Indstillinger
Er min bror deprimeret eller doven eller egoist
Hej til jer!
Håber nogen kan læse og besvare!
Det er min første gang at skrive her, eller nogensinde.
jeg har et hjertesuk.
det er min bror, som jeg lige vil sige er 29 år gamel.
Han er meget flink, når han har det godt, men det er desværre ikke så ofte. der er tider han ikke tar på arbejde 1 uge, 2 uger 3 uger. Han er flyttet hjem til vores forældre, har boet ude i en lejlighed saman med sin kæreste, som for mere en et og et halvt år siden blev forbi, og derefter flyttede hjem.
han har mest som ingen penge, arbejder i en uge og så bruger han dem på sprut og junkfood, er i byen mest som hver weekend, og så er han hundesyg efter og tar ikke på arbejde, ligger hele dagen i sengen, spiser når igen er til stede, kan ikke holde styr på sit værelse, flyder med beskidte klæder, tomme pizza ærker, beskidte tallerkener o.s.v, og meget mere, det er vildt KLAMT!
Han låser døren til sit kamer, så ingen kan se. han betaler ikke en krone for at bo hjemme, spiser hvad han har lyst til, når han er alene.
Kan lige tilføje at han har en drøm om at blive musikker, men ved ikke hvad det bliver til. Han bor hjemme, men er kun i sit eget værelse, ser tv serier hele tiden, vil ikke ha hjælp, bliver vred øjeblikkeligt, min mor eller mig prøver på at tale til ham, f.eks. om at han må gøre noget med sit værelse eller tage på arbejde, han bliver sur og forsvinder i sit kamer. min mor har prøvet så mange metoder, og er ved at give op. Det kedeligeste er at påvirker os familien så meget, og vi er ikke i stand til at hjælpe ham, og det virker ikke som om han har planer at forandre sig. hvad skal vi gøre, det er uudholdeligt
(((
det er så trist det hele, han har to yngre broder, skal de virkeligt vokse op på den måde, ellerse op til han.
hvad skal jeg gøre, vi orker ikke mere....
Håber nogen kan læse og besvare!
Det er min første gang at skrive her, eller nogensinde.
jeg har et hjertesuk.
det er min bror, som jeg lige vil sige er 29 år gamel.
Han er meget flink, når han har det godt, men det er desværre ikke så ofte. der er tider han ikke tar på arbejde 1 uge, 2 uger 3 uger. Han er flyttet hjem til vores forældre, har boet ude i en lejlighed saman med sin kæreste, som for mere en et og et halvt år siden blev forbi, og derefter flyttede hjem.
han har mest som ingen penge, arbejder i en uge og så bruger han dem på sprut og junkfood, er i byen mest som hver weekend, og så er han hundesyg efter og tar ikke på arbejde, ligger hele dagen i sengen, spiser når igen er til stede, kan ikke holde styr på sit værelse, flyder med beskidte klæder, tomme pizza ærker, beskidte tallerkener o.s.v, og meget mere, det er vildt KLAMT!
Han låser døren til sit kamer, så ingen kan se. han betaler ikke en krone for at bo hjemme, spiser hvad han har lyst til, når han er alene.
Kan lige tilføje at han har en drøm om at blive musikker, men ved ikke hvad det bliver til. Han bor hjemme, men er kun i sit eget værelse, ser tv serier hele tiden, vil ikke ha hjælp, bliver vred øjeblikkeligt, min mor eller mig prøver på at tale til ham, f.eks. om at han må gøre noget med sit værelse eller tage på arbejde, han bliver sur og forsvinder i sit kamer. min mor har prøvet så mange metoder, og er ved at give op. Det kedeligeste er at påvirker os familien så meget, og vi er ikke i stand til at hjælpe ham, og det virker ikke som om han har planer at forandre sig. hvad skal vi gøre, det er uudholdeligt
(((det er så trist det hele, han har to yngre broder, skal de virkeligt vokse op på den måde, ellerse op til han.
hvad skal jeg gøre, vi orker ikke mere....
Kommentarer
Nu har han jo tag over hovedet og mad, når han er sulten.
Arbejde, han bliver da fyret, hvis han opfører sig på den måde. Det undrer mig han stadig har arbejde.
Er han doven, er han dum, vil han bare nyde livet på andres bekostning, eller er han syg.
Det kan ingen på en debat vide noget om. Jeg ville smide ham ud med det samme.
Og så tænker jeg videre, hvis det nu var min søn, hvad ville jeg så gøre. Jeg kender mine børn godt nok til, at jeg ved det ville være en sygdom og så ville jeg forsøge på alle mulige måder at finde hjælp til dem/ham.
Hvis jeg vidste min søn bare var en doven lømmel, så ville jeg smide ham ud, eller ville jeg ?
Jeg er bange for jeg ville holde ud til jeg ikke kunne mere og så kom han ud. Det er vist den eneste måde han ville kunne få hjælp på. Eller også tog han sig alvorligt sammen.
Så længe en mor eller en kæreste sørger for ham i hoved og røv gør samfundet ingenting. ( Kæresten gad åbenbart ikke mere. )
Om de gør noget, hvis han bliver smidt ud, næe, ikke før han falder omkuld på gaden, så ville han måske få hjælp. Men han skal nok selv ville have hjælp.
Musiker, det bliver han da ikke med den livsførelse, det koster hårdt arbejde.
Jeg tror ikke på I kan gøre noget, når han ikke selv vil noget som helst.
Der skal konsekvens til, så han opdager den går bare ikke mere, at få en gratis seng og mad.
Det kunne jo tænkes det gik op for ham, at nu er det alvor. Et barn, der er smaskforkælet hyler jo også op, smider sig på gulvet til forældrene retter ind.
Hvis først barnet indser dette går ikke, sådan får jeg ikke min vilje, ændrer det opførsel. Det var da værd at prøve. Men det får du sikkert ikke din mor til. Hun bliver måske ved til den bitre ende. Medmindre hun indser det er meget synd for og forkert over for dine brødre.- Tænk, hvis de bliver lige sådan. Så får hun noget at se til. Det burde hun kunne indse.
Ja, jeg tror min mor har tænkt på at smide ham ud, men det er ikke så let, fordi at hvad sker der så?
Ja, vi tror han er deprimeret, men det er ligt indviklet. Han kan ikke holde styr på sit værelse, og hjælper ikke til med noget, står op om natten og spiser mad, som måske skulle bruges dagen efter, tænker faktist kun på sig selv. Mor har prøvet i lang tid at vække ha, hver morgen, siger han kommer, bruger undskyldninger så som"jeg kommer lige om lidt, jeg skal ikki til arbejde først om 1-2 timer, jeg bliver avhentet" men når det kommer til stykket kom han aldrig på arbejde.
Hans eks kæreste var faktist også deprimeret, og han forlod hende, fordi han sagde at han ikke kunne se en fremtid med hende, så som børn.
Nu for tiden tager han ikke på arbejde, er kun i sit værelse og ser tv.
Vi er 5 søskende, og vi er alle kede af at han opfører sig såden, og ved ikke hvad vi skal gøre, han gider ikke tale om hans problemer, det virker ikke som om at han har planer at gøre noget med det, men det er simpulten ikke til at holde ud mere... og om at han er meget deprimeret, kan det være farligt
hvad gør man i sådan en situtation??
Hvis I er meget heldige, så kan I lokke jeres praktiserende læge på hjemmebesøg og se, om vedkommende kan snakke med din bror og få hul igennem. Ellers er der nok ikke så meget at gøre.
Hvordan jeg selv ville reagere, hvis det var mit barn, ved jeg ikke. På den ene side tror jeg, at jeg ville finde på den ene undskyldning efter den anden, være bange for, hvad der skal ske med ham, hvis jeg ikke var der o.s.v. Og på den anden side ville jeg nok have lyst til at give ham sådan et los i r.... og sparke ham ud. Hvad jeg ville vælge, aner jeg ganske enkelt ikke.
Måske din mor skal forsøge at kontakte SIND eller en af de andre hjælpeorganisationer til psykisk syge. Her kan hun næsten helt sikker snakke med andre, der har prøvet noget af det samme, og få både noget feed back, noget støtte og måske et par gode råd. Måske vil hun være mere afklaret bagefter.
Jeg håber, I finder en god løsning for jer alle sammen, for det er utroligt svært, når nogen i ens nærmeste familie bliver psykisk syge - især fordi de sjældent har sygdomserkendelse, og der i befolkningen generelt er en utrolig berøringsangst.