har brug for ny vinkel på livet, kan snart ikke mere.
Har virkelig brug for at nogle kan se på min tilværelse med andre briller og måske kan komme med gode råd, for sidder fast i en ond spiral.
Her er kort om min tilværele.
Jeg er en 21 årig pige, som her for 7 måneder siden fik et panik anfald i skolen og måtte ligge mig syg med stress og voldsom sygdoms angst, det Ikke fordi jeg ikke kender til angst, har stort set haft angst og været lidt nervøs hele mig liv, jeg er nemlig særlig sensitiv. Det gør at jeg føler alt I min krop og alt omkring mig enormt meget.. jeg har aldrig været isoleret, selv selv om det er hårdt og angst provokerende har jeg altid rejst og haft en vis positiv indblik på livet, selv om det til tider har været hårdt. Er blev mobbet og drillet i skolen, og har skiftet skole 3 gange, alle eleverne syntes jeg var en særling og lærerne blev hurtig trætte af mig, jeg har altid været en køn normal vægtig pige som folk bare ikke kunne li...
Det særlig sensitive lige på begge sider af min familie, min far begik selvmord da jeg var 3, havde aldrig set ham da min mor smed ham ud.. min bedstemor (mormor) lykkes det her for små 4 år siden at drikke sig selv i ihjel og både mor og mors moster har haft angst og depression som de heldigvis er over for længst. Jeg elsker min familie jeg er på ingen måde vokset op fra slum, alle har fine uddannelser og godt job :-)
Men nu er sagen den at stressen og angsten har taget alt livsglæde fra mig, kan ikke passe min skole og har ingen overskud, gider ikke den skole den kvæler mig, men ingen skole ingen penge ingen lejlighed og mad.. jeg har ingen drømme om min fremtid tror ikke universitet passer til mig og føler mig helt fortabt i hvad jeg skal gøre, alle vegne høre man få en uddannelse ellers passer du ikke ind i samfundet.. så jeg føler ikke jeg høre til i den her verden føler ikke jeg kan følge med og derfor er jeg gået helt i stå, kan ikke sove om natten spiser og drikker næsten ikke har snart tabt mig 7 kilo har ingen glød tilbage ingen energi, græder over hvor uoverskuelig min tilværelse ser ud.... Jeg prøver virkelig at gøre alt det som kan gøre mig glad jeg høre julemusik og hygger går en tur i skoven med mit kamera men det hjælper kun kort..
Så har I nogle gode råd er der nogle der kan se på alt det dårlige med positive briller, for jeg kan snart ikke mere tror virkelig ikke livet og det her samfund passer til mig :-(
Her er kort om min tilværele.
Jeg er en 21 årig pige, som her for 7 måneder siden fik et panik anfald i skolen og måtte ligge mig syg med stress og voldsom sygdoms angst, det Ikke fordi jeg ikke kender til angst, har stort set haft angst og været lidt nervøs hele mig liv, jeg er nemlig særlig sensitiv. Det gør at jeg føler alt I min krop og alt omkring mig enormt meget.. jeg har aldrig været isoleret, selv selv om det er hårdt og angst provokerende har jeg altid rejst og haft en vis positiv indblik på livet, selv om det til tider har været hårdt. Er blev mobbet og drillet i skolen, og har skiftet skole 3 gange, alle eleverne syntes jeg var en særling og lærerne blev hurtig trætte af mig, jeg har altid været en køn normal vægtig pige som folk bare ikke kunne li...
Det særlig sensitive lige på begge sider af min familie, min far begik selvmord da jeg var 3, havde aldrig set ham da min mor smed ham ud.. min bedstemor (mormor) lykkes det her for små 4 år siden at drikke sig selv i ihjel og både mor og mors moster har haft angst og depression som de heldigvis er over for længst. Jeg elsker min familie jeg er på ingen måde vokset op fra slum, alle har fine uddannelser og godt job :-)
Men nu er sagen den at stressen og angsten har taget alt livsglæde fra mig, kan ikke passe min skole og har ingen overskud, gider ikke den skole den kvæler mig, men ingen skole ingen penge ingen lejlighed og mad.. jeg har ingen drømme om min fremtid tror ikke universitet passer til mig og føler mig helt fortabt i hvad jeg skal gøre, alle vegne høre man få en uddannelse ellers passer du ikke ind i samfundet.. så jeg føler ikke jeg høre til i den her verden føler ikke jeg kan følge med og derfor er jeg gået helt i stå, kan ikke sove om natten spiser og drikker næsten ikke har snart tabt mig 7 kilo har ingen glød tilbage ingen energi, græder over hvor uoverskuelig min tilværelse ser ud.... Jeg prøver virkelig at gøre alt det som kan gøre mig glad jeg høre julemusik og hygger går en tur i skoven med mit kamera men det hjælper kun kort..
Så har I nogle gode råd er der nogle der kan se på alt det dårlige med positive briller, for jeg kan snart ikke mere tror virkelig ikke livet og det her samfund passer til mig :-(
Kommentarer
Ja, det kunne faktisk godt se ud til, at du har behov for en anderledes vinkel på din tilværelse.
Det er jo rigtigt, at det er bedst at få en uddannelse, men der er ingen, der siger, at det behøver at være en universitetsuddannelse eller en anden meget teoretisk uddannelse. Du skriver, at ”alle” i din familie har fine uddannelser.
Forholder det sig sådan, at du føler, at du er nødt til at leve op til et eller andet krav om, at du skal have en fin uddannelse?
Jeg tror, at du er nødt til at spørge dig selv, hvad du egentlig har lyst til, og hvad du brænder for. Lige nu kan du sikkert ikke mærke det, fordi du føler dig så hårdt presset i forsøget på at tvinge dig selv til at gå i skole. Men så må du have en pause, indtil du finder ud af det. Det er selvfølgelig rigtigt, at pengene til husleje og mad ikke kommer af sig selv, men så længe du ikke har børn, må det være muligt at leve for få penge.
Og så skriver du:
”Det er ikke fordi jeg ikke kender til angst, har stort set haft angst og været lidt nervøs hele mit liv, jeg er nemlig særligt sensitiv.”
Det ser endda ud, som om du forklarer alvorlige problemer i din familie, så som din fars selvmord og en trang til alkohol hos din mormor med sensitivitet!
Det er klart, at særligt sensitive – i øvrigt ligesom alle andre mennesker – kan have problemer, også psykiske problemer eller psykisk sygdom. Men det er jo ikke en sygdom at være særligt sensitiv. Det er et særligt karaktertræk inden for normalområdet, som ca. en femtedel af befolkningen har.
Hvis man lærer at beskytte sig selv mod alt for mange indtryk, så kan man som særligt sensitiv leve et fuldstændig normalt liv. Der vil måske være uddannelser, som man er nødt til at fravælge. F.eks. vil det nok være dumt at blive folkeskolelærer, hvis man er særligt sensitiv.
Hvis jeg var dig, ville jeg begynde med at gå til læge og forklare, hvordan du har det. Sørg for at blive grundigt tjekket, herunder blodprøver til undersøgelse af vitamin- og mineralmangel.
Måske vil lægen anbefale et antidepressivt middel eller måske psykologhjælp. Jeg vil mene, at det er en god ide at tale med nogen om, hvordan du beskytter dig selv mod for mange indtryk, uden at melde dig ud af samfundet.
Herefter må du vende hele problemstillingen angående karrierevalg på hovedet, så udgangspunktet bliver:
Hvad har jeg lyst til at lave?
Det er lysten, der driver værket. Selvfølgelig er der ved enhver uddannelse eller ethvert arbejde noget surt slid, der bare skal overstås, men hvis man hver morgen står op og bare ikke har lyst til det, man er i gang med, er der noget galt.
Det er muligt, at det er mest fornuftigt, at du færdiggør din nuværende uddannelse. Det kan jeg ikke vide. Men sørg derefter for at få en pause, hvor du kommer på omgangshøjde med dig selv.
Mange hilsner
Kameliadamen