jeg findes ikke... m
16 år...
no name...
selvværsproblemer: nix... ingen.. har aldrig haft dem på trods af min mors høje krav og mobbning da jeg var mindre
lad os begynde med begyndelsen...
for to år siden blev jeg træt af at mine forældre ikke ville lade mig skifte skole så efter noget tid begyndte jeg at pjække... i et halvt år blev jeg mere og mere deprimeret og selvom jeg gerne ville gå i skole ville mine forældre ikke lade mig skifte og jeg ville ikke gå på den jeg gik på på det tispunkt (ergo: jeg sagde til dem at jeg godt ville gå i skole hvis de meldte mig ind på en ny men det gad de ikke, held og ikke efter at jeg havde pjækket længe (tumper)) jeg kom ind i en førstegradsdepretion og sad hver dag i måneder og kunne tv programmerne på zulu udenad... de få gange jeg ikke kunne holde min mors ævl ud om morgen "du skal gå i skole du kan ikke bare lade være kom så! op med dig! jeg har været nød til at tage fri den først time så jeg kunne få der op (hun er lærer) blalbalbla" har det bare endt med at jeg gik ud af døren kun for at cykle hjem til min far der var på arbejdte så jeg kunne være der for mig selv... jeg begyndte at kunnne lide mine forældre mindre og mindre men ligegyldigt hvad jeg sagde til psygologer at det havde gjordt (mor sagt jeg var tyk mindre fysiske overgrab fra både mor og far osv.) så var de ligeglade og mente mine forældre var vidunderlige eftersom de ikke slog mig...endelig i sommerferien blev jeg indlagt på åben afdeling i tre måneder hvor efter jeg kom på bosted fordi jeg ikke kunne holde mine forældre ud (den lette måde hvor på at sige: jeg hadedet dem) jeg så ikke mine forældre for efter et år hvor jeg begyndte at tage kontakt til dem så jeg ser dem nu igen emn er igen begyndt at være mindre begejstret for dem og har ikke lsket dem i flere år... føsrt i marts begyndte jeg at gå til psygiater hvor jeg fortalte mit problem (kommer snart) og forleden begyndte jeg også at snakke med en psygolog de er begge tilknyttede til det bosted jeg bor på. det skal lige siges at jeg nu går i en normal 10. klasse og passer den fint og har ikke haft skole problemer i et år. problem er at lidt efter jeg begyndte at pjække, holde op med at kunne li mine forældre og gik ind i en depretion har jeg følt at jeg har mistet mig selv. mit navn er rigtigt viola men i to år har jeg ikke følt jeg var hende... viola er for mig den pige der var fra nul til 14 år gammel og siden er der ingen... jeg ved ikke hvem jeg er men jeg er ikke viola selvom det er det der står på mit sygesikringsbevis... jeg kan sagtens smile og grine i skolen og der hjemme men det er en fasade som jeg flere gange har sagt til psygolog og psygiater... alligevel bliver de ved med at sige at det ligner at jeg har det godt og udvikler mig fint. de bliver ved med at sige at de ser store fremskridt og siger at jeg ser glad ud men hver gang må jeg meddele dem at de tager fejl... jeg har i lidt over en månede makeret de dage jeg græder og er på genemsnitligt 2-3 gange om ugen men det virker som lidt for mig... de dage jeg ikke græder er jeg ikke glad... jeg lader bare som om og folk falder for det... jeg holder smerten inde... jeg har prøvet flere slags antipsykotisk men intet har haft eden mindste smule vikning... jeg lever kun i håb om at viola kommer tilbage og genopretter sit liv... jeg ser violas krop og ansigt i spejlet men ved det ikke er hende... jeg ve ikke hvor hun er.... eller om hun kommer tilbage......... og nu bloiver jeg nød til at makere kalenderen igen... sidste uge var det 6 ud af de 7 dage jeg græd... smerte/sorg er de eneste følelser jeg har tilbage... jeg føler mig mest virkelig når jeg græder... men stadig ikke viola... ik den mindste smule... jeg har ingen selvmordstanker men det er ikke forid livet er vær at leve alligevel... jeg har intet liv for jeg findes ikke... jeg venter bare på at viola komemr tilbage og kan begynde på sit liv igen... det smerter mig at tænke på hvor lang tid eg har haft det sådan... og at jeg på trods af at havde snakket med folk om det i flere måneder ikke er en milimeter bedre tilpads eller tættere på et svar... for hver dag jeg "lever" midste viola af sin tid... der er så mange ordsprog om at man skla leve sit liv til det fulde... det vil jeg gerne havde at viola gjorde... hun var godt til at være glad for verden og være sig selv... emn nu er hun her ikke... og hun har været væk i tå år... det skete dog ikke fra den ene dag til den anden men over et par måneder... langsomt... min psygiater og mig har diskuteret samtlige personlighedsforstyrelser og skizo-dianoser men jeg har kun meget lidt til fælles med dem... detligner bare at det fasinere min psygiater at høre om hvordan jeg har det da han siger at han på trodst af dinde 30-40 år i faget aldrig har hørt noget lignene... jeg har spurt om jeg unne blive sendt vidre til en anden der så måske HAR hørt noget lignene men han mener ikke at der findes nogen... det virker ikke som om at det falder ham ind at jeg ikke er en spændingsdokumntar men en person... og så dog ikke... for jeg er jo ikke nogen hvis ikke jeg er viola... og viola er jeg ikke... det er også derfor at mit brungernavn er inniminatam... det betyder (ifølge googleoversæt) navnløs... og man kan ikke havde et navn hvis ikke man er nogen... til slut: for nogle måneder siden fik jeg pludselig en følelse af at jeg havde et navn... ikke at jeg var nogen men at mit navn var emilie så det har jeg fået alle til at kalde mig... det føles bedre end viola selvom jeg nu efter noget tid ikke føler at nogen af navnene er mig... men det er bedre med et navn der ikke er ens eget end navnet på en rigtig person der ikke er der som folk tror er en selv... når folk kalder mig viola føler jeg at de tror at jeg er hende hvilket jeg ikke er... når de kalder mig emilie føler jeg bare at de kalder mig ved et forkert navn... hvilket er fint for jeg har alligevel ikke noget rigtigt...
hjælp... ingen andre kan...
fra inno
ps. HVIS DU TILHØRE GRUPPEN AF FJOLSER DER TROR AT JEG BARE HAR FORANDRET MIG OG DERFOR IKKE FØLER MIG SOM MIG SELV SÅ FALD DØD OM! JEG KENDER FORSKÆLD PÅ UDVIKLING AF ET MENNESKE OG TABET AF ET!!!!!!!!!
pps. jeg ved foresten held og ikke om mit skolepjæk, dårligt forhold til forældre og depretion kan havde noget at gøre med tabet af viola... men det skete alt sammen inden får de samme måneder...
no name...
selvværsproblemer: nix... ingen.. har aldrig haft dem på trods af min mors høje krav og mobbning da jeg var mindre
lad os begynde med begyndelsen...
for to år siden blev jeg træt af at mine forældre ikke ville lade mig skifte skole så efter noget tid begyndte jeg at pjække... i et halvt år blev jeg mere og mere deprimeret og selvom jeg gerne ville gå i skole ville mine forældre ikke lade mig skifte og jeg ville ikke gå på den jeg gik på på det tispunkt (ergo: jeg sagde til dem at jeg godt ville gå i skole hvis de meldte mig ind på en ny men det gad de ikke, held og ikke efter at jeg havde pjækket længe (tumper)) jeg kom ind i en førstegradsdepretion og sad hver dag i måneder og kunne tv programmerne på zulu udenad... de få gange jeg ikke kunne holde min mors ævl ud om morgen "du skal gå i skole du kan ikke bare lade være kom så! op med dig! jeg har været nød til at tage fri den først time så jeg kunne få der op (hun er lærer) blalbalbla" har det bare endt med at jeg gik ud af døren kun for at cykle hjem til min far der var på arbejdte så jeg kunne være der for mig selv... jeg begyndte at kunnne lide mine forældre mindre og mindre men ligegyldigt hvad jeg sagde til psygologer at det havde gjordt (mor sagt jeg var tyk mindre fysiske overgrab fra både mor og far osv.) så var de ligeglade og mente mine forældre var vidunderlige eftersom de ikke slog mig...endelig i sommerferien blev jeg indlagt på åben afdeling i tre måneder hvor efter jeg kom på bosted fordi jeg ikke kunne holde mine forældre ud (den lette måde hvor på at sige: jeg hadedet dem) jeg så ikke mine forældre for efter et år hvor jeg begyndte at tage kontakt til dem så jeg ser dem nu igen emn er igen begyndt at være mindre begejstret for dem og har ikke lsket dem i flere år... føsrt i marts begyndte jeg at gå til psygiater hvor jeg fortalte mit problem (kommer snart) og forleden begyndte jeg også at snakke med en psygolog de er begge tilknyttede til det bosted jeg bor på. det skal lige siges at jeg nu går i en normal 10. klasse og passer den fint og har ikke haft skole problemer i et år. problem er at lidt efter jeg begyndte at pjække, holde op med at kunne li mine forældre og gik ind i en depretion har jeg følt at jeg har mistet mig selv. mit navn er rigtigt viola men i to år har jeg ikke følt jeg var hende... viola er for mig den pige der var fra nul til 14 år gammel og siden er der ingen... jeg ved ikke hvem jeg er men jeg er ikke viola selvom det er det der står på mit sygesikringsbevis... jeg kan sagtens smile og grine i skolen og der hjemme men det er en fasade som jeg flere gange har sagt til psygolog og psygiater... alligevel bliver de ved med at sige at det ligner at jeg har det godt og udvikler mig fint. de bliver ved med at sige at de ser store fremskridt og siger at jeg ser glad ud men hver gang må jeg meddele dem at de tager fejl... jeg har i lidt over en månede makeret de dage jeg græder og er på genemsnitligt 2-3 gange om ugen men det virker som lidt for mig... de dage jeg ikke græder er jeg ikke glad... jeg lader bare som om og folk falder for det... jeg holder smerten inde... jeg har prøvet flere slags antipsykotisk men intet har haft eden mindste smule vikning... jeg lever kun i håb om at viola kommer tilbage og genopretter sit liv... jeg ser violas krop og ansigt i spejlet men ved det ikke er hende... jeg ve ikke hvor hun er.... eller om hun kommer tilbage......... og nu bloiver jeg nød til at makere kalenderen igen... sidste uge var det 6 ud af de 7 dage jeg græd... smerte/sorg er de eneste følelser jeg har tilbage... jeg føler mig mest virkelig når jeg græder... men stadig ikke viola... ik den mindste smule... jeg har ingen selvmordstanker men det er ikke forid livet er vær at leve alligevel... jeg har intet liv for jeg findes ikke... jeg venter bare på at viola komemr tilbage og kan begynde på sit liv igen... det smerter mig at tænke på hvor lang tid eg har haft det sådan... og at jeg på trods af at havde snakket med folk om det i flere måneder ikke er en milimeter bedre tilpads eller tættere på et svar... for hver dag jeg "lever" midste viola af sin tid... der er så mange ordsprog om at man skla leve sit liv til det fulde... det vil jeg gerne havde at viola gjorde... hun var godt til at være glad for verden og være sig selv... emn nu er hun her ikke... og hun har været væk i tå år... det skete dog ikke fra den ene dag til den anden men over et par måneder... langsomt... min psygiater og mig har diskuteret samtlige personlighedsforstyrelser og skizo-dianoser men jeg har kun meget lidt til fælles med dem... detligner bare at det fasinere min psygiater at høre om hvordan jeg har det da han siger at han på trodst af dinde 30-40 år i faget aldrig har hørt noget lignene... jeg har spurt om jeg unne blive sendt vidre til en anden der så måske HAR hørt noget lignene men han mener ikke at der findes nogen... det virker ikke som om at det falder ham ind at jeg ikke er en spændingsdokumntar men en person... og så dog ikke... for jeg er jo ikke nogen hvis ikke jeg er viola... og viola er jeg ikke... det er også derfor at mit brungernavn er inniminatam... det betyder (ifølge googleoversæt) navnløs... og man kan ikke havde et navn hvis ikke man er nogen... til slut: for nogle måneder siden fik jeg pludselig en følelse af at jeg havde et navn... ikke at jeg var nogen men at mit navn var emilie så det har jeg fået alle til at kalde mig... det føles bedre end viola selvom jeg nu efter noget tid ikke føler at nogen af navnene er mig... men det er bedre med et navn der ikke er ens eget end navnet på en rigtig person der ikke er der som folk tror er en selv... når folk kalder mig viola føler jeg at de tror at jeg er hende hvilket jeg ikke er... når de kalder mig emilie føler jeg bare at de kalder mig ved et forkert navn... hvilket er fint for jeg har alligevel ikke noget rigtigt...
hjælp... ingen andre kan...
fra inno
ps. HVIS DU TILHØRE GRUPPEN AF FJOLSER DER TROR AT JEG BARE HAR FORANDRET MIG OG DERFOR IKKE FØLER MIG SOM MIG SELV SÅ FALD DØD OM! JEG KENDER FORSKÆLD PÅ UDVIKLING AF ET MENNESKE OG TABET AF ET!!!!!!!!!
pps. jeg ved foresten held og ikke om mit skolepjæk, dårligt forhold til forældre og depretion kan havde noget at gøre med tabet af viola... men det skete alt sammen inden får de samme måneder...
Kommentarer
Er det rigtigt forstået at du gerne vil være Viola igen, men ikke ved hvordan du opnår dette?