Kan jeg have Borderline??
Jeg anede ikke der var noget der hed Borderline før min datter fortalte mig om det og nu er jeg da blevet lidt nervøs for at jeg kan have det.
Det forholder sig sådan at jeg lige så længe jeg kan huske det har været bange for at miste, og så er min tillid til mennesker meget lille, jeg tror ikke på min kæreste når han siger han elsker mig, jeg starter tit en diskussion om hvorvidt han vil mig eller ej, igen fordi jeg er så bange for svigt og det at miste, så jeg skal altid bekræftes, jeg har intet selvværd og selvtilliden er også meget lille, jeg er meget kreativ men går tit i gang med noget og gør det sjældent færdigt før jeg starter på noget nyt, jeg er tit meget glad eller meget ked af det, enten eller, og hvis jeg tænker positivt er jeg bange for at det ikke kan passe og fortæller mig selv at der nok sker noget skidt meget snart, jeg græder tit og føler mig tit udenfor i selvskaber og føler tit at folk er bedre uden mig, så selvmord er bestemt vendt i mit hoved flere gange. da jeg var ung pige ca. 12 til 18 år, drak begge mine forældre meget og jeg skulle derfor sørge for hjemmet og min 9 år yngre søster, jeg hørte og så alt for meget, i dag drikker de ikke mere, men jeg har stadig så store sår på sjælen da jeg ikke ved hvordan jeg tackler min vrede og afsagn ordentligt, nu har jeg så i en alder af 46 mødt en dejlig mand, men som skrevet tør jeg ikke tro ordentlig på det han siger til mig, så jeg forbereder hele tiden mig selv på at blive svigtet og forladt, jeg har de sidste 7 år fået lykkepiller, da jeg har været i et voldeligt forhold og det at jeg nu har mødt en der vil mig som jeg er er svært at tackle, jeg føler hele tiden jeg skal opføre mig ordentlig for at være elsket, jeg er også begyndt på noget nyt, hvis min kæreste og jeg bliver uvenner fordi jeg har været urimelig er jeg begyndt at give mig selv lussinger fordi jeg ikke har opført mig pænt.... er jeg ved at gå helt fra den. I det daglige har jeg et meget vigtigt job som giver mig meget menneskeligt, men som jeg selvfølgelig også er dagligt bange for at miste....... hilsen Mig
Det forholder sig sådan at jeg lige så længe jeg kan huske det har været bange for at miste, og så er min tillid til mennesker meget lille, jeg tror ikke på min kæreste når han siger han elsker mig, jeg starter tit en diskussion om hvorvidt han vil mig eller ej, igen fordi jeg er så bange for svigt og det at miste, så jeg skal altid bekræftes, jeg har intet selvværd og selvtilliden er også meget lille, jeg er meget kreativ men går tit i gang med noget og gør det sjældent færdigt før jeg starter på noget nyt, jeg er tit meget glad eller meget ked af det, enten eller, og hvis jeg tænker positivt er jeg bange for at det ikke kan passe og fortæller mig selv at der nok sker noget skidt meget snart, jeg græder tit og føler mig tit udenfor i selvskaber og føler tit at folk er bedre uden mig, så selvmord er bestemt vendt i mit hoved flere gange. da jeg var ung pige ca. 12 til 18 år, drak begge mine forældre meget og jeg skulle derfor sørge for hjemmet og min 9 år yngre søster, jeg hørte og så alt for meget, i dag drikker de ikke mere, men jeg har stadig så store sår på sjælen da jeg ikke ved hvordan jeg tackler min vrede og afsagn ordentligt, nu har jeg så i en alder af 46 mødt en dejlig mand, men som skrevet tør jeg ikke tro ordentlig på det han siger til mig, så jeg forbereder hele tiden mig selv på at blive svigtet og forladt, jeg har de sidste 7 år fået lykkepiller, da jeg har været i et voldeligt forhold og det at jeg nu har mødt en der vil mig som jeg er er svært at tackle, jeg føler hele tiden jeg skal opføre mig ordentlig for at være elsket, jeg er også begyndt på noget nyt, hvis min kæreste og jeg bliver uvenner fordi jeg har været urimelig er jeg begyndt at give mig selv lussinger fordi jeg ikke har opført mig pænt.... er jeg ved at gå helt fra den. I det daglige har jeg et meget vigtigt job som giver mig meget menneskeligt, men som jeg selvfølgelig også er dagligt bange for at miste....... hilsen Mig
Kommentarer
Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at løse de konkrete problemer, som du har. Med det liv, du har haft, og de vilkår, du har haft i din barndom, er der ikke noget at sige til, at du har ar på sjælen.
Sådan som jeg ser på det, så har man ikke så meget gavn af at få en diagnose på en eller anden personlighedsforstyrrelse, som f.eks. borderline. I øvrigt hedder det ikke sådan længere, men derimod emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, men det er en anden sag.
Jeg har faktisk slet ikke fidus til disse diagnoser på forskellige personlighedsforstyrrelser. Jeg synes, at det virker stigmatiserende, når den slags diagnoser bliver givet, og efter min bedste overbevisning er der ikke meget belæg for at give andre mennesker den slags, hvad enten de gives af en psykiater eller en datter, der formentlig slet ikke har nogen lægelig uddannelse.
Men at du har nogle konkrete psykiske problemer, er der ingen tvivl om. Hvis du på nogen måde kan få psykologhjælp, så ville det være en god ide – gerne et langt forløb, hvor der virkelig er tid til at bygge dig op, så du ikke længere skal døje med al den usikkerhed og angst for svigt.
Husk: At starte et skænderi, hvor du giver udtryk for din mistillid og angst for svigt er altså den bedste måde at skubbe kæresten væk på!
Mange hilsner
Kameliadamen
Tusind tak for dit svar og dit svar er taget til mig, dog vil jeg sige at din sidste linje næsten siger mest, nemlig at min mistillid og angst vil skubbe min kæreste væk og da du er udenforstående og kan sige det alligevel vil det være noget jeg stopper med omgående for miste ham det vil jeg ikke, så tak og god weekend til dig..