med det, da det er mislykkedes før!
Min mor bliver forfulgt og for dødstrusler af sin ekskæreste! Og der er trusler derfra som også går direkte på mig...
Ser min mor 1-2 gange årligt, og har næsten ingen kontakt til hende...
Jeg tænker hver dag, om imorgen er hver at leve!
Ved ikke om der er nogen hjælp at hente her? Men hvis der er, vil det nok redde mit liv, hvis ikke en smule, så helt!
Jeg er en dreng på 17 år.
Jeg bor hos min far og hans nye kone.
De sidste tre år af mit liv har jeg gået på efterskole, som er det eneste sted jeg føler mig hjemme. Jeg føler mig ikke tryk, og det har jeg ikke gjort i flere år! Jeg er ked af det hver dag. Stress og angst plager min hverdag, og føler ikke der er nogen der vil lytte til mig, dvs. Mine venner og veninder vil gerne, men mine forældre eller de folk der koster rund med mig til hverdag, lytter ikke til mig, og behandler mig som om jeg er dum fordi jeg ikke må frygte den tid det tager for mig at formulere mig korrekt! Har været til psykolog flere gange, men min sociale angst gør at jeg ikke kan sige en masse til en jeg ikke kender. Jeg går ofte og tænker: "siden der er så mange problemer med mig, vil folk så ikke ha' det nemmere uden mig"... Selvmord vil være egoistisk. Men om jeg bliver kaldt egoist eller andre dumme ord som folk alligevel smækker i hovedet på mig, kan det da være lige meget om jeg er her eller under jorden! Jeg er ikke på nogen måde stolt af det, men jeg har både skåret i mig selv og taget piller til en overnatning på akutafdelingen. Men det var ikke selvmordsforsøg på nogen måde. Jeg har bare en træls ting med at få det bedre når jeg ser mit eget blod dryppe eller lever farligt (Dopet på sovemedicin og smertestillende)
Jeg er altid uvenner med min far og hans kone!
Da jeg var mindre slog de mig bare en enkelt gang eller to efterfulgt af trusler og smed mig ind på mit værelse.. Og da jeg tidligere på året blev slået i ryggen med en knyttet hånd, tænkte jeg: "de skal ikke ha' lov til det der"
Så jeg vendte mig rundt og gik helt tæt på min fars kone og sagde:
"du skal f******* ikke slå mig"
Efterfulgt af hun sagde:
"Jeg kan da gøre det igen, hvis det skal være"
Og da hun så slog mig igen, smed jeg bare en flad hånd i siden på hende for at markere! Det efter snakker de heletiden om at smide mig på gaden!
Jeg er lige kommet hjem fra højskole igår aftes efter at ha' været hjemmefra i fire en halv uge, og min far har allerede råbt af mig, og truet mig to gange!
Tror ikke det er en åben mulighed at gå til kommunen med det, da det er mislykkedes før!
Min mor bliver forfulgt og for dødstrusler af sin ekskæreste! Og der er trusler derfra som også går direkte på mig...
Ser min mor 1-2 gange årligt, og har næsten ingen kontakt til hende...
Jeg tænker hver dag, om imorgen er hver at leve!
Ved ikke om der er nogen hjælp at hente her? Men hvis der er, vil det nok redde mit liv, hvis ikke en smule, så helt!
Kommentarer
Men: Om ikke andet så prøv at holde ud. Et par år går rigtig hurtigt, jeg tror, dit liv vil blive værd at leve. Og du kan jo skrive rigtig godt.
Læs bøger. Det gør jeg, her i den anden ende af livet er der heller ikke så meget, som er noget ved.
Hvor lyder det bare hårdt at være dig. Jeg forstår godt at du næsten har lyst til at opgive det hele, men lad vær med det. Giv dig selv og dit liv en chance. Det er vigtigt at du får hjælp fra nogle voksne du er tryg ved, og føler at du kan stole på, for dette skal du ikke stå i/med alene.
Som jeg ser det, skal du ikke bo hverken hos din far eller din mor, du er 17 år og snart myndig, og der vil være mulighed for at du gennem den kommune du bor i kan få hjælp til at bo i en ungdomsbolig, og i det hele taget få hjælp til at komme videre.
Du skriver at du har haft det godt på din efterskole, er der slet ingen voksne der, som du er tryg nok ved at tale med? Eller er der nogen af dine venners forældre du tror du kan tale med, og som måske kan hjælpe
Hvis du ikke føler at der er nogen tæt på dig, som du kan tale med, så kan du ringe til Børnetelefonen læs mere om den her
http://www.bornetelefonen.dk/raadgivnin ... fonen.aspx
Her sidder der voksne klar til at lytte til dig, og vejlede dig til hvad du kan gøre. Det er helt anonymt, de kan ikke en gang se dit nr når du ringer op.
Børnetelefonen hører under Børns vilkår, og Børns vilkår har også mulighed for at hjælpe dig med at få en bisidder med til f.eks. møder med kommunen, så der er en voksen der kan tale din sag, og få de andre rundt om bordet til at lytte til, hvad du har brug for.
Jeg håber at dette kan hjælpe dig en lille smule. Du er for ung til at give op, selvom jeg sagtens kan forstå at du har lyst.
Held og lykke
Stort knus til dig
Som du nok selv ved, er det meget svært, ligemeget hvor gode råd er! Men vil prøve at tage det til mig!
Er glad for du kunne bruge det til noget!
Knus