Angst og sorg. Hjælp til at komme videre!
Jeg er en 23-årig ung fyr der i mange år har lidt af angst og har brug for nogle råd til at komme videre.
Hurtigt om mig selv: Glad, frisk, udadvent, aktiv, sportslig, studerende. Mange venner og mange fritidsinteresser og har på mange måder et rigtig godt liv og god selvtillid, MEN jeg lider af angst der er blevet forstærket efter min mors død.
Da jeg gik i 3. klasse i folkeskolen oplevede jeg for første gang den følelse, der senere skulle vise sig at være angst. Jeg var på lejrtur med skolen og en dag, da vi var på tur, løb jeg og nogle andre i forvejen da vi skulle finde en kiosk. Da alle andre var kommet ude af syne og jeg blev træt blev jeg utroligt bange for jeg ikke kunne følge med de andre og ikke finde dem der var bagud. Jeg blev i det store hele bange for at blive væk.
To år senere var jeg på tur væk hjemmefra med nogle venner og den ene vens forældre. Da vi ankom havde jeg den underlige følelse igen og følte mig meget utilpas som om jeg var syg. Følelsen forsvandt dog da der lige pludselig skete alle mulige sjove ting. Igen da vi skulle til at hjem, hvilket trak meget ud. Blev jeg igen bange og ringede grædende hjem til mine forældre.
Nogle få uger efter skulle jeg igen på lejrtur. Her var jeg dødsens bange for at tage med da jeg var bange for at blive væk. Efter vi kom frem ringede jeg mange gange grædende til min mor, og blev så hentet af hende.
Dette var starten på en lang periode med angst der blev så slem at jeg ikke turde at tage med på selv de mindste udflugter uden mine forældre var med. Selv en tur i kirken med skolen (2-300 meters afstand) kunne jeg ikke overskue.
Dette blev med tiden og psykolog behandling bedre, jeg arbejdede i små skridt og øgede afstanden på turene. Lige siden jeg var 17-18 år har jeg kunne befærde mig i hele Danmark, men har endnu ikke været i udlandet uden mine forældre.
Når jeg har været afsted på ferie med min mor eller far (skilt siden jeg var 13) har jeg desuden været vildt bange for at blive væk fra dem. Skulle de blot til bageren eller i supermarkedet tog jeg med for at sikre mig at de kom levende tilbage.
For to år siden døde min elskede mor efter kort tids kræft. Tarmkræft forsaget af en tarmsygdom der altid har plaget hende meget. Min mor har hjulpet mig UTROLIGT meget med min angst. Jeg har også en rigtig god far, men han har lidt sværere ved at sætte sig helt ind i angsten.
Efter min mors død fik jeg ikke bearbejdet sorgen ordenligt i starten og rendte til den ene fest efter den anden. Var sammen med vennerne, dyrkede fitness og alt muligt der skubbede sorgen. (Har dog haft stunder for mig selv hvor jeg har grædt ud) Men en dag efter 3 byture i træk vågnede jeg efter at have sovet 14 timer i træk. Jeg havde det så dårligt at jeg ikke kunne rejse mig op uden jeg følte jeg var ved at falde om. Jeg følte jeg havde ondt i hjertet, at jeg var ved at dø, få en blodprop osv. osv.
Siden den episode er jeg begyndt at overanalysere mange af mine kropslige reaktioner, som altså må være en slags sygdomsangst. Samtidig er jeg også blevet mere bekymret over fx. at blive slået ned i byen, begynde at se en pige med tanken om hun sikkert har en exkæreste der er psykopat og vil komme efter mig og sådan. Så ja, sygdomsangst og dødsangst hvilket vidst er meget naturligt efter at have mistet min mor. Jeg har desuden perioder hvor jeg føler mig meget træt, ved siden af mig selv. Jeg arbejder meget med at blive bedre til at slappe af i stedet for at give den gas med studie, sport, fester, venner osv. hele tiden.
Sagen om sygdomsangsten arbejder jeg stille og roligt med (hjælp fra psykolog), som også siger det er meget naturligt.
Men sagen er nu den at jeg stadigvæk aldrig har været ude at rejse på egen hånd hvilket har været en STOR klods om benet på mig. Jeg står snart med en rigtig god uddannelse, hvor jeg også drømme om at komme til udlandet og arbejde et par år. Derudover er det bare så surt at skulle melde afbud til den årlige skiferie med skolen, sommerferie med kammeraterne. Så ja, føler jeg er gået glip af så meget, når jeg ELSKER at rejse hel vildt!
Mine tanker om at tage ud og rejse nu går også meget mere på at blive syg i udlandet og ikke selv være i stand til at komme hjem igen. Få hedeslag, dehydrere, få influenza og ende med at falde om og blive indlagt.. Egentlig en form for "angsten for angsten" .. Jeg er bange for at blive syg, komme galt afsted for så tror jeg, jeg går i panik og ikke kan komme hjem igen.
Angsten stammer højst sandsynligt fra at jeg som 2-årig blev væk.
Så ville høre om nogle af jer har nogle gode råd, kender til problemet eller på anden måde kan hjælpe.
Skal siges at jeg har prøvet hypnose og tankefeltterapi uden den store effekt.
Psykologer i gennem årene har hjulpet meget, sammen med min egen vilje. Men næste skridt er bare så stort. Hvis jeg kommer så langt væk hjemmefra og bare får det så dårligt er der længere hjem, end bare lige en tur et sted i Danmark.
Håber I kan hjælpe. :-)
Hurtigt om mig selv: Glad, frisk, udadvent, aktiv, sportslig, studerende. Mange venner og mange fritidsinteresser og har på mange måder et rigtig godt liv og god selvtillid, MEN jeg lider af angst der er blevet forstærket efter min mors død.
Da jeg gik i 3. klasse i folkeskolen oplevede jeg for første gang den følelse, der senere skulle vise sig at være angst. Jeg var på lejrtur med skolen og en dag, da vi var på tur, løb jeg og nogle andre i forvejen da vi skulle finde en kiosk. Da alle andre var kommet ude af syne og jeg blev træt blev jeg utroligt bange for jeg ikke kunne følge med de andre og ikke finde dem der var bagud. Jeg blev i det store hele bange for at blive væk.
To år senere var jeg på tur væk hjemmefra med nogle venner og den ene vens forældre. Da vi ankom havde jeg den underlige følelse igen og følte mig meget utilpas som om jeg var syg. Følelsen forsvandt dog da der lige pludselig skete alle mulige sjove ting. Igen da vi skulle til at hjem, hvilket trak meget ud. Blev jeg igen bange og ringede grædende hjem til mine forældre.
Nogle få uger efter skulle jeg igen på lejrtur. Her var jeg dødsens bange for at tage med da jeg var bange for at blive væk. Efter vi kom frem ringede jeg mange gange grædende til min mor, og blev så hentet af hende.
Dette var starten på en lang periode med angst der blev så slem at jeg ikke turde at tage med på selv de mindste udflugter uden mine forældre var med. Selv en tur i kirken med skolen (2-300 meters afstand) kunne jeg ikke overskue.
Dette blev med tiden og psykolog behandling bedre, jeg arbejdede i små skridt og øgede afstanden på turene. Lige siden jeg var 17-18 år har jeg kunne befærde mig i hele Danmark, men har endnu ikke været i udlandet uden mine forældre.
Når jeg har været afsted på ferie med min mor eller far (skilt siden jeg var 13) har jeg desuden været vildt bange for at blive væk fra dem. Skulle de blot til bageren eller i supermarkedet tog jeg med for at sikre mig at de kom levende tilbage.
For to år siden døde min elskede mor efter kort tids kræft. Tarmkræft forsaget af en tarmsygdom der altid har plaget hende meget. Min mor har hjulpet mig UTROLIGT meget med min angst. Jeg har også en rigtig god far, men han har lidt sværere ved at sætte sig helt ind i angsten.
Efter min mors død fik jeg ikke bearbejdet sorgen ordenligt i starten og rendte til den ene fest efter den anden. Var sammen med vennerne, dyrkede fitness og alt muligt der skubbede sorgen. (Har dog haft stunder for mig selv hvor jeg har grædt ud) Men en dag efter 3 byture i træk vågnede jeg efter at have sovet 14 timer i træk. Jeg havde det så dårligt at jeg ikke kunne rejse mig op uden jeg følte jeg var ved at falde om. Jeg følte jeg havde ondt i hjertet, at jeg var ved at dø, få en blodprop osv. osv.
Siden den episode er jeg begyndt at overanalysere mange af mine kropslige reaktioner, som altså må være en slags sygdomsangst. Samtidig er jeg også blevet mere bekymret over fx. at blive slået ned i byen, begynde at se en pige med tanken om hun sikkert har en exkæreste der er psykopat og vil komme efter mig og sådan. Så ja, sygdomsangst og dødsangst hvilket vidst er meget naturligt efter at have mistet min mor. Jeg har desuden perioder hvor jeg føler mig meget træt, ved siden af mig selv. Jeg arbejder meget med at blive bedre til at slappe af i stedet for at give den gas med studie, sport, fester, venner osv. hele tiden.
Sagen om sygdomsangsten arbejder jeg stille og roligt med (hjælp fra psykolog), som også siger det er meget naturligt.
Men sagen er nu den at jeg stadigvæk aldrig har været ude at rejse på egen hånd hvilket har været en STOR klods om benet på mig. Jeg står snart med en rigtig god uddannelse, hvor jeg også drømme om at komme til udlandet og arbejde et par år. Derudover er det bare så surt at skulle melde afbud til den årlige skiferie med skolen, sommerferie med kammeraterne. Så ja, føler jeg er gået glip af så meget, når jeg ELSKER at rejse hel vildt!
Mine tanker om at tage ud og rejse nu går også meget mere på at blive syg i udlandet og ikke selv være i stand til at komme hjem igen. Få hedeslag, dehydrere, få influenza og ende med at falde om og blive indlagt.. Egentlig en form for "angsten for angsten" .. Jeg er bange for at blive syg, komme galt afsted for så tror jeg, jeg går i panik og ikke kan komme hjem igen.
Angsten stammer højst sandsynligt fra at jeg som 2-årig blev væk.
Så ville høre om nogle af jer har nogle gode råd, kender til problemet eller på anden måde kan hjælpe.
Skal siges at jeg har prøvet hypnose og tankefeltterapi uden den store effekt.
Psykologer i gennem årene har hjulpet meget, sammen med min egen vilje. Men næste skridt er bare så stort. Hvis jeg kommer så langt væk hjemmefra og bare får det så dårligt er der længere hjem, end bare lige en tur et sted i Danmark.
Håber I kan hjælpe. :-)
Kommentarer
Nogle må have prøvet noget lignende.
Ved ikke hvordan det går dig i dag, håber du er kommet ud og rejse og har fået en masse fantastiske oplevelser.
Jeg lider personligt af angst for at sove andre steder end hjemme, lige præcis fordi jeg har angst for angst som du selv beskriver. Jeg bryder mig ikke om at blive ked af det, få hjertet op i halsen osv. Tilsidst nåede jeg en alder på 15 hvor jeg aldrig havde været hjemmefra uden min mor i mere end 2 nætter og det var laaaang tid siden.
Jeg startede til Psykiater, og ærligt talt var det der hjalp mig mest medicinen. Jeg tager to forskellige slags medicin (Zopediem og Betablokkere) for at kunne falde i søvn andre steder.
Bekymringerne forud for at skulle sove et andet sted fyldte rigtigt meget for mig. Når jeg først var kommet afsted var der ingen problemer, men jeg kunne have konstant ondt i maven flere uger før.
Al angst er jo forskellig men jeg har et par tips som har virket godt for mig.
1) Adspredelse, men i den mere uskyldige form end den du snakker om, f.eks. hvis du ved du skal en tur over grænsen og er super nervøs, så se en god film hver gang du bliver nervøs så man slipper for at have ondt i maven flere uger før
2) Planlægning. Jeg ELSKER at planlægge ting, dette gør at jeg fandt det enormt naturligt at lave en plan a, b, c og d når jeg skulle et fremmed sted hen. Lav pakkelister lang tid før, sørg for at få alle nødvendige vaksiner og tjek alle papirer før du skal udenlands. Better safe than sorry (i de fleste tilfælde vil dette påvise at din angst er irrationel da du ikke glemmer noget, ikke har noget koks med papirer osv.
3) Tegn en god rejseforsikring. Måske kunne den bruges som et sikkerhedsnet? Ja det koster penge, men du skal hellere se det som en investering som du måske ikke har brug for i fremtiden.
4) Vær ærlig. Du nævner ikke om hvorvidt vennerne ved det, eller ej, altså grunden til du ikke vil med. Men det er en fantastisk ide at sige hvordan man har det, for efterfølgende har man så meget prale ret når man overvinder ens frygt og alle vennerne siger man er så sej!
5) Små ture først. Det er et kæmpe skridt at skulle rejse f.eks. til Spanien, så kør en lille tur over øresundsbroen eller til grænsen mod tyskland og så hurtigt hjem igen
6) Rejs med venner som kender til din angst og gerne vil hjælpe dig
Håber du er kommet ud og har oplevet verden! Og husk på at du er pisse sej! Det er så stort at overkomme angsten og leve sit liv alligevel! Jeg arbejder stadig på det.
Knus fra mig
Angst er en advarsel om at noget kan gå galt.
Derfor er det vigtigt, at styrke sin intuition, eller evne til at se forskel på reelle farer og farer, som skyldes tidligere oplevelser.
Som børn, er vi afhængige af vores forældres omsorg og beskyttelse, og at opleve at blive væk fra sine forældre er forbundet med ensomhedsfølelse.
At øve sig i at lære andre mennesker at kende, og finde ud af , gennem udvikling af både selvindsigt og forståelse for hvordan en selv og andre reagerer og agerer, kan være måden, at turde tage skridt vi ikke har turdet tidligere.
Næsten alle mennesker oplever at miste en eller begge forældre, på et tidspunkt i livet, og den sorg kan vare ved , måske resten af livet.
Du blev fundet igen\ fandt dine forældre igen, så noget gik godt - og det er lige så vigtigt at huske på, som oplevelsen af at være blevet væk !
Angst for at rejse er naturlig, fordi rejser er forbundet med reelle ricici, særligt i denne tid, hvor frygten og ricikoen for terror, er voldsom i os alle.
Men dertil kommer den reelle angst for at blive kært ihjel eller falde ned med et fly, blive overfaldet o.s.v. ( og ikke komme hjem igen !)
Jeg har selv mange gange i mit liv, oplevet, at registrere en aevarsel om at bevæge mig steder hen, og har lært af respektere de indtryk jeg modtager.
Det kan ske i overgangen mellem søvn og morgenvågning. Det har reddet mit liv !
Jeg har altid selv haft det sådan , at jeg var angst for ikke at nå hjem,sammen med min familie efter udlandsture, for vi er immervæk udsat for større ricici ved f.eks at kære mange hundrede kilometer ad europas motorveje, end et par ture med bussen til og fra arbejde el. Andet, hjemme !
Vi må hver overveje om risikoen for at miste livet, og ikke komme hjem igen, efter en rejse, er for stor, i forhold til hvor vigtigt vi mener det er for vores livskvalitet og personlige udvikling - og andres, at vi tager ud i verden og møder andre mennesker og ser andre steder.
Blot skal vi være opmærksomme på, at vi også kan dø eller blive væk fra os selv, ved at indeslutte os i en boble af tryghedsnarkomani, af ren og skær livsangst.
Jeg tror ikke der findes en enkel vej til at undgå at leve uden angst, men når nu angsten er forbundet med at føle os alene , så er det nok bedre, at udfordre os selv, men være bevidste om hvad der er vigtigst for os.
Og det er vel at vi lever, så længe og godt som vi kan !
Kærlig hilsen