Indstillinger
Sådan er jeg endt
Er en pige på 17 år og har cuttede i ca. 2-4 år
Da jeg var omkring 2-5 år blev jeg misbrugt af min far og senere som 10-12 årig af en af mine gamle kærester og så igen af en person på det skolehjem jeg boede på også igen senere hen af min ven på skolehjemmet.
Jeg har stoppet min mor og hende kæreste nogle par gange i at slås hvor der skete følgende de forskellige slemme gange:
- ende med at jeg begynde at tørre blod op efter dem, kæresten var gået og min mor tog op til hende gamle kæreste i stedet for at blive hos mig.
- min mor blev skubbet ind i trappen så jeg råbte at hendes kæreste
- startede med at jeg trøste min mor fordi hun har ked og nede med at jeg måtte sætte mig oven på hende og holde hende liggende på gulvet, mens vi snakke og så græd hun til mig at jeg aldrig vil få det bedre
Der er self. sket meget mere men det er svært at huske, kun at min mor har været ude for præcis det samme, så er blevet bange for at få børn senere, hvis de også kommer ude for det samme som os
Har aldrig tænkt over tingene der er sket, har bare ignorer den lige indtil i 8 klasse, hvor min mur (som min veninde kalder det) faldt efter mange år, hvor den har hjulpet mig med at ignorer alt der foregik, først der kom alle tankerne og følelserne fra fortiden op til overfladen har altid uanset om det var kærlighed for en dreng eller andet, gemt mine følelser inde, og nu efter så lang tid men gemte følelser er det blevet slemt, for kan ikke længer kontroller dem som før, nu kan jeg uden videre bryde helt sammen og begynde at græde over ingen ting, som kan var fra 1 min. til hvor lang tid det nu skal være og det kan mærkes lang tid efter, hor jeg så bruger alt min energi på at holde mit humør på minimum resten af dagen, hvilket nogen gange er for svært, og ender med at bryde sammen igen, og jo flere gange det sker på en dag jo tætter på at overvejer at gøre skade eller være på mig selv er jeg.
Inden jeg bryder sammen, plejer det at starte med at jeg kan fornemme at mit humør lige pludseligt er faldet drastisk, hvor jeg prøver på at lade være med at tænke på noget og prøver at falde ned/slappe af, nogen gange hjælper det andre gange må jeg gå rundt en hel dag hvor selv den mindste ting kan få mig til at blive ked af det, eller få lyst til at dø.
Jeg bruger stort set næste hver dag over halvdelen af min energi til ikke at flippe ud/græde/bryde sammen/gøre skade på mig selv.
Jeg har gået til psykolog og var kedeligt hun bliver ved med at påstå at jeg var en talentfuld ung pige.
Jeg er nu nået der til hvor min verden har været gået helt under nogle gang, og ikke kan ignorer/klare ret meget mere, er nået der hvor selv den mindste ting kan gøre mig ked og vil begå selvmord, det kan godt være at jeg endnu ikke har gennemført det.
har cuttet mig selv i lang tid og fatter ikke hvorfor folk vil stoppe, det er jo en dejlig følelse man får når man gør det, jeg er begyndt at få en stærkere følelse hvis jeg smører min hænder ind i blodet, mine venner/veninder er bekymret og siger jeg skal have hjælp men, men har fået så meget forskelligt hjælp, men intet har hjulpet endnu.
Fornylig skar jeg så dybt at jeg ende med at jeg blev hentet af en ambulance og kørt på hospitalet, hvor jeg skulle syes.
Har taget overdosis af Panodil og Pamol mange gange, 5-7 gang hvor jeg har taget 10-20 piller på engang.
Efter det tog jeg piller en uge efter, men nægtet at tag på hospitalet fordi jeg have været der inde kun en uge før, men det ende med at min onkel og min mosters veninde kom ud af det blå da jeg var på vej over til aftensmad på skolehjemmet, du bad mig pakke til noget tid, det gjorde jeg og fulde med, da vi havde kørt lidt fik jeg af vide at vi var på vej ind på den psykiatriske akut modtagelse, hvor jeg fik konstateret at jeg har sociale problemer og ikke psykiske problemer, men de have sikker ikke ændret det hvis jeg have fortalt dem det hele og ikke bare det basiske.
Blev indlagt i 3 dage, kun fordi jeg ikke have andre steder at bo, fordi ingen turde tag ansvar for mig, og alle var blevet enig om at det ikke ville være godt for mig hvis jeg kom hjem til min mor, da de 3 dage var gået have min mosters veninde tilbud at jeg alligevel kunne bo hos hende indtil min sagsbehandler havde fundet et sted til mig, men der kom. nye regler som jeg skulle følge
nogle af reglerne:
tjekket hver gang jeg kom hjem
direkte til skole
direkte hjem fra skole
måtte ikke forlade skolens grund
måtte ikke tag nogen steder alene
måtte ikke være alene
hvis jeg skar i mig selv eller tog piller imens jeg boede hos hende, ville jeg blive smidt hjem til min mor igen
hvis jeg skulle være sammen med venner måtte de ikke forlade min side i et sekund.
Nu er jeg så blevet anbragt i noget som hedder hyblerne, hvor der bor 4 andre unge og 6 voksende pædagoger, hvor vi til sommer bliver flyttet over til det nye børnehjem som er ved at blive bygget.
Men kæmper stadig med mit humør, går nogen gange fra at være glad til at have psykisk ondt i mit hjerte, der er mange gange hvor jeg har overvejet at fortælle de voksende om mit meget svingende humør, men er bange for at jeg begynder at græde, og tør ikke at vise følelser, så begynder jeg at føle mig svag.
Der er self. Sket mere i mit liv, men det er ikke alt jeg kan huske, men alt det jeg har skrevet er noget jeg ubevist tænker på hver dag, det køre rundt i mit hoved uden jeg ved det, det fylder derfor alt for meget i mit liv, det er blevet en byrde at bære rundt på, at blive mindet om hver dag, at prøve at accepter det der er sket og komme videre, hvilket ikke sker, hver gang jeg tænker på mine minder fra før hen uanset om det er lang tid siden eller kort tid siden, gør det ondt at tænke på, det gør psykisk ondt i mit hjerte hver dag.
Og så er der også lige min angst, den kommer ud af det blå, fx. Når jeg skulle banke på døren ind til soveværelset der hjemme, hvis de ikke hørte mig banke første gang, turde jeg ikke banke på, jeg kunne sagtens bruge en halv time på bare at stå og tag mod til mig, hvor det for det meste ende med at jeg gik grædende ind på mit værelse, hvor de jeg følte mig svag fordi jeg ikke engang turde banke på en dør.
Jeg lader folk koste rundt med mig og bestemme over mig fordi jeg ikke tør at sige noget til det, og hvis jeg bliver spurgt om det er for meget eller om min mening, svare jeg altid standard for tør ikke sige min mening, hvis jeg får lov til at vælge noget tør jeg ikke for hvad hvis andre bliver irriteret på mig over mit valg, har så lavt selvværd at jeg har angst for at gøre mange ting, men gør det alligevel for at folk ikke skal finde ud af det, overskrider stort set mine grænser hver dag, og hver gang jeg gør det gør jeg ned.
Hvis man har læst alt det jeg har skrevet, burde man kunne danne sig et billede af hvilken en kamp jeg må have hver dag, for at holde mig selv kørende, de værste dage er der hvor jeg bliver nødstil at smile falsk, for at alle omkring mig kan se hvordan jeg har det, især hvis jeg er ude i offentligheden.
Da jeg var omkring 2-5 år blev jeg misbrugt af min far og senere som 10-12 årig af en af mine gamle kærester og så igen af en person på det skolehjem jeg boede på også igen senere hen af min ven på skolehjemmet.
Jeg har stoppet min mor og hende kæreste nogle par gange i at slås hvor der skete følgende de forskellige slemme gange:
- ende med at jeg begynde at tørre blod op efter dem, kæresten var gået og min mor tog op til hende gamle kæreste i stedet for at blive hos mig.
- min mor blev skubbet ind i trappen så jeg råbte at hendes kæreste
- startede med at jeg trøste min mor fordi hun har ked og nede med at jeg måtte sætte mig oven på hende og holde hende liggende på gulvet, mens vi snakke og så græd hun til mig at jeg aldrig vil få det bedre
Der er self. sket meget mere men det er svært at huske, kun at min mor har været ude for præcis det samme, så er blevet bange for at få børn senere, hvis de også kommer ude for det samme som os
Har aldrig tænkt over tingene der er sket, har bare ignorer den lige indtil i 8 klasse, hvor min mur (som min veninde kalder det) faldt efter mange år, hvor den har hjulpet mig med at ignorer alt der foregik, først der kom alle tankerne og følelserne fra fortiden op til overfladen har altid uanset om det var kærlighed for en dreng eller andet, gemt mine følelser inde, og nu efter så lang tid men gemte følelser er det blevet slemt, for kan ikke længer kontroller dem som før, nu kan jeg uden videre bryde helt sammen og begynde at græde over ingen ting, som kan var fra 1 min. til hvor lang tid det nu skal være og det kan mærkes lang tid efter, hor jeg så bruger alt min energi på at holde mit humør på minimum resten af dagen, hvilket nogen gange er for svært, og ender med at bryde sammen igen, og jo flere gange det sker på en dag jo tætter på at overvejer at gøre skade eller være på mig selv er jeg.
Inden jeg bryder sammen, plejer det at starte med at jeg kan fornemme at mit humør lige pludseligt er faldet drastisk, hvor jeg prøver på at lade være med at tænke på noget og prøver at falde ned/slappe af, nogen gange hjælper det andre gange må jeg gå rundt en hel dag hvor selv den mindste ting kan få mig til at blive ked af det, eller få lyst til at dø.
Jeg bruger stort set næste hver dag over halvdelen af min energi til ikke at flippe ud/græde/bryde sammen/gøre skade på mig selv.
Jeg har gået til psykolog og var kedeligt hun bliver ved med at påstå at jeg var en talentfuld ung pige.
Jeg er nu nået der til hvor min verden har været gået helt under nogle gang, og ikke kan ignorer/klare ret meget mere, er nået der hvor selv den mindste ting kan gøre mig ked og vil begå selvmord, det kan godt være at jeg endnu ikke har gennemført det.
har cuttet mig selv i lang tid og fatter ikke hvorfor folk vil stoppe, det er jo en dejlig følelse man får når man gør det, jeg er begyndt at få en stærkere følelse hvis jeg smører min hænder ind i blodet, mine venner/veninder er bekymret og siger jeg skal have hjælp men, men har fået så meget forskelligt hjælp, men intet har hjulpet endnu.
Fornylig skar jeg så dybt at jeg ende med at jeg blev hentet af en ambulance og kørt på hospitalet, hvor jeg skulle syes.
Har taget overdosis af Panodil og Pamol mange gange, 5-7 gang hvor jeg har taget 10-20 piller på engang.
Efter det tog jeg piller en uge efter, men nægtet at tag på hospitalet fordi jeg have været der inde kun en uge før, men det ende med at min onkel og min mosters veninde kom ud af det blå da jeg var på vej over til aftensmad på skolehjemmet, du bad mig pakke til noget tid, det gjorde jeg og fulde med, da vi havde kørt lidt fik jeg af vide at vi var på vej ind på den psykiatriske akut modtagelse, hvor jeg fik konstateret at jeg har sociale problemer og ikke psykiske problemer, men de have sikker ikke ændret det hvis jeg have fortalt dem det hele og ikke bare det basiske.
Blev indlagt i 3 dage, kun fordi jeg ikke have andre steder at bo, fordi ingen turde tag ansvar for mig, og alle var blevet enig om at det ikke ville være godt for mig hvis jeg kom hjem til min mor, da de 3 dage var gået have min mosters veninde tilbud at jeg alligevel kunne bo hos hende indtil min sagsbehandler havde fundet et sted til mig, men der kom. nye regler som jeg skulle følge
nogle af reglerne:
tjekket hver gang jeg kom hjem
direkte til skole
direkte hjem fra skole
måtte ikke forlade skolens grund
måtte ikke tag nogen steder alene
måtte ikke være alene
hvis jeg skar i mig selv eller tog piller imens jeg boede hos hende, ville jeg blive smidt hjem til min mor igen
hvis jeg skulle være sammen med venner måtte de ikke forlade min side i et sekund.
Nu er jeg så blevet anbragt i noget som hedder hyblerne, hvor der bor 4 andre unge og 6 voksende pædagoger, hvor vi til sommer bliver flyttet over til det nye børnehjem som er ved at blive bygget.
Men kæmper stadig med mit humør, går nogen gange fra at være glad til at have psykisk ondt i mit hjerte, der er mange gange hvor jeg har overvejet at fortælle de voksende om mit meget svingende humør, men er bange for at jeg begynder at græde, og tør ikke at vise følelser, så begynder jeg at føle mig svag.
Der er self. Sket mere i mit liv, men det er ikke alt jeg kan huske, men alt det jeg har skrevet er noget jeg ubevist tænker på hver dag, det køre rundt i mit hoved uden jeg ved det, det fylder derfor alt for meget i mit liv, det er blevet en byrde at bære rundt på, at blive mindet om hver dag, at prøve at accepter det der er sket og komme videre, hvilket ikke sker, hver gang jeg tænker på mine minder fra før hen uanset om det er lang tid siden eller kort tid siden, gør det ondt at tænke på, det gør psykisk ondt i mit hjerte hver dag.
Og så er der også lige min angst, den kommer ud af det blå, fx. Når jeg skulle banke på døren ind til soveværelset der hjemme, hvis de ikke hørte mig banke første gang, turde jeg ikke banke på, jeg kunne sagtens bruge en halv time på bare at stå og tag mod til mig, hvor det for det meste ende med at jeg gik grædende ind på mit værelse, hvor de jeg følte mig svag fordi jeg ikke engang turde banke på en dør.
Jeg lader folk koste rundt med mig og bestemme over mig fordi jeg ikke tør at sige noget til det, og hvis jeg bliver spurgt om det er for meget eller om min mening, svare jeg altid standard for tør ikke sige min mening, hvis jeg får lov til at vælge noget tør jeg ikke for hvad hvis andre bliver irriteret på mig over mit valg, har så lavt selvværd at jeg har angst for at gøre mange ting, men gør det alligevel for at folk ikke skal finde ud af det, overskrider stort set mine grænser hver dag, og hver gang jeg gør det gør jeg ned.
Hvis man har læst alt det jeg har skrevet, burde man kunne danne sig et billede af hvilken en kamp jeg må have hver dag, for at holde mig selv kørende, de værste dage er der hvor jeg bliver nødstil at smile falsk, for at alle omkring mig kan se hvordan jeg har det, især hvis jeg er ude i offentligheden.
