sygdomsangst
Hej, jeg er en pige på 19 år, som går sygemeldt.
jeg fik for noget tid siden konstateret angst. jeg startede til psykolog, og gik til det 12 gange, hvorefter jeg egentlig synes min angst bare blev værre og værre.
Jeg tog så til lægen igen, og fortalte hende hvordan jeg havde det, og hun kunne udelukke visse sygdomme, da jeg ikke har vægttab, feber eller ondt nogle steder. Jeg fik af vide, at min angst nok var blevet til sygdomsangst. Jeg tror jeg har tarmkræft, blærekræft osv.. Det styre hele min hverdag. Jeg kan ikke komme udenfor en dør uden jeg skal på nettet og tjekke efter kræft symptomer. Min læge ville selvfølgelig gerne undersøge mig, men jeg vil ikke undersøges, da jeg er bange for at få konstateret Kræft. Jeg har ikke selv familie eller noget, som er ramt af det, men frygten for at nogle skal få det, eller en selv, er forfærdelig! jeg er for 3 uger siden begyndt på medicin, sertralin actavis. Jeg håber folk vil give en kommentar, hvis man selv har været i min situation, og evt har gode råd, eller hører om jeres oplevelse igennem sygdommen, så man ikke føler sig alene med den.
- på forhånd tak.
jeg fik for noget tid siden konstateret angst. jeg startede til psykolog, og gik til det 12 gange, hvorefter jeg egentlig synes min angst bare blev værre og værre.
Jeg tog så til lægen igen, og fortalte hende hvordan jeg havde det, og hun kunne udelukke visse sygdomme, da jeg ikke har vægttab, feber eller ondt nogle steder. Jeg fik af vide, at min angst nok var blevet til sygdomsangst. Jeg tror jeg har tarmkræft, blærekræft osv.. Det styre hele min hverdag. Jeg kan ikke komme udenfor en dør uden jeg skal på nettet og tjekke efter kræft symptomer. Min læge ville selvfølgelig gerne undersøge mig, men jeg vil ikke undersøges, da jeg er bange for at få konstateret Kræft. Jeg har ikke selv familie eller noget, som er ramt af det, men frygten for at nogle skal få det, eller en selv, er forfærdelig! jeg er for 3 uger siden begyndt på medicin, sertralin actavis. Jeg håber folk vil give en kommentar, hvis man selv har været i min situation, og evt har gode råd, eller hører om jeres oplevelse igennem sygdommen, så man ikke føler sig alene med den.
- på forhånd tak.
Kommentarer
Jeg er en pige på 21 år, og jeg døjer selv med sygdomsangst som fylder enormt meget i din hverdag. Hvis du har brug for nogen at snakke med (det har jeg selv), så er du meget velkommen til at kontakte mig.
Tror det er vigtigt at finde nogen der er i samme båd, for det kan være så hårdt, og man kan føle sig meget alene og misforstået.
På den måde slap jeg tankerne om det, men det værste tidspunkt er om natten, når der er stille, så kommer tankerne.
Mit tip er at høre stille musik mens du sover eller inden du sover, da musik kan få såsom tanker om sygdomme og sådan noget væk.
Nu har jeg dog aldrig været på medicin, så du må have det værre end jeg havde.
Også prøv at tænk på hvor vidunderligt livet er, og at du ikke skal gå og bruge halvdelen af det på de dumme tanker, men på din fremtid, lykke og kærlighed.
Håber du får god bedring
Julie_vj@hotmail.com
jeg blev ramt af sygdomsangst for godt 1 mdr. siden troede jeg fejlede alt muligt især cancer, da jeg har haft det tæt inde på livet flere gange. Så jeg var igennem en masse undersøgelser det viste sig så jeg havde for højt stofskifte som kan udløse angst. Nu er problemet at jeg ikke kan slippe tanken igen selvom jeg har et godt netværk, netop når det bliver aften går jeg i panik.
Har nu bedt om et sovemiddel i en kort periode, skal starte til psykolog i næste mdr. så jeg håber det vil hjælpe og så har jeg tænkt mig at gå til nogle ceremonier i kirken sammen med min mand.
lise59
Det startede et halvt år efter min mor døde efter et meget turbulent forløb med kræft.
Jeg har bare kørt på med fester, skole, sport osv. efter hun døde uden at tænke på mig selv. En dag efter jeg vågnede op efter min 3. bytur i træk havde jeg det så dårligt jeg ikke kunne rejse mig op fra sengen uden jeg troede jeg skulle dø (havde endda sovet ca. 14 timer i træk)
Herefter startede mine tanker så. Ligeså snart jeg mærker noget tror jeg, det er alvorligt. Ondt i hovedet må da være kræft i hjernen. Lidt omtumlethed og jeg tror jeg skal besvime og indlægges. Havde forleden fået en forstrækning i maven, men fik simpelthen overbevist mig selv om at det ikke var en forstrækning men kræft.
Så jeg døjer også meget med det. Jeg tør slet ikke at tage på ferie, fordi jeg er bange for at gå i panik, hvis jeg tror jeg fejler noget.
Rigtig hårdt, men dog heldigvis ikke noget jeg oplever hver dag, men kan komme i perioder.
jeg har lidt af OCD i nogle år nu, i mit tilfælde bakterieangst og angst for at kaste op og lige eftersom jeg troede jeg havde kontrol over det, så kom det tilbage efter jeg afsluttede gymnasiet.
Jeg begyndte at få de her fysiske symptomer, som kvalme, knurren, rumlen og trykken i min mave, og det kom for det meste om aftenen/natten og nogle gange med dages mellemrum, ugers mellemrum eller mere. jeg var til lægen som tog blodprøver, men de siger blodprøverne ikke viser noget unormalt.
De fandt så ud at af jeg havde fået en lille blærebetændelse og så forklarede de mine symptomerne med det. Men symtomerne gik ikke væk.
Dernæst sagde de mine symptomer er psykisk. Jeg har bare svært ved at tro på det, da jeg syntes mine symtomer er stærkt fysiske. Har i også disse fysiske symptomer?
Jeg er også ved at blive sindsyg, jeg bruger også meget tid af dagen på at kigge på sygdomme, og sammenligner med mine symptomer, og tror jeg har mave eller tarmkræft, hvilket er det jeg frygter allermest.
Jeg er selv en kvinde på 23 der til dagligt læser på universitetet og derudover, som mange andre herinde, oplever en hverdag med sygdomsangst. Jeg har op til flere gange været ved lægen, da min angst har manifesteret sig meget fysisk. Der er ikke de fysiske symptomer, jeg ikke har haft; -hjertebanken
-ondt i brystet (det trækker og føles stramt)
- snurren i hænder og fødder
- prikken i ansigtet
- koncentrationsesvær
- sovebesvær
- en tør følelse i halsen- som en klump der ikke vil forsvinde
- og nu en nivende hovedpine.
Det ene symptom har overtaget det andet, men i takt med at jeg gradvist lærer, at min krop reagerer meget fysisk på angsten, bliver det også lettere for mig at acceptere, de symptomer der nu måtte være. Jeg ved fx nu, at hvis jeg mærker en trykken for brystet, så er det angst, og noget jeg ikke behøver at panikke over. Det er ikke en blodprop i hjertet! Jeg har selvfølgelig fået hjælp fra en psykolog til at opnå denne indsigt. Jeg skriver derfor dette indlæg for at berolige derude! For det er meget normalt at angsten bliver fysisk. Et godt råd er ALDRIG at google fx "hjernesvulst", "sclerose" eller lignende- det er kun med til at fodre angsten, og gør absolut intet godt for noget. Mit andet råd er selvfølgelig at opsøge en psykolog for at lære at acceptere angsten. Det virker meget abstrakt, men det er det, der hjælper og minimerer følelserne og tankerne. Husk på, hvad der giver indhold i dit liv, angsten må ikke styre dig- så hellere tag ud i verden med angsten som bagage. Jeg håber dette indlæg har beroliget et sted derude. MVH Sofie