Indstillinger
Behandler-jargon
Hej alle sammen
Foranlediget af et indlæg i debatten, der omhandler behandling af selvskadende adfærd, vil jeg gerne sætte fokus på lægejargon eller i det hele taget behandler-jargon.
For det er klart, at patienter og behandlere nemt kommer til at tale forbi hinanden, hvis behandlerne bruger en bestemt jargon indbyrdes, som enten er i modstrid med det, de vil sige, eller virker stødende på patienterne, eller på anden måde kan misforstås.
Det er meget muligt, at de mennesker, som det vedrører, er klar over, at behandling for selvskadende adfærd ikke bare er en behandling, der har til hensigt at ændre en uønsket adfærd, men tværtimod er en meget kompleks terapiform, der sigter på at behandle den bagvedliggende smerte, der blandt andet udtrykker sig i selvskade.
Men hvorfor kan man så ikke bare sige det? Det skulle vel ikke være så svært!
Jeg har personligt oplevet, at behandler-jargon både kan misforstås, eller kan virke direkte stødende.
Senest fik jeg følgende besked fra et sygehus: ”Vi vil nu afslutte dig!”
Jeg reagerede med forfærdelse, fordi jeg selvfølgelig ikke ønskede at blive henrettet. Naturligvis var jeg klar over, hvad der mentes, nemlig at lægerne nu ville afslutte undersøgelserne/behandlingen, men det er alligevel et chok at blive talt til på den måde.
Derudover hævder lægerne, at jeg har højt blodtryk. Det er rigtigt, at jeg er i blodtryksbehandling, men behandlingen virker faktisk, således at hver gang jeg måler mit blodtryk, viser målerapparatet et meget fint blodtryk. Det ændrer ikke noget, hvis de siger det på lægesprog: ”Du har hypertension”, for det er jo bare det samme.
Man kunne mene, at problemet ingen betydning har, men det er min erfaring, at lægernes fejlagtige måde at udtrykke sig på, faktisk fører til fejlantagelser. Mit eksempel kommer her:
Jeg har flere gange været nødt til at blive indlagt på grund af anfald af atrieflagren, som ikke ville gå over af sig selv. Sådan et anfald må helst ikke vare for længe, fordi hjertet slår alt for hurtigt, og desværre alt for overfladisk, sådan at blodet ikke bliver pumpet ordentligt rundt. Hvis et anfald varer mere end et par timer, får jeg problemer med at holde mig oprejst. Hver gang jeg får hovedet over hjerteniveau, falder jeg. Så jeg er nødt til at ligge ned.
I den situation har jeg målt mit blodtryk, og mit apparat viser, at blodtrykket ligger lavt, f.eks. 105/60. Og set fra mit synspunkt er det er vel ikke så mærkeligt, når hjertet ikke kan pumpe blodet ordentligt rundt.
Lægerne på sygehuset har spurgt mig, hvorfor jeg ikke kan holde mig på benene, og jeg har hver gang sagt, at jeg formoder, at det skyldes, at mit blodtryk er lavt som følge af den nedsatte pumpekraft. Hver gang har lægerne reageret med at sige: ”Det kan ikke passe, at dit blodtryk er lavt, for du lider jo af højt blodtryk.”
Og når de måler det på sygehuset, er det så også steget en smule, som følge af al den stress, der er i forbindelse med transporten med ambulancen osv.
Men det ændrer ikke ved, at blodtrykket på et tidspunkt inden indlæggelsen var lavt. Min pointe er altså, at selve lægejargonen fører til en fejlantagelse. Det er lægejargonen, der spærrer for forståelsen.
Hvis lægerne i stedet for sagde, at jeg er i blodtryksbehandling, ville det være nemmere at indse, at et blodtryk kan forandre sig og ikke behøver at være for højt hele tiden.
Jeg er godt klar over, at de fleste vil opfatte den slags som petitesser. Og jeg er også godt klar over, at lægerne indbyrdes har gode grunde til at tale på en måde, så det går hurtigt. Alle fag har en jargon – også lægefaget. Men det er min klare opfattelse, at der kunne spares tid, og misforståelser og fejl kunne undgås, hvis læger og andre behandlere dropper den hurtige lægejargon over for patienterne og i stedet siger tingene ligeud, som de er. Det kan godt være, at det tager lidt længere tid, men den tid bliver sparet, ved at misforståelser og fejltagelser undgås.
Mange hilsner
Kameliadamen
Foranlediget af et indlæg i debatten, der omhandler behandling af selvskadende adfærd, vil jeg gerne sætte fokus på lægejargon eller i det hele taget behandler-jargon.
For det er klart, at patienter og behandlere nemt kommer til at tale forbi hinanden, hvis behandlerne bruger en bestemt jargon indbyrdes, som enten er i modstrid med det, de vil sige, eller virker stødende på patienterne, eller på anden måde kan misforstås.
Det er meget muligt, at de mennesker, som det vedrører, er klar over, at behandling for selvskadende adfærd ikke bare er en behandling, der har til hensigt at ændre en uønsket adfærd, men tværtimod er en meget kompleks terapiform, der sigter på at behandle den bagvedliggende smerte, der blandt andet udtrykker sig i selvskade.
Men hvorfor kan man så ikke bare sige det? Det skulle vel ikke være så svært!
Jeg har personligt oplevet, at behandler-jargon både kan misforstås, eller kan virke direkte stødende.
Senest fik jeg følgende besked fra et sygehus: ”Vi vil nu afslutte dig!”
Jeg reagerede med forfærdelse, fordi jeg selvfølgelig ikke ønskede at blive henrettet. Naturligvis var jeg klar over, hvad der mentes, nemlig at lægerne nu ville afslutte undersøgelserne/behandlingen, men det er alligevel et chok at blive talt til på den måde.
Derudover hævder lægerne, at jeg har højt blodtryk. Det er rigtigt, at jeg er i blodtryksbehandling, men behandlingen virker faktisk, således at hver gang jeg måler mit blodtryk, viser målerapparatet et meget fint blodtryk. Det ændrer ikke noget, hvis de siger det på lægesprog: ”Du har hypertension”, for det er jo bare det samme.
Man kunne mene, at problemet ingen betydning har, men det er min erfaring, at lægernes fejlagtige måde at udtrykke sig på, faktisk fører til fejlantagelser. Mit eksempel kommer her:
Jeg har flere gange været nødt til at blive indlagt på grund af anfald af atrieflagren, som ikke ville gå over af sig selv. Sådan et anfald må helst ikke vare for længe, fordi hjertet slår alt for hurtigt, og desværre alt for overfladisk, sådan at blodet ikke bliver pumpet ordentligt rundt. Hvis et anfald varer mere end et par timer, får jeg problemer med at holde mig oprejst. Hver gang jeg får hovedet over hjerteniveau, falder jeg. Så jeg er nødt til at ligge ned.
I den situation har jeg målt mit blodtryk, og mit apparat viser, at blodtrykket ligger lavt, f.eks. 105/60. Og set fra mit synspunkt er det er vel ikke så mærkeligt, når hjertet ikke kan pumpe blodet ordentligt rundt.
Lægerne på sygehuset har spurgt mig, hvorfor jeg ikke kan holde mig på benene, og jeg har hver gang sagt, at jeg formoder, at det skyldes, at mit blodtryk er lavt som følge af den nedsatte pumpekraft. Hver gang har lægerne reageret med at sige: ”Det kan ikke passe, at dit blodtryk er lavt, for du lider jo af højt blodtryk.”
Og når de måler det på sygehuset, er det så også steget en smule, som følge af al den stress, der er i forbindelse med transporten med ambulancen osv.
Men det ændrer ikke ved, at blodtrykket på et tidspunkt inden indlæggelsen var lavt. Min pointe er altså, at selve lægejargonen fører til en fejlantagelse. Det er lægejargonen, der spærrer for forståelsen.
Hvis lægerne i stedet for sagde, at jeg er i blodtryksbehandling, ville det være nemmere at indse, at et blodtryk kan forandre sig og ikke behøver at være for højt hele tiden.
Jeg er godt klar over, at de fleste vil opfatte den slags som petitesser. Og jeg er også godt klar over, at lægerne indbyrdes har gode grunde til at tale på en måde, så det går hurtigt. Alle fag har en jargon – også lægefaget. Men det er min klare opfattelse, at der kunne spares tid, og misforståelser og fejl kunne undgås, hvis læger og andre behandlere dropper den hurtige lægejargon over for patienterne og i stedet siger tingene ligeud, som de er. Det kan godt være, at det tager lidt længere tid, men den tid bliver sparet, ved at misforståelser og fejltagelser undgås.
Mange hilsner
Kameliadamen
Kommentarer
Ja tænk! Hvad der kunne spares af økonomiske og menneskelige resurser, hvis læger og patienter ikke talte forbi hinanden?
Tænk ! Hvis der f.eks. i de forskellige patientforeninger kunne holdes nogle møder, hvor læger og patienter på lige fod diskuterede de nye læge-patient-roller?
Den lægejargon er jo som et sprog i sig selv, og også jeg er flere gange gået endnu mere forvirret fra et lægebesøg – især på sygehuset – end da jeg kom. Det værste er dog, synes jeg, at de åbenbart heller ikke indbyrdes forstår dette sprog, for man burde vel tro, at det er opfundet for at de ikke selv skal misforstå det. Jeg har flere gange også oplevet, at en læge tolker en journal helt anderledes end end anden og derfor kommer frem til en anden konklusion omkring behandling.
I mine tilfælde har det vel været til at overse, men min bror er alvorlig kræftsyg og render til undersøgelser og prøver hele tiden på Rigshospitalet, og det er en ny læge hver eneste gang, der så sidder og læser på skærmen, når han kommer ind, og han får hele tiden nye meldinger; så får han at vide, at det ikke er aggressivt – pyh, han ånder lettet op; næste gang er der en ny læge, der fortæller at det her er faktisk ret alvorligt; nå hvad nu? Osv osv.
Han er nu så fuldstændigt rundt på gulvet, at han simpelt hen ikke aner, om han er alvorligt syg eller om han bliver rask. Hver læge han kommer ind til har sin fortolkning af det, der står i hans journal. Og ja, vi – hans familie – ser på ham, og kan desværre godt se, at han altså ER alvorligt syg.
Men – jeg er dybt enig, det ville være skønt om man kunne lære at tale et sprog, som kunne forstås, og at lægen gjorde sig ulejlighed med at sikre, at patienten havde forstået korrekt. Det ville gøre ting meget, meget nemmere – for alle parter.
Jeg tænker tit på en historie, jeg for nogle år siden læste om en udenlandsk kvinde, der mødte op for at få svar på sin hiv-test. Hun fik svaret, at prøven var positiv, hvor efter hun glad og lettet gik hjem igen.
Tak for respons ;o)
Ja, uha, den der med, at en prøve, der er positiv, er bevis på sygdom – den må føre til mange misforståelser.
Jeg har også oplevet, at lægerne – ud fra den samme journal, med de samme oplysninger – siger noget totalt forskelligt. Og når der så er 4 forskellige læger på den søvnapnø-afdeling, hvor jeg er kommet, og der aldrig er mulighed for at komme til at tale med den samme læge, så kan man ikke undgå at være mere forvirret, når man går derfra.
Mange hilsner
Kameliadamen