Indstillinger
"Cutter" og andre problemer.
Hey 
- nu er dette første gang jeg benytter denne side så hver lidt søde. Jeg skriver fordi jeg her kan være forholdsvis anonym, jeg skriver ikke for at i skal kunne skabe mirakler, jeg skriver for at sætte ord på det jeg føler, og håber at få trøstende ord med mig herfra. Jeg er lidt i tvivel om hvordan jeg skal starte dette, for vil ikke starte med at sige "jeg er cutter" for det er ikke min opfattelse af mig selv. Jeg er en pige på 18 år, vel og mærket snart 19 jeg bor stadigvæk hjemme hos mine forældre. Jeg ville ønske jeg kunne sige at mine forældre er skildt at den ene er alkoholiker eller andet der kan være til grund for jeg har det som jeg har det men sandheden er jeg er en helt almindelig ung pige med 3 søstre 2 forældre der begge elsker mig meget højt. Jeg går i skole på HF og bliver student til sommer. Men her knækker det fine for udad til er jeg den okay glade pige, som i nok høre mange beskrive det men under overfladen foregår der mere end jeg kan forstå. Jeg har det simpelthen så skidt, ikke heletiden men rigtig meget af tiden, når det er værst ligger jeg i min seng jeg græder ikke længere som jeg gjorde i starten jeg ligger bare og kigger ud på ingenting, og når jeg trækker vejret hader jeg det, jeg hader jeg trækker vejret og jeg hader mit hjerte slår. Jeg er ikke selvmordtruet for det ville jeg aldrig kunne få mig selv til. Men jeg forsøger at holde vejret og at stoppe mit hjerte det er ikke muligt det ved jeg men jeg ville ønske jeg kunne bare for en stund være væk. Sådan kan man selvfølgelig ikke have det uden man gør noget her kommer et andet problem ind, eller for mig at se en løsning jeg ville ønske jeg havde fundet tidligere. Jeg skære nemlig i mig selv, ikke dybe og blødende sår men rifter der sviger, hæver op og kan ses 2 - 7 dage efter. Og her opstår min største frustration HVORFOR? I starten var det fordi kravende til mig var for store f.eks. jeg blev bedt om at tage opvasken, rydde op på værelset eller følge med i timerne, når presset blev for stort skar jeg i mig selv fordi det lettede smerten. Efter 2. Gang jeg havde gjordt det skrev jeg til en veninde som selv gør det hun sagde jeg skulle sige det til min mor så morgenen efter viste jeg min arm til min mor. Det er den største fejl jeg har lavet i dette forløb, min mor tog det pænt og fik mig sendt til lægen som sagde jeg skulle snakke med en skolepsykolog og hjemme blev forventningerne sat ned. Men herefter mistede jeg mi grund til at skære og jeg savnede det. Nu dkære jeg ikke i mig selv længere foesi jeg er ked af det nu kan jeg finde på bare at gøre det, jeg er total smertepanisk men det er som om den smerte der kan jeg kontrolere og at merke smerten efter man har skåret sig bare at kunne fokusere på den svigen det er fantastisk og synet af "sårene" der hæver op jeg elsker det. Og det forvirre mig. Damtidig med alt dette for jeg det stadigvæk ikke bedre jeg er begyndt at lyve overfor min mor når hun finnder sakse eller andet og spørger hvad det har været brugt til hvor hvis hun ved det er forsi jeg har skåret i mig selv vil hun se min arm, og det ønsker jeg ikke både fordi jeg syntes det er lidt flovt men også fordi det gør hende ked af det. Nå men jeg har valgt at droppe psykologhjælpen nu, for jeg er ikke klar til at komme ud af det, jeg vil hjertens gerne være glad igen og have overskud til min hest, mit arbejde og skolen, men det kræver jeg skal arbejde med mig selv og det kan jeg ikke både forsi jeg ikke har overskus til det men også fordi jeg nu endelig har fundet en løsning der fungere og jeg vil ikke miste det med at skære i mig selv mister jeg det mister jeg en del af mig selv det er en del af det at være mig. tak fordi i gad læse det Hilsen den frustrerende pige.
- nu er dette første gang jeg benytter denne side så hver lidt søde. Jeg skriver fordi jeg her kan være forholdsvis anonym, jeg skriver ikke for at i skal kunne skabe mirakler, jeg skriver for at sætte ord på det jeg føler, og håber at få trøstende ord med mig herfra. Jeg er lidt i tvivel om hvordan jeg skal starte dette, for vil ikke starte med at sige "jeg er cutter" for det er ikke min opfattelse af mig selv. Jeg er en pige på 18 år, vel og mærket snart 19 jeg bor stadigvæk hjemme hos mine forældre. Jeg ville ønske jeg kunne sige at mine forældre er skildt at den ene er alkoholiker eller andet der kan være til grund for jeg har det som jeg har det men sandheden er jeg er en helt almindelig ung pige med 3 søstre 2 forældre der begge elsker mig meget højt. Jeg går i skole på HF og bliver student til sommer. Men her knækker det fine for udad til er jeg den okay glade pige, som i nok høre mange beskrive det men under overfladen foregår der mere end jeg kan forstå. Jeg har det simpelthen så skidt, ikke heletiden men rigtig meget af tiden, når det er værst ligger jeg i min seng jeg græder ikke længere som jeg gjorde i starten jeg ligger bare og kigger ud på ingenting, og når jeg trækker vejret hader jeg det, jeg hader jeg trækker vejret og jeg hader mit hjerte slår. Jeg er ikke selvmordtruet for det ville jeg aldrig kunne få mig selv til. Men jeg forsøger at holde vejret og at stoppe mit hjerte det er ikke muligt det ved jeg men jeg ville ønske jeg kunne bare for en stund være væk. Sådan kan man selvfølgelig ikke have det uden man gør noget her kommer et andet problem ind, eller for mig at se en løsning jeg ville ønske jeg havde fundet tidligere. Jeg skære nemlig i mig selv, ikke dybe og blødende sår men rifter der sviger, hæver op og kan ses 2 - 7 dage efter. Og her opstår min største frustration HVORFOR? I starten var det fordi kravende til mig var for store f.eks. jeg blev bedt om at tage opvasken, rydde op på værelset eller følge med i timerne, når presset blev for stort skar jeg i mig selv fordi det lettede smerten. Efter 2. Gang jeg havde gjordt det skrev jeg til en veninde som selv gør det hun sagde jeg skulle sige det til min mor så morgenen efter viste jeg min arm til min mor. Det er den største fejl jeg har lavet i dette forløb, min mor tog det pænt og fik mig sendt til lægen som sagde jeg skulle snakke med en skolepsykolog og hjemme blev forventningerne sat ned. Men herefter mistede jeg mi grund til at skære og jeg savnede det. Nu dkære jeg ikke i mig selv længere foesi jeg er ked af det nu kan jeg finde på bare at gøre det, jeg er total smertepanisk men det er som om den smerte der kan jeg kontrolere og at merke smerten efter man har skåret sig bare at kunne fokusere på den svigen det er fantastisk og synet af "sårene" der hæver op jeg elsker det. Og det forvirre mig. Damtidig med alt dette for jeg det stadigvæk ikke bedre jeg er begyndt at lyve overfor min mor når hun finnder sakse eller andet og spørger hvad det har været brugt til hvor hvis hun ved det er forsi jeg har skåret i mig selv vil hun se min arm, og det ønsker jeg ikke både fordi jeg syntes det er lidt flovt men også fordi det gør hende ked af det. Nå men jeg har valgt at droppe psykologhjælpen nu, for jeg er ikke klar til at komme ud af det, jeg vil hjertens gerne være glad igen og have overskud til min hest, mit arbejde og skolen, men det kræver jeg skal arbejde med mig selv og det kan jeg ikke både forsi jeg ikke har overskus til det men også fordi jeg nu endelig har fundet en løsning der fungere og jeg vil ikke miste det med at skære i mig selv mister jeg det mister jeg en del af mig selv det er en del af det at være mig. tak fordi i gad læse det Hilsen den frustrerende pige. 
